Top 10: Vellykkede remakes

Når modige filmskabere vover at pille ved historiske mesterværker, bevæger de sig uundgåeligt ud i et minefelt, hvor de mindste fejltrin kan resultere i en eksplosion af nedsablende kritik og skånselsløse anklager om blasfemisk håndtering af originalen.

Hvorfor rode i noget, der allerede er cementeret som filmisk mesterværk? Hvorfor besudle originalen med en potentiel skrammelversion, der vil ætse sig fast i yngre generationers hukommelse som eneste association med titlen?

Fordi filmen er lykkedes én gang. Og fordi den derfor, med tilpas kunstnerisk snilde, kan lykkes igen.

Sidste uge annonceredes det, at Nicolas Roegs udødelige kultklassiker Rødt chok (Don't Look Now) skal genopfriskes af et ukendt hold filmfolk og skuespillere. Og det har sat gang i diskussioner mellem fortalere og modstandere.

Men selvom utallige tilfælde i bagklogskabens lys resolut kan påstemples et ”hvad sagde jeg” – som Gus Van Sants forsøg på at genskabe Psycho eller Madonna og Guy Richies udgave af Swept Away – er der i tidens løb blevet produceret fabelagtige genindspilninger, hvoraf nogle sågar gør deres forlæg til skamme.

Vi har derfor udvalgt ti seværdige genindspilninger. Det bør nævnes, at enkelte af dem teknisk set ikke er remakes, men adaptioner af allerede filmatiserede bøger. Tilføj gerne titler i kommentarfeltet, hvis du synes, vi har overset en uundværlig film.

10. The Thing (1982)

Hvordan finder man et monster, der konstant antager menneskeform? Horror-geniet John Carpenters The Thing fra 1982 udspiller sig i Antarktis på en amerikansk forskningsstation, hvor R.J. MacReady (Kurt Russell) tager kampen op mod et overjordisk væsen, der dræber forskerne én efter én.

Ligesom Christian Nybys version fra 1951 er Carpenters The Thing en adaption af John W. Campbells hårrejsende sci-fi-novelle Who Goes There? fra 1948.

Mens begge adaptioner portrætterer en intens koldkrigsparanoia i politiske allegorier, kommer Nybys version til kort i en sammenligning af overbevisende specialeffekter. Set med datidens øjne var Carpenters håndværk banebrydende realistisk.

Selvom The Thing i 1982 ikke fik en overvældende modtagelse, betragtes den i dag som en af filmhistoriens bedste remakes, og kun de færreste kender til Nybys udgave.

9. The Departed (2006)

Et vestligt publikum er sandsynligvis mere bekendt med Martin Scorseses The Departed fra 2006 end med Andrew Lau og Alan Maks Hong-Kong-thriller Infernal Affairs fra 2002.

Historien om gangsteren og politibetjenten, der infiltrerer hinandens lejre og simulant forsøger at afdække modstanderen, klarede sig exceptionelt flot i Hong Kong og omtales i dag som lidt af et box office-mirakel.

Heldigvis lod Scorsese sig ikke skræmme af filmens fanskare, for The Departed blev modtaget med et væld af kritikerros og hev fire Oscars med hjem i 2007.

Scorsese flyttede handlingen fra Hong Kong til Boston og besatte hovedrollerne med et supercast bestående af Leonardo DiCaprio, Matt Damon, Jack Nicholson og Mark Wahlberg.

Det er meget svært at afgøre, om original eller genindspilningen er bedst, for begge film kendetegnes af en sitrende intens spænding og et manuskript, der virkelig udnytter filmens nervepirrende præmis.

8. Cape Fear (1991)

Man kan undre sig over, at en film om en voldtægtsmand, der serielt forgriber sig på mindreårige piger, klarede sig relativt umærket gennem censursystemet og op på det store lærred – i 1962!

Censurbureauet Hays Office, der siden 1930’erne med hård hånd havde finkæmmet smudsige værker eller sorteret de direkte truende fra, var på daværende tidspunkt kun ganske langsomt begyndt at lempe på reglerne. Alene af den grund er J. Lee Thompsons Cape Fear bemærkelsesværdig.

Derudover bør den selvfølgelig også huskes for Robert Mitchums ikoniske portrættering af den psykopatiske voldtægtsmand Max Cady og dens utilsløret ærlige beretning om Cadys grufulde forbrydelser.

Martin Scorseses mesterlige remake fra 1991 går i dialog med Thompons værk på flere planer. Bernard Hermanns intenst stemningsfulde underlægningsmusik fra 1962’er-versionen genbruges, og både Robert Mitchum og Gregory Peck (der spillede advokaten Sam Bowden) optræder i mindre roller. En gennemtænkt og velfungerende hyldest til originalen.

7. The Fly (1986)

”Computeren … blev forvirret … den parrede os, fluen og mig. Vi var ikke engang blevet ordentligt introduceret for hinanden,” stammer Jeff Goldblums videnskabsmand Seth Brundle, der gennem et fejlslagent eksperiment gradvist forvandles til en gigantisk, frygtindgydende flue.

Cronenbergs The Fly er baseret på George Langelaans novelle af samme navn fra 1957, der allerede undergik en filmatisering af Kurt Neumann året efter sin udgivelse.

Neumanns original følger novelleforlægget langt mere stringent, men den mangler også det gruopfyldende lag af slimede specialeffekter, der kendetegner Cronenbergs væmmelige fluetransformation.

Originalen har et solidt tag på den lidt fjollede præmis, men Cronenberg tilføjer historien en følelsesmæssig dimension, der giver Neumann baghjul.

6. Scarface (1983)

Det bedste ved Brian De Palmas 1983-genindspilning af Scarface er uomtvisteligt Al Pacinos dekadente, kokainsniffende, overgjorte, hedonistiske narkobaron Tony Montana.

At De Palma gav sig i kast med et remake var måske modigt, men ikke overraskende, for Howard Hawks noir-klassiker fra 1932 er den dag i dag alle store gangsterfilms fader.

Selvom Hawks’ original havde premiere umiddelbart inden indførslen af Hollywoods strikse censursystem og derfor slap af sted med sine voldsomme handlingselementer, er den nærmest hyggelig i forhold til De Palmas blodigt brutale remake.

De er begge film af deres tid. De Palma indkapsler 80’ernes polstrede skuldre og store hår lige så godt som Hawks’ rammer 30’ernes noir-dystre, femme fatale-befolkede filmverden til perfektion.

5. True Grit (2010)

Selvom Henry Hathaways 1969-filmatisering af Charles Portis’ populære hævnfortælling gav John Wayne sin første og eneste Oscar, trumfes den på mange måder af Coen-brødrenes mesterlige version fra 2010 (her fik de for alvor rettet op på deres fejlslagne remake af Ladykillers seks år tidligere).

I stil med deres tag på adaptionen No Country for Old Men følger de troskyldigt – og i højere grad end originalen – romanforlægget og mestrer som altid at gøre genren til deres egen ved at tilføre værket en umiskendeligt Coen’sk stil og atmosfære.

En stor del af filmens succes skyldes den overordentligt stærke trio af debutanten Hailee Steinfeld som Mattie Ross og Jeff Bridges og Matt Damon som henholdsvis ”Rooster” Cogburn og LaBoeuf, der sammen drager ud for at hævne sig på Matties fadermorder.

4. Oslo, 31. august (2011)

Joachim Triers hyldest til den norske hovedstad bør ikke mangle på denne liste.

Historien om stofmisbrugeren Anders, der efter et længere ophold på en afvænningsklinik forsøger at vende tilbage til sit gamle liv, er løst baseret på den franske forfatter Pierre Drieu La Rochelles 1931-roman Le feut follet, som Louis Malle filmatiserede i 1963 under titlen Kold ild.

I modsætning til Malles tørlagte alkoholiker Alain, der har opgivet alt håb og lader sig opsluge af meningsløshedens matte favntag, forsøger Triers Anders at genoptage kontakten til venner og familie for at genfinde sin plads i livet.

Triers filmatisering er et hjerteskærende poetisk studie i ensomhed og melankoli, smukt båret af hovedrolleindehaveren Anders Danielsen Lie.

3. Invasion of the Body Snatchers (1978)

En mystisk planteart fra det ydre rum er kommet til jorden og forvandler mennesker til følelsesløse kopier af sig selv.

Litterære science fiction- og horrorværker har alle dage været særdeles populære blandt filmskabere. Således er også Jack Finneys The Body Snatchers filmatiseret hele to gange.

I Philip Kaufmans filmatisering fra 1978 spiller Donald Sutherland helseinspektøren Matthew Bennell, der kæmper for at udrydde den truende planteart og redde menneskeheden.

Kaufman har tilført historien et grynet lag af realisme, som Don Siegels sort-hvide 1956’er-version mangler, men begge bør anses for at være exceptionelle og ikoniske.

Library of Congress udvalgte i 1994 originalen til bevaring i USA’s nationale filmregister, fordi den er ”kulturelt, historisk og æstetisk signifikant”.

2. Some Like it Hot (1959)

”I wanna be loved by you – just you, nobody else but you,” kvidrer Marilyn Monroe som Sugar Kane i Billy Wilders screwball-klassiker fra 1959 og får Tony Curtis og Jack Lemmons karakterer til at tabe kæberne af betagelse.

I dag er det de færreste, der kender til Wilders inspirationskilde: tyske Kurt Hoffmanns Fanfaren der Liebe fra 1951, der selv er en genindspilning af franske Richard Pottiers Fanfare d’amour.

Wilders Some Like it Hot eller Ingen er fuldkommen, som den noget mindre velklingende danske titel lyder, topper sine forgængere på flere fronter. Men afgørende er valget af Curtis og Lemmon som Joe og Jerry, der brillerer med en af komediegenrens retro-evergreens: mænd i dametøj.

Iført fjollede parykker, falske bryster og hvislende fistelstemmer kurtiserer de den uvidende Sugar Kane, der spilles næsten selvparodierende af sexede Monroe.

1. Ben-Hur (1959)

William Wylers Ben-Hur fra 1959 udfylder om nogen alle parametre for et uomgængeligt mesterværk. Til Oscar-uddelingen i 1960 hædredes den med intet mindre end elleve statuetter på baggrund af betagende skuespil, banebrydende filmtekniske effekter og overvældende lyddesign og musik.

At en sådan succesglorie overstråler Fred Niblos stumfilm fra 1925, er måske ikke så overraskende. Nok gælder denne i dag som historiens dyreste stumfilm, men Wylers Ben-Hur overgår også her med et, for sin tid, rekordstort beløb på omkring femten millioner dollars.

Wyler, der var instruktør-assistent på stumfilmen, overførte dens berømte stridsvognsscene i næsten identisk form. Sikkerheden var denne gang betydeligt skærpet for at undgå miseren i 1925, hvor en stuntmand samt fem heste mistede livet under indspilningerne af det voldsomme ræs.

Historien om den jødiske prins og købmand Judas Ben-Hur har øjensynligt endnu ikke mistet sin fascinationskraft, for Timur Bekmambetov (Abraham Lincoln: Vampire Hunter) har annonceret endnu en genindspilning med premiere i februar 2016.