Sponsoreret
26. mar. 2021 | 17:38

Streaming: Det skal du se i påsken

Foto | Jo Voets
Umiddelbart er det svært at tro på Trine Dyrholm som mandlig soldat, men skuespildronningen formår også det kunststykke i Erna i krig.

Vi har udvalgt femten forrygende film, deriblandt verdens måske bedste. Se dem fra hjemmesofaen på Blockbuster. 

Af Filmmagasinet Ekko

Påsken er normalt garant for store filmoplevelser i biografen. Men i år kommer det til at foregå i hjemmesofaen, og gudskelov er der masser af perler.

Blockbuster er der adgang til mere end 11.000 film. Det er til at blive helt svimmel af, så i samarbejde med Blockbuster er Ekko gået på opdagelse og har fundet femten film, som vi anbefaler til helligdagene.

De fleste er helt nye, og der er noget for enhver smag, tør vi godt love. Endelig vil vi fremhæve en enestående film, som vi drister os til at kalde verdens måske bedste.

 

Picture of Lies


Efter sit internationale gennembrud som museumsdirektør i Guldpalme-vinderen The Square har Claes Bang fået roller som kunstkender i adskillige storfilm.

I Picture of Lies spiller danskeren hovedrollen i et bemærkelsesværdigt ensemble bestående af det unge stortalent Elizabeth Debicki, legenden Donald Sutherland og rockstjernen Mick Jagger.

Claes Bang er fornøjelig som kvindebedåreren James, der i Norditalien lever af at tryllebinde turister med sin viden om egnens kunstværker. Men han bliver draget ind i et krimi-spindelvæv, da han skal franarre et maleri fra en kendt kunstner.

Filmen er en moderne thriller, som med inspiration fra mesteren Alfred Hitchcock spinder en fortælling fuld af bedrag og dobbeltspil.

Se filmen!

 

Falling

 

Viggo Mortensen er det halvdanske bysbarn, som vi herhjemme gladelig hylder som en af vor egne – og som selv gerne hædrer sine danske aner.

Skuespillerens film er utroligt populære herhjemme, og nu debuterer Mortensen som instruktør.

Falling er et medrivende familiedrama om en homoseksuel mand (Viggo Mortensen), der lader sin konservative far flytte ind hos den spraglede regnbuefamilie.

Det medfører selvfølgelig både barske skærmydsler og morsom komik. Men først og fremmest formår Viggo Mortensen at vise sine inderste følelser i en stærkt personlig film om demens og tilgivelse af fortidens synder.

Se filmen!


Shirley


”Elisabeth Moss presser sig helt ud på kanten af kontrol i sin til dato modigste præstation,” skrev Ekkos anmelder og gav fem stjerner til Shirley.

Det er store ord for en af tidens dygtigste skuespillere, men de er aldeles passende. Der er lige dele gotisk uhygge og kvindelige drifter i filmen, som bindes sammen af hovedrolleindehaverens formidable spil.

Hun indkapsler titelrollen Shirley Jackson, som er en autentisk forfatter. Og filmatiseringen af hendes liv har samme dragende sanselighed som Jacksons litteratur.

Det er en eventyrlig film om flyvsk fantasi og skæve magtforhold, som den norsk-danske fotograf Sturla Brandth Grøvlen har sat vilde og stemningsmættede billeder til.

Se filmen!


Sjæl


Animationsselskabet Pixar har med film som Toy Story og Op stået for nogle af de mest rørende oplevelser de seneste 30 år. Det nyeste skud på stammen holder den tradition i hævd.

Sjæl er den helt store favorit til at vinde prisen for bedste animation ved den forestående Oscar-uddeling.

Det er da også umuligt ikke at blive bevæget over den smukke historie om en håbefuld, men lidet succesrig jazzmusiker. Da han endelig begynder at få medvind i karrieren, sker der noget dramatisk: Han dør og ender i limbo som en sjæl med uforrettet sag!

Den opfindsomme fortælling giver plads til både at lave skør komik og tackle nogle af livets svære spørgsmål. Det er en film, der vil ramme både børn og voksne.

Se filmen!


Erna i krig


Umiddelbart er det svært at tro på Trine Dyrholm som mand. Men det vidner om skuespildronningens talent, at hun lykkes med kunststykket i Erna i krig.

Her spiller Dyrholm titelrollen som sønderjyske Erna, der vælger at engagere sig fysisk i Første Verdenskrig. På den måde kan hun nemlig passe på sin enfoldige søn, der er blevet indkaldt til at kæmpe for tyskerne.

Henrik Ruben Genz (Frygtelig lykkelig) har instrueret filmen med skarp fornemmelse for det tragiske drama og nedtoner humoren i forfatteren Erling Jepsens bogforlæg.

Det giver altid eminente Trine Dyrholm plads til at stråle i rollen som en kvinde, der vil gøre hvad som helst for at redde sin søn. Også Ulrich Thomsen og Anders W. Berthelsen er på rollelisten.

Se filmen!

 

I Walk


Jørgen Leth er en af dansk films største nulevende kunstnere, og enhver filmfan skylder sig selv at se instruktørens seneste værk.

Dokumentaren I Walk er blevet kaldt et testamente for Leth. Han har da også skabt sin mest personlige film, hvor han med karakteristisk coolness reflekterer over sin skrantende krop, upålidelige hukommelse og lammende søvnløshed.

Filmskaberens karriere har budt på forrygende eksperimenter som Det perfekte menneske og De fem benspænd, hvor instruktøren alene og sammen med Lars von Trier undersøger selve filmens dna.

I en alder af 83 er Jørgen Leth stadigt lige nysgerrig på livet. Det afspejler I Walk, hvor instruktøren rejser rundt i verden og bearbejder følgerne af, da hans hjem i Haiti styrtede sammen i et voldsomt jordskælv.

Se filmen!


Forført


Fantastiske Juliette Binoche er altid værd at se på, og hendes skuespil er hovedattraktionen i det sexede drama Forført.

Her spiller den franske stjerne en midaldrende kvinde, som efter en hård skilsmisse kaster sig ud i et digitalt eventyr. Hun skaber en falsk Facebook-profil, hvor hun udgiver sig for at være en yngre kvinde.

Hurtigt ender hun i et trekantsdrama mellem flere unge bejlere! Filmen er spækket med varmblodede sexscener og gør det klart, at alder ikke er nogen hindring i forhold til store passioner.

Forført er en slags fransk arthouse-udgave af Sex and the City, og med sin saftige historie vil den uden tvivl skrue op for varmen i hjemmebiografen.

Se filmen!


The Little Things


The Little Things er blevet kaldt Seven til en ny tid.

Det vækker store forventninger, og filmen kan med trekløvet Denzel Washington, Jared Leto og Rami Malek i hovedrollerne næsten konkurrere med forgængeren i forhold til stjerneglans.

Historien foregår i 1990’ernes Los Angeles, hvor en seriemorder er på spil. Vicesherif Joe Deacon (Washington) bliver inddraget i en efterforskning, hvis hemmeligheder skaber stor fare for de involverede.

Er du fan af psykologiske thrillers, kan du se frem til svedige håndflader og hektisk hjertebanken.

Se filmen!

 

Milla


Livets skrøbelighed sejrer i fremragende australsk film om en dødsmærket teenager og hendes forhold til en pusher.

Sådan skriver Ekkos anmelder i sin femstjernede anmeldelse af Milla, og vi kan kun være enige.

Unge Eliza Scanlen (Sharp Objects) leverer en gribende præstation som den kræftsyge titelperson.

Med sin farverige paryk og et åbent sind gør Milla sit yderste for at mærke livet, mens tid er. Og hendes venskab med en ung mand, der tager sine egne stoffer, får virkelig følelserne til at boble.

Se filmen!

 

Klovn the Final


Casper Christensen og Frank Hvam har med Klovn skabt et komisk univers, som stort set alle danskere kender, og de fleste holder af.

Pinlighedskomikken er blevet drevet til ekstremer i syv sæsoner af tv-serien og tre film. Og det seneste skud på stammen – Klovn the Final – er noget af det mest veloplagte, makkerparret har begået.

Christensen og Hvam er lige så grænseoverskridende som nogensinde, men der er alligevel sket en udvikling i det sorthumoristiske univers.

Afslutningen af filmtrilogien dropper forgængerens store armbevægelser og finder ind til venskabets kerne, når de to mænd bliver fanget i en løgn og må forskanse sig i nabohuset.

Og en aften i selskab med dem er aldrig kedelig!

Se filmen!

 

7 Years of Lukas Graham


Mads Mikkelsen er i dansk selvforståelse en verdensstjerne, men han er nærmest ukendt internationalt sammenlignet med Lukas Graham.

Musikeren er blevet kendt og elsket for smukke sange som 7 Years. På den internationale succesrejse har instruktøren René Sascha Johannsen fulgt Lukas og indfanget de mange store oplevelser med sit kamera.

I dokumentaren 7 Years of Lukas Graham kommer vi tæt på hovedpersonen og hans band, når de indtager USA til lyden af jublende fans og herlig popmusik.

Men filmen kommer også ind under huden på sangeren Lukas Forchhammer og viser, hvordan den unge mand slås med berømmelsen og ambitionerne.

Se filmen!

 

David Byrne’s American Utopia


David Byrne fra kultbandet Talkings Heads er det fascinerende omdrejningspunkt i Stop Making Sense, der har status som en af historiens bedste koncertfilm.

Men nu har filmen fra 1984 fået konkurrence om titlen, og det er igen David Byrne, der er på spil.

Den legesyge musiker er gåsehudsfremkaldende fænomenal i musikfilmen David Byrne’s American Utopia. Gennem sang og dans fortæller hovedpersonen – som kun han kan – en gribende historie om det amerikanske samfund.

Byrne får hjælp af Spike Lee, der har instrueret filmen, og hvis politisk indignerede blik tilfører de formidable toner noget særligt.

Se filmen!

 

Gutterbee


Ulrich Thomsen viser sig for alvor som et multitalent med sin anden film som instruktør og manuskriptforfatter.

Den populære skuespiller har i Gutterbee skabt noget så aparte som et satirisk pølsedrama, der går til kamp mod intolerance og snæversyn i USA – en slet skjult fuckfinger til den nyligt afgåede præsident Donald Trump.

Filmen er herligt underholdende takket være forrygende skuespil i historien om to mænd, der liver gevaldigt op i en søvnig lilleby på det amerikanske bøhland.

De vil starte en produktion af pølser, og det er sjovt i sig selv at følge kultursammenstødet. Med en perlerække af originale indfald har Ulrich Thomsen skabt en film, der får et smil på læben og skaber stof til eftertanke.

Se filmen!

 

Den sorte jord


Et af historiens mørkeste og mest skjulte kapitler bliver hevet frem i lyset i Den sorte jord.

Sovjetunionens leder Josef Stalin stod i starten af 1930’erne bag et folkemord på millioner af ukrainere. Det kom den unge journalist Gareth Jones på sporet af, og han gik igennem helvede for at vise resten af verden forbrydelsen.

Oscar-nominerede Agnieszka Holland dramatiserer de virkelige begivenheder med enorm respekt for historien. Man mærker nødvendigheden i billederne, når hun fokuserer på lidende ansigter.

Britiske James Norton spiller hovedrollen som Gareth Jones fuld af dynamisk charme. Han sørger for, at den hjerteskærende film også er drønspændende.

Se filmen!

 

In the Mood for Love


Vi har gemt den bedste film til sidst.

Wong Kar-wais mesterværk fra 2000 er et af filmhistoriens store kærlighedsdramaer og måske verdens bedste film, som en ny generation skylder sig selv at opleve og en ældre generation at gense!

Luften flyder med drivende kemi mellem Maggie Cheung og Tony Leung. Som henholdsvis sekretær og journalist får de mistanke om, at deres respektive ægtefæller har en affære med hinanden.

Forholdet mellem dem udvikler sig til en forbudt, men berusende forelskelse i 1960’ernes britiske Hongkong.

Dramaet er i den grad fortalt gennem billeder og musik. De overjordisk smukke scener tager simpelthen pusten fra én med rød som den gennemgående farve og maleriske kulisser som bagtæppe.

Man siger ofte, at verdens smukkeste film er Hitchcocks Vertigo, og spørgsmålet er, om In the Mood for Love efterhånden fortjener den titel. Se mesterværket og døm selv!

Se filmen!


Kommentarer

Annoncørbetalt indhold

Denne artikel er sponsoreret af Blockbuster.

Filmene er udvalgt i samarbejde mellem Blockbuster og Filmmagasinet Ekko.

Teksterne er skrevet af Ekko.

© Filmmagasinet Ekko