Dag 10: Venedig byder fremtiden velkommen

Der har været masser af gode, gedigne og klassiske film på årets filmfestival i Venedig. Men festivalen anno 2017 vil også blive husket for at byde fremtiden velkommen.

Som den første filmfestival nogensinde introducerer Venedig-festivalen således i år en virtual reality-sektion: Venice VR. Og den banebrydende filmoplevelse fortjener et dagbogskapitel for sig selv.

”Vi vil gerne vise, at vi tager virtual reality seriøst,” sagde ledelsen på en konference tidligere på festivalen.

Det var Alberto Barbera, festivalens direktør, der havde ordet. Han takkede folk for at være mødt op.

Der var nu ikke så mange at takke i den mere end halvtomme konferencesal. Tidligere på dagen havde folk forgæves stået i en 50 meter lang kø for at deltage i George Clooneys konference.

”Det er ikke meningen, at virtual reality skal dræbe de ’flade film’,” sagde Barbera med henvisning til den todimensionelle variant, som de fleste forbinder med filmmediet.

Han understregede, at ”flad” kun har med form – og ikke kvalitet – at gøre.

”Virtual reality er ikke filmkunst i traditionel forstand. Det er noget andet. Det er et nyt visuelt værktøj, et nyt sprog, som vi skal lære at udtrykke os på. På samme måde, som vi skulle lære at udtrykke os på film for 100 år siden.”

En ø fyldt med lig
Man skal dog ikke forvente at finde virtual reality på den glamourøse festivalplads, hvor der er udsigt til Venedigs smukke lagune, og hvor fans venter i timevis på at se de gallaklædte stjerner spankulere ned ad den røde løber.

Så stor en betydning har det nye visuelle værktøj ikke endnu. I stedet skal man tilbagelægge en god kilometer ned til en lille havn. Her hopper man på en båd, som på to minutter fragter gæsterne over til det lille frimærke af en ø, Lazzaretto Vecchio.

Som navnet antyder, blev øen tidligere brugt som et lazaret. Da den sorte pest hærgede i Europa, blev de smittede sejlet hertil for at få behandling. Eller snarere for at dø. I begyndelsen af 00’erne fandt arkæologer massegrave fyldt med resterne af flere end 1500 mennesker, og der menes at ligge mange flere begravet.

Men nu har filmfestivalen erhvervet sig øen og istandsat ruinerne af lazarettet. 

Dansk deltagelse
I det minimalistisk indrettede galleri vimser gæsterne omkring med de karakteristiske VR-briller for øjnene.

På de brostensbelagte korridorer finder man en bred vifte af meget forskellige installationer. Nogle af installationerne kan kun tage imod én gæst ad gangen. Andre flere.

Man kan opleve at blive puttet i seng, som var man en femårig. Og man kan føle, hvordan det er at være fange i en KZ-lejr.

Der er også historier om sømonstre, juveltyve, Paul Auster-karakterer og meget mere.

Den anerkendte performancekunstner, Laurie Anderson, bidrager ligeledes til virtual reality-sektionen.

Med værket Sandroom har man mulighed for at udforske kæmpe rum ved at flyve eller svæve gennem dem. Væggene består af tavler fyldt med tekst i kridt. Ved at føre to controllere sammen begynder man at flyve gennem rummene. Et enkelt sted i universet kan man synge en sang, og sangen former sig som en unik skulptur. Man kan også se andre gæsters skulpturer og lytte til deres sange.

Dansk islæt finder vi sågar også i VR-sektionen. I to-personers-installationen Hver sin stilhed vågner et søskendepar langsomt fra et koma. Man er selv en af de to søskende. Man svæver ind og ud af bevidsthed uden at kunne bevæge sig. Mystiske minder og erindringer popper frem, og gradvis finder man ud af, hvordan man er havnet på hospitalet.

Værket er skabt af instruktøren David Wedel og det danske VR-firma MANND. Holdet bag ”filmen” er til stede og interagerer med publikum. De tilfører en fjerde dimension i form af berøringer, dufte og blæst.

Det er nyt og fascinerende, men hører måske snarere hjemme på et museum end på en filmfestival. For begrænsningerne er åbenbare. Hvordan skal man kunne designe en så unik oplevelse til en festival, hvor flere tusinde deltager? Hvordan kan en installation, der kun kan rumme en enkelt person, have masseappel?

Arthouse-VR
I en anden del af lazarettets ruiner er der sat 50 stole op. Det er en VR-biograf, hvor én film spilles samtidig for alle, men hvor hver person kan udforske filmens univers på egen hånd.

Et af de helt store trækplastre i denne afdeling er The Deserted, der er instrueret af den taiwanesiske arthouse-auteur Tsai Ming-liang.

Filmen slår sig op på at være den første virtual reality-film nogensinde.

Tsai Ming-liang er ikke nødvendigvis et navn, man forbinder med morgendagens fortælletekniske virkemidler. Instruktøren er kendt for sine lange og langsomme film. Typisk bruger han ekstremt lange indstillinger til at indfange få personers trivielle hverdagshandlinger. Vi ser mennesker spise, gå på toilettet, feje gulv og stryge tøj.

Men for et år siden blev Tsai Ming-liang kontaktet af Venedig-festivalens tidligere direktør, som ville starte en VR-festival.

Det blev aldrig til noget, men instruktøren havde allerede indsamlet en del research. Så da et taiwanesisk selskab tilbød Tsai Ming-liang at lave deres første VR-film, takkede han ja, selvom han udmærket var klar over, at teknologien stadig er mangelfuld.

The Deserted er med sine 56 minutter den uden sammenligning længste i sektionen. De andre film varer i gennemsnit femten minutter 

Elektriske muskelstimulatorer
Til at begynde med sidder du i et hjørne af et simpelt værelse. Værelset er en del af et øde lejlighedskompleks et sted i Taiwans landdistrikter.

Ud af de glasløse vinduer blafrer palmebladene nænsomt i vinden. En kvinde tilbereder en suppe ved et kogeblus, mens en mand i bar overkrop sidder i en slidt lænestol.

Du hører vinden, cikaderne og med jævne mellemrum en tikkende lyd. Lyden stammer fra et sæt elektriske muskelstimulatorer, som er fæstnet til mandens skuldre. Tik, tik tik. Tik, tik, tik.

Mere sker der sådan set ikke de første ti minutter af filmen. Der sker tilsyneladende ingenting.

Alligevel observerer du små ændringer i universet.

Du kigger rundt og lægger mærke til hver en detalje. En rygende cigaret i et askebæger på sofabordet. Manden, der rykker sig lidt i stolen. Kvinden, der observerer ham. Manden, der tager et hvæs af sin cigaret. 

Irriterende briller
Filmen klipper, og du befinder dig på en grøn mark. Den samme mand graver i jorden. Du kigger dig omkring og ser kvinden fra før vade i din retning. Hun går forbi og forsvinder bag nogle træer.

Sådan fortsætter filmen. De samme skuespillere, det samme univers.

Det er hypnotiserende og nærmest terapeutisk at se tiden slæbe sig afsted. Det minder dig om, at tiden aldrig står stille. At alting er i konstant bevægelse. Med andre ord: en typisk film af Tasi Ming-liang.

Filmen luller dig ind i en trance, men VR-brillerne forstyrrer.

De klæber til dit ansigt som dykkerbriller. De strammer i dit ansigt, og efterhånden har du lyst til rykke i dem. Øjnene begynder at blive trætte. En ting er, at filmen konstant dækker hele dit synsfelt. En anden ting er filmens kvalitet, der minder om et slidt vhs-bånd.

Dertil kommer, at det kun er dit blik, du har mulighed for at bevæge rundt i universet. Du er fanget i stolen og kan ikke rejse dig op og gå på opdagelse.

På så tidligt et stadie i VR-teknologien affinder man sig dog begrænsningerne og nyder i stedet muligheden for at dykke ned i den nye verden.

En ny verden
Da 3D-teknologien blev inkorporeret i Hollywoods blockbuster-film, føltes det banebrydende. Som en game changer. Efterhånden er det bare blevet irriterende og ligegyldigt at se tredimensionelle film. Effekten er væk. Vil det samme ske for virtual reality?

Tilbage på den mondæne del af festivalen jokes der med, at de pestbefængte ruiner er et perfekt sted at placere en industri, der stadig kæmper på at finde sin plads i filmbranchen.

Men flere end 3000 gæster har fundet vej til Lazzaretto Vecchio i løbet af festivalen, og de fleste kritikere vurderer Venice VR til at være en succes. Til trods for den mangelfulde teknologi.

Så på den måde er VR-industrien ikke placeret på øen for at dø ligesom pestpatienterne. VR-filmskaberne er pionerer i færd med at bygge en ny verden.