Venedig: Guldløve til Sofia Coppola

Tarantino viste sig som en tiltrængt regelbryder, da han overrakte Guldløven til Sofia Coppola og reformerede festivalchef Marco Müllers regler for prisfest, skriver Iben Albinus Sabroe.

Lige siden Somewhere blev vist for en spækket sal i sidste uge, har jeg glædet mig til at se den igen.

Billederne af Stephen Dorffs følelsesmæssigt fortabte filmstjerne Johnny Marco hænger ved, fordi Sofia Coppola udstiller ham og hans indholdsløse liv med lige dele humor, empati og skarpsindig satire over celebrity-kulturen.

Det er et menneske og en film, man instinktivt holder af. Og sådan er jeg heldigvis langt fra den eneste, der har haft det på Lidoen.

En enig jury
Lørdag aften overrakte juryformand Quentin Tarantino, iført sort smoking og mørke briller, årets Guldløve til Sofia Coppola med ordene:

”Fra den første fortryllende visning voksede den sig bare større og større i vores hjerter og i vores bevidsthed.”

Tarantino forsikrede, at han og juryen – bestående af komponisten Danny Elfman, den litauiske skuespiller Ingeborga Dapkunaite, de italienske instruktører Luca Guadagnino og Gabriele Salvatores, den mexicanske instruktør og manuskriptforfatter Guillermo Arriaga samt den franske instruktør Arnaud Desplechin – havde været enige om beslutningen.

Overrasket Coppola
Somewhere er et populært, men også overraskende valg. På en festival, der har været domineret af kunstneriske, politiske statements, syner Coppolas lille komedie ikke umiddelbart af stor kunst med sit underspillede personlige drama.

Men det er et godt valg, fordi hun er en instruktør, der i den grad fortæller filmisk. Og som kan fremkalde store sandheder med små armbevægelser og befriende (selv)ironi.

”Da jeg fik at vide, at vi fik en pris, blev jeg så glad, og jeg havde ingen anelse om, at det ville være Guldløven. Jeg håber, det vil opmuntre folk til at se flere smalle film,” sagde Sofia Coppola, der er datter af mesterinstruktøren Francis Ford Coppola og tidligere har lavet Lost in Translation med Scarlett Johansson og Bill Murray.

Mindre pris til Black Swan
Min anden favorit Darren Aronofskys Black Swan blev desværre kun belønnet med en skuespillerpris. Og den gik ikke engang til hovedrolleindehaveren Natalie Portman, der havde fortjent en pris for sin primadonna med personlighedsspaltning.

Marcello Mastroianni-prisen for bedste nye talent gik til Portmans medspiller Mila Kunis, der overbeviser som hendes rival i filmen.

Bedste skuespillerinde blev Ariane Labed fra den græske komedie Attenberg. Det var et ukontroversielt valg, ligesom prisen for bedste mandlige skuespiller forudsigeligt gik til Vincent Gallo for hans indædte levering af taleban-soldaten i polske Jerzy Skolimowskis Essential Killings.

Samme film fik Juryens Specialpris, hvad der hidtil ikke har kunnet lade sig gøre under festivalchef Marco Müllers ledelse.

Tarantino ændrer reglerne
”Ja, jeg sagde til Marco, at det er en skør regel, og at den ikke fungerer,” sagde Tarantino på pressekonferencen og fortsatte:

”Siger du, at den bedste skuespillerinde kun kan gå til de mindre gode film?! Når det gælder Guldløven giver det mening, for den dækker det hele, men ikke med de andre to. Jeg var uenig, og Marco gav mig ret,” forklarede Tarantino og tilføjede:

”Og for resten er det ikke længere en regel.”

Ingen priser til Italien
Tarantino måtte til gengæld forsvare, at juryen gav to store priser til den spanske Cirkus-splatter-komedie Balada Triste de Trompeta – Sølvløven for bedste instruktion og bedste manuskript, mens russiske Alekseis Fedorchenkos Silent Souls måtte nøjes med en fotografpris.

Mere populært var det, at juryen ikke uddelte den ellers efterhånden obligatoriske høflighedspris til italiensk film. Ingen priser tilfaldt i år værtslandet, og det var fortjent.

”Ingen forsøgte at hviske os i øret, om at vi skulle give den eller den en pris. Det ville heller ikke have været aktuelt for os at gøre det,” sagde Tarantino.

Status på Lidoen
Efter den 67. Mostra Internazionale d'Arte Cinematografica står Tarantino som tiltrængt fornyer.

Vi venter stadig på, at det planlagte filmens pragtpalads ligger færdigt i 2012, og Lidoen ligner en byggeplads.

Men filmenes høje kvalitet og den celebre jurys integritet har kastet glans over foretagendet. Trods de lidt klichéfyldte undergangsmetaforer, journalister ynder at skamride i sammenligninger mellem festivalen og det dekadente Venedig – en evigt synkende turistattraktion – er der stadig masser af gode film at skrive hjem om.

Dag 10: Fra Miike til melodrama

Takashi Miike leverede blodig action til Lidoen, og Paul Giamatti frydede sine mange fans med en tragikomisk præstation i Barney’s Version.

Takashi Miike synes, der mangler noget om sit lands blodige fortid på japanske børns skoleskemaer. Derfor har han lavet 13 Assasins, der dog nok ikke bliver indlemmet i de mindstes pensum.

13 Assasins er et remake af Eiichi Kudos samurai-drama fra 1963, og for ligesom at lægge stilen på forhånd var det pressemateriale, der før visningen lå i min postboks på Lidoen, dekoreret med diskrete, men umiskendeligt blodige fingeraftryk.

I filmen hyrer regeringen tretten krigere til at likvidere den tyranniske Lord Naritsugu, der som Shoguns bror nyder beskyttelse. Miikes fokus er hykleri blandt statsledere i det 19. århundredes feudale Japan.

Prada-model som samurai
”Noget, der virkelig skræmmer mig, er at folk ikke kender denne nyere del af vores historie. Det er ikke noget, der foregik for længe, længe siden, men i nyere tid i Japan, da vores bedsteforældre levede,” sagde Miike i Venedig og tilføjede, at filmen er fiktion, men at den lige så godt kunne have været sand.

Som ambassadør for projektet har han besat hovedrollen som samuraiernes sidst tilkomne kriger med den tidligere Prada-model Ysuke Iseya.

Kun bevæbnet med sten og slangebøsse tilfører Iseyas kriger filmen humor. Ellers viste den sig for Miikes vedkommende – efter film som den kontroversielle horrorfilm Audition og den fjollede western Sukijaki Western Django – overraskende genre-tro og konventionel.

Med asian film-aficionado Tarantino som ansvarlig for uddelingen af Guldløven kan den 50-årige japaner, der har lavet godt 80 film, dog have en lille chance ved lørdagens gallafest.

Mordmysterium og melodrama
Efter en festival domineret af blodige dramaer og politiske allegorier rundedes konkurrenceprogrammet af med en heldig kombination af melodrama, mordmysterium og politisk ukorrekt komedie.

Barney’s Version er instrueret af Richard J. Lewis og baseret på bogen af Mordecai Richler, men filmen er mest af alt et udstillingsvindue for den mangestrengede charme, Paul Giamatti bibringer sine roller. I Barney’s Version får han virkelig lov at folde sig ud som tv-producenten og ejeren af Totally Unnecessary Productions, Barney Panofsky, der dør tidligt af Alzheimers.

Her er han som i Sideways castet imod sin type som førsteelsker, og det giver filmen en rørende humor, ikke mindst da Barney efter to grumme forhold endelig møder søde Rosamund Pikes Miriam.

Giamattis varemærke
Da filmen begynder, er han imidlertid ikke på toppen. Miriam har fundet en anden, og Barneys nemesis – en tidligere politimand – udgiver en bog, hvori han anklager Barney for at have dræbt sin ven Boogie (Scott Speedman), der forsvandt.

Flashbacks fører os tilbage til 1970’ernes Rom, og herfra får vi så Barneys version. Den kan man roligt glæde sig til.

Filmens instruktør Richard J. Lewis har en baggrund som instruktør af tv-serien CSI: Crime Scene Investigation, og Barney’s Version er den første canadiske film i tyve år.

Ingen af delene bør forhindre filmen i at få en pris. Giamatti fortjener at vinde Coppa Volpi for bedste mandlige skuespiller, for sin opførsel af Barneys følelsesmæssige op- og nedture, selvfølgelig leveret med skuespillerens varemærke: den vidunderlige sarkasme og det hidsige temperament.

Stjerner runder af på Lidoen
Desværre dukkede han ikke op på Lidoen, hvor Pike, Giamatti og Speedman præsenterede filmen. Til gengæld er 73-årige Dustin Hoffman fuldt til stede i Barney’s Version.

Hollywood-veteranen har haft en fest som Barneys far, en eks-cop med et mildt sagt politisk ukorrekt forhold til sit arbejde. Hoffman er jo altid god, men har, synes jeg, i Barney’s Version sin bedste rolle siden Wag the Dog i 1997.

Den 67. filmfestival har ellers budt på et nogenlunde stjernespækket program, og efter ti dage på Lidoen har vi fået glimt af hippe A-liste-stjerner som Michelle Williams, Jon Hamm og Vincent Cassel. Men for en gangs skyld tilhører festivalens nok største navn juryformand Quentin Tarantino. Lørdag får vi se, hvad han kan i den rolle.

Dag 9: Art house og rygter om Deneuve

De politiske art house-film ligner vindere på årets filmfest i Venedig, hvor der hviskes om en pris til Catherine Deneuve for Potiche.

Med Drei har Tom Tykwer lavet sin første tysksprogede film i flere år, hvor han har brugt sin tid på film som Perfume: The Story of a Murderer og euro-thrilleren The International.

Derfor var især de tyske journalister i Venedig spændte på at se resultatet af det trekantsdrama, den 45-årige instruktør og manuskriptforfatter fra Wupperthal diskede op med på festivalens 9. dag.

Drei er en kærlighedshistorie om Hanna og Simon, et par i begyndelsen af 40’erne fra Berlin. Uden hinandens vidende forelsker de sig begge i den biseksuelle Adam. Da Hanna bliver gravid, kommer sandheden frem, og et nyt spørgsmål melder sig.

Tysk sædekomedie
Hverken de tyske journalister eller deres udenlandske kolleger blev skuffet under visningen af den tragikomiske kærlighedshistorie, der fik latteren frem i Sala Perla, hvor den internationale dagspresse har førsteprioritet.

Drei er en sædekomedie fra det moderne Tyskland, om hvilken Tom Tykwer har sagt:

”Tre vidt forskellige elskende finder sammen i Drei, og de forventninger, der er knyttet til deres indbyrdes rollespil, og de problemer, der ligger i at tildele hinanden bestemte roller i et parforhold, får både komiske og dramatiske konsekvenser for dem.”

Marco Müllers bommert
Men selv om Drei torsdag fik mange fans blandt de internationale kritikere, ligner den ikke en udfordrer i kampen om Guldløven. For Venedigs juryer har som tradition at vælge mere stilistisk eksperimenterende og tematisk mere langmodige film.

Eller lad os bare sige det ligeud: Det er sjældent komedier, der napper hovedpriserne på filmfestivalerne.

Hvad jeg til gengæld ikke kan forlige mig med er, at Pernilla Augusts Svinolängerne, ikke engang deltager i hovedkonkurrencen. Siden sidst jeg skamroste Augusts debut her på hjemmesiden, har jeg nemlig fået bekræftet, at filmen har været sendt ind til hovedkonkurrencen og er blevet afvist – i mere end én omgang. 

”Det er en skandale”, sagde en svensk kollega.

Men her har vi måske forklaringen på, at så få danske film er i Venedig. Måske kan den magtfulde festivaldirektør Marco Müller simpelthen ikke lide nordiske film. For mig er der nu mere livsglæde at hente i Augusts skrabede socialrealisme end i italienernes Guldløve-favorit, den sentimentale komedie La Passione.

Teenagepiger udforsker seksualiteten
På Lidoen står føringen ellers nogenlunde som i tirsdags. I panelet i Varietys avis er det stadig Francois Ozons komedie Potiche og Tsui Harks kung fu-ramasjang, Detective Dee and the Mystery of the Phanton Flame, der ligger i spidsen.

En lille græsk komedie Attenberg om to teenage pigers udforskning af deres seksualitet blev ellers en lille favorit hos flere af mine kolleger, men ellers var der ikke så meget nyt under torsdags-solen.

Sammen med Drei, den upopulære franske partnerbyttefilm Happy Few af Andrew Cordier, tegner græske Athina Tsangaris film en lille tendens – ukonventionelle sexkomedier – men udfordrer ikke årets dominerende trend: de politiske art housefilm.

Melankolsk art house
Min favorit er uændret Black Swan, men Aronofskys psykologiske thriller delte os i for eller imod, og det virker snarere, som om Guldløven går til en af de mindre kommercielle titler.

Det kunne for eksempel være Aleksei Fedorchenkos Silent Souls. Filmen er et lyrisk og melankolsk russisk drama om en mand, der rejser til en flod med de jordiske rester af sin hustru under armen, og han når i overført betydning derhen, hvor hans eget sjæleliv strømmer.

Eller den chilenske Post Mortem, som flere danske kritikere mente var en pseudo-intellektuel bagatel, overfyldt med symbolik. En Guldløve til Silent Souls vil være forståeligt.

Deneuve er favorit
Vælger Tarantinos jury en af de mere smalle art house-film i stedet for mere bredt appellerende, vil det til gengæld være oplagt at bibringe uddelingen på lørdag lidt celebrity støv med Catherine Deneuve.

Italienerne elsker Catherine Deneuve endnu mere, end vi gør i Skandinavien, og på Lidoen hviskes der om, at hun får Guldløven. Der sidder to italienske instruktører i Tarantinos jury, Luca Guadganino (I am love) og Gabriele Salvatores (Mediterraneo) . Deneuve fik dog prisen i 1998, så jeg krydser fingre for, at Black Swan i det mindste får den hæder til Natalie Portman. 

Fredag vises den sidste Guldløve-kandidat, Barney’s Version af Richard J. Lewis og med Paul Giamatti.

Dag 8: Besøg fra Boston

Ben Affleck præsenterede nervøst sin nye film, Boston-thrilleren The Town, og Jon Hamm var lige så cool som i Mad Men.

Han havde svært ved at finde smilet frem. Ben Affleck virkede nervøs, da han sammen med holdet bag sin nye thriller The Town satte sig foran en propfuld sal.

Når film har verdenspremiere i Venedig, er det første gang, filmskabere og stjerner møder kritikernes respons. Af samme grund kunne vi tidligere på festivalen opleve Natalie Portman og Sofia Coppola ånde lettet op, da begge modtog bragende bifald for henholdsvis Black Swan og Somewhere.

Bifaldet kom da også, da Ben Affleck, der både har instrueret og spiller hovedrollen i The Town, blev præsenteret på pressekonferencen efter filmvisningen.

Men det var ikke larmende og vedvarende nok til for alvor at pille nervøsiteten ud af drengen fra Boston.

Behersket bifald
For Ben Affleck, der har fortalt, at han opfatter The Town som et forsøg på at reboote sin karriere som skuespiller og instruktør, er der meget på spil.

”I første omgang ville jeg ikke lave en film fra Boston, fordi jeg ikke vil sættes i bås som ’Boston-instruktøren’,” sagde han.

Men byen spiller ikke desto mindre en stor rolle i bankrøver-thrilleren, der foregår i Charlestown – et kvarter i Boston, som praktisk talt er vokset op omkring et fængsel i takt med, at de indsattes familier flyttede til.

Området avler bankrøvere en masse og har det højst antal væbnede røverier i USA.

Engle med beskidte fjæs
Det var ingen ringere end krimiforfatteren Dennis Lehane – der har skrevet bogen bag Afflecks kritikerroste instruktørdebut Gone Baby Gone – som anbefalede ham at se nærmere på The Town.

”Filmen handler om, at børn betaler for deres forældres synder, og det er en vigtig historie,” sagde Affleck, som tænkte på James Cagneys gangstertype i forbindelse med Jeremy Renners rolle som Dougs ven.

Til gengæld fik han et grin fra Renner, hvis brede pande, markerede bryn og sammenbidte fjæs faktisk minder om Cagneys i Angels with Dirty Faces.

The Town kan også sagtens siges at handle om engle med beskidte fjæs. For den sympatiserer med chefbankrøveren Doug, der er offer for forældrenes forbrydelser, men øjner en chance for at komme ud af Charlestown, da han falder for yuppien Claire.

Uheldigvis mødes de to, da han iført maske røver den bank, hun er manager i. Mens han jagtes af en FBI-agent, kurtiserer han den uvidende Claire. I en mindre rolle er Pete Postlethwaite overbevisende som Charlestowns svar på the evil emperor. I udkanten af plottet huserer kvarterets forsømte børn i prægnante biroller.

En velkommen afveksling
Efter en uges tid med arthouse-film fra hele verden, var det en velkommen afveksling at kunne læne sig tilbage og nyde den kvalitets-action, som The Towns byder på med blandt andet en fed biljagt i Bostons gamle Notting Hill-lignende bydel.

Og den britiske teaternobilitet Rebecca Hall, som vi kender fra Vicky Cristina Barcelona og er datter af The Royal Shakespeare Companys stifter, gav Ben Afflecks lidt patosfyldte portræt en velgørende autenticitet.

Men mere interessant var filmen ikke, end at den største attraktion for mig var den 39-årige tidligere tjener fra St. Louis, som vi har lært at kende under navnet Don Draper i tv-serien Mad Men, Jon Hamm.  

De banebrydende tv-serier
”Efter Mad Men havde kørt et år i USA, begyndte det at vælte ind med manuskripter, og enten foregik de i 1960’erne, eller også havde de roller, hvor jeg skulle spille en reklamemand,” sagde Jon Hamm, der spiller FBI-agenten og løfter øjenbrynene med den overlegne, afvæbnende skepsis, han møder verden med i tv-serien.

”Det ville jo svare til, at jeg sad som musiker og hamrede på den samme tangent hele min karriere.”

Jeg spurgte ham og Ben Affleck om, hvorvidt man kan se en indflydelse fra banebrydende serier som Mad Men og Sopranos i amerikansk film. Affleck sendte hurtigt bolden videre til Hamm.

”Jeg har lige siddet flere timer til Emmy-uddelingen og set på de mest fantastiske ting. Der er blevet plads til, at mere eksperimenterende ting kan blive produceret, og det smitter af på branchen. Det er et utroligt spændende tidspunkt lige nu.”

Dag 7: Tragedien om sorte Venus

Den syvende dag på Lidoen bød på psyko-klovne-splat og en længe ventet film af den fransk-turnesiske auteur Abdellatif Kechiche.

Den spanske konkurrencedeltager Balada triste de trompeta diskede op med psykotiske cirkusklovne, der udraderer hinanden i et gigantisk splatterorgie og under en øredøvende larm, som fik adskillige kolleger til forlade filmen undervejs.

Alligevel vil jeg nu ikke være så sikker på, om Alex de la Iglesias psyko-klovne-splat – tilsat et skvæt far-søn historie – ikke dukker op blandt favoritterne hos kritikerpanelet i Varietys festivalavis.

De europæiske anmeldere, med overvægt af italienere, har i hvert fald en anden smag, end jeg og mine danske kolleger hernede har.

Tsui Hark tager føringen
Ganske vist ligger Tsui Harks habile whodunit fra Tang-dynastiet, Detective Dee and the Mystery of the Phantom Flame, nu i spidsen med gode karakterer fra hele panelet. Men hvem holder ikke af veldrejet kinesisk action på en filmfestival?

Noget sværere er det at forstå, at en film som Post Mortem, en allegorisk fortælling fra Chiles nyere politiske historie, ligger på andenpladsen. Den fik en af mine kolleger til at slumre med god samvittighed.

Selv fortryder jeg stadig, at jeg ikke blundede til Vincent Gallos Promises Written in Water.

At Gallo ikke er talentløs som skuespiller, bevidner til gengæld Essential Killings popularitet hos Varietys panel. Skolinowskys film kan vinde en pris, hvis det viser sig, at Tarantino og hans jury er i humør til art house.

Kritik af Kina
Årets surprisefilm viste sig at være The Ditch af Wang Bing – og med god grund.

Den kinesiske instruktør har en baggrund i dokumentarfilm. Hans bidrag til filmfestivalen er en spillefilm, men der er tale om en rekonstruktion af en af de mange tragedier, der blev foranlediget af det kommunistiske styres maniske ”genopdragelse” af det kinesiske folk.

Det er stadig ikke populært at kritisere Kinas afdøde ledere, og instruktøren har ifølge rygterne måttet smugle filmen til Venedig. I slutningen af 1950’erne deporterede styret mennesker, der blev stemplet som højre-dissidenter, til arbejdslejre i Gobi-ørkenen, hvor de døde som fluer.

Budskaber på læben
Sidste år tog de politiske budskaber på festivalen udgangspunkt i finanskrisen med blandt andre Michael Moores Capitalism – A Love Story og Steven Soderberghs satire over multinationale selskaber, The Informant! med Matt Damon.

Også i år har filmskaberne vigtige budskaber på læben, men de fortælles fra vidt spredte locations i verden. En film, jeg ventede mig meget af, er Abdellatif Kechiches Vénus Noire.

Jeg var dybt betaget af hans immigrantportræt La graine et la mulet, der i 2006 vandt en mindre pris i Venedig og siden blev vist i Danmark med titlen Cous cous. Med Venus Noire indførte han imidlertid en ny type film, som vi kan kalde feel-bad.

Tung fornedrelse
Vénus Noire er den virkelige krønike over sydafrikanske Saartjie Baartmans rejse mod total fornedrelse i Frankrig i begyndelsen af 1800-tallet, hvor hendes store frodige krop blev vist frem og ydmyget seksuelt på teatre og ved private fester for adelen.

Efter sin alt for tidlige død blev hendes krop udstillet på Naturhistorisk Museum i Paris som Hottentot Venus. Kechiches film kommer i kølvandet på Baartmans genoprejsning, da hun i 2002 blev begravet i sit hjemland.

Kechiche er en modig filmskaber, der tør skabe påtrængende autentiske scener, særligt af den type, der er foranlediget af grumme sociale dynamikker.

Prostitution og performance
Han får fremhævet mange spændende temaer undervejs og foreslår for eksempel, at der er flydende grænser mellem performance og personlig prostitution.

Men Vénus Noire er også en næsten ubærligt tung (to og en halv time lang) fortælling, og det kan stå i vejen for dens distribution.

Yahima Torres vil dog være en oplagt kandidat til at udfordre Natalie Portmans kandidatur til prisen Coppa Volpi for bedste skuespillerinde. Sikke en kraftpræstation, hun leverer som den ulykkelige, handlingslammede hovedperson.

I morgen står der Hollywood-action på programmet med Ben Afflecks Boston-thriller The Town, og det er lidt tiltrængt.
 

Dag 6: Amoriner i luften

Ola og Noomi Rapace har indtaget Lidoen med Pernilla Augusts debutfilm Beyond , og Casey Affleck jagtede mysteriet Joaquin Phoenix. 

Et italiensk par sidder og stempelkysser på det pizzeria, hvor jeg er søgt i tilflugt fra det overfyldte presserum, der ofte kun tilbyder en plads på gulvet, når dagens blog skal skrives.

Det minder mig starten på Ozons Potiche, hvor Deneuves trofæhustru løber i skoven iført rødt polyester-joggingsæt og omringes af fløjtende fugle og kopulerende smådyr.

Der er amoriner i luften på filmfestivalen, hvor årets trend er par, der laver film sammen.

Shrek og skønheden
Natalie Portman fulgtes med sin medspiller og kæreste, koreograf og balletdanser Benjamin Milliepied, til premieren på min Guldløvefavorit Black Swan.

Willem Dafoe promoverede sammen med sin italienske instruktør-hustru Giada Colagrande deres fælles film A Woman uden for konkurrencen.

Julian Schnabel og Rula Jebreal blev døbt ”Shrek og skønheden” af de italienske medier. Fordi hun er, som flere bed mærke i, er endnu smukkere end Slumdog Millionaires Freida Pinto, der spiller hende i Miral. Og fordi han var i grøn skjorte.

Noomi efter Lisbeth Salander
Efter min mening har det allermest charmerende par på Lidoen været Ola og Noomi Rapace, der sammen har en søn på syv år.

Alligevel sad de som nyforelskede og flirtede under interviewet om deres fælles film Svinolängerne, på engelsk Beyond, som er instrueret af Pernilla August.

Hun spiller sin første rolle efter Millenium-trilogien som Leena, hvis alkoholiserede mor ligger for døden. Han er ægtemanden, som hun har bildt ind, at moren var død.

Ola som armcandy
”Jeg er ikke specielt dyster som person, men jeg vil have roller, der tillader mig at gå dybt ind i en karakter,” sagde Noomi Rapace.

Ola Rapace, som vi i Danmark kender som den plagede politimand Stefan i tv-serien Wallander , erklærede sig fuldt ud tilfreds med at være hendes arm candy . Han beskrev sin rolle som en pendant til actionheltens sexede, feminine sidekicks:

”Sådanne typer findes jo ikke, så det var min udfordring at give den søde ægtemand en kant.”

Gåsehud længe efter
”Jeg har altid syntes, at de havde det meget sjovere på den anden side af kameraet,” sagde Pernilla August om sit jobskifte.

”Det her er en vigtig historie, og det er stadig noget, der sker alt for ofte,” sagde hun om, hvorfor hun har filmatiseret Susanna Alokoskis selvbiografiske roman Svinalängorna om opvæksten med alkoholiserede forældre.

Med lige dele inspiration fra sine landsmænd, Ingmar Bergman og Bo Widerberg, har August skabt en film, der stadig et døgn senere giver mig gåsehud.

Filmen om Leena, som vi får fortalt i flashbacks, mens hun modvilligt søger forsoning med sin fortid, er simpel og smuk socialrealisme. Den er fortalt i sober børnehøjde og mere nervepirrende end thrillers, fordi vi ved, at det er Leenas og lillebrorens liv, der er på spil.

Artsy-fartsy film fra Vincent Gallo
At Svinalängorna ikke er med i hovedkonkurrencen, må skyldes, at det er en debut. Festivalen byder i hvert fald ikke på mange andre film, der når op på samme niveau, hvad sammensmeltning i form og indhold angår.

Vincent Gallos konkurrencefilm blev vist i dag og tyder på, at den amerikanske instruktør og skuespiller kun er ude på at underholde sig selv. Promises Written in Water er en sort-hvid-novellefilm om en mands forsøg på at kurtisere en kvinde, mens han tager arbejde som bedemand.

En prætentiøs omgang visuel onani med instruktørens eget ansigt som yndlingsmotiv.

På jagt efter Joaquin Phoenix
Bedre modtaget blev den russiske festival-veteran Jerzy Smolikowskis Essential Killing , hvis langmodige, minimalistiske skildring af en mands transformation til dyr, tiltalte mange.

Med selvsamme Vincent Gallo i hovedrollen som en Taleban-soldat på flugt i skovene!

Hans vildtvoksende fuldskæg i filmen matchedes i øvrigt af Joaquin Phoenix’, der i 2008 erklærede sig færdig med film, hvorpå hans svoger Casey Affleck med et kamera fulgte hans forsøg på at slå igennem som hiphop-stjerne.

Afflecks dokumentar I’m Still Here – vist uden for konkurrence – var populær hos publikum, men satte spekulationerne i gang om, hvorvidt den er iscenesat. Det vil dog næppe gøre den mindre interessant.

Dag 5: Der var engang i Kina

En detektivhistorie fra Tang-dynastiet bød på kulørt kinesisk ramasjang, og John Woo fik sin æres-Guldløve, men amerikanerne fører stadig på festivalen.  

Hong Kong-veteranen Tsui Hark lod sig kysse på begge kinder af to yndige kineserinder, mens han poserede foran fotograferne.

Der var i det hele taget ikke så meget new wave tilbage over den 60-årige instruktør, der stod bag kung fu-serien Once Upon a time in China og i 1980’erne spillede en betydelig rolle i den såkaldt gyldne periode i Hong Kong-cinema.

Hans nye film Detective Dee and the Mystery of the Phantom Flame bød på ramasjang fra wuxia-traditionen, der mixer martial arts-action med eventyr i det gamle Kina. Her tager Hark os med tilbage til det syvende århundredes Tangdynasti og udfolder en farvestrålende whodunit.

Magtsyg madamme
Den kommende kvindelige kejsers liv er i fare, men som vi hurtigt forstår, har den magtsyge madamme (Carina Lau) selv en intrigant finger med i spillet. I hovedrollen som titlens detektiv ses den asiatiske megastjerne Andy Lau, kendt fra blandt andre Zhang Yimous House of Flying Daggers.

Og Lau er ikke det eneste, Tsui Hark har til fælles med Yimou.

Også Hark opfører spektakulære, kampscener i stil med Yimous i Hero og ligeledes komponeret med kontrapunktiske farvesammensætninger. Uden dog at have helt samme fornemmelse for majestætisk patos i billeder og plot.

En anden asiat blev desuden hædret i Venedig, da actionmesteren og Hong Kong-cinema-myten John Woo forleden modtog sin æres-Guldløve.

I weekenden blev sløret samtidig løftet for hans nye martial arts-film, Reign og the Assasins, der især er interessant, fordi den har en kvindelig helt (Michelle Yeoh) i hovedrollen.

Norwegian Wood
Med Tarantino i spidsen for årets jury er asiatisk film som tidligere nævnt spået en fordel i Venedig. Men selv om jeg var ret betaget af Tran Anh Hungs Norwegian Wood, har filmen over Haruki Murakamis roman fra 1987 overordnet set medført beherskede reaktioner.

Det har ikke skortet på bejlere til at filmatisere romanen, der er oversat til 33 sprog, men den japanske forfatter har klogt ventet på den rigtige instruktør, nemlig vietnameseren bag Duften af den grønne papaya fra 1993.

Den stilfærdige historie er inspireret af Murakamis ungdom. Den handler om tab, kærlighed og seksualitet – og fører os tilbage til 60’erne. Hovedpersonen Watanabe (Matsuyama Kenichi) mister sin bedste ven, da han som syttenårig begår selvmord, og Watanabe forelsker sig i vennens kæreste Naoko, spillet af den smukke rebelske japanerinde Rinko Kikuchi.

Skøndhed og smerte
Kikuchi, der indtog Venedig med platinblond hår og fjorten centimeter hæle, kender vi fra Alejandro Gonzáles Iñárritus Babel, og hendes melankolske skildring af Naoko er uforglemmelig.

Tran Anh Hungs langmodige billeder lader skønhed og smerte gå hånd i hånd, som Watanabe må vælge mellem den bedrøvede Naoko og den sorgløse Midori (Kiko Mizuhara).

Og så kan han tegne et tableau af en fortabt ung mand, klinet op ad en grå stenmur med hånden på en rød telefon, der repræsenterer hans eneste håb, uden at det føles som en kliché.

Amerikanere i spidsen 
Tran Anh Hung fik Guldløven for Cyclo i Venedig i 1995, men skal man tro filmmagasinet Varietys panel – og den italiener, der sukkede højlydt under visningen – vinder Norwegian Wood ikke de store priser i år.

I Variety ligger filmen helt nede på en ottendeplads. Forrest ligger den rørstrømske italienske komedie La Passione, hvilket kan forklares med en overvægt af italienske anmeldere i panelet.

La Passione efterfølges af Ozons twistede retrokomedie Potiche og Sofia Coppolas Somewhere.

Ovationer i ti minutter
Endnu en amerikansk premiere vakte postyr i Venedig her til aften, da Michelle Williams skred op ad den røde løber foran Festivalpalæet for at promovere den amerikanske independent-darling Kelly Reichardts minimalistiske western Meek’s Cutoff. Hun var iført glamourøs Jason Wu-kjole med slæb i det nu allestedsnærværende retro-look fra Mad Men.

Filmen er en hyldest til nybyggernes kvinder, der har fået en varm modtagelse blandt kritikerne.  

At den præsenteres som en allegori over Bush’ håndtering af statens anliggende under sine otte år i Washington, gør ikke nødvendigvis filmen mere interessant i sig selv. Men det må siges at have sin berettigelse på en festival, hvor en lille, italiensk film – 20 cigarette, om et bombeangreb i Nassirya i Iraq, hvor femten italienske soldater blev dræbt og instruktøren Aureliano Amadei selv mistede benet – udløste stående ovationer i ti minutter fra salen. 

Dag 4: Rød lejesvend og falske bryster

Ligestilling kom på dagsordenen med Ozons komedie Potiche, mens italienske højreaviser kaldte filmfestivalens leder for en rød lejesvend.

På et af de første fotografier, der findes fra biennalen i Venedig, står en gruppe mænd i sorte, uldne jakkesæt, med flade stråhatte og kække overskæg af cykelstyr-varianten, mens de pulser på hver sin cigar.

Året er 1909, og de herrer udgør årets talenter.

Sådan ser virkeligheden heldigvis ikke længere ud i dag, hvor en kvindelig instruktør på festivalens fjerde dag er favorit til Guldløven.

Sofia Coppola i front
I Varietys festivalavis er Sofia Coppolas far-datter-drama Somewhere den film, der tiltaler flest kritikere i panelet, der har repræsentanter fra blandt andre Le Monde, Süddeutsche Zeitung og Il Manifesto.

Om Sofia Coppola på søndag kan rejse hjem til New York med Guldløven, er nu tvivlsomt. Hendes charmerende fjerde film i rækken finder formentlig distribution uden hjælp fra Tarantinos jury, og den slags har det med at påvirke valget i Venedig.  

Berlusconis dansende duller
Men selv om kvindefrigørelsen har vundet indpas siden 1909, sågar i Italien, kæmper få europæiske kvinder i samme grad mod stereotyper som de italienske.

Et forhold, der får mig til igen at dvæle ved Coppolas film, fordi hun så vidunderligt realistisk skildrer italiensk showbusiness, da hovedpersonen i Somewhere – filmstjernen Johnny – modtager en tv-pris i Milano og betuttet på scenen tages som gidsel af den type dansende duller, der er fast inventar i ethvert tv-show i Berlusconis imperium.

På en filmfestival, hvor det således heller ikke er unaturligt, at en kulturpersonlighed som kunstkritikeren Vittorio Sgarbi dukker op på den røde løber flankeret af en kendt pornostjerne med et enormt sæt falske bryster fremhævet af en skrig-gul satinkjole, får en film som François Ozons Potiche en behørig varm velkomst.

Trofæhustru i politik
Det skyldes ikke kun, at instruktøren bag Swimming Pool, 8 kvinder og Under sandet har lavet en vanvittigt veloplagt og stilistisk skøn komedie. Han har også valgt at hædre kvinder i (fransk) politik.

Potiche – baseret på et teaterstykke af Barillet og Grédy – handler om en fransk trofæhustru, der i 1977 gør oprør og overtager ledelsen fra sin reaktionære ægtemand på den fabrik, han styrer med jernhånd.

Filmen er en anledning til at genforene Catherine Deneuve og Gerard Depardieu, der tidligere har spillet sammen hos både Truffaut og Techine. Denne gang spiller de karismatisk elskende.

Deneuve gør en indtagende figur i hovedrollen, der ifølge instruktøren er en hyldest til blandt andre Ségolène Royal. Men filmens parodiske og referencerige relation til de 70’ere, den skildrer med kærlig ironi og skæve stilistiske indfald som split screens, påtaget Walt Disney-idyl og Jacques Tati-agtig komik, er dens største attraktion.

Pinlig passion
Ozons Potiche åbnede dagen på Lidoen og var værd at stå tidligt op for, selv om jeg fik sovet for lidt efter gårsdagens sene visning.

Det var den pinlige La Passione, en overgearet italiensk komedie om en falleret filmskaber, der tages som gidsel i en toscansk landsby og tvinges til at opsætte Jesu lidelseshistorie til påske med lokale ”excentrikere”. Men hans fallit er i mine øjne mere forståelig, end filmens instruktør Carlo Mazzacurati formentlig synes.

Mere substans var der i Ascanio Celestini komedie La pecora nera (Det sorte får), der vistes forleden.

Sort får spreder røde idéer
Filmen er affødt af instruktørens talkshow, der udfordrer Italiens behandling af psykisk syge og er populær i intellektuelle kredse. Men man skal nok have en særlig veneration for Celestini for at være så begejstret for filmen som italienerne i Varietys panel.

Ikke alle kendere er dog faldet for La pecora nera.

Celestinis film har sammen med amerikanske Julian Schnabels pro-palæstinensiske Miral fået flere højreaviser i Italien til at skælde ud på filmfestivalen. Il Giornale, der ejes af Silvios bror Paolo Berlusconi, kalder sågar festivallederen Marco Müller for ”det sorte får, der som sædvanlig spreder sine røde idéer”.

Til alt held er vi her også for underholdningens skyld.

Dag 3: Højvande og highligt fra Coppola

Festivalen var tæt på at skylle væk i et skybrud, men Sofia Coppola reddede stemningen med filmperle á la Lost in Translation.

Mit favoritsted på Lidoen er Hotel des Bains, location for Viscontis Døden i Venedig.

Her har jeg interviewet Jude Law, Heath Ledger og Michael Caine, været på toilettet med Anne Hathaway og fundet Woody Allen slumrende i lobbyen, fået en autograf af George Clooney og et knus af Michael Moore (og ønsket, det var omvendt).     

Men nu er det berømte hotel lukket ned og ved at blive lavet om til ferielejligheder, og det føles, som om en era er ved at være forbi på Lidoen.

Fornemmelsen understreges af, at der bliver stadig færre pressejunkets og dermed mindre arbejde for alle os journalister fra især Europa og Asien. Krisen truer filmbranchen, og Toronto er tæt på at overtage positionen blandt de såkaldte three big ones – Cannes, Berlin og Venedig.

Få ville dog have troet, at den 67. Mostra Internazionale di Cinematografica ville være tæt på ligefrem at skylle væk. Det var ikke desto mindre hvad, der var ved at ske i dag, da uvejret brød løs på Lidoen.

Schnabel & vejrguderne
At det kom netop som jødiske Julian Schnabel og hans palæstinensiske kæreste, forfatteren til bogen bag hans nye film Miral, Jula Jebreal, side om side talte for fred i Mellemøsten, virkede som en ironisk kommentar af bibelske dimensioner.

”Jeg er jøde, men kan sagtens være ven med en tysker i dag, og sådan vil det også være engang for israelere og palæstinensere. Selvfølgelig kan der blive fred,” sagde instruktøren, og det sekund lød et øredøvende brag fra himlen.

Et voldsomt skybrud fik regnen til at vælte ned over det telt, vi sad i ved poolen på Hotel Excelsior.

Samtidig måtte flere kolleger evakueres fra presserummet i Palazzo Casinó, hvor vandet trængte ind i kaskader gennem i loftet, og el-installationerne slog gnister. Den på militant vis majestætiske bygning er fra fascismens tid og ”ny” i Italien, men også her lurer altså forfaldet.

Nyt highlight fra Coppola
Morgenens pressevisning havde imidlertid budt på en ny film af Sofia Coppola, der diverterede med en historie i stil, modus og indhold dejligt lig 2003’s Lost in Translation.

Efter en times tid at være indespærret i tordenvejret vovede jeg mig derfor til pressekonferencen på Somewhere , selv om vandet flere steder udenfor nåede halvvejs op til knæene på mine jeans.

I salen lykkedes det tilhørerne at overdøve regnen med klapsalver, da Sofia Coppola og hendes cast trådte ind.

I Somewhere møder vi nogle og trediveårige Johnny Marco (Stephen Dorff), der lever filmstjernelivet på legenden over hoteller, Charteau Marmont, hvor hans suite konstant invaderes af upåklædte bimbos, et arsenal af piller står på natbordet, og hans elleveårige datter Cleo (Elle Fanning) bestiller ingredienserne til maccaroni and cheese via roomservice, når hun er på visit.

Da Johnny pludselig må overtage ansvaret for Cleo, ser han sit liv med hendes øjne – og væmmes.

Med minimale virkemidler
Manuskriptet er minimalistisk, og Coppola dvæler dristigt så længe ved sine scener, at hun skildrer Johnnys fortabthed præcist, vittigt og bevægende. Som i åbningsscenen, hvor han river sin sorte Ferrari rundt på en øde, Californisk landevej med 200 i timen uden at have noget mål.

Coppola er en eminent fortæller med minimale virkemidler.

Da han skal have lavet en maske af sit ansigt til en rolle, må Johnny sidde med hovedet indhyllet i gummi. Kun næseborene er fri, så vi hører hans vejrtrækning som et hæst beat, et soundtrack til hans indholdsløse liv.

Vi er her endnu
”Jeg er fascineret af mennesker, der er under forandring, og fordi hoteller er midlertidige opholdsteder i vores liv, er de gode rammer for en udviklingshistorie”, sagde Sofia Coppola, der scorede højt blandt journalisterne på i sin film at parodiere en pressekonference – ret meget lig den, vi senere selv mødte hende til.

Dog med den undtagelse, at skuespilleren bag Johnny Marco, hidtil ukendte Stephen Dorff, svarede noget mere begavet end sin karakter i filmen på spørgsmålet: ”Hvem er Johnny Marco?”

Dorff kommer vi til at høre mere til, også her i Venedig, hvor jeg skal interviewe ham i morgen. Vi er her endnu.

Dag 2: Poesi og politik på Lidoen

Den politiske virkelighed har gjort sin entré i Venedig, hvor Julian Schnabel deler publikum med sin Palæstina-hyldest Miral, og Vincent Cassel gav Ekkos udsendte humøret tilbage.

Under filmfestivalen i Venedig transformerer Lidoen sig til en glamourøs verden, hvor filmstjerner poserer under palmerne, og hvor selv strandlivet emmer af nostalgisk elegance takket være de store, hvide lærredstelte, der skygger berømthederne for både solen og uønskede blikke.

Her er det så let som ingenting at drømme sig til tilbage til de tider, hvor Marcello Mastroianni, Brigitte Bardot og Jean Gabin solede sig foran de femstjernede hoteller Excelsior og des Bains, hvor Viscontis Døden i Venedig blev optaget.

Men også her i det, der mest af alt minder om en enorm kulisse, man træder ind i, når man står af bussen foran festivalpalæet, trænger den politiske virkelighed anno 2010 sig på. 

Da idyllen blev brudt
Efter en forrygende start med Darren Aronofskys Black Swan blev idyllen på Lidoen i dag brudt af meddelelsen om, at Jafar Panahi har måttet melde afbud, fordi embedsmænd i Teheran har nægtet ham tilladelse til at forlade landet.

Den iranske instruktør og europæiske festival-darling vandt Guldløven i 2000 med sin sociale kritik Circle og skulle have åbnet kortfilmkonkurrencen i år med sin otte minutter lange The Accordion, der handler om to unge gademusikanter og efter sigende promoverer tolerance. 

Sødere var dog serveringen af de politiske budskaber i Julian Schnabels film Miral, der i morges samlede fulde huse i dagspressens Sala Perla i Palazzo Casinó.

Bellissimo billedsprog
Filmen er historien om tre generationer af palæstinensiske kvinder og deres strabadser i de besatte områder. Den indiske skønhed Freida Pinto fra Danny Boyles Oscar-vinder Slumdog Millionaire kan virke som et pudsigt valg, men er velanbragt som ambassadør for den politiske sag, Julian Schnabel har på hjerte. Desuden ligner hun virkelighedens Miral, Jula Jebreal, der i dag er bosat i London.

Miral – baseret på Rula Jebreals bog, der igen er baseret på fire virkelige kvinders oplevelser – er en palæstinensisk lidelseshistorie, der uden at blinke vælger side i konflikten med Israel. Det afstedkommer nogle lidt ensidige monologer fra filmens idealist og førsteelsker Hani (Omar Metwally), som fører heltinden Miral ind i modstandsbevægelsen.

Men når jeg alligevel efter visningen med god samvittighed kunne sige til tv-holdet fra det italienske stats-tv Rai Uno, der ventede på at få vores førstehåndsindtryk, at jeg synes, filmen er ”bellissimo”, skyldes det i høj grad Schnabels næsten umærkelige, men alligevel maleriske billedsprog.

Desuden er det sjældent, man får lejlighed til at følge og identificere sig med menneskene bag konflikten. Helt på niveau med Aronofskys Black Swan er den dog ikke. Alligevel kan Miral godt vinde Guldløven takket været sit populære politiske statement, der opfordrer til fred i Mellemøsten.

Star Style Lounge
Den italienske La pecora nera, der blev vist i går aftes og er baseret på en populær national talkshowværts causerier fra et sindssygehospital, bliver i hvert fald ikke nogen udfordrer til Aronofsky.  

Selv var Aronofsky nu meget i tvivl om, hvor godt modtaget hans film blev, da jeg mødte ham og hans hovedrolleindehavere Natalie Portman og Vincent Cassel i dag i den såkaldte Star Style Lounge ved poolen på Hotel Excelsior. Han har haft usædvanlig svært ved at rejse penge til filmen, for som han sagde:

”Ingen forstod, hvad projektet gik ud på.”

At filmen kommer til at gøre for ballet, hvad The Wrestler gjorde for brydning, er jeg ikke i tvivl om.

Perfekt er så kedeligt
Vincent Cassel, der spiller Thomas Leroy, balletkompagniets magtfulde leder i Black Swan , kunne berette om årevis af ballettræning, da han var ung.

Solbrændt, veloplagt og storsmilende lykkedes det den franske stjerne – mere på trods af end på grund af, at den stribede silkeskjorte var knappet uanstændigt langt ned – at charmere Ekkos udsendte med en afvæbnende tilgang til sin stjernestatus og temaet i Black Swan.

”Der er så meget i livet, der er vigtigere end at arbejde, og man bliver ikke bedre til det, man laver, fordi man stræber efter det perfekte. Det smitter positivt af på ens arbejde, hvis man har et liv ved siden af, og man forstår at nyde det. Perfekt er så kedeligt!”

Dag 1: Svanens kamp i Venedig

Kampen om Guldløven er i gang i Venedig, hvor Aronofskys åbningsfilm Black Swan tryllebandt en sal fuld af kritikere, og Tarantino bød velkommen iført en Stetson magen til vennen Rodriguez’ bredskyggede hat.

At amerikanerne har indtaget filmfestivalen i Venedig, symboliseres fint med den emblematiske cowboyhat, der sad på juryformand Quentin Tarantinos hoved, da han sammen med vennen Robert Rodriguez steg i land på Lidoen.

Ud over næsten identiske Stetsons og Brokeback Mountain-skjorter var de to venner iført brede smil, og Tarantino delte sin begejstring for årets lovende program i hovedkonkurrencen.

Tarantino på arbejde
”Der er utrolig mange spændende instruktører og utrolig mange spændende film. Det er virkelig et fantastisk line-up. Jeg har siddet i en del juryer, og jeg elsker det, men det er arbejde, og vi er her ikke for at holde ferie,” sagde Tarantino og missede mod solen, der i disse dage står højt på himlen over Lidoens hvide sandstrande, der som sædvanlig er pakket med mondæne italienske badegæster.

I de kommende tolv dage skal han se 23 film i hovedkonkurrencen om Guldløven og sammen med sin jury bestående af blandt andre Babel-forfatter Guillermo Arriaga, Brændt af solen-skuespiller Ingeborga Dapkunaite og komponisten Danny Elfman finde årets vindere til prisoverrækkelsen på næste lørdag den 11. september.

Årets festival åbnede med Darren Aronofskys Black Swan, og allerede efter denne første konkurrencefilm blev vist i morges, sidder jeg nu med frygt for at tømme min pose med sproglige roser.

Simpelthen manifique
Black Swan er efter blandt andre The Fountain og forrige års Guldløve-vinder The Wrestler Aronofskys første psykologiske thriller og fikserer på en ung ballerina, der får hovedrollen i Swan Lake på The Met i New York, men må søge ned i fatale dybder i sig selv for at kunne inkarnere både den hvide og den sorte svane.

Natalie Portman har trænet ballet i ti måneder for at spille filmens Nina og viser et hidtil uset repertoire i sit spil. Hun måtte nøjes med en Oscar-nominering for Closer, men næste år kan hun meget vel få den gyldne statuette for Aronofskys film.

Det er ikke blot filmens aktuelle fokus på det moderne menneskes indædte kamp for personlig succes, der gør filmen så god. Det er dens arresterende, elegante visuelle billedstil, dens virtuose lydmæssige suspense og – selvfølgelig – intense Portman som den forfinede svane, der kæmper for sit liv, der gør den til et pragtværk. Black Swan er overvældende smuk. En fantastisk film, der efterlod det samlede pressekorps fuld af gloser som et begejstret publikum efter en opførelse af, netop, Swan Lake. Simpelthen magnifique.

Rodriguez’ særegne action
Aronofsky er blot en af flere amerikanske instruktører fra independent-scenen, der dyster i Venedig, hvor også Sofia Coppola er repræsenteret med Somewhere, men på festivalens første dag har han lagt niveauet usædvanlig højt.

Også en anden amerikaner gjorde sig heldigt bemærket i dag.  

Tarantinos buddy Robert Rodriguez præsenterede på festivalen sin nye Machete, der vanen tro byder på Desperado-instruktørens helt særegne action skråstreg auteur-stil. Machete har den legendariske koparrede Danny Trejo som en mexicansk grænsevagt, amerikansk politi ikke burde have lagt sig ud med.

Det førte i dag til interviews med instruktøren, foruden den tidligere straffede Trejo, der viste sig at være ganske rar og nyder sin transformation fra ”ex-con” til ”icon”. Ved hans side sad filmens kvindelige badass og Rodriguez-fan og Sin City -stjerne Jessica Alba, der fortalte, at hun under sin barsel erkendte, at hun skulle alve flere film for fornøjelsens skyld, ergo med Rodriguez.

Svanen blandt festivaler
Desværre for filmfestivalen i Venedig bliver der stadig færre og færre af denne type begivenheder på Lidoen, hvor filmselskaber benytter festivalen til at promovere deres nye titler i skæret fra den prestigefyldte konkurrence om Guldløven.

Venedig er dyr, og filmfestivalen i Toronto tillokker flere og flere titler og stjerner, der kan nøjes med at flyve få timer fra hjembyen i Hollywood. Økonomien er da heller ikke for god på Lidoen, hvor en enorm byggeplads foran festivalbygningen Palazzo Casinó ligger uændret fra sidste år, og hvor gebyret for akkreditering er røget i vejret, og der er sparet på selv de gratis sodavand i presserummet.

Mostra Internazionale d’Arte Cinematografica er måske nok svanen blandt filmfestivaler – dels er den verdens ældste, dels er den ofte celebrity-pakket, og dels tillader fraværet af et decideret filmmarked på Lidoen både filmfolk og kritikere at have fokus på kunsten. Men rygterne verserer i filmverdenen om svanens dødskamp.

Lad os håbe, de er overdrevne. Aronofskys Black Swan er i hvert fald en god begyndelse på et nyt filmår.