Berlinale dag 7: Latterbrøl og sjovt hår

Det er, som om salen ånder lettet op, da der kommer farver på Eisenstein in Guanajuato. De første minutter flakker billedkompositionerne nemlig elegant mellem sort-hvid og farver. Som flimmer på en skærm. En appetitvækker til en fortælling om en mand, der pludselig bliver rystet i sin grundvold.

Men farverne vinder, og grunden til det kollektive lettelsens suk er, at dagens tidligere film, Aferim!, blev holdt stramt i retro-farveskalaerne. I mere end én forstand er der da også langt flere farver på paletten over Eisenstein i Guanajuato.

Instruktørspradebassen Peter Greenaway – ham med Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker – er tilbage med en decideret crazy-komedie om den sovjetiske mesterinstruktør Sergei Eisenstein, som fik fornyet sin livsfilosofi mere end en enkelt gang under en optagetur til Mexico.

Festivalens største latterbrøl
Greenaway udfolder historien med et viltert univers, hvor filmreferencer og instruktør-ikoner fiser ind og ud af lærredet, og hvor ordet ”naturalistisk” for alt i verden må og skal undgås.

Den stort set ukendte finske skuespiller Elmer Bäck får sit helt store gennembrud i rollen som Eisenstein. Han kaster sig – ofte nøgen – ud i stort set alt i filmen, hvor den gifte Eisenstein får et homoerotisk forhold til sin guide på turen. En tur, der egentlig skulle blive til en Eisenstein-film, men som går fuldstændigt op i hat og briller.

Særligt filmens næsten femten minutter lange scene, hvor Eisenstein for første gang nogensinde tages bagfra af sin nye elsker – der benytter lejligheden til at oplyse instruktøren om syfilis’ udbredelse i Mexico – er urkomisk. Scenen modtog da også ubetinget det største latterbrøl, der er hørt i dette års hovedkonkurrence, som da ellers har været præget af en pæn portion humor.

Western-stemning uden cowboys
Synderligt morsom er tidligere nævnte Aferim! til gengæld ikke. Tværtimod passer den sort-hvide farve perfekt til filmen, for den beskriver en tid, hvor alt var netop sort eller hvidt. De rige kunne bestemme, om de fattige skulle leve. Enten var de gode tjenere, eller også var de døde.

Vi er i 1835 i den sydlige del af Rumænien, hvor en far tager sin søn med ud på en færd for at finde en undsluppet slave. Slaven har haft en affære med sin overordnedes kone, og derfor er der ingen tvivl om, hvad der skal ske med ham i det farveløse samfund.

I flere henseender er der dømt western-stemning uden cowboys.

På turen møder faren og sønnen mange sære skæbner og folkeslag, men færden bliver ikke så spændende, som den kunne have været. Det skyldes muligvis, at man ikke kan lade være med at koncentrere sig ret meget om filmens billeder i stedet for dens handling. Der ligger nemlig en kolossal indsats i hver eneste lille scene, som i mange tilfælde har klare referencer til Béla Tarrs Hesten fra Torino.

Imidlertid trækker Aferim! ikke fortællingen nær så langt ud, men er derimod et godt eksempel på, at rumænsk film er blevet en etableret spiller på større festivaler de seneste ti år.

Cannes-pristagerne Hr. Lazarescus sidste rejse og 4 måneder, 3 uger og 2 dage gik deres sejrsgange verden over i henholdsvis 2005 og 2007, mens Tirsdag efter Jul i 2010 vandt mange publikumshjerter, og på samme måde kunne Dupa dealuri i 2012 tage fra Cannes med hele to priser i kufferten.

Om Aferim! tager noget med fra Berlin, er svært at sige, men filmen er nok mere interessant, end den er egentlig god. For det er en mageløst flot produktion, der ligger bag Aferim!, som kan få larmende krostuer og tomme landeveje til at virke vældigt spændende, fordi de er så flot filmede.

Kina er en filmkulisse
En anden, der slipper det hele løs, er instruktør Wen Jiang, som står bag årets kinesiske bidrag Gone with the Bullets. Filmen er anden del i instruktørens Bullet-trilogi, hvoraf den første – Let the Bullets Fly – fik alverdens anmeldere op af stolene med sin humor og mange sære indfald.

Da Ekko mødte instruktøren under årets Berlinale, viste han sig da også at være noget af en spradebasse. Jiang ville nemlig tage billeder af en britisk journalist under interviewet, fordi hun havde ”fun hair” og ”maybe I could use you in my next movie… ha, ha, ha!”

Imidlertid havde instruktør Jiang nu også masser at byde på, når talen faldt på hans film. Han er dybt deprimeret over det kinesiske samfund, hvilket han ser som en stor filmkulisse, og derfor er det også vigtigt for ham at fremstille sine film som en overflade, hvor der simrer masser af idéer nedenunder.

Netop sådan fremstår Gone with the Bullets da også. Filmen er et genre-miskmask af thriller, drama, komedie og action, og det hele finder sted i 1920’ernes Shanghai, hvor der danses og dramatiseres over ikke alt for meget.

I filmen oprettes der midt i al dekadencen en skønhedskonkurrence, hvor alle byens herskabs-åndsamøber naturligvis stiller op. Men da det ikke bliver én af dem, der vinder, udvikler der sig hurtigt en historie, som gennem en række tragiske begivenheder ændrer virkeligheden for filmens personer ret drastisk.

Desværre knækker historien lidt over på midten undervejs, og selvom de konstante genreskift er charmerende, står de også lidt i vejen for en mere helstøbt oplevelse. Men damen med ”fun hair” (det var i fire forskellige farver) ville sagtens kunne have været med i filmen, uden at nogle ville mene, hun stak specielt meget ud.

Tyskerne venter
Så hvor man sukkede over tragikken, men frydedes over kameraføringen fra morgenstunden, er der i langt højere grad smil på læben og tossestreger i hovedet, da jeg trasker fra Berlinale-paladset ud i den tyske seneftermiddagskulde.

Her går ét ord imidlertid igen og igen: ”Elser” sagt med stift tysk ”s”.

Det er den film, alle Berlin-boende journalister taler om i dag. Fint med lidt rumænsk tristesse og masser af humor fra en halvgal, britisk instruktør samt en kinesisk ligesindet, men legebørnene må føje sig for morgendagens tyske film Elser, der, som nævnt en af de tidligere dage, har solgt fremragende til udlandet allerede inden verdenspremieren.

Dette har selvfølgelig samtidig højnet tyskernes forventninger til, at Guldbjørnen skal blive i Berlin i år.

Elser lyder som et vaskeægte drama a la Der Untergang eller De andres liv, og derfor er der da bestemt også noget at se frem til, når Hitler i morgen skal springes i luften, men ender med at redde sig. Dette er ikke en spoiler, for i så fald er den ganske gammel, da historien i filmen er sand og foregik i 1939.

Således vil ingen formentlig ånde lettet op under filmen i morgen i Berlinale-paladset. Men man kan jo håbe på, at vi alle sammen alligevel kommer til at holde vejret i åndeløs spænding undervejs.