Dag 1: Venedig vender tilbage

På Lidoen er himlen så blå og solen så blændende stærk, at man næsten glemmer alt om pandemien. Næsten.

For det første bliver man mødt af vagter ved alle indgange, som sætter én et pistolformet termometer for panden. Bip, du er rask!

For det andet er Venedig den første større filmfestival siden Berlinalen, efter både Cannes, Locarno, Telluride og Karlovy Vary – blandt mange flere – måtte aflyse. Corona har kastet filmbranchen hovedkulds ud i en årelang krise, der ikke kan lindres med Aperol Spritz.

Det var også med krisen for øje, at festivaldirektørerne for Europas tonangivende festivaler i et fælles manifest slog et slag for et centralt aspekt ved filmens væsen, som hjemmebiografen aldrig kan replicere: at sætte sig i mørket, alene eller i flok, og lade sig føre bort af en god film.

Hyldest til Venedig
Dem har der allerede været flere af. Festivalen åbnede strengt taget først onsdag, men tirsdag blev der taget forskud på festlighederne med en visning af italienske Andrea Segres spritnye refleksionsfilm Venetian Molecules.

Her springer instruktøren relativt frit fra sin egen familiehistorie med en fåmælt far til forårets nedlukningsramte Venedig, hvor gondolførerne priser sig lykkelige over, at turisterne endelig er taget hjem.

Det er en film fuld af gode betragtninger og skæve bekendtskaber, som den gamle fisker, der priser glæderne ved et simpelt liv: ”Hvis du gifter dig, er du lykkelig i en uge. Hvis du slagter din gris, er du lykkelig i en måned. Og hvis du lærer at fiske, er du lykkelig hele livet.”

Som en kærlighedserklæring til og granskning af Venedig kan jeg dårligt forestille mig en bedre film til at åbne festivalen. Heller ikke efter at have set Daniele Luchettis åbningsfilm Laces.

Kvindernes kastebold
”Hvorfor tænker du ikke rationelt for én gangs skyld i stedet for at lave et latterligt optrin?” spørger den utro Aldo, da han har bekendt sig til sin kone Vanda.

Chauvinismen er til at skære i her i Napoli i starten af 80’erne, hvor Laces foregår. Som publikum er man uforbeholdent på hendes side, da han skrider uden at sige et ord og lader hende stå tilbage med børnene.

Men så trækker Vanda deres datter og søn ind i deres stadig mere skingre skilsmisse. Skælder Aldo hæder og ære fra foran dem. Overfalder ham og elskerinden på åben gade, mens de sidder i bilen. Kaster radioen ud ad vinduet og springer selv efter den – et halvhjertet selvmord, der skal give ham dårlig samvittighed.

Alba Rohrwacher er søster til instruktøren Alice Rohrwacher, og hun gør Vanda fornemt forrået af bitterhed og jalousi. Man savner hende, når instruktøren i stedet dvæler ved vatmanden Aldo, der gør sig selv til sine partneres kastebold og dernæst bebrejder dem, at de i det mindste giver deres mening til kende.

Der er en sanselighed i det meget italienske skilsmissedrama, der gør den til en oplagt åbningsfilm, også selv om den lidt for bekvemme slutning virker mere konstrueret end naturlig.

En epidemi af hukommelsestab
Det er også det største problem med den ellers skønt sære Apples, som spiller i festivalens Orrizonti-program for unge talenter.

Der er mere end en knivspids Yorgos Lanthimos over den omstændelige behandling, den midaldrende Aris gennemgår for sit pludselige, totale hukommelsestab.

Uden id eller opsøgende slægtninge ender han i et program, der skal genoptræne hukommelsesløse til at fungere i den virkelige verden. Cykl en tur og tag et foto. Tag til en fest og tag et foto. Kør galt og tag et foto. Knep en fremmed på et bartoilet og tag et foto.

Der hærger en decideret amnesi-epidemi, og Aris støder på indtil flere medpatienter, der render rundt med Polaroid-kameraer på jagt efter et virkeligt liv. Det rammer helt pludseligt, som da en anden gæst til kostumefest hentes i en ambulance: ”Er der nogen, der kender Batman?”

Humoren er knastør, og hvis der blev grinet til pressevisningen, gjorde folk det beskedent, under masken. Men debutinstruktøren Christos Nikou er et skægt og skævt bekendtskab, man gerne følger videre, selv om hans slutning er så irriterende passende og dramatisk tilfredsstillende, at den nærmest bliver det præcist modsatte.

Hitlers medløbere
Har vi brug for flere dokumentarer om holocaust?

Det er mest af alt dét spørgsmål, der ikke bliver besvaret i den engelske fotograf Luke Hollands posthume debut Final Account, hvor instruktøren interviewer en række gamle nazister, som nu er godt oppe i 80’erne.

Med farverige arkivklip fra de glade dage i Hitlerjugend fortæller de om at synge lystige spejdersange og tage på lejrtur, indtil de bliver gamle nok til at bistå ved nazisternes afsindige menneskeudryddelse.

Filmen tackler gamle spørgsmål om medskyld og grænsen mellem at sige fra og at føre an. Ingen af interviewpersonerne vil rigtigt tage skylden på sig.

”Jeg vidste ingenting,” lyder det igen og igen fra eks-nazister, der kort efter betror instruktøren, at alle vidste det, men ingen sagde noget. Hykleriet længe leve!

Skinne på mat braggrund
Mesterværkerne sprang ikke i øjnene på førstedagen.

Den sydkoreanske gangsterfilm One Night in Paradise var et lavpunkt, den drøner af sted i en testosteronrus uden at bekymre sig om historien. Eller om publikum.

Nogle gange har man festivaler mistænkt for at programsætte en mat baggrund, som andre film kan skinne på.

Men hvilken festival lægger fra land med de sikre vindere? Det kan godt være, at årets program savner lidt amerikansk stjernestøv, men med tolv dages filmfest i vente er der al mulig grund til at være optimistisk.