Nyhed
17. mar. 2011 | 13:55

Velgørende filmfestival i Japan

På trods af naturkatastrofe og atomfrygt bliver japansk filmfestival afholdt.
Af Helene Withington

Okinawas International Film Festival trodser tendensen til at aflyse alle arrangementer i Japan, der er ramt af jordskælv, tsunami og truende atomkatastrofe.

Filmfestivalen, der løber af stablen 18.-27. marts, har meldt ud, at festivalen vil finde sted som planlagt. Dog vil festivalen blive afholdt som et slags velgørenhedsarrangement til fordel for katastrofens ofre.

”Det handler ikke om selvbeherskelse, men om at gøre noget,” udtaler festivalen ifølge branchebladet Variety.

Den Helende Ø
Festivalen har siden sin opstart i 2009 fået stor opmærksomhed, og inden katastrofen indtraf, regnede arrangørerne med, at cirka 400.000 mennesker ville lægge vejen forbi festivalen.

Festivalen finder sted på øen Okinawa i den sydligste del af Japan, som ikke er blevet ramt af katastrofen i lige så høj grad som hovedøen.

Ifølge festivalens hjemmeside blev øen valgt til festivalen på grund af dens ry for at være ”Den Helende Ø”.

Latter for fred
Det oprindelige program for festivalen indeholdt film fra hele verden og hele tre verdenspremierer, men det fremgår ikke, hvad katastrofen har betydet for programmet.

Under festivalen vil der blive uddelt priser inden for de to hovedkategorier ”Latter” og ”Fred”, som man unægtelig godt kan unde de hårdt plagede japanere.

Formålet er at få publikum til at grine, uden at filmen behøver undertekster - altså en slags universel komik.

 

Kommentarer

FAKTA OM JORDSKÆLV I JAPAN

Japan oplever mere end 1000 jordskælv hvert år.

Jordskælvet, der ramte Japan fredag 11. marts 2011, er verdens femte største.

Ordet ”tsunami” stammer fra Japan, hvor det betyder ”havnebølge”.
© Filmmagasinet Ekko