Cannes 2019
24. maj 2019 | 14:19

Valhalla er populær i udlandet

Foto | Kasper Tuxen
Pigen Røskva (Cecilia Loffredo) tager sammen med sin bror fra Midgård til Valhalla, hvor børnene hjælper guder med at redde verden fra Ragnarok.

Fenar Ahmads live-action-udgave af tegnefilmsklassikeren om nordisk mytologi er blevet solgt til lande i hele verden under Cannes-festivalen.

Af Nicki Bruun

Under Cannes-festivalen for to år siden afslørede Fenar Ahmad, at hans næste film ville blive en live-action-opdatering af tegnefilmsklassikeren Valhalla fra 1986.

I år har den så været på markedet i det sydfranske, hvor distributører fra hele verden er til stede for at se film, der kunne tænkes at sælge billetter i deres lande.

Og de har fået et godt øje til fantasy-historien om Tjalfe, Røskva og Quark samt nordiske guder som Thor og Odin. Filmen er indtil videre blevet solgt til 26 lande, der tæller så forskellige nationer som Rusland, Saudi Arabien og Sydkorea, skriver TrustNordisk i en pressemeddelelse.

På rollelisten finder man Cecilia Loffredo og Saxo Moltke-Leth som børnene Røskva og Tjalfe, der tager på en rejse fra Midgård til Valhalla.

Her møder de blandt andre guderne Thor og Loke – spillet af Roland Møller og Dulfi Al-Jabouri – som de kæmper sammen med for at redde verden fra Ragnarok.

Efterårsferie i biografen
Fenar Ahmad stod senest bag Underverden, der både blev en kritiker- og publikumssucces i biografen, hvor 173.567 mennesker så filmen.

Valhalla fra 1986 var indtil for nylig den bedst sælgende danske animationsfilm herhjemme med 578.830 solgte billetter.

Den har som så mange andre måtte se sig overhalet af Anders Matthesens kæmpesællert Ternet Ninja, men alligevel skulle der være gode chancer for at tiltrække publikum, når Valhalla kommer i efterårsferien.

Den nye udgave får premiere i danske biografer 10. oktober.

Trailer: Valhalla

Kommentarer

Nicki Bruun

Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.

Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.

Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.

Årets festival er nummer 72 og løber fra 14. til 25. maj 2019.

© Filmmagasinet Ekko