Dag 1: Småfolk og store kunstnere

Hvad mon film som Gravity, Birdman, Spotlight og La La Land har tilfælles?

De har alle haft verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig.

Det er ellers ikke længe siden, at festivalen så ud til at sygne hen. Eksperter pegede på, at italienerne stolede blindt på succes i kraft af festivalens glamourøse status som verdens ældste af sin slags, mens det var tydeligt, at konkurrenterne Toronto- og Telluride-festivalen faktisk havde held til at skaffe de bedste film.

Men med renoverede biografer, en sublim service til filmkritikerne og en storslået iscenesættelse har festivalen de senere år haft held med at vende udviklingen.

Vil man finde vej til Oscar-statuetten, skal man med andre ord atter forbi kanalbyen i det nordlige Italien.

Pilmark krymper mennesker
Set i det lys er det oplagt, at den stjernespækkede Downsizing åbner festivalen i år.

Filmen, som er i konkurrence om hovedprisen Guldløven, er instrueret af Alexander Payne. På rollelisten finder vi stjerner som Matt Damon, Christoph Waltz og Kristen Wiig.

I åbningsscenerne er det dog en dansk stjerne, publikum møder.

I en nær fremtid i Norge spiller Søren Pilmark nemlig assistent til en visionær videnskabsmand, som finder løsningen på de problemer, en overbefolket planet medfører. Videnskabsmanden lykkes med at krympe mennesker til ti-tyve centimeters højde!

Konger i kæmpevillaer
På den måde udgør en hel by befolket af tusindvis af mennesker kun ti meter i diameter, og beboernes årlige affald fylder kun godt en halv skraldesæk.

Det er et overraskende træk fra Alexander Payne, som hidtil i sin karriere har bevæget sig på virkelighedens smalle sti. Det gælder tidligere hits som Nebraska, Rundt om Schmidt og – hans bedste film – Sideways.

Derfor giver det også god mening, at Payne filmen igennem forestiller sig, hvordan det virkelig ville se ud, hvis tankeeksperimentet rent faktisk lod sig gøre.

Som filmen skrider frem, ser vi fordelene ved skrumpetaktikken.

Klodens forbrug af ressourcer kan ved hjælp af krympede mennesker skæres drastisk ned. Og de små mennesker kan leve som konger i kæmpestore villaer.

Matt Damon i miniature
Den idé lyder tiltalende for Paul Safranek (Matt Damon). Han er en lettere underdanig ergoterapeut, der egentlig meget hellere ville være læge og ikke har råd til at købe det hus, som hans kone (Kristen Wiig) så brændende ønsker.

Så det ender med, at parret booker en aftale for at føre drømmen om en rigere tilværelse ud i livet.

Men problemerne vokser, i takt med at Paul bliver mindre.

Begyndelsen er en anelse langsom, men underholdningsværdien stiger, da Safranek gør sin entré i sit nye miniatureliv.

Mere sjov end tankevækkende
Undervejs mødes vi Safraneks overbo (en aldeles morsom Christoph Waltz), der arrangerer de vildeste fester med stoffer og kendisser, mens han får en vietnamesisk eksfange med benprotese (Hong Chau) til at rydde op efter sig.

Gong Jiang, som hun hedder, er uden tvivl filmens største oplevelse.

Til at begynde med er hun den vanlige, bitre vietnameser-stereotyp, der taler gebrokkent et-ords-engelsk. Men hun forvandler sig til et ægte menneske i filmens sjoveste og mest rørende scener, som meget muligt vil kaste en Oscar-nominering af sig.

Downsizing er ikke Alexander Paynes bedste film, men det er uden tvivl hans mest ambitiøse. I det stort opsatte og originale univers hvirvles den altid gode Matt Damon ind i en historie, som viser, at Payne har noget på hjerte.

Menneskets konstante søgen efter et bedre liv er farlig, for tilværelsen vil altid tage os ned ad veje, vi ikke kan forudse.

De spektakulære ambitioner til trods er filmen mere morsom end tankevækkende, og Payne ender med at dvæle lidt for længe ved sine klima-dommedagsforudsigelser til at kunne få publikum i Venedig helt op af stolene.

Warhols femme fatale
Op af stolene kom publikum dog på førstedagen.

I Nico, 1988 portrætterer Trine Dyrholm den karismatiske sanger Nico, som blev verdensberømt, da Andy Warhol udpegede hende som sanger i The Velvet Underground.

Dyrholms skildring af Nico foregår dog senere i sangerens liv, som endte pludseligt under en cykeltur på den spanske ø Ibiza. I den italiensk-instruerede biopic, der deltager i sidekonkurrencen Horizons, følger vi Nico i de sidste to år af hendes 49-årige liv.

En periode, hvor dagene med The Velvet Underground er langt bag hende, og hvor den tyske sanger i stedet turnerer med sit mere eksperimenterende solomateriale, mens hun plejer et galopperende heroinmisbrug.

Hver gang Nico giver et interview, spørger journalisterne ind til dagene med The Velvet Underground. Det keder hende, og hun gider ikke blive tituleret som Warhols femme fatale. Hun frabeder sig det udtryk, selv om det passer glimrende på den sorthårede, heroinmisbrugende og rødvinsdrikkende sanger.

Døde lykkelig
Selv om Trine Dyrholm ikke ligner den karismatiske sanger specielt meget, formår danskeren alligevel at give et skræmmende realistisk portræt af Nico. Dyrholm synger som Nico og inkarnerer den kommunisthadende og rebelske sanger tilstrækkeligt til at gøre den afdøde sanger stolt.

Efter utallige år med stoffer og alkohol dropper hun rusmidlerne, fordi hun ser, at hendes søn er ved at træde i mors heroinbefængte fodspor.

Denne livsbane er et gæt af instruktøren Susanna Nicchiarelli, for tidligere har historien primært været, at hun ødelagde sig selv med stoffer. Nico, 1988 gætter på, at sangeren var i bedring og faktisk var glad, da hendes dage endte brat i Ibiza.