Vi anede ikke, om han var visionær eller tosset

For fem år siden satte to dokumentarister sig for at skildre demokratiet nedefra. De begyndte at følge tre nye og ukendte folketingskandidater, én fra Dansk Folkeparti, én fra Venstre og én lidt løjerlig gut fra det Radikale Venstre.

Men der var ingen interesse fra investorerne, og dokumentarprojektet gik hurtigt i stå.

Alligevel kunne de to dokumentarister ikke holde sig fra ham den lidt løjerlige.

Uffe Elbæk, hed han.

”Vi kunne ikke lade være med at tænke, at det sgu ville blive interessant at se, hvad der ville ske, når ham den alternative og aktivistiske Uffe stødte ind i Christiansborg, hvor der er en fast og låst måde at gøre tingene på,” siger Christian Holten Bonke, den ene af de to dokumentarister.

Producenter falder fra
Ved Bonkes side i Det Danske Filminstituts ellers mennesketomme restaurant i København sidder anden halvdel af dokumentarist-duoen, Jeppe Søgaard Nielsen.

Sammen fortsatte de med at følge og filme den dengang ukendte Elbæk. Og selv om den ene producent efter den anden i løbet af årene hoppede fra, og de selv måtte lægge ud for hele dokumentarprojektet, fortsatte de ufortrødent.

Det fem år lange dokumentarprojekt er blevet døbt Uffes alternativ og vises i to afsnit på DR 2 den 28. september kl. 20.45 og den 5. oktober kl. 20.00. Se trailer nederst på siden!

I dokumentaren følger vi Uffe Elbæks karriere som folketingspolitiker, fra han i 2010 på Amager bliver valgt som Sundbyvesterkredsens folketingskandidat, til han efter valget meget overraskende bliver udpeget til kulturminister.

Vi er med, når kritikken fra medierne hagler ned over ham på grund af anklager om nepotisme, og når han under massiv mediedækning trækker sig fra ministerposten. Og kameraet filmer videre under de hemmelige møder, som munder ud i tilblivelsen af det nye parti Alternativet, som stik imod alle odds kommer i Folketinget med hele ni mandater.

Træt af den politiske tone
”Uden at vi kunne vide det, er dokumentaren blevet til et stykke Danmarks-historie,” siger Christian Holten Bonke, der ser Uffe Elbæks succes som et udtryk for, at en betydelig del af folket er trætte af den måde, politik i dag foregår på.

Han drager en parallel til Spanien, hvor mange byråd domineres af venstreorienterede, folkelige bevægelser i stedet for partier i traditionel forstand.

I Storbritannien har arbejderpartiet Labour nu fået deres rødeste leder i nyere tid i skikkelse af Jeremy Corbyn. Og i USA samles tusindvis af mennesker, hver gang socialisten Bernie Sanders fortæller om, hvorfor amerikanerne skal pege på ham som landets næste præsident.

”Det er en ny slags politikere, som taler på en anden måde, og som vil noget andet end det gængse. Vores film skal ikke ses som en forsvarstale for Alternativet, men den peger på nogle vigtige, politiske strømninger, som altså også foregår i Danmark,” siger Christian Holten Bonke.

Typisk Christiansborg-journalistik
Både han og Jeppe Søgaard Nielsen oplever, at befolkningen i dag er tilbøjelig til at anerkende Uffe Elbæks alternative metoder.

Men sådan var det bestemt ikke, da Uffe Elbæk første gang mødte det politiske system på Christiansborg.

Jeppe Søgaard Nielsen fortæller, at Elbæk har haft svært ved at indgå i den symbiose, der altid eksisterer mellem politikere og medier.

”I filmen ser man, at Christiansborg-journalistik meget ofte består af letforståelige overskrifter og konfliktbaserede og unuancerede historier. Det går stærkt, der skrives af efter nyhedsbureauerne, og der er ikke tid til at fortælle, hvorfor en sag er vigtig, og hvad den egentlig betyder for folk,” forklarer Jeppe Søgaard Nielsen og fortsætter:

”I stedet hives politiske kommentatorer ind i studierne for at fortælle danskerne, hvad de skal føle og mene. Den arbejdsmetode stiller filmen helt automatisk spørgsmålstegn ved, fordi Uffe Elbæk tydeligt arbejder imod den.”

”Da han fik oprejsning ved det seneste valg, begyndte han ikke at hovere, hvilket ellers kunne have været fristende. Elbæk spiller sjældent med på journalisternes leg om at skabe konflikt politikerne imellem.”

Voksenmobning
På den måde mener de to dokumentarister, at danskerne med filmen får en nøgle til at afkode Danmarks politiske system og samspillet mellem pressen og politikerne.

”I dokumentaren ser man, at journaliststanden i lige så høj grad som politikerne er underlagt de faste normer. Det er, som om journalisterne bliver provokeret, når der kommer én som Uffe, der vil noget andet,” siger Christian Holten Bonke og refererer til flere historier, som medierne har lavet om Elbæk og Alternativet i løbet af de fem år, dokumentaren har været undervejs.

Da en Alternativet-politiker ville have fjernet alle E-numre fra fødevarerne, lavede medierne det om til, at Alternativet var imod citronmåner.

Da partiets medlemmer var i tvivl om deres politik på transportområdet, jagtede en journalist alligevel historien om, at Alternativet gik ind for gratis transport. Og som man ser flere gange i dokumentaren, tøvede adskillige eksperter ikke med at dømme ”cirkusministeren” Elbæk færdig i dansk politik op til flere gange i løbet af årene.

”Det har jo været en slags voksenmobning,” siger Jeppe Søgaard Nielsen.

”Danmark har jo et demokratisk problem, hvis medierne ikke tager et så populært parti som Alternativet seriøst,” siger Christian Holten Bonke, hvis opfattelse af politik ændrede sig, som projektet skred frem.

Øjnene der ser
Førhen havde både Christian Holten Bonke og Jeppe Søgaard Nielsen den tankegang, at politik kun kunne foregå på én bestemt måde – at det ikke var muligt at skabe noget uden for de fastsatte rammer.

Den opfattelse ændredes med Uffe Elbæk.

”Vi anede ikke, om Elbæk var tosset eller visionær. I lange perioder tænkte jeg: ’Åh nej, vi følger en mand, der ikke aner, hvad han gør. Han bliver sikkert kørt ned om lidt,’” siger Christian Holten Bonke.

Han erindrer, at de især kom i tvivl om deres film, da Elbæk gik af som minister. Ville han nogensinde komme tilbage?

”Flere gange undervejs har han sgu taget røven på os. Så til sidst blev det helt klart mere en Klods Hans-fortælling end en Kejserens nye klæder-historie,” siger Jeppe Søgaard Nielsen, der ligesom Christian Holten Bonke hilser en type som Elbæk velkommen i dansk politik.

”Jeg har haft stor politikerlede. Jeg var været mega træt af hele det cirkus, som politik er, og alt det spind, der omgiver det. Mange har haft lyst til noget andet, og alene derfor er Uffe interessant,” siger Christian Holten Bonke.

– Stemmer I selv på Alternativet?

”Nej. Vi har gjort meget ud af at holde en professionel distance hele vejen. Vi har ikke hængt ud med ham. Det har været et arbejde hele tiden,” siger Jeppe Søgaard Nielsen.

– Så dokumentaren er ikke lavet for at promovere Uffe Elbæk og Alternativet?

”Dokumentaren kunne lige så godt have været en historie om en mands nedtur. Det ville tilfældet så ikke. Og jeg tror, at de mennesker, som var modstandere af Uffe før, vil se filmen og synes, at han er endnu mere latterlig, end de gjorde i forvejen,” siger Christian Holten Bonke og fortsætter:

”Det kommer meget an på øjet, der ser. Hvis en film kan dele folk på den måde, er det en kvalitet, synes jeg. Man så det også med Janus Metz’ Armadillo. Højrefløjen brugte filmen til at argumentere for krig, men venstrefløjen brugte den til at argumentere imod krig. På den måde kan et værk pege i to retninger.”

500 timers Uffe Elbæk
I den sammenhæng har det været afgørende, at der ikke bruges interview i dokumentaren, forklarer Jeppe Søgaard Nielsen. De har i hvert fald 500 timers optagelser, og den store mængde råmateriale har gjort det muligt at klippe dokumentaren i scener.

Historien fortæller på den måde sig selv, og man skal som seer derfor selv drage konklusionerne, mener instruktørerne.

De overvejede mange forskellige fortællestile – for eksempel mere traditionelle interviews med Uffe Elbæk og andre politikere og mennesker omkring ham.

”Men direct-cinema-stilen, som man kender fra 60’ernes dokumentarisme klædte dokumentaren bedst,” siger Christian Holten Bonke.

Uffe Elbæk har set dokumentaren, men ifølge forhåndsaftalen har han ikke fået lov til at ændre noget.

”Der er for eksempel en passage i filmen, som tyder på mere topstyring i Alternativet, end de måske giver udtryk for. Og det ville Elbæk naturligvis gerne have haft lidt anderledes,” siger Christian Holten Bonke med et smil.

Generøs og gennemsigtig
Instruktørerne overvejer stadig at lave dokumentarprojektet til en dokumentarspillefilm og på den måde søge ekstra støtte fra eksempelvis Filminstituttet. Men de havde gerne mærket den finansielle medvind blæse tidligere.

Den kom nemlig først i skikkelse af DR 2, da Alternativet kom på stemmesedlerne i oktober sidste år.

”I lang tid delte filmen skæbne med Uffe. Det var svært at få økonomisk støtte til projektet, og jeg tror, det skyldes offentlighedens manglende tiltro til Uffes projekt,” siger Jeppe Søgaard Nielsen.

Netop derfor er Uffes alternativ en inspirerende historie, især for demokratiet, mener Christian Holten Bonke.

Uffe Elbæk har nemlig bevist, at det er muligt at komme ind udefra og etablere noget på Christiansborg. Også selvom der ikke står DJØF på ryggen af ham, forklarer Christian Holten Bonke.

”Det er da ret betryggende for demokratiet. Det havde jeg ikke regnet med, da vi startede dokumentarprojektet.”

– Hvorfor stopper I så nu, hvor Uffe Elbæk og Alternativet er i fuld gang med en valgperiode?

”Uffe har været utroligt generøs og lever virkelig op til den værdi om gennemsigtighed, som Alternativet prædiker. Så det ville være spændende, men nu er der simpelthen nogle andre, der må tage over,” siger Jeppe Søgaard Nielsen, inden Christian Bonke fastslår, at vi ikke skal regne med flere projekter af samme slags fra hans hånd.

”Jeg gør det aldrig igen. Tvivlen om, hvorvidt projektet nogensinde ville blive færdigt, har været stressende, og fem år er lang tid. Jeg satte en mikrofon på Uffe dagen efter valget, men vi blev enige om, at det efter fem år nærmede sig et overgreb. Han kunne sgu heller ikke mere.”