Våde drømme

I de seneste år har amerikanske ungdomsfilm fået en gevaldig opblomstring. She’s All That (Robert Iscove, 1999), 10 Things I Hate About You (Gil Junger, 1999), American Pie (Paul Weitz, 1999), Election (Alexander Payne, 1999), Sex Games (eng. Cruel Intentions, Roger Kumble, 1999) og Clueless (Amy Heckerling, 1995) er de nyeste skud på stammen. Ca. 15 år efter den sidste ungdomsfilmbølge, og i kølvandet på populære tv-serier som ungdoms-soap’en Beverly Hills 90210 og sit-com’en Friends, kommer en række film, der nok minder om midtfirsernes ungdomsfilm, men som også adskiller sig fra dem.

Mere lethed og humor
Ungdomsfilmene fra midten af 80’erne har det til fælles med de nyere film, at de beskæftiger sig med den problematiske seksualitet og spirende kærlighed. Det er film som for eksempel Breakfast Club (John Hughes, 1985), Kliken fra St. Elmo (eng. St. Elmo’s Fire, Joel Schumacher, 1985), En vild pjækkedag (eng. Ferris Bueller’s Day Off, John Hughes 1986), Pretty in Pink (Howard Deutch, 1986), Øl, fis og hornmusik (eng. Fast Times at Ridgemont High, Amy Heckerling, 1982), Motorcykeldrengen (eng. Rumble Fish, Francis Ford Coppola, 1984), Footloose (Herbert Ross, 1984) og Vild og rodløs (eng Reckless, James Foley, 1984).

Men selv om der i 80’erne også blev lavet komedier, er komediepræget i de nyere film endnu mere udtalt. Der er ikke meget tilbage af den næsten melankolske alvor og lidt selvhøjtidelige problemdyrkelse, som man fandt under morskaben i flere af 80’ernes film – for eksempel den poetiske alvor i Motorcykeldrengen og Vild og rodløs og problembevidstheden i Breakfast Club. Klikedannelse og forskelle er i film som 10 Things I Hate About You og Clueless et spørgsmål om smag og stil og ikke i sig selv et problem – vi kan jo ikke alle sammen være lige gode venner – mens forskelle i Breakfast Club var en mere alvorlig sag. Dér handlede det om klasseforskelle, som de unge blot for en stund kunne bygge bro over.

Ingen tid til autoriteter
Endvidere var der en tendens til at sentimentalisere forholdet mellem børn og deres forliste fædre i nogle af 80’ernes film (Pretty in Pink, Motorcykeldrengen og Vild og rodløs). Mødrene var ofte fraværende, og fædrene var mere eller mindre socialt og psykisk fallerede. De fremstod ikke som et forbillede for de unge, som, i de to sidstnævnte film, tilsvarende heller ikke havde lyst til at blive voksne. I det hele taget blev ungdommen beskrevet som langt mere utilpasset i 80’ernes ungdomsfilm, og forældrene og andre autoriteter var vigtige samtaleemner i film som Breakfast Club og Footloose.

De nye ungdomsfilm bruger derimod ikke krudt på at forholde sig til lattervækkende autoriteter. Her er for eksempel ingen personer, der svarer til den latterlige og rigide rektor i En vild pjækkedag, der går fuldstændig op i sømmene af bar iver efter at afsløre den charmerende, livsglade og autoritetsfornægtende Ferris Bueller, der pjækker fra skolen lidt for ofte. Og det er på en måde symptomatisk for udviklingen fra midtfirserne til senhalvfemserne, at Matthew Broderick, der spillede Ferris i En vild pjækkedag, i Election nu er blevet en lærer, som leder efter et alternativ til et kedeligt liv. Alternativet finder han mere eller mindre nødtvunget, da han kommer på tværs af en ekstremt retskaffen og ambitiøs kvindelig elev.

Endelig var der en tendens til at heroisere de unge mænd i nogle af de ældre film: som mytiske motorcykeldrenge med hang til friheden eller i opposition til familielivets borgerlighed, og som aktive, antiborgerlige og frembusende i modsætning til pigerne (her skal dog som en undtagelse nævnes Madonna som den fandenivoldske, hippe og cool storbydulle Susan i Desperately Seeking Susan (Susan Seidelman, 1985). Denne rollefordeling mellem drenge og piger finder man ikke i samme grad i de nye ungdomsfilm, ligesom både drenge og piger er bærere af frihedsdrømmen – hvis der er nogen.

De ved, hvad de vil
Man kan se både She’s All That og 10 Things I Hate About You som vældigt klichéfyldte historier: drenge der vædder med hinanden om, hvorvidt en af dem kan lokke outsider-pigen, der afskyr dem, med til skoleballet, og piger, der som grimme, genstridige ællinger bliver forelsket og udfolder sig som svaner – den intelligente, altid vrantent obsternasige og drengehadende Kat i 10 Things I Hate About You og den komplet utjekkede kunstnerspire Laney, der bærer briller og har en far, der renser swimmingpools for de rige i She’s All That.

Men pigerne er dog samtidig viljefaste unge damer, som ved hvad de vil, og som sætter deres fremtidsønsker igennem. Og selv om Laney ender med at lægge brillerne i She’s All That, kommer hun også på kunstakademi. Hovedpersonen Stacy i Amy Heckerlings Øl, fis og hornmusik fra 1982 gør alt, hvad hun kan for at få seksuelle erfaringer; men hun gør det primært for at føle, at hun har betydning. Filmen foregår i et uglamourøst forstadsmiljø omkring det lokale indkøbscenter, og da Stacy i filmens slutning har fundet ud af, at hun skal lede efter kærlighed i stedet for sex, udbryder veninden: “We can’t even get cable tv here, Stacy, and you want romance!”

Heroverfor er samme instruktørs 90’er-ungdomsfilm Clueless typisk for sin tid, dels ved at have skippet den næsten grimme realisme til fordel for en stilsikker og modebevidst glamour, som den også ironiserer over – Cher bor i Beverly Hills, og når hun har det dårligt, shopper hun – dels ved, at Cher som en typisk 90’er-pige er udtalt cool og selvbevidst. Hun har ingen synderlige problemer, men stor trang til at løse andres.

Som i Beverly Hills 90210 foregår alle de nye ungdomsfilm i et high school miljø. I American Pie, 10 Things I Hate About You og She’s All That er det dramatiske og visuelle clou det afsluttende skolebal, som samtidig er afslutningen på den del af ungdomstiden, der ligger nærmest på barndommen. Herefter flytter de unge mænd og kvinder fra de forstadsmiljøer, filmene foregår i, til universiteter langt væk.

Det er nu ikke det vigtige i Sex Games, der har Choderlos de Laclos’ filmatiserede Farlige forbindelser som sit tydelige forbillede – og den enstrenget bitchede overklassedulle Kathryn Merteuils kyniske leg med andre menneskers følelsesliv som centrum. Kathryn får sin straf. Men i modsætning til Stephen Frears’ film fra 1988, hvor Madame de Tourvil (Michelle Pfeiffer) tærer hen efter Vicomte de Valmonts (John Malkovich) fatale dobbeltspil, er det dennes noget mere fightende pendant i Sex Games, der iscenesætter straffen mod Kathryn og i sidste ende løber af med den døde elskedes attråede Jaguar 1956.

Hæmningsløst ublufærdig
American Pie er et veritabelt katalog over, hvordan det første samleje kan forløbe – i den forstand iscenesætter den lige som Beverly Hills 90210 en række scenerier, som et ungdomspublikum kan måle deres egne erfaringer med. Men i modsætning til Beverly Hills 90210 har American Pie ingen moraler. Den tager ikke “emner” op til diskussion, men former sig som en vildt løssluppen, men også solidarisk beskrivelse af det eneste, som disse fire unge mænd har i hovedet – og deres jagt på det.

Filmen er hæmningsløst ublufærdig i sin kærlige devaluering af drengenes seksuelle formåen og sin afsløring af deres grandiose og våde fantasier. Og den fortsætter den nedskrivning af sæden, som blev påbegyndt i en anden succesfilm for et ungdommeligt publikum, Vild med Mary: dér havnede den som gele i den intetanende Cameron Diaz’ hår, her ender den som skum i et halvtømt glas øl. Filmens morskab er i bogstaveligste forstand placeret under bæltestedet og dét i en sådan grad, at det overdrevent platte næsten bliver subtilt.

De fire mandlige hovedpersoner indgår en pagt om, at de alle senest til afslutningsballet skal sige farvel til deres jomfruelighed. Det lykkes i sidste øjeblik. Kevin og hans veninde Vicky beslutter sig til at gå i seng med hinanden, inden de skal på hvert sit universitet, hun ud fra den filosofi, at første gang hellere må være med en, hun kender godt – selv om hun egentlig ikke har lyst. Hendes drøm om den perfekte første gang bliver til en sørgmunter og lidet erotisk affære, en beskrivelse af noget, der er forbi, før det er startet.

Den kiksede Jim, som uforvarende er kommet til at sende billeder af sig selv som stripper m.m. live ud over skolens net, har inviteret en ikke mindre kikset pige med til festen. Men han oplever, at hun tager initiativet, og da han vågner næste morgen og ser, at hun er gået, udbryder han jublende: “Oh God, I was used. Cool!” Den splejsede Finch, som har fået sat et rygte i omløb om sin store seksuelle formåen, men som bliver ynkeligt afsløret med bukserne nede, i bogstavelig forstand, og med mildest talt meget dårlig mave, ender med at give den som verdensmand og forføre den fraskilte moder til den kammerat, de holder nattefest hos – med henvisninger til en af nyere filmhistories berømteste ungdomsfilm, Fagre voksne verden fra 1967.

Kærlig udpensling af den første gang
Endelig forenes Oz med sin kæreste; da de fire venner næste dag aflægger regnskab og skåler på fremtiden er han, der som den eneste af de fire mister sin seksuelle uskyld i en perfekt blanding af romantik og sex, også den der benægter, at han nåede målet. Oz offentliggør ikke sit nyvundne intime liv og lægger dermed låg på den pralende offentliggørelse af det absolut private, der er det gennemgående udtryk for det uudvoksede i filmen.

Men det er samtidig filmens hæmningsløse iscenesættelse af kroppens nedre regioner som en ufrivilligt offentlig affære, der skaber humoren. Filmen klæder drengene af i dobbelt forstand. De bliver både afsløret foran forældre og kammerater og foran tilskueren, for eksempel når Jims lidet succesfyldte forsøg med den kvindelige studiekammerat Nadia udsendes til fri afbenyttelse ikke bare for hans studiekammerater på internettet – ”God bless the Internet” som en af hans venner savlende siger – men også for biograftilskueren. Men den afdramatiserer også de uheldige drenges uerfarenhed. Det er pinligt, da Jim, også for åben skærm, får udløsning – alt for tidligt – to gange efter hinanden; men det viser sig i sidste ende at bane vej for helt nye muligheder.

Da Kevin af sin venindes veninde er blevet belært om, at orgasme ikke blot er et mandligt privilegium, og søger gode råd hos sin storebror, får han overdraget en sex-manual, der er blevet samlet af årgange af skolens mandlige elever. Han bladrer med store øjne hen til et helsidesbillede af en vibrator, der ledsages af teksten: ”Know your enemy”. Denne joke er et meget godt eksempel på filmens finurlige tone. På den ene side antydes det med et glimt i øjet, at drengene er udskiftelige og at de skal kæmpe for en plads som pigernes seksualpartnere. På den anden side er de, når det kommer til stykket, naturligvis ikke helt udskiftelige.

Tror på kærligheden og fremtiden
10 Things I Hate About You er løseligt baseret på William Shakespeares Trold kan tæmmes. Clueless er baseret på Jane Austens Emma (som i 1996 blev filmatiseret med Gwyneth Paltrow i titelrollen og som også findes som tv-film) og Sex Games altså på Laclos’ roman – eller på Stephen Frears 1988- eller Milos Formans 1989-filmatiseringer af samme historie. Clueless er sig sine litterære og filmhistoriske aner bevidst, men mest som en hyldest til populærkulturen. Cher kender ikke sin Shakespeare, men hun kender Mel Gibson, og derfor er hun velbevandret i hovedhandlingen i Shakespeares Hamlet.

Men ellers er filmene hverken parodier eller pasticher på tidligere tiders store værker. Det er uprætentiøse værker, der snarere kan ses som en slags post-Beverly Hills – uden tv-seriens melodrama og den tyngende historie, som seriens gennemgående figurer efterhånden er kommet til at bære på.

Derimod er de tilført meget af den humor, som sit com’en Friends lever af. Disse nye ungdomsfilm er lette, romantiske komedier uden den store dramatik. Som de fleste af forgængerne tror de på den store kærlighed – selv Clueless, der fastholder en cool-ironisk tone det meste af filmen, slutter med den romantiske forening og et kys, som bliver serveret ganske uden ironi. Hvor den romantiske komedie i det sidste årti (for eksempel Da Harry mødte Sally eller You’ve Got Mail) handler om, hvor svært det er at leve den store kærlighed, eller hvor romantikken – som i slutningen af Pretty Woman – iscenesættes med ironiske undertoner, dér er de nye ungdomsfilm fulde af forhåbninger.

Sluthalvfemsernes ungdomsfilm har skippet det oplysningsprojekt, der lå i 80’ernes film. Filmene bekymrer sig ikke, og i den forstand, at de knap er anvendelige som oplæg til diskussioner om ungdomstemaer, synes de at unddrage sig pædagogisering. I sluthalvfemsernes film om unge, henvendt til et ungt og måske ikke mindst yngre publikum, er der ingen lig i lasten, og fremtiden er ganske enkelt fuld af muligheder.