Venedig-festivalen indfører 3D-pris
Filmens tredje revolution – efter lyden og farverne.
Sådan betegner arrangørerne af Venedig Film Festival den stereoskopiske 3D-teknologi, der er biografbranchens nyeste modtræk mod fladskærmen i hjemmene.
Den italienske festival (2. – 12. september) indfører en specialpris, som skal hædre den film, der indenfor det sidste år mest kreativt har benyttet 3D-teknologien til at udforske og udvikle filmsproget.
Ved festivalen skal en dommerkomité bestående af filminstruktøren Nadja Ranocchi, filmkritikeren Scott Foundas og filmhistorikeren David Kehr udvælge den bedste 3D-film fra det sidste år.
En broget buket
Ni film er udtaget til at konkurrere.
Det er så forskellige film som slashergyseren My Bloody Valentine, koncertfilmen Jonas Brothers, animationsfilmene Monsters vs. Aliens og Coraline samt Joe Dantes psykologiske thriller The Hole, der får verdenspremiere på festivalen.
Forhåndsfavoritten er dog Pixars OP, der også var åbningsfilmen på dette års Cannes-festival. Jakob Stegelmann giver i det nye Ekko filmen maksimale seks stjerner.
John Lasseter hædres
Introduktionen af den nye 3D-pris falder sammen med hædringen af instruktøren John Lasseter og hans hold fra Pixar, der på festivalen vil få en æres-Guldløve for deres bidrag til animationsgenren.
I forbindelse med æres-Guldløven vises Pixar-filmene Toy Story og Toy Story 2 i nye 3D-udgaver.
Kommentarer