Mød Edward Snowdens forbillede

Hvad er en god statsborger?

Det spørgsmål sidder man tilbage med efter at have set A Good American, der lanceres som dette års Citizenfour – den populære dokumentar om whistlebloweren Edward Snowden.

Er det én, der gør, hvad hans land beder ham om, eller er det én, der tænker selv? Er det et menneske, der arbejder hele sit liv i tro tjeneste, eller tværtimod et menneske, der rejser sig op og råber højt, hvis der sker noget vanvittigt?

Bill Binney er det sidste.

En whistleblower, der tidligere var et data-analytisk geni. Han benede rundt i den amerikanske efterretningstjeneste, NSA, som en anden Alan Turing i The Imitation Game og analyserede sig frem til de mest utrolige ting.

Men en dag gik det i den forkerte retning. Bill Binneys systemer blev skrottet til fordel for et dyrere krypteringssystem. Et system, der overså noget, som Binneys system ville have opdaget: terrorangrebet mod World Trade Center i 2001.

En god amerikaner?
Her i 2015 bevæger Bill Binney sig ikke så let.

Han går med stok, indtil han dumper ned i en blød stol ved siden af A Good American-instruktøren Friedrich Moser på det mondæne Hotel Kong Frederik i indre København.

Det var her Tom Kristensen drak sig sønder og sammen, da han skrev Hærværk, men denne støvregnende dag i november skal vi være ganske sobre. For eksempel med dette første spørgsmål:

– Bill Binney, er du en god amerikaner, som filmens titel hentyder til?

Binney er et smilende menneske af natur, fornemmer man straks. Han tænker kort over spørgsmålet og siger så:

”Ikke hvis du spørger de politikere, der sværger troskab og loyalitet til sandheden, når de bliver indsat i et embede. Men det gør nu ikke noget, for de bryder jo deres løfte med det samme. Jeg tror, at de fleste amerikanere vil mene, at når man træder frem og siger sandheden, så er man en god amerikaner.”

”Bill er en god amerikaner,” siger Friedrich Moser og retter på sine briller.

”Det er han, fordi han dokumenterer et samfund, der går imod sin egen befolkning. Bill er sådan set på hele verdensbefolkningens side.”

– Er denne dokumentarfilm journalistik, drama eller et helteportræt? Når jeg spørger sådan, er det fordi, at der jo ikke er mange kritiske røster i filmen.

”Det er drama,” siger Friedrich Moser og smiler stille for sig selv. ”Jeg kontaktede Bill for at høre, hvorfor ingen har fortalt hans historie. Han svarede: ’Der er ingen, der har spurgt mig.’”

”Jeg vidste straks, at jeg ville lave en stor film om emnet. Og det skulle være en personlig film, fordi Bill er eksemplet på, hvad man også kan gøre, når et samfund korrumperer. Edward Snowden har nævnt Bill som et forbillede for alle whistleblowere.”

Lægger hele puslespillet
– Så man kan kun lave et drama, hvis det skal være en personlig fortælling? Dér klipper du lige en stor gren af journalistikken …

”Jamen, journalistikken har jo været der! Bill er blevet interviewet flere steder, men hverken Baltimore Sun, The New Yorker eller 60 Minutes har interesseret sig for de store linjer. Bill Binneys historie er en historie om et land, der med tiden er begyndt at korrumpere …”

”Vil du vide, hvad jeg mener om det her?” siger Bill Binney og læner sig frem.

– Meget gerne!

”Jeg mener, at journalisterne har glemt, at alting ikke bare handler om facts, men også bør handle om perspektiver. Det er derfor, jeg er så glad for denne film. Fordi den lægger hele puslespillet i stedet for bare at gribe fat i en enkel brik.”

– Hvad mener du med det?

”Hvis man skal forstå verden, så må man grave dybere. Man kan sige, at Snowdens afsløringer var skelsættende, men han forklarede faktisk bare, hvad der skete. Her forsøger vi at forklare, hvorfor det skete. Det, mener jeg, er meget afgørende.”

Magt og indflydelse
– I filmen lader I os tilskuere forstå, at terrorangrebene 11. september 2001 kunne have været undgået, hvis ikke magten var korrumperet, og man som ren og skær vennetjeneste havde valgt uduelige folks maskiner til big data-arbejde.

”Vi lader jer ikke forstå,” afbryder Moser. ”Det her er faktum. Bills analyser er svære at modsige.”

– Bliver et moderne samfund sommetider ikke nødt til at have visse former for hemmeligheder for ikke at komme bagud i forhold til sine konkurrenter?

”Vi skal da vide, hvad en til enhver tid siddende regering laver. Sådan er det at leve i et frit samfund,” siger Moser, der har fået en begyndende rød farve i kinderne.

”I ethvert demokrati er det os, borgerne, der skal vide tingene først. Det er os, der har ansat politikerne, og derfor har vi ret til at vide, hvad der foregår. Det her handler om politikernes behov for magt og indflydelse. I stedet burde politik handle om at sikre en bedre og mere gennemsigtig verden.”

”Ja,” siger Bill Binney, der ikke længere smiler.

”Man ser et skred over de senere år, hvor borgernes rettigheder bliver krænket. Pludselig kan politi og myndigheder sætte sig ud over loven, og det gavner ikke et demokrati på nogen måde. Det fører sådan set bare til korruption.”

”Hvad skete der eksempelvis efter 11. september 2001? NSA fik uendelige midler i kampen mod terrorisme. Og hvad gør de fleste, der bare kan bruge alle de penge, de vil? De misbruger deres magt, naturligvis.”

– Er du bange for, at vende hjem til USA, efter filmen har haft premiere?

”Nej, slet ikke,” siger Binney.

”Jeg har jo ret til at sige, hvad jeg vil. Jeg har ikke brudt nogen love. Det her er min historie, og den kan man ikke rende rundt og være bange for.”

– Snowden brød loven og lækkede utallige dokumenter. Er han en helt?

”Jeg går ikke op i helte, men jeg mener, at han skal dømmes for sine ulovligheder.”

Demokratiet på spil
– Den skal jeg lige have igen: Du mener, at Edward Snowden skal trækkes i retten?

”Min holdning er, at hvis du begår noget ulovligt, så skal du dømmes for det. Derfor skal Snowden ikke gå fri, men før man tager sig af ham, skal man først sørge for, at den tidligere og nuværende præsident samt ledende politikere, NSA-folk og FBI-chefer bliver trukket i retten og dømt for deres forbrydelser. Når det er sket, kan man gå efter andre lovbrydere …”

Moser bryder ind:

”Det vigtige er, at vi må sige fra over for den massive udnyttelse af borgerne i den påståede kamp for deres beskyttelse. Snart er alt så effektiviseret, at man som regering kan hacke computere, mobiltelefoner, ja, ligefrem pacemakere, og slukke dem, hvis man vil.”

”Det går bare ikke, at man giver mennesker ubegrænset magt uden gennemsigtighed,” siger instruktøren og kører bagsiden af sin ene hånd over panden.

”Vi må rette op på det her nu. For gør vi ikke det, vil det 21. århundrede på længere sigt ikke være karakteriseret ved demokrati. Det vil være styret af meget små grupper i verden, og vi andre vil slet ikke have nogen form for medbestemmelse. Verden er i stykker … vi må lave den om!”