Verden set nedefra

Det er en af dansk films få indiskutable sandheder, at vi laver verdens bedste film for børn og unge. Det gælder, både når vi spørger herhjemme og når vi forhører os i udlandet. Og det er på sin vis også sandt. Danmark er i hvert fald et land, som rent faktisk laver film for børn og unge. De færreste andre lande har en konsistent og målrettet produktion af børne- og ungdomsfilm, og Danmark er unik ved at have en national filmproduktion, der bevidst — og lovfæstet — satser på også at skildre verden set med børn og unges øjne.
 
Ny solidaritet
Selv om børnefilmen og ungdomsfilmen i virkeligheden er to ganske distinkte genrer — med forskellige temaer og forskellige målgrupper — vil de her blive betragtet under ét: som film, der henvender sig til og handler om en aldersgruppe, der endnu ikke er blevet voksen.
                     
Historisk kan børne- og ungdomsfilmen i Danmark spores tilbage til et par enkeltstående, men meget indflydelsesrige film. Vores første betydelige børnefilm er Bjarne Henning-Jensens Ditte Menneskebarn (1946). Ungdomsfilmen tager sit spædeste skridt med Lau Lauritzen jr.s Farlig ungdom (1953), men bliver først for alvor en genre fra slutningen af 1960'erne med Balladen om Carl-Henning (1969) som et definerende værk.
                     
Hvad Ditte Menneskebarn og Balladen om Carl-Henning har til fælles, er deres øjenhøjde med hovedpersonerne. Før 1946 var barnet i dansk film altid skildret med en voksen optik. Børn optrådte som en underordnet del af et voksent univers og blev brugt som statister, staffage eller komisk indslag.
                     
Vi havde ganske vist i 1930'erne vores egen barnestjerne modelleret over Hollywoods Shirley Temple: Lille Connie (Meiling). Hun spillede blandt andet sammen med Ib Schønberg og Arthur Jensen i en række folkekomedier, ikke mindst den succesfulde Panserbasse fra 1936. Men der er langt fra den tuttenuttede Lille Connie — tydeligt en voksen opfindelse — til den fuldt rundede titelfigur i Ditte menneskebarn, hvor vi virkelig forstår Ditte og lever os ind i hendes verden. Det samme gælder Balladen om Carl-Henning, som udviser en helt ny solidaritet og indføling med sin unge hovedperson, en 18-årig, sårbar mejeriarbejder (Jesper Klein), der kommer i dårligt selskab og får en tragisk skæbne.
                     
Magisk realisme
Denne solidaritet har været udgangspunktet for de bedste danske børne- og ungdomsfilm, fra 60'ernes eksperimenter (Der var engang en krig) over 70'ernes genreboom og 80'ernes mesterværker (Gummi Tarzan, Kundskabens træ, Zappa og Tro, håb og kærlighed) til de seneste års livtag med genren, navnlig Natasha Arthys Mirakel fra 2001 og Anders Gustafssons Bagland fra 2003.
                     
Søren Kragh-Jacobsens Gummi Tarzan (1981) er en ubestridt klassiker, måske verdens bedste børnefilm. Med sin blanding af hverdagsrealisme, solidaritet og magi står den som indbegrebet af, hvad man kunne kalde den danske børnefilms magiske realisme.
                     
Der er rå realisme i udmalingen af den grå, middeldanske dagligdag, men samtidig finder filmen elementer af fantasi og magi, som sætter lille Ivan Olsen i stand til at klare ærterne. I modsætning til Ole Lund Kirkegaards nærmest nihilistiske romanforlæg, hvor magien kun er et kort afbræk i den daglige buksevand og skældud, så tror Søren Kragh-Jacobsen på, at mennesket er i stand til at ændre sine livsvilkår ved egen og andres hjælp.
                     
Bille Augusts Zappa (1983) og Tro, håb og kærlighed (1984) har måske ikke været stildannende på samme måde som Gummi Tarzan. Men disse to film udgør tilsammen et højdepunkt i den danske ungdomsfilm. Forlægget er to romaner af Bjarne Reuter, som Bille August forholder sig meget trofast til. Den væsentligste undtagelse er nok, at Bjarne Reuters karakteristiske humor stort set er væk. I stedet — og dette er filmenes styrke — koncentrerer Bille August sig om personernes psykologi: middelklasse-teenageren Bjørn, der i Zappa splittes mellem arbejderdrengen Mulle og overklasse-Sten, og som i Tro, håb og kærlighed må vælge mellem den store kærlighed til pigen Anna og fornuftsægteskabet med den pæne Kirsten.
                     
Filmene beskriver teenagelivets mørkeste sider med uhyggelig præcision: tvivl, usikkerhed og pinefuldt generationsopgør. Men et kup er også deres mere overordnede skildring af et skarpt klasseopdelt Danmark set fra et ungdomsperspektiv.
                     
Mildere, men lige så psykologisk præcis er Nils Malmros i sit hovedværk, Kundskabens træ fra 1981. Med sin skildring af to år i en århusiansk skoleklasses liv har Malmros en fod i både børne- og ungdomsfilmen. Det, der gør filmen langtidsholdbar, er dens blik for teenagetidens umærkelige skift fra barnelogik til voksentænkning, og de konflikter, der opstår, fordi unge skifter tænkning i forskelligt tempo. Læg dertil Malmros' karakteristisk fine instruktion af sine barneskuespillere.
 
Et åg af tradition
Siden 1982 har børnefilmen i høj grad været motiveret af den danske filmlov, der som noget helt unikt i verden foreskriver, at 25 procent af de nationale filmstøttekroner skal gå til film for børn og unge.
                     
I 2003 var der eksempelvis ni børne- og ungdomsfilm ud af 24 premierer; i 2004 fem ud af 18. Det er tal, som andre lande kun kan kigge langt efter. Alligevel har den danske børne- og ungdomsfilm ikke oplevet den samme kvalitetsfremgang, som har kendetegnet danske spillefilm for voksne i de seneste ti år. Det er ingen tilfældighed, at den yngste film — Det forsømte forår — på kanonlisten er helt tilbage fra 1993, og vi har i dag ikke nogen indlysende afløsere for Søren Kragh-Jacobsen, Nils Malmros og Bille August. Genren nyder ikke samme respekt blandt de unge instruktører som i 80'erne. Mange betragter den som et springbræt til at lave "rigtige" film, det vil sige film for voksne.
                     
Det mest spændende sker netop nu inden for animationsfilmen, hvor især den computeranimerede Terkel i knibe (2004) er et friskt bud på en moderne børnefilm, der med sin sprogtone, kulsorte humor og fandenivoldske energi taler til et nutidigt børnepublikum. Den har internationalt format, men er samtidig umiskendeligt dansk og tilpasset danske produktionsforhold og budgetter med sin billige computerteknik.
                     
Heroverfor står for eksempel Henrik Ruben Genz' Reuter-filmatisering En som Hodder (2003) som en sympatisk, men gammelmodig børnefilm, der trækker lidt vel rigeligt på Gummi Tarzan-formlen, og hvor magien — i skikkelse af en frelsende engel — mest virker som en opportun måde at samle manuskriptets tråde og sikre en tilfredsstillende slutning. Og et sted midt imellem har vi de kommercielle familiefilm (for eksempel Min søsters børn og Anja & Viktor), der med succes henvender sig til et publikum af børn og deres forældre, men i det store og hele ligner de film, der blev produceret herhjemme i 1950'erne.
                     
Måske er det et paradoksalt problem, at vi har så stærk en tradition. Måske er det tid for den danske børne- og ungdomsfilm til at kaste det åg af sig, som vores fornemme traditioner i genren også udgør.