Interview
02. jan. 2025 | 11:23

Vampyren skal være en virkelig trussel

Foto | Focus Features

Willem Dafoe spiller vampyrjægeren Professor Albin Eberhart von Franz i Nosferatu, og det er tredje gang, at han medvirker i en film af Robert Eggers. 

”Jeg er ikke fan af CGI,” siger Robert Eggers, der har ført Grev Orlok tilbage til en rådden antihelt og brugt ægte, ildelugtende rotter i sin genindspilning af Nosferatu.

Af Tina Jøhnk Christensen

Robert Eggers var ni år gammel, da han første gang så F.W. Murnaus stumfilm Nosferatu.

Han havde fundet et billede af Grev Orlok på forsiden af en bog om vampyrer i det lokale bibliotek i den lille by Lee i den amerikanske delstat North Hampshire. Og han var så imponeret over den uhyggelige gotiske figur, at han bad sin mor om at finde filmen, så han kunne lære mere om den.

Da vhs-båndet ankom en måneds tid senere, gjorde den ekspressionistiske klassiker fra 1922 et stort indtryk på den lille dreng.

Det var især Max Schreck i rollen som vampyren, der fangede hans opmærksomhed. Schrecks bevægelser og sminke – som Eggers senere lærte, at han selv havde stået for – var så utroligt fascinerende og gruvækkende. Filmen forblev i hans bevidsthed, og nu over 30 år senere, har den amerikanske manuskriptforfatter og instruktør lavet sin egen version.

”Jeg lærte igennem årenes løb mere om Nosferatu, om Dracula og vampyrer generelt,” fortæller 41-årige Robert Eggers, hvis venlige øjne og varme smil skinner igennem selv på et Zoom-interview fra Los Angeles.

”Jeg fulgte med i udviklingen, og jeg synes, at Klaus Kinskis vampyr i Herzogs film var den rette for 1979, og Gary Oldmans Dracula fra 1992 var den rette for den tid.”

”De versioner har mere patos, og Gary Oldman spiller figuren som en romantisk helt. Der skete en transformation, hvor vampyrerne gik fra at være antihelte til helte, og efter min mening skulle man tilbage til den mere jordnære vampyr fra graven. Så min version går tilbage til folkesagnets version, og her er vampyren et dødt menneske, et levende lig og en virkelig trussel.”

Skarsgårds forvandling
Robert Eggers’ Nosferatu foregår i Tyskland i 1838. Vampyren Grev Orlok er blevet forelsket i Ellen Hutter (Lily-Rose Depp), men den unge kvinde er gift med nydelige Thomas Hutter (Nicholas Hoult), som er ejendomsmægler.

Så Grev Orlok får gennem sin sammensvorne Herr Knock (Simon McBurney) lokket Thomas Hutter til Transsylvanien under påskud af, at han vil købe en ejendom i hans landsby Wisburg i Tyskland.

Det er Bill Skarsgård, der spiller Grev Orlok, men vi får aldrig den svenske skuespillers ansigt at se. Det gemmer sig bag den store forvandling, som makeup-artisterne brugte seks timer på at gennemføre på ham fra top til tå, så hans udtryk er gennemført grusomt. 

Han ligner et omvandrende lig, der er gået i forrådnelse.

”Det var den tredje test, hvor han var i fuld makeup og proteser og kostumer, at jeg så Bill forsvinde, og Orlok tone frem. Det var så fucking cool,” fortæller Robert Eggers om Bill Skarsgårds transformation, der også involverer hans stemme, som er meget dybere end normalt.

”Han arbejdede med en operalærer for at vi kunne få hans stemme en oktav ned. Desuden bad jeg Bill om at holde sig fra de andre, så der ikke var mulighed for at være alt for venskabelig med Nicholas Hoult. For stemningen skulle være dyster mellem dem på lærredet.”

Orloks tænder
Robert Eggers havde gennemtænkt, hvordan hans vampyr skulle se ud. I folkesagnene er vampyrerne omvandrende lig, så instruktøren spurgte sig selv, hvordan en død, transsylvansk adelsmand ville se ud.

Han kiggede på billeder af transsylvanske ledere og begyndte at kopiere deres skæg og hårstil. Han forestillede sig, hvordan det hele ville se ud på et lig, der havde været i fordærv i mange år.

”Jeg overvejede, hvad der ville være tilbage af hårpragten. Samtidig ville jeg også anerkende Max Schrecks version, så fingrene og neglene er samme form som hans,” siger instruktøren. 

”Men han skal også være et menneske, så hans tænder er ødelagte, men de stadigt skarpe og kan bide. Det er meget dårlige tænder, men der er ikke noget magisk over dem.”

Grev Orlok forbliver antagonisten i Nosferatu.

Der er ikke meget helt over Grev Orlok eller hans gerninger, og man væmmes over det døde menneskes forfatning – især under en elskovsscene.

Søvngængere og det okkulte
I F.W. Murnaus film observerede Robert Eggers, at Ellen bliver protagonisten i slutningen af filmen, og han fandt hendes rolle så inspirerende, at han udvidede den i manuskriptet til sin egen Nosferatu.

”Jeg fandt det meget interessant at have hende som hovedperson fra begyndelsen af filmen,” siger Robert Eggers.

”I Murnaus film er hun søvngænger, og det er en af de ting, der siger noget om, hvem hun er. I det 19. århundrede var de veluddannede eller bare lidt uddannede mere bekendt med den okkulte verden, end vi er det i dag. Dengang og indtil slutningen af det 19. århundrede havde man medicinske teorier om, at folk, der var søvngængere havde bedre kontakt med en anden sfære. Det var nøglen til, hvem Ellen kunne være.”

”Hun er en kvinde, der ikke passer ind i det 19. århundrede, og hun er selv et offer for samfundet, ligesom hun er det i forhold til vampyren. Hun har denne dystre side, som ingen hverken kan se eller forstå. Det var det, de kaldte ’hysteri’ eller ’melankoli’, og det manifesterer sig på forskellig vis.”

”Indtil hun møder vampyrjægeren, er vampyren, den eneste hun kan skabe en forbindelse til, og det er tragisk.”

Tabuiserede følelser
Willem Dafoe spiller vampyrjægeren Professor Albin Eberhart von Franz, og det er tredje gang, at den 69-årige amerikanske skuespiller medvirker i en Robert Eggers-film.

Willem Dafoe spiller fyrmester over for Robert Pattinson i The Lighthouse, hvor de lever isoleret på en øde ø. Og han medvirker som en form for hofnar i vikingedramaet The Northman.

I Nosferatu er Willem Dafoe den eneste, der har en metode til at hjælpe Ellen, som ellers kun har en ægte forbindelse til en død person.

”Alle er interesserede i sex og døden, ” siger Robert Eggers om publikums fascination af vampyrfilm.

”Men man taler ikke meget om det. Det er tabu. Vampyren er hverken død eller levende, han har en vis styrke, han er stoisk og forførende af natur. Man føler vægten og styrken ved figuren.” 

”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det, men det står klart, at både Jesus og Dracula vendte tilbage fra graven. Og det er dem, der har været omdrejningspunktet for flest film, hvilket siger en del.” 

30 rotter på kroppen
Uhygge er der nok af i Nosferatu.

Ikke alene vampyren og hans fremtoning er frygtelig. Det er Ellens tilstand også. Og så er der rotterne. De er over det hele og minder om alle de bakterier og sygdomme, de bærer rundt på.

Der var omkring 5.000 virkelige rotter på filmsettet, hvoraf omkring 200 ifølge Robert Eggers var veltrænede og tog imod ordrer. På et tidspunkt har Emma Corrin i rollen som Ellens loyale ven Anna Harding omkring 30 rotter på sin halvnøgne krop. Bare synet får én til at gyse.

”Jeg er ikke fan af CGI,” forklarer Robert Eggers om brugen af levende rotter.

”Det er sværere for skuespillerne, når der ikke er noget at spille overfor, og jeg tror, at publikum vil kunne mærke, at det ikke er oprigtigt.”

”Så det var vigtigt for mig, at rotterne var virkelige, og at rotterne på Emma var virkelige, men så er flere af rotterne i baggrunden til gengæld skabt med CGI. Vi havde tusindvis af rotter, men ikke halvtredstusinde. Rotter er ikke så store, så det var ikke en kæmpe udfordring. Men de lugter forfærdeligt, for de er inkontinente.”

Trailer: Nosferatu

Kommentarer

Robert Eggers

Født 1983 i New York.

Kender ikke sin biologiske fars identitet.

Vokset op i New England, hvor to af hans film foregår.

Har gået på American Musical and Dramatic Academy i New York.

Begyndte karrieren som production designer, kostumier og kortfilminstruktør.

Har arbejdet sammen med fotografen Jarin Blaschke siden kortfilmen The Tell-Tale Heart fra 2008.

Spillefilmdebuten The Witch vandt ham en instruktørpris på Sundance-festivalen. Opfølgeren The Lighthouse vandt kritikerprisen Fipresci i Cannes.

Eggers’ fire spillefilm er alle periodefilm og foregår i henholdsvis 895, 1630, 1838, 1890.

Spillefilm

Nosferatu
2024

The Northman
2022

The Lighthouse
2019

The Witch
2015

© Filmmagasinet Ekko