Velkommen til psykiatrien

Et eksempel: Dem på gulvet startede som en absurd, tragikomisk fortælling. Om en psykiatrisk afdeling, der ikke tager patienterne alvorligt og blot gør dem endnu sygere.

Men da Selma Sunniva og hendes filmhold begyndte at researche, oplevede de en form for åbenbaring.

”Vi vidste godt, at systemet var presset. Men ingen af os vidste, hvor slemt det stod til. Størstedelen af de ansatte forsøger desperat at arbejde mere. Men de er nødsaget til at gøre det i det skjulte, fordi systemet ikke tillader dem at hjælpe patienter ordentligt,” fortæller instruktøren.

”Vi lærte om såkaldt skyggearbejde, hvor personalet for deres egne penge knokler i skyggen af systemet – i fritiden og pauserne. Fordi de føler sig fanget i hospitalsvæsnet, der ikke tillader dem at yde den omsorg og hjælp, som patienterne har brug for.”

Det had, som Selma Sunniva havde opbygget, imens hun selv var indlagt, blev nu afløst af en anden følelse.

”Pludselig var det ikke et ondt personale, jeg så. Det var meget stressede mennesker. Jeg fandt også ud af, hvorfor de dårlige og skadelige læger og psykiatere ikke bliver afsat.”

”Der er ganske enkelt ikke noget alternativ. Ingen står klar til at overtage deres stillinger. Psykiatrien er ikke en attraktiv arbejdsplads, fordi der mangler hænder og penge. Det har store konsekvenser. Stigning i selvmord, bæltefiksering og udskrivning af patienter, der ikke er klar til at blive udskrevet og kommer tilbage kort tid efter.”

”De her svingdørspatienter er fanget i en ond cirkel, som gør det nærmest umuligt for dem at få det bedre.”

Roser i badekarret
28-årige Selma Sunnivas har fire film på Ekko Shortlist. De er talentfulde, meget forskellige og udtryk for en søgende ung instruktør.

Med Et eksempel: Dem på gulvet, som er Selmas førsteårs-film på Super16, har hun taget et kunstnerisk kvantespring.

Den har fået fem jury-nomineringer til Ekko Shortlist Awards 2023, samtidig med at den er i spil til de to hovedpriser: Publikum Prisen og Shortlist Prisen.

I dramaet følger vi det underbemandede personale på en hektisk aftenvagt, hvor tingene eskalerer og ender i en tragedie. Benedikte Hansen spiller lederen, Rudi Køhnke er en garvet sygeplejerske med et godt hjerte, mens Frederikke Dahl Hansen er famlende ny i afdelingen.

Alle kæmper for at få enderne til at mødes.

Det er en hyper realistisk kollektivfortælling båret af tilbageholdt indignation og vrede, empati for karaktererne og en skarp institutionsanalyse.

Et uafviseligt værk, der er en sublim fortælling i sin egen ret og samtidig et brændende opråb til politikerne om at løfte det forsømte psykiatriske system.

”Vi ville først og fremmest skabe en så realistisk skildring af en psykiatrisk afdeling som muligt. Det var ligesom budskab nok i sig selv: At vise, hvordan det er at være personale og patient. Det er en overbelastet vagt, men næsten alt, hvad vi har taget med i filmen, er funderet i noget, der er sket i virkeligheden,” fortæller Selma.

”I filmhistorien er psykisk sygdom blevet romantiseret. Det er blevet gjort til en metafor for at være et åbent menneske og ofte forbundet med noget storladent. Den dér roser-i-badekar-stemning med vild og stormfuld kærlighed, hvor følelserne skal gøre ondt for at være ægte.”

”Det gælder film som Girl, Interrupted, Betty Blue og Gøgereden. De er jo rigtigt gode, og for min skyld må man gerne romantisere derudaf. Det er bare vigtigt med et modstykke, som viser, hvordan det i virkeligheden er at være psykisk syg.”

Her er en pille!
Selma Sunniva ved, hvad hun taler om.

Siden hun var otte år gammel, har hun lidt af angst. Hun har været selvskadende, og da hun var 21 år, blev hun indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital.

”Jeg havde fire job på en gang, var stresset og havde længe haft det ret dårligt. Jeg var ikke så god til at række ud efter hjælp. Den aften havde jeg været på arbejde som tjener for 500 mennesker på et konferencecenter.”

”Jeg fik det, man i gamle dage kaldte et nervesammenbrud. Jeg har aldrig taget hårde stoffer, men efter arbejdet ringede jeg til en ven og spurgte, om vi skulle gøre det sammen. Heldigvis havde han ikke lyst, og det blev min redning, at jeg havde skåret i mig selv med et glasskår, så det begyndte at bløde voldsomt.”

”Jeg ringede til hospitalet, og de sagde, at jeg skulle komme med det samme. I venteværelset måtte de rykke mig ind i et andet rum, fordi jeg åbenbart sad og hulkede højt. Min far og hans daværende kæreste kom, da jeg blev indlagt.”

Der skal meget til for at blive indlagt, fordi der er så få pladser på hospitalet. Man skal være i fare for sig selv eller andre.

”Sygeplejersken spurgte, om jeg havde tænkt at slå mig selv ihjel, og så svarede jeg ’ja’. Jeg svarede, at jeg ofte tænkte på det, men jeg plaprede nok bare løs. Hun kunne dog se, at jeg var ved siden at mig selv, så jeg fik lov til at blive indlagt.”

”Da jeg kom ind på afdelingen, fik jeg en pille til at falde i søvn. Og det virkede. Men det var også meget sigende: ’Velkommen til psykiatrien – her er en pille!”

Sexistisk psykiater
Efter en uge blev Selma Sunniva overflyttet fra Bispebjerg til Gentofte Hospital, hvor hun oplevede psykiatrien, når den er bedst og værst.

”Du får kun lov til at snakke med en psykiater eller en psykolog én gang om ugen, selv om du er indlagt. Der er utroligt megen ventetid. Endelig kom jeg ind til psykiateren. Han begyndte at spørge til min krop. Han spurgte, om jeg syntes, at jeg havde fedt på kroppen.”

”Jeg havde det bare sådan: ’Jeg ved ikke, hvad du snakker om lige nu. Og hvis du gerne vil vide, om jeg har en spiseforstyrrelse, er det her i hvert fald ikke måden.’”

Selma fortæller, at hun aldrig har haft en spiseforstyrrelse, men kommer fra en familie, hvor man er meget spinkle.

”Så begyndte han at omtale mine tatoveringer, og når jeg så prøvede at svare tilbage, var han sådan: ’Ja-ja, du skal ikke komme med den der lillepigecharme.’ Han var chauvinistisk og nedladende på et tidspunkt, hvor jeg var sårbar og ikke anede, hvad der ville ske. Det var grænseoverskridende og ubehageligt.”

Selma gik ind på sit værelse og afreagerede.

”Jeg slog hårdt i væggen og skreg i dyb afmagt. Jeg var virkelig vred. Så kom min kontaktperson ind. ’Jeg synes, det er virkelig flot, at du ventede med at reagere, indtil du var inde på dit værelse,’ sagde hun forstående.”

Selma talte også om hændelsen med en anden i personalet.

”Hun var en ældre kvinde med ben i næsen. Jeg var stadig helt chokeret. ’Jeg må ikke sige det her, men lad være med at tage ham alvorligt,’ sagde hun. ’Han lægger an på de nye sygeplejersker og har en profil på Elitedating. Du skal ikke bruge dit liv på ham, han er en tåbelig kliché.’”

”Sygeplejersken brød reglerne, og det kan godt lyde vildt tarveligt af hende, men det hjalp mig virkelig meget. Det var bare rart med et menneske, som tog temperaturen og satte oplevelsen i et større perspektiv. Det kan man godt kalde skyggearbejde.”

En livsledsager
Selma Sunniva fik i stedet en kvindelig psykolog.

”Hun var egentlig meget god, men også meget stresset og derfor lidt kort for hovedet. Da jeg sad og snakkede med hende om min diagnose, vendte hun computeren med sine noter om: ’Her kan du se alt det, du slår ud på!’”

Selma fik lidt af et chok.

”Hun havde åbenbart fundet ud af, at hun kunne få patienterne til at falde ned, hvis hun viste, hvad hun havde skrevet på sin computer. For så følte de sig inkluderet. Men på mig virkede det som en måde at få patienten til at holde kæft. Det var tydeligt, at hun ikke havde tid til at møde mig i øjenhøjde.”

Selma blev udredt. Hun har skizotypi, der er en slags skizofreni light.

”Det svarer til at sige, at du er halvpsykotisk. Og hvis du ikke passer på dig selv, kan det godt udvikle sig til en decideret psykose, hvor realitetssansen forsvinder. Så kan du blive skizofren, som er kronisk. Men omvendt er der nogle, som har haft succes med at leve på en måde, så de har kunnet erklære sig rask.”

Efter godt en måneds indlæggelse kom Selma ud og blev sendt hen til OPUS, som er psykosocial behandling til unge.

”Det er faktisk noget af det mere succesfulde, vi har herhjemme. Jeg fik en psykiater og såkaldt patientundervisning, hvor man lærer, hvordan ens hjerne fungerer, og hvordan man reagerer på stress, når man har en bestemt diagnose. Pårørende kan også få en undervisning, som sætter dem i stand til at bedre at forstå sygdommen. Det er rigtigt smart.”

”I dag er jeg medicineret, og det hjælper. Det er blevet en del af mit liv, at jeg har tendenser til angst, depression, tvangstanker og paranoia. Det er noget, jeg hænger på, og så må jeg lægge strategier for at tackle det.”

Budskab til politikerne
Én ting er sygdommen, noget andet er folks reaktioner på den.

Selma Sunniva har oplevet, at nogle mennesker siger, at der ikke er noget galt med hende. At det bare er et udslag af hendes følsomhed og kreative sans.

”Jeg forstår godt, hvad de mener. Men ligesom vi skal undgå at sygeliggøre folk, skal vi passe på med at afsygeliggøre dem. For det fjerner alvoren.”

Instruktøren mener, at der er behov for at aftabuisere psykisk sygdom.

”Lad os se sygdommen, som den er. Vi skal stoppe stigmatiseringen, som gør, at mange unge hellere vil eksperimentere med svampe end tale med en psykiater, fordi det er skamfuldt.”

”Det, der har fungeret bedst for mig, er at betragte sygdommen lidt som sukkersyge. Du skal tage nogle sprøjter, som påvirker dit humør. Der er bivirkninger, og det føles som et handicap, men du kan leve med sygdommen.”

Når Selma ser tilbage på sit sygdomsforløb, har hun grundlæggende været glad for behandlingen. Men hun har et klart budskab til politikerne.

”Vigtigheden af at omlægge systemet inden for psykiatrien er enorm. Det vil jeg efter mine oplevelser sige. Og det har alle de læger, psykiatere, sygeplejersker og beslutningstagere, vi har snakket med i researchfasen, også sagt.”

”Der er brug for dobbelt så mange psykologer og psykiatere, og der skal være tre gange så mange sygeplejersker. Jeg har for nylig besøgt en ven på Bispebjerg, og det er godt nok flotte værelser, de har fået med fjernsyn og alt muligt.”

”Men hvor er de ansatte? Der er stadigvæk kun fire-fem på arbejde på en afdeling, hvor der er tolv-tretten patienter.”

”Psykiatrien er et kæmpe komplekst system, men det er muligt at ændre, hvis beslutningstagerne tager det alvorligt. Det er Et eksempel: Dem på gulvet en del af. Jeg vil gerne lave et indspark i debatten. Heldigvis har vi undervejs i arbejdet med filmen oplevet, at der faktisk bliver lyttet nu. Der er opstået et lyttehul, hvor der er større opmærksomhed fra medierne og politikerne.”

”Regeringen har afsat en halv milliard kroner til især børne- og ungdomspsykiatrien på næste års finanslov. Det er da en start. Nu skal den gode vilje bare omsættes til virkelighed.”