Verden holder øje med Manuel Claro

”Jeg føler mig godt tilpas i rollen som den, der hjælper instruktøren med at udleve sin vision,” fortæller den chilenskfødte, men dansk uddannede fotograf Manuel Alberto Claro beskedent i et interview til Idol Magazine.

Forleden modtog han dog en alt andet end beskeden omtale i det amerikanske brancheblad Variety. Hans arbejde på Lars von Triers Melancholia fik nemlig bladet til at udnævne ham til at være en af de ti fotografer, man for fremtiden skal holde øje med.

Variety bad ham samtidig om at svare på to spørgsmål. Det første lød: ”Hvad er dit yndlingsredskab?”

”Blyanten! Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at tegne,” fortæller fotografen, der til gengæld tegner og maler fornemt med kameraet. I Melancholia dyrker han en nærmest malerisk æstetik med storslåede dommedagsscenarier og pittoresk detaljerede scener. 

Trier klar i mælet
Melancholias overdådige bryllupsfest og de kraftige, varme farver fra hud og natur nærmer sig et renæssancemaleri med stoflighed og kropslighed. 

”Det sværeste ved at være fotograf er at forstå og opfylde instruktørens fulde intention med billederne … men det er også det, som er det sjoveste,” indrømmer Claro i Idol Magazine.

”Men på en måde var Melancholia dog en let film at arbejde på for mig. Fordi Trier var fuldstændig klar i mælet omkring, hvad han kunne lide og omvendt - og i forhold til smag, så var jeg meget enig med ham,” forklarerer Manuel Alberto Claro, der først sent opdagede, at han skulle være filmfotograf.

Studier i Milano
Det var blot to måneder før, Claro blev optaget på Den Danske Filmskole, at han for alvor tog et filmkamera på skulderen og kasserede stillfotografiet.

Stillkameraet havde ellers brændt aktivt i hænderne på ham. Det førte ham som tyveårig til Milano for at studere stillfotografi på Institut for Fotografi og Design og senere til New York, hvor han arbejdede som reklamefotograf.

Men han blev træt af at være sin egen instruktør og opdagede mulighederne i filmfotografiet.

Helt glemt er stillbillederne dog ikke.

I flere interviews nævner han fotograferne Irving Penn, Robert Frank og Jacques-Henri Lartigue som nogle af inspirationskilderne til de filmbilleder, han laver i dag.

Laber undergangsæstetik
”Triers forhenværende fotograf Anthony Dod Mantle!” lød Claros svar på Varietys andet spørgsmål: ”Hvem er dit forbillede?”

Dod Mantle, der har fotograferet Dogville, Manderlay og Antichrist for Trier, blev fyret efter Antichrist, fordi Trier syntes Dod Mantle gjorde de håndholdte billeder for yndige.

Det er derfor en stor cadeau og udfordring for Claro at tage over efter forbilledet, som i sit faste samarbejder med engelske Danny Boyle har lavet 28 Days Later…, Slumdog Millionaire og 127 timer.

Ifølge Trier er den visuelle stil på Melancholia da stadig heller ikke helt, som han vil have den.

”Det er en gang Vanity Fair-laber undergangsæstetik. Det er som fløde oven på fløde. En damefilm! Jeg føler trang til at afstøde filmen som et organ, der er blevet fejltransplanteret. Jeg håber sådan, at der gemmer sig en lille bensplint nede i al fløden, som nogen kan knække en tand på,” gav instruktøren udtryk for, da filmen blev vist på Cannes-festivalen.

Alligevel er Claro blevet hyret til at lave Triers næste film Nymfomanen.

Følelserne kommer først
Selv om Claro tidligere har udtalt, at han ikke føler sig særligt inspireret af dogmefilmene, kommer det ikke som en stor overraskelse, at Trier som den første dogmebror netop valgte Claro til sin film.

Claro insisterer nemlig på, at det først og fremmest er følelsen, som billederne skal formidle.

I Melancholia anvender han således både tunge slowmotionbilleder og håndholdt kamera, der går direkte ind og penetrerer filmens to modstridende kvindesind.

Vi er aldrig i tvivl om, hvor de rent psykisk befinder sig i et spektrum fra afbalanceret til afgrundens rand. Under bryllupsmiddagen farer billedet for eksempel rundt omkring kvinden i centrum, Justine, der ambivalent fejrer sit eget bryllup, mens Claro fanger hendes fortvivelse ved at dvæle ved situationen.

Uprætentiøse billeder
For Claro er målet er ikke at vise billeder, der isolerer sig selv som billeder.

”Jeg håber, at æstetikken i mine billeder virker uprætentiøs, men bærer præg af sin egen karakteristiske stil og desuden en stærk psykologisk tilstedeværelse,” udtaler han i Idol Magazine og fortsætter.

”Mit mål er ikke at lave billeder, der er forelsket i sig selv, men i filmens historie. Vores største bekymring var ikke at gøre Melancholia for smuk. Omgivelserne, settet og skuespillerne var på forhånd enormt smukke, så vi passede på med ikke at gøre billederne selvoptagede.”

Det rå udgangspunkt
Claro er en medspiller, der som en skuespiller er med til at vise følelser og give filmen et ekstra lag. Hans udgangspunkt er dog ikke det maleriske eller storladne.

Der, hvor Claros billeder mest ligner hans oprindelige stil, er i samarbejdet med Christoffer Boe. De har sammen lavet Reconstruction, Allegro og Alting bliver godt igen.

Her er stilen rå, uhøjtidelig og ligger sig ofte et sted mellem fiktion og dokumentarisme med et nervøst håndholdt kamera.

Gennem billederne kommer vi endnu dybere ind i sindet på karaktererne, som i Hr. Boe & co.'s film ofte er drevet derud, hvor virkeligheden ikke ikke længere giver mening.

Overdrevet meget pikslikkeri
Efter Antichrist og Melancholia bliver Nymfomanen den sidste film i Lars von Triers trilogi om depression.

Den handler om en kvindens erotiske fødsel spillet af instruktørens muse Charlotte Gainsbourg, der også spiller den kvindelige hovedrolle i de to forrige film.

Nyfomanen bliver ikke en film for folk med sarte øjne og sind. Det kommer efter sigende til at handle om sex og voldsomt meget pikslikkeri.

”Som kulturradikal ville det være fuldstændig latterligt at lave en film om sex uden at vise penetration,” fortæller Trier i et interview til TimeOut London.

Filmen går i produktion til sommer og forventes i biograferne i 2013.