Verdens bedste ukendte instruktør

”Hvis en mand kommer ind ad døren, kan jeg i løbet af tre minutter fortælle mere eller mindre alt om ham. Hans psyke, hans arbejde og så videre. Kvinder er derimod et mysterium, og kvindefigurerne i mine film er et forsøg på at observere og elske dette mysterium,” forklarer Andrzej Zulawski.

På grund af censurproblemer i sit hjemland levede den polske enfant terrible-instruktør i mange år i eksil. I dag er han på det nærmeste glemt af både publikum og kritikere.

I mellemtiden er Zulawski blevet en gammel mand på 71 år. Da Ekko møder op til det aftalte interview, er han endnu ikke stået ud af hotelsengen. Tyve minutter senere kommer han langsomt futtende med et smil på læben.

Af sind er han stadig ung, men korpusset strider imod. Det ærgrer ham. I hans unge dage svang han taktstokken over unge, frivole skuespillerinder, og som midaldrende datede han den smukke Sophie Marceau.

I liga med Tarkovskij
Hans tidlige polske film har længe været utilgængelige, og hans nyere franske film har sjældent været vist.

Af kendere regnes han for verdens bedste ukendte instruktør og sættes i samme liga som auteur-koryfæerne Andrej Tarkovskij og Stanley Kubrick. Blandt sine fans kan han tælle den danske instruktør Christoffer Boe.

Cph Pix’ imponerende retrospektive serie, hvor instruktørens to tv-film og alle tretten spillefilm vises, skal bidrage til genopdagelsen og revurderingen af denne oversete eners film, hvor en kvinde ofte indtager den mest markante rolle.

Furier af rendyrket passion
”Kvinderne er i nogle af mine film mere interessante end mændene alene af den grund, at jeg ikke er den narcissistiske type. Jeg kigger ikke på mig selv i spejlet,” fortæller Andrzej Zulawski.

Det er en underdrivelse at sige, at kvinderne i Zulawskis film er varmblodige. De er snarere furier af rendyrket passion, erotik og begær — grænsende til vanvid. Har man set Isabelle Adjani spille sig selv helt ud på vanviddets rand i Possession fra 1981, ved man, hvad der tales om. Som en besat hvæser, griner, stønner og bløder hun sine indre dæmoner ud.

Zulawski, der aldrig har været bange for at tage bladet fra munden, undrer sig over, hvordan andre instruktører kan få ”så kedelige præstationer ud af deres skuespillere”.

”Hvilken stump hammer bruger man til at slå skuespilleren i hovedet, så de spiller helt følelsesforladt? En skuespiller er et dyr, en maskine, der er trænet til at spille skuespil. De vil bruge enhver fiber af deres krop og hjerne til at spille, hvis du bare lader dem gøre det.”

Grænseoverskridende
”Mens manden skal levere skuespil-limen, der holder historien sammen, dukker kvinden bare op, har sin store, hysteriske scene og forsvinder så igen. Kvindelige skuespillerinder kan den slags.”

Andrzej Zulawski kan noget særligt med kvindelige skuespillere. De stærkt ekspressive og grænseoverskridende præstationer er ofte det første, der gør indtryk, når man træder ind i Zulawskis univers af stormbrust forelskelse og l’amour fou.

Romy Schneider er skræmmende god som falleret diva i trekantsdramaet Vigtigst er at elske fra 1985, og Sophie Marceau har måske leveret sine allerbedste præstationer hos eksmanden i erotiske dramaer som La Femme publique (1974), Dostojevski-filmatiseringen L’Amour braque (1985), Blue Note (1991) og La fidélité (2000).

Zulawskis meget kropslige stil er dog krævende for skuespillerne.

Isabelle Adjani har således et traumatisk forhold til Possession, som hun har kaldt ”porno for sjælen” og ellers konsekvent nægtet at tale om. Optagelserne på Szamanka (1996) udløste et nervesammenbrud for filmens kvindelige hovedrolleindehaver.

Uønsket i Polen
Instruktørens kompromisløse og indimellem ekstremt voldelige film har aldrig været de polske myndigheders kop te.

I 1972 blev hans anden film, gyseren Diabel, anset for at være en kritisk allegori over regeringens infiltrering af det polske ungdomsoprør, og Zulawski blev bedt om at forlade landet. Han fortsatte karrieren i Frankrig.

Han blev dog inviteret tilbage i 1977 for at lave science fiction-filmen On the Silver Globe, der med et kæmpe budget i ryggen skulle sætte Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 og Andrej Tarkovskijs Solaris til vægs. Men kun få dage efter optagelserne sluttede, blev filmen skrottet af en ny kulturminister.

On the Silver Globe blev genskabt i 1988 og er et kludetæppe af en flippet-filosofisk rumopera med billeder fra virkelighedens Warszawa i 80’erne og Zulawskis egne meta-kommentarer på lydsporet.

Polens triste historie
Der er fuld skrue på følelserne i Zulawskis film, som svinger mellem det skingrende hysteriske og det vedkommende. Et andet kendetegn er, at filmene forløses i et frenetisk tempo.

Det var Zulawskis reaktion på sit lands triste historie med kommunismens grå fattigdom, tomme butikker, kedsomhed og langsomme film.

”Datidens instruktører i kommunistiske lande instruerede i pyjamas og sutsko. Min reaktion var: ’Fuck jeres langsomhed’,” siger Zulawski, der i 60’erne selv var assistent for den store polske instruktør Andrzej Wajda.

Spil hurtigere! Kamera, hurtigere!
Allerede til debutfilmen, det surreelle krigsdrama The Third Part of The Night fra 1971, ønskede instruktøren, der havde læst filosofi og gået på filmskolen IDHEC i Paris, at øge tempoet.

”Når jeg instruerede på settet, fægtede jeg hele tiden med armene og sagde ’hurtigere’ til alle. ’Spil hurtigere! Kamera, hurtigere!’”
 
Tempoet blev hans signaturstil sammen med virtuose, ofte håndholdte kamerature og en ekspressiv spillestil.

”Jeg føler mig meget glad og fri, hvad angår filmteknik. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Og jeg bruger alle de æstetiske teknikker, der findes … jeg forsøger i hvert fald,” fortæller Zulawski, der ikke kan udstå de danske dogmefilm, som han sammenligner med mexicanske sæbeoperaer.

Derimod sætter han Tarkovskijs allegoriske Den yderste dom fra 1966 højt sammen med film af instruktører som Akira Kurosawa, Sam Peckinpah og John Ford.

”Jeg er surrealisme”
Men hvorfor denne meget eksalterede stil, der ofte udmønter sig i surrealisme?

”Jeg bruger ikke surrealisme. Jeg er surrealisme. Jeg er et barn af Anden Verdenskrig. Derfor er denne vrede, groteske, anti-konforme måde at se verden på indbygget i mig.”

Surrealismen finder man i store dele af Zulawskis produktion. Dobbeltgængere optræder i både debutfilmen og hans formentlig mest kendte film, det fabelagtigt grænsesprængende skilsmissedrama Possession, hvor Isabelle Adjani tilmed besættes af et ondt, blodigt tentakelmonster, der måske er skabt af hendes mand, spillet af Sam Neill.

Possession er siden blevet tolket som et billede på Andrzej Zulawskis egen skilsmissekamp.

Forud for sin tid
Efter sit eksil i Frankrig i 1980’erne og 90’erne bor Zulawski i dag i Polen, hvor han ernærer sig som forfatter og stadig er lidt af en persona non grata på det kulturelle parnas.

Men en yngre generation af kritikere fra venstrefløjen er begyndt at tage ham til sig.

”I Vesten har man ofte kaldt mine film ’hysteriske’, men i dag tager man det lidt mere afslappet. Hvis du sammenligner dem med nutidens film, så ligner de gamle klassikere – film af en gammel mand. Måske var filmene lidt forud for deres tid.”