Vestens uvidenhed er farlig
En af årets mest spændende film har allerede fået premiere den 5. januar.
Som en moderne udgave af Rosens navn udfolder Boy from Heaven en nervepirrende historie om en magtkamp på det prestigefyldte universitet Al-Azhar i den egyptiske hovedstad Kairo.
Al-Azhar er sunnimuslimernes magtcentrum. I filmen havner den unge fiskerdreng Adam, som har fået muligheden for at studere på universitetet, midt i et storpolitisk skakspil, da stedets stor-imam pludselig dør.
Boy from Heaven går nu i danske biografer, og Ekkos anmelder – præsten Kristian Ditlev Jensen – giver fem stjerner. Han kalder den en ”knaldhamrende spændende thriller”, der tilmed ”giver et uventet smukt indblik i islams natur og musikalitet”.
Da Ekko i foråret 2022 møder den svensk-egyptiske instruktør Tarik Saleh i maj sidste år på Cannes-festivalen, er han træt efter netop at have lagt sidste hånd på Boy from Heaven. Faktisk er han i det hele taget ikke meget for at instruere, afslører han.
”Det er hårdt at instruere. Der er altid en fyr i baggrunden, som piller næse eller glor direkte ind i kameraet, så optagelsen må tages om. At instruere en film er som at stå op hver morgen og gnide ansigtet i sandpapir!” siger Tarik Saleh.
”Jeg elsker film, men hader at instruere. Men da jeg så fik stående applaus her i Cannes, kom jeg til at tænke: ’Det her er rart. Måske skulle jeg instruere en film mere!’” fortsætter instruktøren med et grin.
”Det er ligesom at få et barn. Da min kone og jeg fik vores første barn, kom der en kynisk læge ind og gav hende en epiduralblokade, mens min kone skreg: ’Jeg hader det her, aldrig igen!’”
”Han svarede tørt: ’Nåh ja, det er jo derfor verden er overbefolket!’ Man glemmer smerten. Og rigtigt nok fik vi et barn mere. Så om et års tid får jeg sikkert lyst til at instruere igen.”
Europæisk overlegenhed
Tarik Saleh er født i Stockholm som søn af en svensk mor og egyptisk far. Han startede karrieren som graffitikunstner, før han blev tv-vært for SVT.
I starten af 00’erne lavede han dokumentarfilm, og siden har han stået bag både spillefilm, musikvideoer og afsnit af de amerikanske storserier Westworld og Ray Donovan.
Instruktørens farfar studerede i sin tid netop på Al-Azhar, og Tarik Saleh har i mange år været fascineret af institutionen. Den er at sammenligne med Vatikanet, mens stor-imamen er sunnimuslimernes svar på den katolske pave.
50-årige Tarik Saleh tager midt i en talestrøm fusen på de forsamlede journalister i Cannes ved at spørge, om vi overhovedet havde hørt om Al-Azhar inden Boy from Heaven. Af en håndfuld veluddannede mennesker svarer kun en enkelt ja, og det er, fordi han har læst arabisk på universitetet.
”Det er interessant, at islam er i nyhederne hver eneste dag og bliver diskuteret voldsomt. Men næsten ingen kender til en af religionens vigtigste steder,” siger Tarik Saleh.
”Der er en slags europæisk følelse af overlegenhed. Vi har en forestilling om, at vi ved mere end alle andre. Men dernede kender de godt til Vatikanet og paven, Nato og EU, hvorimod vi slet ikke kender deres verden. Uvidenheden er farlig, for det er nemt at blive bange, når man ikke kender til ting.”
Egyptere er anarkister
Den ene muslimsk-kyndige journalist spørger efterfølgende, om Tarik Saleh opfatter sig selv som en politisk instruktør.
”Slaget om Algier er en af mine yndlingsfilm. Blandt andet fordi den kun er politisk i den forstand, at den viser nogle begivenheder. Filmen vælger ikke side, men viser bare nogle meget fejlbarlige mennesker,” konstaterer instruktøren og tilføjer:
”Hvis det er politisk, så er jeg vel politisk.”
”Jeg skildrer ikke islam som en uhyggelig bøhmand, selv om de fleste i Vesten har et billede af en muslim, der kommer med en kniv eller bombe for at dræbe din familie.”
Ifølge Tarik Saleh er det ikke ideologi, men helt elementære behov, der fører til forandringer i samfundet.
”Hver gang der er opstået revolution i Egypten, har det været, fordi folk var sultne. Egyptere har stået på Tahrir-pladsen og sagt: ’Vi kan ikke spise koranen – skaf os et fucking arbejde!’”
”Kærligheden er ikke gengældt, men jeg elsker Egypten, fordi egyptere i bund og grund er anarkister. Det kan godt være, at Egypten har parader og ledere, der går i militæruniform, men den almindelige svensker er faktisk meget mere regelret.”
Stieg Larssons råd
Boy from Heaven vandt prisen for bedste manuskript på Cannes-festivalen.
Tarik Saleh overvejede først at skrive historien som en roman, og han var fuldkommen euforisk og overrasket, da filmen blev udtaget til festivalen blandt instruktørkolleger som Park Chan-wook og David Cronenberg.
Han fortæller undervejs i interviewet, at hvis Alejandro González Iñárritu ringede og spurgte om at instruere hans manuskript, ville svenskeren straks selv opgive ævred.
Men samtidig er han godt klar over, at han med sit svensk-egyptiske ophav har adgang til nogle andre historier end de fleste andre.
Spillefilmdebuten Metropia fra 2009 skrev han i samarbejde med den i dag afdøde forfatter Stieg Larsson, hvis Millennium-trilogi blev filmatiseret i enormt populære film.
Forfatteren gav sin yngre kollega et godt råd med på vejen.
”Stieg sagde til mig: ’Den, der går først ud på marken, plukker de smukkeste blomster.’ Det tog jeg til mig, og folk kender ikke det her miljø så godt som mig. Så nu vil jeg plukke blomsterne.”
Trailer: Boy from Heaven
Tarik Saleh
Født 1972 i Stockholm, Sverige.
Hans mor er svensk og faren fra Egypten.
Startede som graffitikunstner og har arbejdet som tv-vært for SVT.
Har instrueret spillefilm, dokumentarer og musikvideoer samt afsnit af serierne Westworld og Ray Donovan.
Boy from Heaven vandt manuskriptprisen på Cannes-festivalen i 2022.
Filmen går nu i danske biografer og er anmeldt til fem stjerner.
Film
Boy from Heaven
2022
The Contractor
2022
Cairo Confidential
2017
Tommy
2014
Metropia
2009
Kommentarer