Værkstedet for anarki og talentudvikling

”Du må gerne sige ’fuck ham Larsen’, når du går ud ad døren og så glemme alt, hvad jeg har sagt,” siger Filmværkstedets 55-årige leder Prami Larsen til den unge instruktør, som netop har fået kritik for sin film ved det obligatoriske gennemsyn på Filmværkstedet.

Vi er fulgt i hælene på en mand, som har dedikeret sit professionelle liv til at holde gang i den danske talentudvikling. Han hedder Prami Larsen og har været leder af Det Danske Filminstituts talentfabrik, Filmværkstedet, siden 1995.

Her kan mere eller mindre prøvede talenter få økonomisk støtte på op til 20.000 kroner til deres filmprojekt. Desuden stiller værkstedet professionelt udstyr til rådighed, giver vejledning og hjælper med at eksponere filmen ved det månedlige premierearrangement Sneakbar i Cinemateket.

I 2010 havde Filmværkstedet tyve års jubilæum, og både Jørgen Leth, Christina Rosendahl, Kaspar Munk (You & Me Forever), Janus Metz (Armadillo), Lise Birk Pedersen (Putins kys) og Morten Hartz Kaplers (AFR) har været forbi værkstedet.

Daniel Borgmans Berik – den første danske film, der har vundet Cannes’ kortfilmkategori – er også lavet på Filmværkstedet.

Det første gennemsyn
Den første workshop på Filmværkstedet blev arrangeret tilbage i 70’erne af DR og Filmfonden, en sammenslutning af statens filminstitutioner.

Denne eftermiddag er der nervøse vibrationer på Prami Larsens kontor, hvor den unge instruktør om lidt skal vise sin film. Det er cirka et år siden, at han fik støtte fra Filmværkstedet, og nu skal Prami Larsen se, hvor langt instruktøren er kommet med projektet, og om støttekronerne er brugt hensigtsmæssigt. Udenfor siler regnen ned over Kongens Have.

”Mine cowboybukser er blevet til noget, der ligner lædertights i det her vejr,” siger den unge instruktør med et grin og forsøger at lægge låg på nervøsiteten. Som Prami Larsen sidder der i løs skjorte med en træningsjakke over ligner han langt fra én, der vil leve op til regnvejrets buldren og slagte den unge instruktør.

Ingen konkrete løsninger
Da filmen er slut, bliver der ikke uddelt stjerner. ”Er der en klar hovedkarakter og et tydeligt plot? Hvem skal vi holde med – og hvor er dramaet?” vil Prami Larsen i stedet vide.

”Nogle instruktører vil gerne have, at jeg giver dem nogle konkrete løsninger, fordi det er bekvemt. Men det er ikke min opgave,” forklarer lederen, da vi senere taler sammen under fire øjne.

”I stedet påpeger jeg de ting, der ikke fungerer. Jeg kender jo heller ikke det materiale, de har, så derfor er det umuligt for mig at give dem helt konkrete forslag.”

Det kan Fenar Ahmad, der har lavet fire kortfilm på Filmværkstedet og nu arbejder på sin første spillefilm, godt nikke genkendende til. Han fremhæver dog, at Filmværkstedets leder ikke lægger fingre imellem.

”Nogle gange er der noget, der bare ikke fungerer i ens film, men det er jo ikke sådan noget, man hører fra sin mor. Så er det godt, at man har Prami. Han er ærlig og siger tingene, som de er. Man kan vist godt sige, at jeg har fået nogle kærlige flade på Filmværkstedet,” siger han med et grin.

Kunstnerisk modenhed
Prami Larsen er dog meget bevidst om, at det er en meget følsom proces for en instruktør at modtage kritik.

”Det er ikke mit job at være smagsdommer. Jeg skal i stedet forsøge at forberede instruktøren på, hvad filmkonsulenterne vil hæfte sig ved,” siger han.

Konsulenterne spiller en vigtig rolle på Filmværkstedet. De er hentet ind fra den danske filmbranche, og det er deres opgave at udvælge de film, der skal støttes ved de fire årlige ansøgningsrunder. For at undgå at udvælgelsen bliver ensidig, er der to nye konsulenter knyttet til hver runde. Prami Larsen er dog altid med til at gennemgå bunken med ansøgninger.

Efter at have været i tæt kontakt med et væld af unge, uprøvede talenter har Prami Larsen en anden fornemmelse for at spotte talent end konsulenterne, der er vant til at arbejde med professionelle folk.

”Et velskrevet manuskript kan sagtens blive til en dårlig film, mens et mindre godt manuskript kan blive til et mesterværk. Der er så mange faktorer, der spiller ind. Konsulenten glemmer sommetider, at det ikke er sikkert, at instruktøren formår at omsætte sit manuskript til billeder,” fortæller Prami Larsen og understreger, at den kunstneriske modenhed også spiller ind.

”Hvis man går mere op i at hyggesnakke med crewet og bestille lasagne til frokostpausen, når man er på settet, så er man altså ikke parat til at lave film,” fastslår han.

Wakeup-call
Selvom Prami Larsen har en titel som cand. comm. efter dansk- og kommunikationsstudier på RUC, gør han alt for at lægge de akademiske færdigheder på hylden, når han skal vejlede en instruktør.

”Jeg sidder ikke og kigger efter Hitchcock-referencer, når jeg ser en film. I stedet kigger jeg på dramaturgi og går meget mere pragmatisk til værks. Det synes jeg også er sjovere,” siger lederen, der selv fik et wakeup-call, da han læste på RUC.

Han var i gang med en institutionsanalyse af Solvognen, da den folkekære komiker Peter Larsen påpegede, at den akademiske tænkning ofte sætter skodder for fantasien.

”Det tænkte jeg sgu meget over, for nu havde jeg skrevet digte og sange i lang tid, og jeg havde haft lyst til selv at skrive og lave film. Men jeg kunne godt mærke, at jeg efterhånden tabte det drive på universitetet,” siger Prami Larsen,som har været både instruktør, manuskriptforfatter og klipper på en lang række kort-, musik-, kunst- og dokumentarfilm gennem tiden. Flere af dem er lavet på Filmværkstedet.

I spidsen for rockband
For ikke at miste den kreative gnist gik Prami Larsen i gang med at tage kurser i dramaturgi og lavede en dokumentarfilm om en socialpædagogisk jordomrejse til søs.

Allerede som barn fik han fingrene i råfilm fra Kodak, hvor faren arbejdede. Han fik et Super 8-kamera, og senere stablede han et rockband på benene, hvor han selv var tekstforfatter. Film har fyldt meget i hans liv, og måske er det også derfor, han ved, hvordan det er at være ung og have filmdrømme.

”Jeg er blevet langt mere tolerant med årene, for jeg ved godt, at det ikke er nemt at lave gode film,” siger han.

Plads til chancer
Prami Larsen ser optimistisk på den danske talentmasse, og han er især glad for, at vi i Danmark har flere forskellige institutioner for talentudvikling.

Filmværkstedet adskiller sig markant fra Filmskolen og er et af de eneste steder i landet, hvor man kan lave film med støtte på et højt niveau uden at have en filmuddannelse.

”Hvor den slagne vej mod spillefilmdebuten før gik gennem Den Danske Filmskole og derefter Det Danske Filminstituts talentordning, kæmper nogle af de mest lovende talenter sig i dag frem via Filmværkstedet og den alternative uddannelse Super16,” siger Prami Larsen.

Produktionsvilkårene er dog hårde på Filmværkstedet. Når støttebevillingen er givet, skal man selv finde skuespillere og teknikere, der vil arbejde ulønnet på projektet. Prami Larsen betegner Filmskolen som luksusmodellen, hvor man automatisk får et prestigestempel, når man er færdig. På Filmværkstedet er der til gengæld plads til at begå fejl, fordi den økonomiske byrde ikke er så stor.

”Vi behøver ikke at være så sikre på talentet, og der er plads til at tage chancer,” siger han.

Finere at underfortælle
Anders Walter, der var Oscar-shortlistet for sin kortfilm 9 meter, har tidligere lavet film på Filmværkstedet. Han fremhæver, at netop modet til at turde satse er en af værkstedets styrker:

”En af forcerne ved Filmværkstedet er netop, at der er masser af anarki. Folkene på værkstedet er ikke ligefrem de mest autoritære mennesker, og det gør, at man får en kæmpe frihed som instruktør. Det er lidt som en legeplads, hvor man kan få lov at spasse ud, og hvor der også er plads til at fejle. Det er jo befriende, ” siger han.

Et af Prami Larsens mest interessante bekendtskaber fra sin tid på Filmværkstedet er instruktøren Morten Hartz Kaplers, hvis kontroversielle mockumentary AFR er værkstedets vel nok mest omtalte film og største satsning.

”AFR er en nyskabende hybridfilm, som er meget original. Jeg tror ikke, der er set noget lignende i filmhistorien. Morten Hartz har nogle meget markante meninger, og jeg holder meget af at diskutere film og kunst med ham, fordi han tænker så meget over tingene,” siger Prami Larsen om instruktøren, der har lavet fem-seks film på værkstedet.

Æg-på-strand-film
Spørger man Prami Larsen, hvad de unge filmmageres største udfordring er, lyder svaret:

”Det er en dyd at underfortælle i dansk film. Personligt synes jeg, at det er pisse irriterende. Det er, som om det er finere at underfortælle end at overfortælle. Måske er det en måde at undgå klicheer på. Men man risikerer at miste nogle seere, som i stedet begynder at tænke på, om de nu har købt mælk,” siger han.

Når lederen kigger gennem bunken af filmprojekter, mener han, at der er en tydelig forskel på de kvindelige og de mandlige ansøgere.

”Helt firkantet betragtet laver drengene ofte film med masser af handling tilsat elendige papfigurer af nogle karakterer. Pigerne gør det modsatte, de laver spændende og nuancerede karakterer, men de kan ikke finde ud af at lave en handling,” siger han.

”Hos drengene er der altid en overvægt af film, som handler om damer og shots, og som gerne skal foregå i et sommerhus. Pigerne laver i stedet de såkaldte ’æg-på-strand-film’, hvor der er en overflod af symbolik,” fastslår Prami Larsen, der altid har haft et ønske om, at flere mandlige og kvindelige instruktører slår tøjlerne sammen om at fortælle i levende billeder.