Vennernes afsked med Ejersbo

En septemberdag i 2010 åbner Morten Alsinger døren til sin Nørrebrolejlighed. I døren står Rune Skyum-Nielsen, en journalist, som researcher på en portrætartikel om Mortens bedste ven, Jakob Ejersbo, som døde af kræft to år forinden.

Rune har netop læst Ejersbos store trilogi om Afrika. Han kan ikke glemme personerne i bøgerne. Hvem var forfatteren, som skabte dem? Hvem var Jakob Ejersbo?

Rune virker oprigtig, og Morten får lyst til at indvie skribenten i en hemmelighed. I en kaffedåse i køkkenskabet gemmer Morten den halvdel af Ejersbos aske, som ikke blev begravet på Assistens Kirkegården.

”Vi talte om at bestige Kilimanjaro sammen, når han var færdig med at skrive Afrika-bøgerne,” siger Morten. ”Og jeg lovede at sprede ham ud fra bjergets tinde, hvis sygdommen skulle slå ham ihjel. Halvdelen af ham ligger på Assistens Kirkegård, og resten har jeg lige her.”

Sidste mission
Den dag for fem år siden, gik det op for Rune Skyum-Nielsen, at der var mere end blot en portrætartikel i historien om Jakob Ejersbo.

Han ville skrive en hel bog – en biografi, som under titlen Jakob var her efter planen udkommer i foråret 2016.

I bogen kommer rejsen op ad bjerget til at spille en central rolle, og det er samme rejse, som udgør motoren i dokumentarfilmen Ejersbo, som har premiere den 25. november.

Rune Skyum-Nielsen havde nemlig på fornemmelsen, at der ville komme gode billeder ud af turen op ad Kilamanjaro. Inden turen for alvor blev planlagt, kontaktede Rune derfor Christian Holten Bonke og inviterede ham med for at lave en film om rejsen.

”Normalt giver jeg mig nødigt i kast med den her slags portrætter. Det ender ofte med at blive en samling af talking heads, en historie som passer bedst til bogmediet,” siger Christian Holten Bonke.

”Men der lå en fantastisk mulighed i rejsen til Kilimanjaro. Der var en mulighed for at skabe et nutidslag, en fortællestruktur i de her to venners sidste mission for deres bedste ven. Men det skulle selvfølgelig gøres med respekt for forfatterskabet, som betyder meget for mange mennesker.”

Satte sig i folks sted
Instruktøren forelskede sig i idéen, kastede alt andet arbejde fra sig og begyndte at studere Ejersbos forfatterskab, der med rå realisme omfavner mennesker på samfundets bund.

Til at begynde med var det forfatterens empatiske evne, der betog Christian Holten Bonke.

”Jakob havde den her utrolige evne til at sætte sig i folks sted. Især med Afrika-trilogien føler man, at man har med mennesker af kød og blod at gøre,” siger instruktøren.

”Jakob beskæftigede sig mennesker, man ellers kun hører om gennem tal og statistikker, og det har jeg savnet i dansk litteratur siden. I bøgerne giver han dem en personlig historie, og det forestiller jeg mig, at han ville have arbejdet videre med i dag, hvor han for eksempel kunne have givet tidens mange flygtninge en personlig historie,” siger Holten Bonke.

Uligheder i Afrika
Samtidig med, at han studerede Ejersbos forfatterskab, begyndte han at lære Muff og Morten bedre at kende.

”Jeg begyndte at lære Morten Alsinger og Christian Kirk Muff bedre at kende og kunne selvfølgelig se, at der var tale om to mennesker, der var gået meget igennem med Jakobs død. De var helt nede,” siger Christian Holten Bonke.

”Men vi klikkede ret hurtigt, og jeg fandt ud af, at de også havde et behov for at fortælle Jakobs historie. Det er noget, vi har talt meget om: Ville Jakob egentlig have, at der blev instrueret film og skrevet bøger om hans liv?”

”Måske ikke, og selvfølgelig ville Muff og Morten helst have, at Jakob var her til selv at gøre det. Men det er han ikke, og de synes begge, at hans liv og forfatterskab er for vigtigt til at gå i glemmebogen.”

Bonke fortæller, at Jakob Ejersbo havde haft en plan efter Afrika-trilogiens udgivelse. Han ville stå frem i offentligheden og italesætte de problemstillinger, som bøgerne handler om. De store uligheder i Afrika og resten af verden. Og samtidig ville han skrue ned for arbejdsbyrden og lade andre ting få plads i sit liv.

”Det er jo den største tragedie. Den her fuldstændig sindssygt disciplinerede mand, som arbejde konstant,” siger Christian Holten Bonke.

”Han havde nærmest ikke taget en fridag siden gennembrudsromanen Nordkraft, han havde ofret kærester og familie for at blive færdig med trilogien, og så nåede han ikke at se sit livsværk blive udgivet. Morten og Muff ville gerne få hans forfatterskab til at leve videre.”

Bestigningen af Kilimanjaro
I filmen besøger vi Morten Alsinger og kaffedåsen før afrejsen. Vi møder Christian Kirk Muff, der fortæller, at der gik fire års venskab, før Jakob Ejersbo fortalte, at han var vokset op i Afrika.

Vi hører om livet i Afrika af forfatterens søster Ea, og vi lærer Jakob bedre at kende gennem forældrene Mogens og Hanne Ejersbo. Men absolut mest fængende er opstigningen ad Kilimanjaro.

”Jeg gider ikke gå op af det her bjerg. Jeg skylder sgu ikke Jakob noget. Jeg gik på hans bjerg i otte år,” siger en udmattet Christian Kirk Muff fra sit telt i en af bjergets mange basecamps.

I scenerne fra Danmark føles både Alsinger og Muff fattede, men Afrika og bjerget tærer på dem, og efterhånden trænger Christian Holten Bonke igennem facaden og finder frem til venskabets sande natur. Med alle de konflikter og skænderier, som findes i alle venskaber, men som står uforløst tilbage i tragedien om Ejersbo.

”Jeg vil ikke sige, at jeg er inspireret af Lars von Trier, men det viste sig tydeligt, at det er en gave at slide sine interviewpersoner op fysisk,” siger Christian Holten Bonke med henvisning til Lars von Trier og forfatter Peter Øvig Knudsens tv-eksperiment fra 1996, hvor de interviewede en række forskellige personligheder i 24 timer i træk.

Netop de to venners måde at være på er filmens styrke, mener Bonke. En fortælling om en persons aske, der spredes ud fra et bjerg kunne i andre tilfælde virke lidt for Hollywood-teatralsk, som han siger.

”Muff tager jo som udgangspunkt afstand fra idéen om, at turen ville befri dem fra deres sorg, og de kritiserer i det hele tage den der sorgbearbejdelsesretorik. Det er med til opbløde det ellers meget oprigtige løfte om at nå toppen, og det gør i sidste ende, at filmen rammer meget præcist Jakobs ånd.”

Dummeste sted at spare
Bjergbestigningen var ikke kun et slid for Alsinger og Muff. Også Christan Holten Bonke fik sit at se til.

Før rejsen begyndte han at løbetræne intensivt, så han havde overskud til at overhale og indhente gruppen og generelt placere sig de rigtige steder for at få de rigtige skud med i filmen. Og da de andre rejsende kunne lægge sig til at sove efter en opslidende dag, blev Bonke nødt til at overføre dagens filer fra kameraet til computeren.

”Jeg kunne heller ikke sove ordentligt, fordi det var så fucking koldt. Jeg havde sparet og købt en billig sovepose. Det var det dummeste sted at spare.”

Hovedpinen meldte sig dog først for alvor, da instruktøren var tilbage i Danmark og skulle finde arkivmateriale med Jakob Ejersbo. Der fandtes nærmest ingenting.

”Jakob var meget sky, gav kun få interviews og talte ikke meget om sit privatliv. Men som jeg dykkede længere ned i hans bøger og researchede sammen med Rune, fandt jeg ud af, hvor meget hans forfatterskab læner sig op ad hans liv,” siger Christian Holten Bonke.

Tæt på virkeligheden
I filmen benytter instruktøren derfor passager fra Ejersbos bøger. Citater fra centrale figurer, som – viste det sig – eksisterer i virkeligheden.

Og helt særligt er det, da vi møder Ali Mushi, forlægget til en af trilogiens hovedpersoner og personificeringen af alt det, som Jakob Ejersbo fandt uretfærdigt ved de lokales liv i Tanzania.

”Det var som at møde en romanfigur. Alt, der er sket i Alis liv, står i bøgerne,” siger Christian Holten Bonke, som undervejs alligevel måtte skære læssevis af materiale fra.

Ole Christian Madsen, som i 2005 filmatiserede Nordkraft, var eksempelvis utroligt tæt på Ejersbo kort før hans død. Og personer, som hader Jakob Ejersbo, fordi han har skrevet om dem, var der heller ikke plads til.

”Der er ikke noget værre end en for lang dokumentarfilm,” siger Christian Holten Bonke.

”I filmen viser jeg de store dramatiske kurver i Jakobs korte liv gennem en lille skare mennesker, der kendte ham intenst. Rune går mere ned i detaljerne og har langt flere kilder med i hans store biografi, hvilket det medie jo er så velegnet til. Jeg tror og håber, at de to værker tilsammen for alvor vil manifestere Jakob Ejersbos vigtighed i vores fælles kulturhistorie.”