Verdens bedste filmskole?

Det bliver ofte sagt, at Den Danske Filmskole er "verdens bedste". Men er det nu også sandt? Det kan godt være, at den er bedre end så mange andre udenlandske filmskoler, men er det i virkeligheden ikke i forhold til Filmskolen selv, når den er bedst, at man skal måle Filmskolens kvalitet? Og kan den holde til det i dag?   

Efter at have set årets afgangsfilm kan man ikke frigøre sig fra følelsen af, at noget er galt. Rent teknisk er filmene lydefri, og som visitkort for de nyuddannede fotografer, tonemestre, klippere og endda producere tjener de utvivlsomt deres formål ganske glimrende.

Men hvad med instruktørerne? Det er trods alt dem, der kunstnerisk, indholdsmæssigt og stilistisk tegner afgangsfilmene, og årets seks af slagsen mangler lige præcis det dér udefinerbare, som betyder, at man spærrer øjnene op og føler, at man har oplevet noget nyt og uomgængeligt. Som da man i 1993 så Thomas Vinterbergs afgangsfilm, Sidste omgang, og ikke var i tvivl om, at her var tale om et stort talent, og at der nu skete noget nyt i dansk film.

To af dansk films største profiler, Lars von Trier og Susanne Bier, forlod begge Den Danske Filmskole i 1980'erne, og det er efter­hånden fjorten år og syv instruktør-årgange siden, at Vinterberg, Ole Christian Madsen, Per Fly og Peter Flinth, den såkaldte Gyldne Årgang, blev færdige på skolen og trådte ud i en øko-nomisk og kunstnerisk skrantende filmbranche. I de følgende år var de med til at skabe en næsten guld- feberagtig stemning ved at stifte nye, energiske film-selskaber - ikke mindst Zentropa og Nimbus - og lave film, som publikum i stigende grad havde lyst til at se.

Sejret ad helvede til
Filmbranchen og ikke mindst pressen har længe været på udkig efter endnu en gylden årgang at kaste sig over. Men med enkelte, markante undtagelser - Christoffer Boe, Nikolaj Arcel, Pernille Fischer Christensen, Peter Schønau Fog - synes det at have været svært for de fleste nyuddannede instruktører at markere sig, ligesom afgangsfilmene ikke gør så stort et indtryk længere.

Hvad er der galt? Er det eleverne, lærerne, pædagogikken eller noget helt fjerde?  

"Efterhånden er det blevet Filmskolen, som definerer filmbranchen," siger manuskript-forfatteren Lars Kjeldgaard, der var fastansat på Filmskolen i 1987-96 og stadig er tilknyttet. "Der er ikke ret mange af de klippere eller fotografer, som er aktive nu og har succes, der ikke er uddannet på Filmskolen. Da jeg startede på Filmskolen, var der ikke den samme gennemtrængning af filmskole-elever i filmbranchen. På den måde har Filmskolen sejret ad helvede til."

Med sejren følger et ansvar for hele tiden at holde sig skarp og forny sig, hvilket Filmskolen efter manges mening ikke har formået. Den er for lidt kunstskole, siger nogle, mens andre ikke synes, at skolen formår at hyre de rigtige lærere. De bedste af dem, der er på skolen i dag — Arne Bro og Mogens Rukov, der står for henholdsvis tv-uddannelsen og manuskript-uddannelsen — har undervist på skolen i tre årtier og blev ansat, da Henning Camre var rektor (1975-92).

Eksplosion i hovedet 
Nikolaj Scherfig, manuskriptforfatter og tidligere filmkonsulent og lærer på Filmskolen i 1990'erne, mener, at der er behov for at give skolen en saltvandsindsprøjtning.

"Kunsten skal besætte Filmskolen igen," siger han. "Det kunstnerisk egensindige er ikke særlig tydeligt i afgangsfilmene, og efterhånden opfattes Filmskolen mere som en brancheorienteret skole end en kunstskole. Skolen er blevet god til at uddanne fotografer og klippere og producere og lydfolk, men de nyuddannede instruktører har det svært. Der er behov for, at skolen begynder at eksperimentere mere igen, opfinder nye regler og simpelthen prøver at være et modspil til det, der er god smag lige nu i filmbranchen."

"Jeg begyndte på Filmskolen som manuskriptelev i 1988, og det skabte nærmest en eksplosion inde hovedet, at vi på skolen lærte, at man skulle fortælle realistiske historier, der tog udgangspunkt i noget, man kendte. I en tid, hvor dansk film var fladpandede folke­komedier som Op på fars hat og brede episke klassiker-filmatiseringer — det vi kaldte stråhattefilm — blev vi stopfodret med Cassavetes, Truffaut, Buñuel og hele 70'er-generationen i amerikansk film," siger Nikolaj Scherfig.

Lidt for dygtige
På den måde var Filmskolen med til at skabe den nye danske filmbølge, som vi har redet på i ti år. I dag er skolens regler og teorier om filmfortælling for længst overtaget af filmbranchen, og måske er man endda blevet lidt for dygtig til at bruge reglerne.

"Vores teorier er blevet degenererede," siger Lars Kjeldgaard. "De udtrykker ikke længere en holdning til at fortælle vedkommende historier, de er blevet til teorier om at kommunikere bredt. Vi skal tilbage til en auteur-forståelse af filmproduktion, både på Filmskolen og i filmbranchen generelt. Vi skal tilbage til stærke, personlige fortællinger, vi skal mærke en fortæller — et menneske — bag historierne."

Filmbranchen står klar til at opsnappe de elever, der kommer ud fra Filmskolen, siger Lars Kjeldgaard, og det giver en materiel sikkerhed, der måske ikke inviterer til stor dynamik eller vilje til forandring eller protest. Som lærer for den seneste årgang af instruktører har han dog selv bestræbt sig på at gøre dem klar til at møde den virkelige verden.
   
"De skal kunne lave tv-serier, reklamefilm, talent-udviklingsfilm, spillefilm. Nogle kommer muligvis slet ikke til at lave noget. Jeg ved, hvor hårdt det er, og jeg prøver at sige til dem, at de skal finde metoder til at holde fast i sig selv og samtidig udvikle deres historier i de konkrete sammenhænge, de befinder sig i."
   
Poul Nesgaard, Filmskolens rektor siden 1992, understreger, at det fra politisk hold er meningen, at Filmskolen skal være erhvervsrettet. Det har blandt andet resulteret i et såkaldt aftagepanel, der består af branchefolk, som rådgiver Filmskolen.
   
"Vi vil gerne have, at vores elever går ud og er dybt originale og samtidig kan leve af det. Det er en god dynamik," siger han.
 
Noget på spil
For Mogens Rukov, stifter af manuskriptlinjen og mentor for flere af landets bedste instruktører, er det ikke kun Filmskolen, der har problemer, men dansk film som helhed.
   
"Dansk film er blevet mainstreamfilm og behandles i højere grad som mainstream," siger Mogens Rukov. "At lave film er et håndværk. Det kunstneriske ligger i den måde, man tilnærmer sig håndværket på. I dag nærmer man sig håndværket med en større selvfølgelighed, med en mindre anstrengelse. Vi kan lave film herhjemme, men vi satser ikke tilstrækkeligt. Jeg synes, at jeg ser mange gode film, men de betyder ikke så meget, der er ikke rigtig noget på spil i dem."
   
Det er en af Filmskolens store udfordringer i fremtiden: At eleverne får mod på at sætte noget mere af sig selv på spil, og det kræver meget af de lærere, som er på skolen.
 
"Som lærer skal man hele tiden slås for at være på et højt niveau, fordi eleverne selv er på et højt niveau," fortsætter Mogens Rukov. "Det er hårdt at sige det, men måske skulle der et par nye ansigter blandt lærerne. Jeg mener, at man skal have nogle lærere, som vil risikere det ene øje. Vi er i realiteten meget få lærere, og jeg behøver ikke risikere noget længere. Jeg stod i ti år og prædikede regler, og så slog reglerne pludselig igennem. Efter Festen begyndte alting at falde på plads, men jeg kan love dig for, at i de første tyve år på skolen var jeg nærmest til grin i branchen. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal risikere noget i dag. Men der bør være nogen, som på en eller anden eksistentiel måde risikerer sig selv. Hvis ikke lærerne gør det, gør eleverne det heller ikke."
   
Man skal udfordre eleverne, siger Nikolaj Scherfig, der mener, at man kun bliver en god kunstner, hvis man har noget på spil.
   
"Man skal næsten ned i hovedstolen hver gang, nogle kunstnere bliver meget slidte af det, andre vokser," siger han. "Man kan ikke forudse, om en elev har mange kunstværker i sig, eller om han kun har ét - eller om noget overhovedet. En kunstskole, der er vital, skal altid få dette frem i sine elever og være parat til et vist spild og til at begå fejltagelser."
   
Poul Nesgaard er enig i, at det, der bærer en kunstskole som Filmskolen, er, at han som rektor kan finde de rigtige engagerede lærere med erfaring og vilje til at sætte sig selv på spil. Men, siger han, det kan være svært at tiltrække de dygtigste lærerkræfter, når man vil have dem til at give flere år af deres liv for at sikre en kontinuitet: "Man kan ikke lave et system, hvor man er uafhængig af den nære menneskelige relation. Inde i kulturministeriet siger jeg tit, når vi taler om bemanding af Filmskolen: "Undskyld, men vi er afhængige af mennesker."
 
Den rette balance
En kunstskole som Den Danske Filmskole er naturligvis også af­­hæn­gig af sine elever, talentmassen, og et af de store spørgsmål er, om det overhovedet er de rigtige mennesker, der kommer ind på Filmskolens instruktør-linje. Det afhænger af de mennesker, som sidder i optagelsesudvalgene - folk fra både branchen og skolen.
   
"Da jeg selv sad i optagelsesudvalget for manuskript-uddannelsen i en række år i 1990'erne, var det en brutal erfaring, at man kommer til at tage nogle ind, som slet ikke udvikler sig, og afviser andre, som måske kunne være blevet noget stort," siger Nikolaj Scherfig. "En god kunstskoles opgave er at prøve at ramme plet så mange gange som muligt. Det handler om, at folk har både et kunstnerisk sind og en kunstnerisk begavelse, som man får til at vokse ved at føde den med kunst historie, filmhistorie og hvad man ellers hælder i dem af kloge ord og kloge mennesker."
  
Poul Nesgaard taler om at finde en balance mellem de elever, der er dygtige og har en træfsikkerhed, og så de elever, der har noget ekstra, men som måske vil have svært ved at tilpasse sig Filmskolen.
   
"Man kan godt få nogle vanvittigt talentfulde personer ind, hvor man fornemmer, at de ikke vil få noget ud af uddannelsen," siger han. "De splitter det hele ad eller kommer til at kede sig. Man kan også sige, at det lige præcis er det, der skal til - en skandalisering af hele uddannelsen, så alle kommer på mærkerne. Der skal vælges seks personer hvert andet år til instruktørlinjen, og når man sidder med de sidste ti, spørger man sig selv:
'Skal vi vægte, at der bliver brudt nogle grænser og kørt ud i et helt andet sprog, eller skal vi vægte træfsikkerhed?'" 
 
Poul Nesgaard vurderer, at Filmskolen med de nye instruktørelever, der begynder efter sommerferien, har turdet lidt mere: "Vi har i år måske sagt, at nu prøver vi at give den lidt mere og tage nogle ind, som har power i højre hånd."
 
Tiden efter skolen
Om det er rigtigt, vil vi have svaret på om fire år, når de forlader Filmskolen. Til den tid vil de seks nye afgangsfilm blive studeret indgående af en forventningsfuld branche og en kritisk presse.
   
Men Vinca Wiedemann — afgående leder af talent — udviklingen New Danish Screen og tidligere lærer på Filmskolen, hvor hun også selv blev uddannet som filmklipper - advarer imod, at man lægger for megen vægt på afgangsfilmene.
   
"Afgangsfilm er et led i et pædagogisk udviklingsforløb, som kan have været helt vildt krisepræget," siger Vinca Wiedemann. "Det er et forløb, hvor man bliver kastet ud i en krise. Mange af eleverne skal gå fra at være naturbørn til at udvikle en metode, og det er ikke altid, at man når gennem den proces, mens man går på Filmskolen. Efter skolen skal man ud i det virkelige liv og prøve metoden af."
   
Lars Kjeldgaard kunne godt tænke sig, at Filmskolen i højere grad forholder sig til, hvad eleverne selv kommer med af begejstring og fortællelyst, i stedet for at fortælle dem, at de intet ved og skal begynde helt forfra.
   
"Filmskolen vil sikkert sige, at krisen er nødvendig, og det er den vel også. Men jeg tror ikke helt på den der nedbrydning — at de piller eleverne fra hinanden og sætter dem sammen igen på en ny måde. Jeg synes ikke, at de får sat dem sammen igen, og efter skolen går der nogle år, hvor eleverne sætter sig selv sammen. Det er de berømte fem år, som det meget ofte varer, før de rigtig kommer i gang med at lave film."
   
Men det hører til undtagelserne, at man er parat til at lave spille­film, når man kommer ud fra Filmskolen, mener Vinca Wiedemann. Man skal ud og prøve filmmediet af på professionelle vilkår først.
   
"Filmhistorien er spækket med folk, der lavede deres første og sidste film samtidig. Jeg synes ikke, at det er et problem, at der går fem år, før de debuterer. I stedet skal man spørge sig selv, hvad de bruger den mellemliggende tid til."