Vi anbefaler film på festivalen i Odense

Gæsterne er så rigeligt ankommet til Farvergården i Odense, hvor festivalen finder sted. Café Biografens udendørsborde er godt fyldt med mad, fadøl, cigaretter og kaffe, og folk flokkes til filmsalene for at se animation, fiktion og dokumentar af indenlandsk- og udenlandsk herkomst.

Der venter dem lidt af det hele: piger på syrede eventyr, japanske anime-pasticher, løsslupne zombier i Danmark og socialrealistiske dramaer.

Filmene konkurrerer i hovedkonkurrencen (69 film), den danske konkurrence (25 film) og animationskonkurrencen (34 film).

Vi anbefaler ti kortfilm, som er værd at se. Der har været mange om buddet, og blandt dem jeg har forbigået, er de Robert-nominerede Katusha og Shiva, den franske Take Me, dokumentaren Cats in Riga og det færøske homodrama Falling Angels.

Antiman (Gavin Ramoutar, Guyana)

Mere eksotisk bliver det ikke. Antiman foregår i sydamerikanske Guyana og leger med forklædning, køn og seksualitet. Ligesom sin far er Anil mester til at ramme bolde med bat i cricket, men til lørdagens konkurrence vil han hellere til maskebal og klæde sig ud i kjoler med sin lidt ældre, feminine ven Dano.

I denne ungdomsfilm finder Anil ud af, at man godt kan være mester i maskulinitetens sport, selvom man er bøsse. Den er filmet med håndholdt kamera, realismen er i fokus, og man falder for filmens forskelligartede karakterer.

Crackhouse (Martinus Klemet, Estland)

Man kan godt savne de politisk ukorrekte tegnefilm som Fritz the Cat, og det samme gælder 60’ernes og 70’ernes tegnestil. Med Crackhouse får man et ordentligt sug af nostalgi-jointen i en moderne fortolkning. Musikken er hårdtpumpende, elektronisk psykedelisk, og hovedpersonen er en stribet kat lænket til en pæl. Det udnytter en kattefanger, som tager den med sig til sin villa og spidder den i arme og ben.

Fifty Shades of Cat.

Lidt ala Jesus genopstår katten som mandens fjernstyrede drone med propeller på poterne, der snart tager magten. Det er tid til kattens hævn, og mon ikke, at der venter en lyserød skønhed bag stakittet. Det er den grovkornede tegnestil og det industrielle lydlandskab, filmen vinder på.

Mommy (Milad Alami, Danmark)

Jeg indrømmer gerne, at jeg gik på efterskole med labre Karoline Brygmann, jeg ikke har set siden teenagetiden. Dengang ville hun være model, men selv som vestegnshærdet mor i Mommy er hun stadig smuk, men også lidt for umoden til at varetage sin opgave.

Mor holder fest for veninderne, rødderne og sin lille pige. Der fyres fede, drikkes shots, rappes og danses. Pigen får også nogle sjatter øl. Pigen danser med. Om natten skal festen videre, og datteren bliver lagt i seng. Hun vågner til en festforladt lejlighed med sprut, sex og cigaretter.

Programmer som De unge mødre popper op i hjernen, det hele er realistisk, nøgternt fortalt og selvfølgelig ganske rørende og trist.

Kom og dansa (Andrias Høgenni, Danmark-Færøerne)

Hvis du elsker absurd realisme, humor med bid og film som Mike Leighs, så er Kom og dansa lige sagen.

En fedladen teenagepige ringer på dørklokken på en forstadsvillavej. En kørestolssidende teenageblondine åbner døren. Den fedladne vil gerne have fat i pigen, der boller med hendes kæreste. Snart drikker de kaffe i køkkenet. Snart skændes de. Den ene anklager den anden for at være krøbling og have fået et melidenhedsknald. Den anden anklager den ene for at være fed og usexet.

Det er glimrende spillet af de to piger. Den dansk-færøske film er hylende morsom. Komedier er virkelig en mangelvare blandt de danske film på dette års festival, så selv en lille film som denne kan lege med de store.

Vore Fædres Sønner (Ulaa Salim, Danmark)

Helt gennemgående mangler der indignation blandt de danske film. Kultur- og samfundskritik, og det er først og fremmest det indhold, der er styrken i Vore fædres sønner. Instruktør Ulaa Salim er indigneret – på sin fars vegne. Han kom højtuddannet til Danmark som gæstearbejder, men kunne han få et job, der svarede til hans kvalifikationer? Blev han grint af i køen?

Sønnike griner selv af sin fars sprog. Hvad fanden er burgergade? Aha, Borgergade.

Filmen kunne let være blevet én lang selvmedlidenhedserklæring, men Ulaa har åbenbart haft en udmærket opvækst i Danmark. Filmen er bygget op som en hyldest, en lang rap for faren, der flygtede til Danmark med en drøm om et bedre liv. Men han mødte virkeligheden. Det er rørende.

Lukas & the Aspies (Anders Gustafsson, Danmark)

Hvis denne film ikke vinder en Robert, så vinder den i hvert fald punkeres og skæve eksistensers hjerte. Tolvårige Lukas har asbergers og lever til daglig på en institution væk fra sin tilsyneladende ganske almindelige kernefamilie.

Kernefamilien forstår ham ikke, mener han. På institutionen kan han spille udsyret børnepunk og tatovere sig selv med tusser. Han er derfor ikke særligt imponeret, da en pædagog fortæller, at han skal bo derhjemme i en prøveperiode.

Lukas spiller overbevisende, mens mor, far og lillebror er næsten lige så gode. Et stærkt familiedrama udfolder sig, uden det forfalder til overdrivelser. Lukas er aggressiv og indadvendt derhjemme. Med sine grænseoverskridende tusser volder han familien problemer, når de skal i svømmehallen, og når de skal fotograferes. 

The Fly (Olly Williams, England)

Det er hylende morsomt. The Fly er engelsk og minder om en noget voldsom Charlie Chaplin. Hovedpersonen er chauffør for en bande på røvertogt i en bank, men i bilen udspiller der sig en voldsom scene. En flue summer om chaufføren, der ihærdigt forsøger at dræbe den, men fluen synes uovervindelig.

Hans kinder bliver røde, og temperamentet koger. Airbaggen puster sig op, ruderne klirrer, og pistolen bliver trukket. Hele latterregisteret rejser sig, og til sidst er det måske mere tragisk end sjovt. Seancen afsluttes med fed rock. 

The Jacket (Patrick Vollrath, Østrig)

En pige og en dreng går i storbyens nat med lampernes skær, blinkende lys og passerende biler. De finder en bar, sætter sig fredeligt på barstolene. De pjatter akavet, falder for hinanden og kysser.

Da hun går på toilettet, sætter en anden mand sig på hendes plads. Det er jakken, han vil have. Jakken med det forkerte fodboldhold. Han truer med tæsk, og modvilligt må fyren afgive sin sportstrøje, og slynglen sætter sig tilbage til vennerne. 

Det er hårdkogt realisme og en leg mellem kønnene. Kvinden må mande sig op over for drengegruppen, og det bliver vores hovedpersons mandefald. Enhver mand ved, hvor lavt selvtilliden kan synke i en hanekamp, hvor ens kvinde må gøre det, manden ikke selv tør. Spørgsmålet i filmen er, om manden kan stå ved sig selv, og om magien mellem de to turtelduer kan flyve videre.

Whole (William Reynish, Danmark)

Hvad med en mærkelig kop te, spørger fantasivæsnet Uhlrik, og filmen går i gang. Den følger to hvide fantasivæsner: pigen Mira og veninden. Miras kæreste er skredet, hun vil helst drikke te derhjemme, men veninden vil til fest.

Pumpet op på vodka møder de Uhlrik, der lover Mira at finde sit indre kraftdyr, hvis hun hopper ned i et hul. Høj på te går hun ind i en fantasiverden af monstre og fabeldyr. Et af dem er hendes kraftdyr, andre er venner i forklædning.

Animationsfilmen Whole er festivalens absolutte LSD-trip. For at forstå den ydre verden må man nå helt ind i sindet, og her kan den psykedeliske suppegryde hjælpe. Filmens teenageproblemer er vedkommende og genkendelige, og de farverige, fantasifulde animationer er en pris værd.

Vagabond (Pedro Ivo Carvalho, Danmark)

Det her er den søde film.

En gammel mand, en trist skæbne, bor under en gyde midt i storbyens jag og larm. Kærlighedslivet bliver fyldt af hans hund Loppe, indtil en automatisk affaldskrog dykker ned fra sin ledning og fanger hunden med det øvrige skrald.

Vagabonden går på jagt, og undervejs ser han bølger af smog, tonsvis af skrald og maskinelle mennesker overalt. Han møder også den frodige natur, der danner kontrast til det forurenede storbymonster.

Modstillingen er ikke ny, men filmen diskuterer filosofisk, om verden går i den rigtige retning. Den gør det tilmed i en humoristisk tegnestil med en hjerteskærende skæbne og et højaktuelt, varmt budskab.