Dag 9: Sidste vers på serbisk

Det lakker mod enden i Venedig. Kufferter triller mod bådene med kurs mod lufthavnen, køerne til biografsalene bliver kortere, og der er ikke mange film tilbage på programmet.

Konkurrencen om Guldløven er dog ikke helt forbi endnu, og i dag fik Venedig besøg af ingen ringere end serbiske Emir Kusturica, der to gange har vundet Guldpalmen i Cannes.

Selv om priserne ligger mange år tilbage, kan det alligevel undre, at instruktørens nye film On the Milky Road får premiere i Venedig og ikke på den franske filmfestival. 

Først sagde Kusturica, at det skyldtes ledelsen i Cannes, som ikke kunne forlige sig med, at Kusturica er støtter præsident Putin. Efterfølgende fortalte han, at det var, fordi filmen ikke var færdig.

Uanset hvad var det en fornøjelse at se hans vidunderligt skøre krigsdrama. 

Får og landminer
Emir Kusturica spiller selv hovedrollen som mælkemanden Kosta, der hver dag krydser krigens frontlinje på et æsel for at fragte mælk.

Kuglerne flyver om ørerne på ham, fjendens soldater ligger på lur, og han må passe på slanger, der pludselig flyver ned fra træerne for at angribe.

I den jugoslaviske landsby er han elsket, især af en smuk kvinde, der gerne vil giftes med ham. Men en dag kommer en mystisk, unavngiven italiensk kvinde (Monica Belluci) forbi og forandrer hans liv. Hun er eftersøgt af fjenden, og han må flygte fra landsbyen for at redde hende.

On the Milky Road er et smukt, tredelt portræt af en mand og hans land. Vi oplever de svære krigsdage, de bedste dage i hans liv, hvor en kvinde elsker ham betingelsesløst, og hans livs afslutning, hvor han ser tilbage og tænker over sin turbulente tilværelse på jorden.

Kusturicas’ moderne eventyrunivers er en kuriøs kombination af det sjove og det seriøse, og det er både betagende og makabert.

Som da vores helte på den smukkeste eng gemmer sig for soldaterne. De ligger skjult i en flok af får. Mælkemanden får pludselig den idé at lade fårene løbe ind i et område fyldt med landminer, og det er uden tvivl festivalens mest mindeværdige eksplosionsscene. 

Britisk roadmovie
Hvor Kusturicas film er befriende original, er opskriften i instruktør Nick Hamms The Journey mere velkendt: To personer, der ikke kan fordrage hinanden, bliver sat sammen for at komme fra A til B.

Forskellene imellem dem viser sig fra begyndelsen, men som filmen skrider frem, begynder de at finde fællestræk, og til sidst bliver de ligefrem venner.

Det er sådan, at The Journey giver sit bud på, hvordan der opstod fred efter årtiers blodig konflikt mellem Nordirlands protestanter og katolikker.

Filmen begynder ved et politisk arrangement, men den 81-årige ultrakristne leder af protestanterne, Ian Paisley (Timothy Spall), må skynde sig hjem for at fejre, at han har været gift i 50 år med sin hustru.

Hans dødsfjende, Martin McGuinness (Colm Meaney), der leder oppositionen mod Paisley, bliver af vilkårlige årsager nødt til at dele limousinen med ham. Han skal på samme fly. 

Reduceret til børnehavebørn
Konflikten i Nordirland og mellem de to hovedpersoner er sand, det samme er bilturen, men hvad der sker på selve turen, vides ikke. Det opigter Nick Hamm og manuskriptforfatter Colin Bateman.

Nick Hamm tænker nemlig, at de to politikere på rejsen må have fundet fred med hinanden, eftersom der ikke gik lang tid, før de sluttede fred.

Bilturen burde kun tage en time, men de løber selvfølgelig ind i det ene uheld efter det andet. De kører galt, og da de senere mangler benzin, er der ingen af dem, der har husket kreditkortet.

Filmen forsøger ofte at være sjov, men grinet er noget stift, når arkitekterne bag en konflikt, der kostede adskillige mennesker livet, reduceres til børnehavebørn.

Helt tåkrummende er det, da den tidligere IRA-terrorist McGuinness græder, fordi konflikten også har haft konsekvenser for hans familie.

The Journey vil fungere nogenlunde som tv-underholdning for briterne en lørdag eftermiddag, men det er svært at se dens berettigelse på festivalen i Venedig.