”Vi befinder os midt i en krise”

Det er en varsom bjørn, der torsdag lunter frem fra sit vinterhi på Potsdamer Platz.

Årets ti dages filmfestival på Berlinalen afsluttes i år dagen før valget til forbundsdagen den 23. februar, hvor det højreekstreme parti Alternative für Deutschland stormer frem.

Et penibelt emne på en filmfestival, der sidste år blev indledt med skandale over, at folkevalgte repræsentanter fra selvsamme parti var inviteret med til åbningsceremonien. En proforma-invitation, som den daværende festivalledelse trak tilbage under stort mediepostyr.

At der kan være et omskift på vej i de politiske vinde i Tyskland, går ikke ubemærket hen ved juryens pressekonference.

Her gør festivalens nye direktør, amerikanske Tricia Tuttle, krumspring uden om politisk kontrovers. Uden skarpe spørgsmål hylder hun festivalen som et sted, hvor meninger mødes:

”At holde en international filmfestival som denne er i sig selv at gøre modstand mod alle de perverterede idéer, som det ekstreme højre spreder verden over.” 

Modsvar til Trump
Det klinger flot, men også lidt hult.

Venedig, verdens ældste filmfestival, blev trods alt etableret i propagandistisk øjemed af Mussolinis fascister. Berlinalen opstod i den amerikanske sektor af Berlin, mens Anden Verdenskrig stadig var ved at køles ned til den Kolde Krig. 

Festivalen har altid været et sted, hvor filmkunst går hånd i hånd med politiske holdninger.

Tricia Tuttle var dog ikke den eneste, der tog afstand fra den internationale politiske højredrejning. Årets jurypræsident, den amerikanske instruktør Todd Haynes bag Safe, I’m Not There og Carol, havde hårde ord til overs for den nye ledelse i sit hjemland.

”Vi befinder os midt i en krise, både i USA og globalt,” sagde han, da han som det første blev spurgt ind til udsigterne for filmindustrien under Trumps anden præsidentperiode. 

”Trumps strategi i de første tre uger har været at skabe en følelse af destabilisering og chok, som gør, at demokraterne stadig har svært ved at samle sig om et modsvar,” fortsatte han.

”Filmskabere er stadig ved at finde ud af, hvordan man kan svare igen og beholde sin egen integritet og sit eget perspektiv. Det gælder også finansieringen, hvor man venter på de succeshistorier, der kan mindske risikoen forbundet med at investere i kritiske projekter.”

Todd Haynes debuterede selv under aids-krisen i USA og skabte sig en karriere som del af den opblomstrende independent-industri. Han fremhæver kunstnerens ansvar for at forholde sig til omverdenen.

”At være midt i tyverne og være omringet af denne sundhedskrise, at se alle, man kender, dø af en aggressiv sygdom, skabte en politisk effektivitet blandt filmskaberne. Jeg var stolt over at være en del af bølgen af new queer cinema-instruktører. Vores film var udfordrende, ikke blot i deres indhold, men i deres form og stil. Og vi opdagede, at der var et robust marked for den slags film.”

”Og det fortsætter i dag. På alle film, som ikke er del af en stor franchise, finder folk nye måder at få deres synspunkt frem.”

Arvede shitstorm
Berlinalen har gennem årene formået at positionere sig som en af de førende inden for europæisk filmkultur, omend med et relativt mere aktivistisk og kunstnerisk smalt fokus end Cannes og Venedig.

Her har kunsten været i højsædet, mens filmstjerneglamour snarere har været fryns end et livsvilkår for festivalen.

Da amerikanske Tricia Tuttle sidste år tog over som direktør for Berlinalen fra de afgående Mariette Rissenbeek og Carlo Chatrian, lød en del af opgaven på at føre festivalen i samme, mere publikumsvenlige retning, hun anlagde som leder af BFI London Film Festival.

Hun arvede dog en shitstorm af dimensioner, som har hængt tungt over hendes første år på topposten. 

Til sidste års prisuddeling nærmest dystede tyske politikere på moralsk forargelse over de støtteerklæringer til Palæstina, som jurymedlemmer og vindere – især to af instruktørerne bag den Oscar-nominerede No Other Land – kom med fra scenen.

Festivalen blev fordømt som antisemitisk, senest i en resolution vedtaget af den tyske Bundestag, selv om ledelsen lynhurtigt skyndte sig at tage afstand fra de ”ensidige” udtalelser.

I dagene op til dette års festival har Tricia Tuttles ledelse forsøgt at ramme en linje, der kan gøre begge sider tilfredse. Med forsikringer om, at støtteerklæringer af enhver art er beskyttet af ytringsfriheden.

Dog med den advarsel, at den palæstinensiske parole ”From the river to the sea” kan straffes af tyske domstole som et angreb mod Israels ret til at eksistere.

Gaza glimrer ved sit fravær
Set i den kontekst kan man ikke undgå at hæfte sig ved, hvordan konflikten i Gaza glimrer ved sit fravær.

Hvor Sundance-festivalen i år kunne bryste sig af to film med Palæstina på dagsordenen, præsenterer Berlinalen i år to israelske vinkler på konflikten i dokumentarfilmene Holding Liat og A Letter to David. Begge er uden for konkurrence.

Instruktøren af den sidstnævnte har sammen med sit hold bebudet, at han vil holde en mindedemonstration på den røde løber til årets åbningsceremoni. Omvendt har propalæstinensiske grupper opfordret til en boykot af festivalen for ikke at bakke nok op om palæstinensiske rettigheder.

Kun én film på programmet har åbenlyst palæstinensisk indhold, nemlig Yalla Parkour. Den handler om parkourløbere i Gaza og er optaget, inden krigen begyndte. 

Linklater og Franco
Årets program byder på interessante film fra hele verdenen.

Allerede fredag flyver Oscar-nominerede Timothée Chalamet til Potsdamer Platz til den europæiske premiere på Bob Dylan-filmen A Complete Unknown, der spiller uden for konkurrence.

Den film udløste en kæk kommentar fra Todd Haynes, der selv portrætterede Dylan i flere forklædninger i I’m Not There, hvor en række skuespillere spillede rollen: ”Hvis der er ét budskab i min film, så er det, at der findes mange, mange Dylans, og der er plads til mange flere!”

Richard Linklater dyster om Guldbjørnen med sin musiker-biopic Blue Moon, der trods en hovedrolle til hans gamle muse Ethan Hawke ikke vil få dansk biografpremiere. Også Michel Franco, som stod bag sidste års rørende Memory, er at finde i hovedkonkurrencen med dramaet Dreams med Jessica Chastain i hovedrollen.

Og norske Dag Johan Haugerud dyster med en helt anden slags film med samme titel: Drømme, midterkapitlet i hans trilogi Sex Drømme Kærlighed, hvor sidstnævnte var en af mine favoritter på sidste års Venedig-filmfestival.

Den flittige rumæner Radu Jude vender tilbage med endnu en social satire, Kontinental ’25, efter at han vandt Guldbjørnen med Bad Luck Banging or Loony Porn og leverede en af sidste års mest hyldede film, Do Not Expect Too Much From the End of the World.

Og min favoritfilm fra Sundance-festivalen, If I Had Legs I’d Kick You, får chancen til at dyste om en Guldbjørn, efter at den holdt verdenspremiere i USA uden for konkurrence.

De danske film
Set med danske briller er der også rigeligt at glæde sig til.

Jeanette Nordahl vender tilbage til Berlinalen, hvor hun præsenterede sin debut Kød & Blod i 2020. I år dyster hun med skilsmissedramaet Begyndelser, hvor Trine Dyrholm og David Dencik atter spiller over for hinanden efter En soap fra 2006.

Filmen vises i sideprogrammet Panorama, hvor også sønderjyske Frelle Petersen er udtaget med tredje del af sin hjemstavnstrilogi, Hjem kære hjem, der har verdenspremiere fredag den 14.

David Dencik er også at finde på rollelisten i den tysk-danske dramaserie Other People’s Money, der er co-instrueret af Kaspar Munk og opruller skandalesagen om de dobbelte skatteudbetalinger. Serien er baseret på Niels Fastrup og Thomas G. Svaneborgs bog Det store skatterøveri.

Og Robin Petrés danske dokumentar Only on Earth skildrer leveforholdene for flokke af vilde heste i Galicien på en af de varmeste dage, der nogensinde er målt. Også Christoffer Rizvanovic Stenbakkens grønlandsk-danske kortfilm Anngerdardardor (Tyven) får premiere på festivalen, hvor den uundgåeligt vil blive læst ind i debatten om Danmark, Grønland og Trump.

Men forhåbentlig kan der også blive plads til at lade filmene tale for sig selv.