”Valhalla kan skræmme børn under elleve år”
Den 10. oktober er der premiere på Fenar Ahmads filmatisering af Peter Madsens 1979-tegneserie Valhalla, hvor to vikingebørn sammen med guderne kæmper for at redde verden fra Ragnarok.
Men Medierådet for Børn og Unge har kun tilladt filmen for børn over elleve år. Det betyder, at yngre børn skal have en voksen person med i biografen, hvis de skal blive lukket ind.
Den populære tegnefilmversion fra 1986 havde derimod en aldersgrænse på syv år. Men Medierådets vurdering hverken overrasker eller bekymrer Nordisk Films marketingchef, Per Hedegaard.
”Vi har store forventninger til filmen,” siger marketingchefen, der ikke ønsker at oplyse, hvor mange billetter man håber på at sælge.
Vildere end en vask
Medierådet har endnu ikke offentliggjort sin begrundelse for aldersgrænsen. Men om traileren til Valhalla vurderer rådet, at den kan virke skræmmende på børn under elleve år.
”Lydsiden er voldsom og dyster, og der er flere dramatiske og ildevarslende klip,” skriver Medierådet om traileren og fortsætter:
”I en række hurtige klip ses en voldsom slåskamp med en kraftig lydside og med markante, ildevarslende lynglimt på billedsiden.”
Det får dog ikke instruktøren til at ligge søvnløs om natten.
”Hvis man er ti år, kan man tage en voksen med ind og se den,” siger Fenar Ahmad til Filmmagasinet Ekko.
”Hvorfor være nervøs? Hvorfor hele tiden kigge på noget, der kan gå galt i stedet for at tænke på alt det, der er fedt? Vi har trods alt lavet en film om nordisk mytologi. Det er da lidt vildere end at lave en film om en vask.”
Ingen målgruppe for H.C. Andersen
– Så du er ikke nervøs for, at Medierådet uundgåeligt indsnævrer filmens målgruppe?
”Målgrupper er sådan noget, virksomheder har opfundet for at analysere markedet. Vi er i gang med at lave kunst og film, fortællinger og eventyr. Hvis H.C. Andersen havde tænkt på, hvilken målgruppe han prøvede at ramme, så havde han aldrig været H.C. Andersen.”
– Men når der bliver skudt så mange penge i filmen fra Det Danske Filminstitut og andre steder, er det vel også interessant, om den kan tjene sig hjem?
”Men dér må du også tænke på, at jeg er en ret god forretningsmand. Så jeg har jo ikke lavet filmen for dyr. Den er allerede solgt til 26 lande.”
Trailer: Valhalla
Ekko #83
Stort interview med Fenar Ahmad i Ekkos nye nummer.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt. Hvis du tegner årsabonnement, får du en gratis biografbillet og sommernummeret med tema om Tarantino.
Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.
Kommentarer