Velfortjent rumænsk Guldpalmevinder

Menneskelige dramaer med små budgetter løb med priserne i Cannes. Amerikanerne måtte nøjes med en trøstepræmie.

Efter elleve dages spekulationer, gætterier og diskussioner, efter 22 film og et uopgjort, men eksorbitant antal timer i biografens mørke, er det med en blanding af klimaks og antiklimaks at se prisuddelingen, der finder sted søndag aften og tager knapt en time.

Festivalpalæet summer et par timer endnu af skrivende journalister fra hele verden, inden dørene lukkes for sidste gang efter en flot fejret 60-års fødselsdag.

Festivalen har været præget af fraværet af en klar favorit. De mange — og lange — kunstneriske film har delt sindene, og for de fleste af de gengangere, der tidligere har vundet Den Gyldne Palme, har deres konkurrencefilm i år ikke tilføjet noget afgørende nyt. Alligevel kan det godt undre, at juryen ikke kunne finde en pris til No Country For Old Men (for eksempel til Javier Bardems suveræne skurk), for det er en film, hvor Coen-brødrene endelig har fundet formen igen efter et par deciderede svage film.

Overrasket vinder
Til gengæld blev de karakterfulde kvinder hædret i flere kategorier, mens den afgørende Guldpalme gik til en mindre, men gribende sandfærdig rumænsk film om pigers brutale aborter under Ceausescus styre i 1980'erne. En glathudet botox-lignende Jane Fonda introducerede Guldpalmen. Skulle man tale om, at der har været én favorit, er det da også 4 måneder, 3 uger og 2 dage, der mest vedholdende har været nævnt og i øvrigt EKKOs favorit under hele festivalen.

Instruktøren Christian Mungiu gik stille på scenen med ordene: "Jeg føler, at jeg er med i et eventyr." Han havde håbet på at komme til Cannes i en eller anden konkurrence og udtrykte sin glæde ved at få prisen, da den viser, at det også er muligt for de helt små film uden de store budgetter at markere sig.

Andenpladsen til Japan
Juryens Grand Prix, som er festivalens andenplads, gik til The Mourning Forest. Filmen er lavet af den kvindelige japanske instruktør Naomi Kawase, der tilbage i 1997 vandt Camera d'Or for sin Moe no Suzau om en families liv i en afsidesliggende japansk landsby.

The Mourning Forest er en smuk historie om en lost in translation-lignende relation mellem en ældre senil mand og en yngre kvinde, der bringer hinanden trøst. På udflugt fra plejehjemmet kører de galt og farer vild i en skov, hvor den ældre mand dog har en mission og vandringen, skridt for skridt, fører dem begge tættere på renselse og ro.

The Mourning Forest er smukt filmet med vikningsfuldt håndholdt kamera i skovens dybder. Men som i flere af de kunstneriske film er der tale om en sparsom dialog med mange gentagelser, som virker opslidende i længden.

Sydkoreaner bedste skuespiller
Juryens Pris, som er tredjepladsen, blev delt mellem Carlos Raygadas stillestående, men meget smukke film Stellet Licht og Marjane Satrapi og Vincent Paronnauds  Persepolis.

Mens den mexicanske Stellet Licht minder om et maleri, der langsomt bliver til foran øjnene på tilskueren, er iranske Persepolis en reel tegnefilm, om en ung iransk kvindes opvækst under den Islamiske Republik, og om hvordan hun med sit revolutionære sind sendes til Østrig, hvor et nyt liv tager sin begyndelse.

Prisen for bedste kvindelige hovedrolle gik velfortjent og absolut ikke overraskende til sydkoreanske Do-Yeon Jeon, som spiller fremragende den unge enke i filmen Secret Sunshine. Som ung kvinde, der er fortabt, forsøger hun at skabe sig et nyt liv, men mister det i stedet, da hendes søn kidnappes og dræbes. Alain Delon introducerede prisen og valgte i den forbindelse med tårer i øjnene at mindes den østrigske skuespiller Romy Schneider, som døde for akkurat 25 år siden.

Den bedste mandlige hovedrolle gik til Konstantin Lavronenko i den russiske Forvisningen, en film der absolut ikke har begejstret eller på noget tidspunkt været nævnt som favorit. Det er en sjæleudgranskende film med indtil flere russiske knudemænd og fortalt i et kontemplativt filmsprog, der må være kraftigt inspireret af salig Andrej Tarkovskij.

Fødselsdagsprisen
I anledning af det 60-årige jubilæum blev der uddelt en særlig fødselsdagspris til amerikanske Gus Van Sant for sin lange karriere og smukke film. Hans nye film Paranoid Park er en flimrende skildring af en ung teenage-dreng, der uforvarende kommer til at dræbe en sikkerhedsvagt. Den er visuelt spændende, men mangler den stramhed og konsekvens, der gjorde hans Guldpalmevinder fra 2003, Elephant, til et mesterværk.

Julian Schnabel vandt prisen for bedste instruktør med sin yderst populære Le Scapandre et le Papillon (Dykkerklokken og sommerfuglen). Der er tale om en vældigt bevægende og livsbekræftende film om det franske modemagasin ELLEs karismatiske chefredaktør Jean-Dominique Bauby, som fik et slagtilfælde. Han vågnede tyve dage senere op til the locked-in syndrom, hvilket udelukkede ham fra at kommunikere med omverdenen på andre måder end med sit ene øje.

Cannes vasker sminken af
Julian Schnabel havde i forbindelse med prisoverrækkelsen aflagt sig pyjamasen, som han afholdt sine interviews i, og trykkede resolut alle jurymedlemmerne i hånden for derefter at takke gud og hver mand i lange baner. Han bekendtgjorde, at selvom filmen handler om en mand, så det alle kvinderne i filmen, han hylder.

Bedste manupskript gik til Fatih Akin med sin detajeret fortalte Auf der Anderen Seite. Dens overordnede tema er sorg skildret gennem tre forskellige tyrkiske skæbner. Med strittende hår takkede den tyrkisk-tyske instruktør oprigtigt for prisen.

I Cannes regnede det i går og nu blæser det. Det virker til, at byen har brug for at vaske sminke og silikone af sig og lufte ud, inden sommersæsonens badegæster indtager byen.