Journalistik og etik
Tema
12. sep. 2004 | 08:00

Velkommen på forsiden

Foto | Ekstra Bladet
Forsiden på Ekstra Bladet den 16. juli 2003

Kynisk fjols eller journalist med følelser? En tidligere medarbejder på Ekstra Bladet taler med avisens nuværende kriminalreporter Niels Pinborg, der har skrevet en række opsigtsvækkende forsidehistorier.

Af Morten Jeppesen / Ekko #23

Han er en af de hårde drenge på Ekstra Bladets kriminalredaktion. I over tre år har Niels Pinborg dækket bestialske mord, voldsager og tragiske trafikuheld. Ofte er Pinborg på gerningsstederne umiddelbart efter, at forbrydelsen er sket eller katastrofen indtruffet. Og som regel formår han med sin professionelle indgang at få vidner og pårørende til i detaljer at berette om begivenhederne.

Niels Pinborg lever en stor del af sit professionelle liv i andres elendighed og skriver malende om moren, der netop har modtaget beskeden om sit dræbte barn, eller om familien, som netop er blevet udslettet i en trafikulykke.

Og Niels Pinborg skammer sig ikke over sit job - tværtimod. Denne varme formiddag på en café i det indre København fortæller han derimod om drømmejobbet som kriminalreporter, mens han nyder sin kop kaffe. Men Niels Pinborg fortæller også om et job, der indimellem griber dybt i hans eget hjerte. Som da han i Italien overværede begravelsen af den unge italiener Antonio Curra, der blev knivdræbt på Nørrebro få timer efter, han var ankommet til København som en ung rygsækturist.

"Det var dybt bevægende, da jeg stod i kirken ved Antonios begravelse. Mine tårer løb ned ad kinderne, og selv om jeg var på job for Ekstra Bladet, var jeg meget berørt af situationen. Forinden havde jeg besøgt den unge italieners familie og lyttet på deres historie om den unge mand, som blev dræbt så meningsløst. Det rører mig da selvfølgelig," fortæller Niels Pinborg.

Tegner et samfundsbillede
Den 30-årige journalist forestiller sig ikke mange år som kriminalreporter, hvis ikke han havde sit hjerte med på jobbet.

"Jeg ville simpelthen ikke kunne holde til dette job, hvis ikke jeg var i stand til at føle med de mennesker, som jeg møder. Jeg må nødvendigvis relatere tingene til mit eget liv. Da Antonio Curra blev dræbt på Nørrebro, tænkte jeg da på, at jeg selv har gået om natten på Nørrebro i opløftet stemning og sunget festsange. Pludselig var en ung mand blevet dræbt uden forvarsel, og det fik mig da til at spekulere over, hvad der egentlig foregår," siger Niels Pinborg.

Netop derfor mener han, at kriminalreportagen, der går tæt på de menneskelige tragedier, er en vigtig ting i de danske aviser.

"Gennem konkrete begivenheder er vi med til at tegne et billede af, hvor samfundet udvikler sig hen. Når en ung turist brutalt og meningsløst bliver knivmyrdet, er der måske et behov for at få set på, hvilken mentalitet der hersker hos nogle af de unge på Nørrebro. Det samme gælder sager, hvor psykisk syge dræber eller lemlæster folk. Vores reportager er med til at tegne et billede af en del af det samfund, vi lever i," siger Niels Pinborg.

Ja, jeg er fascineret
Men kriminalreporteren taler også åbent om sin egen fascination af forbrydelser og de mennesker, der begår dem.

"Jeg var med til at dække opklaringen og retssagen i sagen om Peter Lundin, der havde dræbt en mor og hendes to sønner. Og ligesom de fleste er jeg da optaget af, hvad der får en mand til at gøre noget, der er så frastødende. Umiddelbart virker det fuldstændig meningsløst. I sådanne situationer kan jeg ikke lade være med at tænke på de dage, hvor jeg føler, at min dag er ødelagt, fordi vasketøjskurven er fyldt. Disse hårdkogte forbrydelser og umenneskelige tragedier er på en eller anden måde med til at sætte min egen og Ekstra Bladets læseres hverdag i relief," siger Niels Pinborg.

Han er godt klar over, at mange mennesker opfatter ham som et kynisk fjols, der bare vil tjene penge på andres ulykke.

"Men det er jo ikke mig, der begår en forbrydelse. Jeg giver bare den enkelte læser en mulighed for gennem avisen at komme så tæt på gerningsstedet, forbryderne, ofrene og opklaringsarbejdet som muligt. Kriminalreportagen har altid fascineret mennesker. Jeg kan huske, at jeg selv sad og spiste burger hjemme i stuen, mens USA bombede Bagdad under Irak-krigen. På en eller anden måde er det jo bare 'tv-bomber', men virkeligheden er, at mennesker bliver dræbt. Mine reportager beskriver jo egentlig bare den virkelighed, som er bag ved ulykkerne og forbrydelserne. Men jeg må da åbent indrømme, at det ikke er sjovt at banke på en dør, når jeg ved, at den mor, der åbner den om et øjeblik, lige har mistet sin søn," siger Niels Pinborg.

Kan måske hjælpe ofre
I sådanne situationer handler det om at bevare sin professionelle indgang til stoffet. "Jeg sætter en ære i at respektere den sorg, som eksempelvis pårørende har. Derfor accepterer jeg også et nej for et nej. Men ofte oplever jeg, at de pårørende gerne vil tale om tingene. De er jo helt uskyldige, og nogle gange tror jeg faktisk, at vi journalister får en slags terapeut-rolle. Vi er professionelle lyttere og kan måske hjælpe ofre og pårørende til at sætte ord på deres sorg."

Niels Pinborg forklarer, at han gør meget ud af at være ærlig over for de mennesker, han interviewer. "Det er vigtigt at oplyse, hvorfor jeg vil interviewe dem. Og selv om det ikke er rart, vil jeg til enhver tid fortælle en mor, der har mistet sin søn, at jeg også vil skrive historien, hvis det viser sig, at sønnen er blevet dræbt i forbindelse med narkohandel eller lignende. Det er vigtigt, at folk er helt klar over, hvad jeg interviewer dem om, ligesom jeg altid forklarer, at jeg er nødt til at beskrive detaljeret, hvordan en forbrydelse er foregået," siger Niels Pinborg.

Han fortæller, at han efter forbrydelser flere gange er blevet kontaktet af ofrenes eller gerningsmændenes pårørende, som gerne vil snakke med ham.

"Nogle gange er det, fordi de gerne vil være med til at få tegnet et helt billede af ofret eller forbryderen, men andre gange er det, fordi de gerne vil have informationer om begivenhederne. Og jeg efterlader eksempelvis altid mit telefonnummer, så pårørende, som jeg har interviewet, efterfølgende kan kontakte mig, uanset om de er kede af dét, jeg har skrevet, eller blot har brug for at snakke. Jeg føler mig bestemt ikke som en kynisk idiot - i hvert fald ikke i forhold til ofrene og deres pårørende."

Forbrydere skal på forsiden
Anderledes holdning har han til dem, som begår forbrydelserne. "Dér må jeg indrømme, at jeg ikke er så fintfølende. Jeg har intet imod at hænge forbrydere ud i Ekstra Bladet. Artiklerne skal selvfølgelig være sande, men de, der begår forbrydelserne, må finde sig i, at de også kommer på forsiden," siger Niels Pinborg.

For Ekstra Bladets journalist er interviewet denne formiddag ved at være forbi. Forude venter en arbejdsdag, som Niels Pinborg intet kender til endnu.

"Det fascinerer mig. Jeg kan intet planlægge, min arbejdsdag bliver fuldstændig afgjort af, hvad der sker. Pludselig bliver jeg rykket ud af mine vante rammer og skal arbejde i miljøer og på gerningssteder, som jeg intet kender til. Min egen største forbrydelse er, at jeg har kørt uden cykellygter, men derfor fascinerer den kriminelle verden mig alligevel. Og det fascinerer tilsyneladende også mange andre," siger Niels Pinborg og fortsætter:

"Den dag, hvor Mias morder i Ringsted blev pågrebet, solgte Ekstra Bladet 50 procent flere aviser end normalt, og det er vel et udtryk for, at en sådan sag optager det meste af landet. Og jeg er ikke i tvivl om, at den dag jeg eller en af mine kolleger går over stregen, så vil læserne sætte en stopper for det, for så gider de simpelt hen ikke at købe avisen. For mig selv handler det også om at finde kombinationen mellem fascinationen og den professionelle distance, for i sidste ende er det jo 'bare' et arbejde".



Kommentarer

Artiklen udgør en af de fire artikler i temaet Journalistik og etik, som vi har bedt lærer og kursusinstruktør Grethe Grønkjær om at udarbejde en række undervisningsforslag til.

© Filmmagasinet Ekko