Verdens største filmkritiker er død

Det er kun ganske få filmkritikere forundt at blive kendt og anerkendt verden over – at blive en filmberømthed i sig selv.

Amerikanske Roger Ebert er den mest berømmede og berygtede filmanmelder i nyere tid.

Han har svunget sin nådesløse, poetiske og personlige pen i mere end 45 år. Og hvert år bar flere hundrede filmanmeldelser hans signatur – selv gennem det årti, hvor han kæmpede mod en aggressiv kræftsygdom.

I dag døde han, 70 år gammel. Det er blot to dage, efter han på sin blog annoncerede, at han måtte tage, hvad han kaldte en ”leave of presence” fra en del af sine skriverier.

Se Roger Eberts tyve bedst og værst anmeldte film.

Fyrtårn på avisen
Roger Ebert blev ramt af et hoftebrud i december, og det viste sig at være kræft. Han fik kemoterapi, men måtte altså bukke under for sygdommen hurtigere, end han selv havde regnet med.

”Hvad i alverden betyder en ’leave of presence’?” skrev han på sin blog i forgårs.

”Det betyder, at jeg ikke forsvinder. Min plan er at fortsætte med at skrive udvalgte anmeldelser, men overlade resten til det dygtige hold af skribenter, som jeg har håndplukket og beundrer stærkt. Jeg vil nu omsider blive i stand til at gøre det, jeg altid har fantaseret om: kun anmelde de film, jeg har lyst til at anmelde.”

Roger Ebert blev filmanmelder på Chicago Sun-Times for præcis 46 år siden, i 1967, og har været det filmkritiske fyrtårn på avisen lige siden.

Ebert blev dog ikke mindst et navn og ansigt i den brede offentlighed med tv-programmet At the Movies, hvor han siden 1982 og samlet i 23 år vendte tommelfingeren op eller ned til ugens film sammen med medværten Gene Siskel, med hvem han både havde et nært venskab og en stærk rivalisering. Siskel døde af kræft i 1999, hvorefter Richard Roeper overtog pladsen.

Din film stinker!
Tv-programmet blev en amerikansk institution, og det samme blev Roger Ebert.

Det siger noget om hans position, at han i 1975 som den første kritiker nogensinde vandt Pulitzer-prisen – og 32 år senere, i 2007, blev kåret af Forbes som Amerikas førende meningsdanner. I 2005 fik han – også som den første kritiker – en stjerne på The Hollywood Walk of Fame.

Eberts produktivitet var frygtindgydende. Han var i storform til det sidste, og sidste år slog han sin egen rekord og anmeldte 306 film foruden indlæg på sin meget velbesøgte blog.

De sidste femten år stod han bag Roger Ebert’s Film Festival – Ebertfest, i daglig tale – i hjemstaten Illinois.

Han har udgivet en lang række bøger, blandt andet anmeldelsesopsamlingerne Your Movie Sucks og Roger Ebert’s Four-Star Review og en bog om Martin Scorsese. Scorsese var i øvrigt sammen med Steve Zaillian i gang med en dokumentarfilm om Ebert ved hans død.

Eberts ti yndlingsfilm
Det var dog ikke kvantiteten, der gjorde Roger Ebert til sin generations mest prominente kritiker.

Da Chicago Sun-Times i dag rapporterede om hans død, lød overskriften ”En filmkritiker med en poets sjæl”, og Eberts anmeldelser havde da også en høj litterær kvalitet.

Hans tekster er vidende, ofte humoristiske og gerne med en meget personlig og original vinkel.

Som ung var han ganske vist på vej ind i en akademisk karriere som Engelsk-studerende ved universitetet. Hans causerende anmeldelser adskilte ham fra mere diskuterende og teoretisk betonede kritikerlegender som Pauline Kael og Andrew Sarris, men han havde så at sige celluloid i blodet.

Hans kærlighed til filmmediet lyste ud af anmeldelserne, der var båret at en skarp sans for filmisk fortællekunst. Og hvilke film var han så til? Da han sidste år indsendte sin liste til Sight & Sounds store afstemning om verdens bedste film, faldt det umulige valg på disse ti film: Aguirre, Dommedag nu, Citizen Kane, Det søde liv, Generalen, Raging Bull, 2001: A Space Odyssey, Tokyo Story, The Tree of Life og Vertigo.

Taknemmelig for livet
Roger Ebert delte også ivrigt ud af sig selv, og på sin blog skrev han begavet og underholdende om alt fra sin ungdoms alkoholisme, der hørte op i 1979, til kampen mod kræft. Bloggen blev for to år siden til selvbiografien Life Itself: A Memoir.

Han fik første gang konstateret kræft i 2002. I 2006 fik han fjernet den ene del af sin kæbe, og han mistede evnen til at tale og til at spise og drikke naturligt.

Men han fortsatte ufortrødent, og det skrevne ord blev lige pludselig en egentlig livsforudsætning – alt, hvad han ville sige, skulle han skrive først, som beskrevet i en stor og rørende artikel i Esquire fra 2010.

Roger Ebert vidste godt, at han levede på lånt tid. Esquire-artiklen refererer til en blog, Roger Ebert skrev om døden under titlen Go gentle into that good night:

”Jeg ved, det kommer, og jeg frygter det ikke, fordi jeg ikke tror, at der er noget på den anden side af døden, som man kan frygte. Jeg håber at blive sparet for så meget smerte som muligt på vejen dertil. Jeg var fuldt ud tilfreds, før jeg blev født, og jeg tænker på døden som den samme tilstand.”

”Jeg er taknemmelig for bevidsthedens gave, og for livet, kærligheden, forundring og latter. Man kan ikke sige, at det ikke var interessant. Mit livs minder er det, jeg har taget med hjem fra turen. Jeg vil forlange dem for evigt lige så lidt som den lille souvenir af Eiffel-tårnet, jeg tog med hjem fra Paris.”