Verdens 500 bedste film?
The Godfather er verdens bedste film.
I hvert fald hvis vi skal tro det britiske Empire, som har foretaget den største og mest omfattende afstemning om verdens bedste film. 10.000 af tidsskriftets læsere, 150 filmfolk fra Hollywood og 50 kritikere har stemt på The 500 Greatest Movies of All Time.
Efter Francis Ford Coppolas gangsterepos fra 1972 følger Steven Spielbergs Jagten på den forsvundne skat (1981), Georg Lucas' Imperiet slår igen (1980) og - noget overraskende - fængselsdramaet En verden udenfor med Tim Robbins fra 1994. På femtepladsen finder vi endnu en Spielberg-film, hajgyseren Dødens gab (1975).
Herefter kommer Goodfellas (nr. 6), klassikerne Dommedag nu (7) og Singin' in the Rain (8) samt nyklassikerne Pulp Fiction (9) og Fight Club (10).
Russisk outsider
Den amerikanske dominans er noget nær total.
85 % af filmene - altså 425 af 500 film - er fra Guds eget land, og de tyve øverste film på listen er amerikanske. Først på en 21. plads finder vi en ikke-amerikansk film, nemlig Carol Reeds engelske Den tredje mand fra 1949, og først på en 36. plads dukker den første ikke-engelsksprogede film op: Den yderste dom fra 1969 af russeren Andrej Tarkovskij.
De 75 film på listen, der ikke stammer fra Amerika, består primært af værker fra den europæiske og asiatiske filmskat. Francois Truffauts Ung flugt (nr. 40), Akira Kurosawas De syv samuraier (nr. 50) og Ingmar Bergmans Det syvende segl (nr. 335) kaster lidt artfilm-glans over listen, mens vor egen Carl Th. Dreyer glimrer ved sit fravær.
Willis ånder Kane i nakken
Empires læsere kan ikke bare bedst lide amerikanske film, de er også gladest for film af nyere dato. Eller også har de bare en kort hukommelse.
25 % af filmene har haft premiere efter 1998, og mon ikke Batman-filmen The Dark Knight kan takke sin premiere i år for den uventede 15. plads?
Det er også en overraskelse, at alle tiders kritiker-darling, Orson Welles' Citizen Kane (1941), som normalt topper sådanne filmlister, havner helt nede på en 28. plads - kun én plads bedre end Bruce Willis i actionbraget Die Hard fra 1988.
Lars von Trier optræder ikke på listen, og Thomas Vinterberg er alene om at repræsentere Danmark med Festen som nr. 229.
Kommentarer