Vi er alle forbundet

”Jeg synes, det er et fantastisk univers,” siger Leif Kjeldsen. Han er klipper på Anders Rønnow-Klarlunds kommende spillefilm, Strings, der er noget så usædvanligt som en fantasyfilm med marionetdukker i hovedrollerne.

Vi sidder i et af rummene på klippegangen i Filmbyen i Avedøre, og jeg får lov at se et par råklippede scener fra filmen. Jeg kan kun give ham ret. Det er et fantastisk univers. Leif Kjeldsen viser mig en scene, han og Rønnow-Klarlund overvejer at bruge som filmens åbning. ”Du bliver måske en smule forvirret over starten, men det er en måde at komme ind i filmen på, som godt kan fungere,” siger han.

Scenen er en musikledsaget montage af stemningsbilleder fra optagelserne af Strings. Det regner i nogle af kulisserne, og man ser de hænder, som styrer dukkerne. ”Vi viser guderne,” siger Leif Kjeldsen. ”Og vi er ret glade for det, men spørgsmålet er, om vi afslører for meget for publikum.”

”Ja, det kan næsten kun gå galt,” siger Anders Rønnow-Klarlund med en blanding af ironi og fatalisme, da jeg senere nævner åbningsscenen for ham. Instruktøren har meget på spil, men han er villig til at satse: ”Det giver dukkerne deres skrøbelighed, at publikum ved, at menneskene styrer dem.”

Sin egen værste fjende
I Strings skaber Anders Rønnow-Klarlund sit eget eventyrunivers og sin egen mytologi. Filmen handler om den unge prins Hal Tara, der drager ud i verden for at hævne sin fars død, kejseren af Hebalon. Hal er overbevist om, at det er hebalonernes ærkefjende zeritterne, som står bag mordet, men han finder snart ud af, at verden ikke er sort-hvid. Hans far er slet ikke så uskyldig, som han troede.

Anders Rønnow-Klarlund har skrevet manuskriptet sammen med forfatteren Naja Marie Aidt. ”Mange af de eventyrfilm, vi ser i biografen, afspejler en eller anden gammeldags tankegang om, at der findes noget entydigt godt og ondt. Det står i skærende kontrast til vores virkelighed, hvor der er en meget større kompleksitet,” siger Rønnow-Klarlund og trækker en parallel til, hvis det en dag var gået op for Saddam Husseins søn, Uday, at det er han selv og faren, som er de onde. ”Filmen handler om at opdage, at man er sin egen værste fjende. Den ophæver en naiv skelnen mellem godt og ondt. Selv om det er vovet, har vi forsøgt at tildele alle karakterer tre dimensioner gennem hele historien. Der er ikke nogen, som bare er onde.”

Instruktøren fik ideen til Strings, da han en dag så en reklamefilm, der var optaget i Prag og viste billeder fra en marionetdukkeopera. ”De lavede en masse nærbilleder af dukkerne, og de havde en fascinerende karakter,” siger han.

”Det sad jeg så og stenede over, og det allerførste billede, jeg tegnede, forestillede en marionetdukke, der prøver at se, hvor dens forfølgere er henne. Dukken er kravlet op i et træ og ser ud i horisonten, og der er 10 millioner strenge hele vejen rundt om skoven. Det var et storslået billede, og jeg tænkte, at det måtte jeg hellere prøve at lave.”

Anders Rønnow-Klarlund, som har spillefilmene Den attende og Besat bag sig, opsøgte produceren Niels Bald og præsenterede ham for ideen. Bald var straks med på det usædvanlige projekt og stillede selv med de 400.000 kroner, der var brug for til at lave en pilot – en kort prøvefilm, som skulle overbevise både ham selv og potentielle investorer om, at Strings kunne realiseres. Og overbevist blev de alle i en sådan grad, at det lykkedes Bald at sikre filmen et budget på 26 millioner kroner, hvilket er ganske pænt og en af grundene til, at filmen også bliver indspillet i en engelsk version.

Materiale afspejler sjæleliv
Der er ingen tvivl om, at Strings bliver en usædvanlig film. Niels Bald og Anders Rønnow-Klarlund vægrer sig for at kalde det en dukkefilm. Det lugter af Ingrid og Lillebror og triste, tjekkiske marionetdukker, mener de. Strings er en eventyrfilm. ”Vi har ikke dukker, vi har karakterer,” siger Bald, mens instruktøren understreger, at filmen er for børn i alle aldre. ”Hvem kan lide Ringenes Herre? Hvem kan lide Star Wars? Vores film er rettet til fantasy-publikummet.”

Alligevel har Bald og Rønnow-Klarlund valgt at lade det faktum, at karaktererne spilles af dukker, have en væsentlig rolle i filmen. Materialet, dukkerne er lavet af, afspejler deres sjæleliv og den position i hierakiet, de indtager. En læge har for eksempel et operationsbord som mave, en prinsesse med anoreksi har et hul i maven, fattige er bygget af drivtømmer, rige mennesker af mahogni og guld, og folkeslaget zeritterne, som bor i en sump, fletter sig selv af siv.

Samtidig har dukkernes strenge, som titlen antyder, en afgørende betydning for dukkernes liv. Får de kappet en streng til et af deres lemmer, kan legemsdelen udskiftes, men er det hovedstrengen, der kappes, så dør de. Og det er dukkerne selv bevidste om, hvorfor de også i krig går efter at kappe hinandens hovedstreng. ”Hvordan ville det være at være marionetdukke? Hvis der kun levede marionetdukker i verden, hvordan ville den så se ud? Hvordan føler de? Det er nogle af de spørgsmål, som vi tog udgangspunkt i,” fortæller Niels Bald.

Anders Rønnow-Klarlund fortsætter: ”Marionetdukkerne har noget poetisk og meget dramatisk over sig, og de rummer et eller andet, som reflekterer vores egen skrøbelighed. Og så er strengene et meget tydeligt symbol på at være forbundet med eller styret af hinanden.”

Han fortsætter: ”Når man skriver en fantasyfilm, skal enhver scene bringe historien videre samtidig med, at den skal udvide universet. Det har været meget udfordrende at sige, ’jamen, nu kravler han op og får øje på alle strengene. Nu flyver vi over skyerne og går ned langs én streng, nu er der én, som tager sit eget liv ved at skære hovedstrengen over. Nu fægter de, nu laver de kluddermor og bliver fuldstændig viklet ind i hinanden’. Med hver scene prøver vi at lægge noget til mytologien, hvilket er vigtigt, specielt for hardcore-fans af fantasygenren.”

Dukkeførere fra udlandet
Det er snart to år siden, at piloten blev produceret. I forhold til dukkedesign og måden, dukkerne bevæger sig på i de nyoptagede, råklippede scener, forekommer piloten ganske primitiv. På den måde er Strings en film, hvor tingene hele tiden har udviklet sig. Det er et teknisk eksperiment, og udfordringen for de to filmskabere har været at finde de rigtige medarbejdere.

På et tidspunkt var op mod 100 mennesker beskæftiget med at bygge dukker, kulisser og rekvisitter og designe miljøer og baggrunde i de værksteder, som blev indrettet til formålet i Filmbyen. ”Det har været interessant at samle et hold af specialister,” sagde lederen af dukkeværkstedet, Joachim Weylandt. ”Ingen af os havde erfaringer, som kunne overføres direkte. Men vi kunne samle vores erfaringer til noget, som kunne bruges. Der er aldrig blevet lavet noget som det her før, og vi har måttet opfinde meget hen ad vejen. Dukkerne har skullet kunne så mange ting og er gået gennem så mange hænder, at udfordringen har været at få det hele til at hænge sammen.”

De specielle dukker er designet af den tysk-islandske dukkefører Bernd Ogrodnik, og man har også måttet hente dukkeførerne i udlandet, fordi arbejdet med dukkerne er krævende. De kan ikke bevæge munden, men er til gengæld meget ekspressive i deres bevægelser. I begyndelsen optog man med ét hold dukkeførere på én scene, mens et andet hold øvede på scenen ved siden af. Nu er der gang i optagelserne to steder på samme tid, mens man gør klar til optagelse i en tredje kulisse.

De skyder mellem 12 og 18 indstillinger om dagen, hvilket er nødvendigt for at nå det hele. Det har været umuligt at forudse i detaljer, hvordan optagelserne ville forløbe, og hvor dyrt det ville blive, fordi man hele tiden udforskede nyt land. Og det har der heldigvis været forståelse for hos investorerne, siger Niels Bald.

Men nu står de og har brug for tre uger mere at optage i end de planlagte elleve. ”Fra starten har jeg skubbet al god købmandsskab til side, fordi jeg troede på projektet,” siger Niels Bald, der både har satset tid og egne penge på projektet. Presset har været meget større end i en almindelig spillefilm, men heldigvis, tilføjer han, ser billederne flotte ud i klipperummet. ”Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis ikke de gjorde det.”

Ti kilo tunge dukker
Inde på de store scener, som Strings okkuperer, drøner Anders Rønnow-Klarlund frem og tilbage mellem de forskellige kulisser, styrer optagelserne og diskuterer ned i mindste detalje, hvordan dukkerne skal bevæge sig, og hvordan kulissen skal se ud. Samtalerne foregår på dansk og især engelsk af hensyn til de mange udenlandske dukkefører. ”I don’t know how it works, Bernd, in the film. It’s just a variation,” siger Rønnow-Klarlund til Bernd Ogrodnik, der prøver at få en dukke til at klatre i et træ med en økse i hånden.

Hele lydsiden til Strings skal eftersynkroniseres, og det giver instruktør, fotograf og dukkeførere mulighed for at tale sammen, når der optages, ligesom dukkeførerne indimellem selv siger replikkerne og nærmest spiller scenerne igennem. ”Don’t rush it, puppeteers, nice and easy,” siger Klarlund og råber ”action!”. ”Nej, det er noget lort,” siger han, mest henvendt til sig selv, og stopper optagelsen. ”Little things, I think you should only do one thing with the hand, not two.”

En dukkefører foreslår noget, og Anders Rønnow-Klarlund medgiver, at det er en god idé. ”Hvor lang tid tager det at gøre klar? Ti minutter! Ok.” Han rejser sig fra sin plads foran en monitor og går ind til en af de andre kulisser.

Selve kulisserne er imponerende opstillinger af bjerglandskaber, skove og et helt fængsel omgivet af lamper, kabler, røgmaskiner og store stilladser, hvor dukkeførerne balancerer på broer med de store og op til ti kilo tunge dukker. Alle bærer sikkerhedshjelme, når de bevæger sig rundt i kulisserne, og på stilladserne spændes de fast med sikkerhedsliner.

”Vi bruger 200.000 kroner om dagen,” siger Niels Bald. ”Hvert eneste skud er et special effect-skud, og der er så mange ting, der skal passe sammen, at der ikke skal meget til, før det går galt.” Dukkeførerne skal passe på, at strengene ikke bliver viklet sammen, knækker eller bøjes. Der hænger dukker over det hele, de vigtigste er pakket ind i beskyttelsesposer af stof, andre ligger på hylder side om side med alskens rekvisitter. Og i et hjørne af studiet har man indrettet et lille værksted, hvor dukkerne kan repareres, skulle det blive nødvendigt.

Anders Rønnow-Klarlund sidder nu foran en kulisse, der forestiller et dystert fængsel. ”Det er første gang, at vi ser fængslet i filmen. Det er et mareridt,” siger han og peger på det jerngitter, som udgør fængslets loft. Jerngitteret giver dukkeførerne problemer med at bevæge strengene. ”Dukkerne skal være spærret inde i et fængsel, så nu har vi sat dem derind og håber, at vi kan finde ud af, hvordan de skal bevæge sig.” Han spørger dukkeførerne, om de kan være klar til en prøve om ti minutter, og da svaret er ja, løber han videre.

Elskovsscenen
Tilbage i klipperummet hos Leif Kjeldsen får jeg lov til at se endnu et par scener, som giver mig et fascinerende indblik i, hvordan dukkernes verden tager sig ud. Dukkeverdenens logik er i vid udstrækning med til at diktere forløbet i de enkelte scener. Det drejer sig blandt andet om en scene, hvor to dukker klatrer i et bjerg, og den ene hjælper den anden ved at trække i hans strenge. ”Og så er der en elskovsscene,” siger Leif Kjeldsen. ”Hvordan elsker dukker?”

Scenen er meget smuk. To dukker, en mand og en kvinde, taler sammen på en græseng om natten, og man kan se deres strenge i silhouet mod en lysende fuldmåne. ”We’re all connected,” siger hun. ”We control each other. I begin where you end. You begin where I end.” Og så ruller de rundt på engen, mens deres strenge meget symbolsk flettes sammen.

”Det er fantastisk med sådanne billeder,” siger Leif Kjeldsen. ”De bevæger ikke munden, men man tror på det. At klippe Strings er ikke som at klippe realfilm. Jeg klipper meget med ansigtsudtryk, og et løftet øjenbryn kan sige mere end ti ord. Det kan jeg ikke her, men jeg synes alligevel, at jeg får det udtryk frem i dukkerne.”

”Så du elskovsscenen?” Anders Rønnow-Klarlund ser spørgende på mig, da jeg kommer tilbage på optagelserne. ”Jeg tror, det er min yndlingsscene,” siger han og vender sig mod fængselskulissen, hvor der er hektisk aktivitet. ”Are you ready for rehearsal?” Han kigger på en ung mand, der sidder foran en computer. ”Nu skal vi have noget musik!”