Dag 7: Uvirkeligheden indtager Venedig

At science fiction-genren er alsidig, er filmfestivalen i Venedig et glimrende eksempel på.

I begyndelsen af festivalen viste genren sig fra sin mest spektakulære og tankevækkende side, da Denis Villeneuve blændede op for Arrival, hvor mennesket skal forsøge at forstå udenjordiske gæster.

Midt på festivalen var det blevet tid til den mexicanske instruktør Amat Escalante og hans bud på den uvirkelige genre.

Det er overraskende, at Escalante nu vover sig ud i den genre. Da instruktøren i 2014 vandt prisen for bedste instruktør i Cannes, var det nemlig med det gruopvækkende og meget realistiske drama Heli om den håbløse narkokrig i Mexico.

Hans nye La región salvaje (The Untamed) er da også meget anderledes end Arrival.

Mystisk hundebid
Kulissen ligner Heli: fattig, rå og midt i Mexicos skrantende samfund.

I en lille by i det mexicanske lavland lever Alejandra, en ung mor til to, i et ulykkeligt ægteskab med machomanden og homofoben Angel. Ægtemanden er selvfølgelig utro. Men overraskende nok er det med Alejandras homoseksuelle bror, den følsomme sygeplejeske Fabian, som Angel på grund af sit selvhad heller ikke behandler særlig godt.

Konsekvent omtaler han ham som faggot, og det gælder, både når han taler om ham med Alejandra, og når han tigger om sex i deres sms-tråd.

En dag tropper en gådefuld kvinde op på Fabians arbejde, angiveligt for at blive behandlet for et hundebid. Det ser dog ud til at være et rimelig heftigt bid, og vi har i forvejen en mistanke til denne mystiske Veronica.

I åbningsscenen ligger hun nemlig nøgen på et gulv i et dunkelt lille rum. Hun dyrker sex med noget slimet og umenneskeligt, et væsen fyldt med tentakler, der snor sig og trænger ind i alle kroppens åbninger.

Men åh, det føles godt, synes Veronica.

Alt det ved Fabian selvfølgelig ikke noget om, og efter et stort skænderi med Angel takker han ja, da Veronica inviterer ham ud.

Hun overtaler ham til at besøge en hytte i skoven, og efterfølgende findes han nøgen, kvæstet og seksuelt mishandlet i en vandpøl nær skovbrynet. Fabian er så slemt tilredt, at han glider i koma, og lægerne kan ikke sige, om han vågner igen. Til gengæld kan politiet se på hans telefon, at de bør tage en alvorssnak med homofoben Angel.

Den er helt gal i skovhytte
Det er et fængende plot.

Escalante formår fra begyndelsen at fange publikums opmærksomhed med det mystiske monster og skifter derefter skarpt over til det socialrealistiske og samfundskommenterende univers, som han imponerede med i Heli.

Kontrasten er så stor, at vi næsten glemmer den ellers uforglemmelige åbningsscene, og virkningen er effektfuld, når han trækker os tilbage i skovhytten.

Fotograferingen supplerer den bizarre historie eminent. Når socialrealismen bliver surrealistisk, formørkes billederne. De bliver mudrede, og det er svært at bedømme, hvad det er, vi ser.

Men der er noget helt, helt galt i den mexicanske skovhytte. Det kan vi da se.

Problemet med Escalantes film er imidlertid, at den ikke formår at forene de to universer.

Instruktøren lægger op til en historie om menneskets drifter, men i det den bizarre verden og den realistiske støder sammen, nægter Escalante at træde skridtet videre ind i science fiction-genren og ud af den realisme, han er blevet så anerkendt for.

La región salvaje er støttet af Det Danske Filminstitut, og det danske special effects-firma Soda har stået for filmens sci-fi-elementer. Og så kan det nævnes, at filmens fotograf Manuel Alberto Claro har fotograferet for Lars von Trier i både Melancholia og Nymphomaniac.

Mystisk hundebid
Efter Escalantes svære toer var det blevet tid til en anden instruktør, som har meget at leve op til, nemlig Ana Lily Amirpour, som sidste år imponerede med den iranske, sort-hvide vampyrfilm A Girl Walks Home Alone at Night.

I hendes nye Bad Batch befinder vi os visuelt i en helt anden grøft. Fotografen Lyle Vincent, der også fotograferede debutfilmen, har skruet helt op for farverne, og der er ikke langt mellem neonrørene.

Filmen begynder i den texanske ørken, hvor Arlen er blevet dømt til en tilværelse som medlem af The Bad Batch – et dystopisk område, hvor samfundets udstødte ender. De dumme og farlige, de grimme og fremmede. Alle dem, der ikke passer ind i USA. Sådan som landet nok ville se ud, hvis Donald Trump stod ved roret.

Arlen bevæger sig længere ind i det Mad Max-lignende wasteland, der udgør filmens kulisse. Før hun har set sig om, bliver hun forfulgt af to kannibaler i en golfvogn. De fanger Arlen og slæber hende med tilbage til deres lejr.

Da hun vågner, får hun en sprøjte, og så får hun ellers skåret både arm og ben af til tonerne af All That She Wants af 90’er-fænomenet Ace of Base.

Lemmerne ender på grillen hos Arlens kannibalistiske værter, og vi ser, at hun ikke er det eneste offer.

Det lykkes hende dog at slippe væk, rullende med ryggen på et skateboard, og hun reddes af en fyr, der er på vej til Comfort. I Comfort bor dem af de udstødte, der ikke spiser mennesker, men som i stedet har hang til LSD og elektroniske rytmer.

Jim Carrey som stum vagabond
I sin higen efter hævn blæser Arlen snart knoppen af en anden kannibal, som tilfældigvis har en lille pige ved sin side.

I mangel af bedre følger pigen efter Arlen, men de jages snart vildt af pigen far (Jason Mamoa), der er en del af områdets bodybuilder-kultur. Faren savner sin pige og sætter sig for at opspore hende i det makabre drama, hvor også Jim Carrey og Keanu Reeves optræder som henholdsvis en stum vagabond og en don juan-demagog.

Det er en ordknap film, og det fungerer fortrinligt. Der går omkring tyve minutter før første replik, men Suki Waterhouse bruger i stedet kroppen til at kommunikere sine trængsler som Arlen. Frustrationen skinner ud af hende, når hun kommer haltende med sin benprotese i det gudsforladte ørkenlandskab, og Jim Carrey brillerer også med sin mimik.

De evner kendte vi selvfølgelig godt til i forvejen, men i Bad Batch viser han det på ny, og især scenen, hvor han med sit chimpansefjæs skal fortælle faren, hvor hans pige er, imponerer.

Det er tydeligt, at Amirpour har fået et større budget at arbejde med siden sidste års succes. Kulissen er vildere og de makabre kannibalscener mere troværdige end i varmpyr-debuten. Derudover kan instruktøren tilsyneladende håndplukke sit cast nu.

Men instruktøren sælger ikke ud.

Med det kitchede soundtrack, de skæve karakterer og det bizarre univers viser Amirpour, at hun er en original instruktør, der skal holdes øje med fremover.