Kanondebut: ”Vi er alle outsidere”

Johannes Nyholms film er alt andet end almindelige.

I stopmotion-serien Sagan om den lille Dockpojken kommer en kejtet og voldsomt svedende ler-fyr til at smadre sin lejlighed, da han prøver at nå at gøre rent forud for et damebesøg.

I kortfilmen Las Palmas, der gik viralt med over femten millioner YouTube-views, vælter Nyholms etårige datter rundt som fordrukken feriegæst i en dukkebefolket spansk beværtning.

Også debutspillefilmen Kæmpen handler om en alt andet end almindelig mand. Rikard er en deform, etøjet, talehæmmet autist, der forsøger at genvinde sin psykotiske mors kærlighed ved at blive skandinavisk mester i petanque.

Alligevel betragter Johannes Nyholm sig selv som en kommerciel filminstruktør. Det fortæller han over en sandwich på Boulebar i København.

”Der er en masse film, som bruger de samme klassiske strukturer, men det gør dem ikke nødvendigvis kommercielle. Det gør dem bare almindelige,” siger den svenske instruktør.

”Mine film er ikke almindelige, men de er kommercielle. De er lette at følge med i. Jeg vil gerne vise publikum nye og anderledes ting, som pakkes ind i historier, der er lette at forstå.”

Hierarkier for normalitet
42-årige Johannes Nyholm udstråler ro og imødekommenhed og virker i det hele taget overraskende almindelig. En langhåret frisure er det eneste, der røber, at de brune lokker gemmer på hjernen bag nogle af de mest kuriøse personer i nyere, skandinavisk film.

Dét er lige præcis pointen med Kæmpen, som svenskerne har kåret som årets bedste film, hvilket Ekkos Lars Bukdahl overtrumfer ved at kalde den årets skandinaviske film.

”Historien handler om outsidere i almindelighed,” fortæller Johannes Nyholm. ”Rikard er outsider i alle perspektiver. Folk i petanque-samfundet er outsidere, og han er den særeste fyr blandt sære mennesker.”

”På den måde vil jeg gerne vise de forskellige hierarkier for normalitet,” forklarer Nyholm.”Tag for eksempel chefen af petanque-holdet. Han er boss dér. Men når petanque-spillerne kommer til den store, skandinaviske turnering, bliver de totalt ydmyget af beachvolley-spillerne.”

”Jeg vil gerne vise, at det er vigtigt at prøve at forstå mennesker, der ikke er ligesom os selv. For vi er alle sammen outsidere i et bestemt perspektiv. Det afhænger bare af, hvem der kigger.”

Kigger man på filmen som samfundsportræt, er Kæmpen en rundrejse i outsidermiljøer af alle afskygninger.

Filmen tager os med til passioneret generalforsamling i den nørdede petanque-klub, til festlig fødselsdagsfejring på den institution for udviklingshæmmede, hvor Rikard bor, og ind i den lurvede lejlighed, hvori Rikards psykoseramte mor har afskærmet sig fra omverdenen og fra ham.

Flytter kugler med bevidstheden
Det er ikke tilfældigt, at det netop er petanque, der er Rikards store passion og det middel, hvormed han prøver at få morens opmærksomhed.

”Jeg har selv spillet en masse petanque,” indrømmer Johannes Nyholm. ”Petanque er en sport, som passer rigtig godt til Rikard, fordi det handler så meget om viljestyrke. Du kan opnå rigtig meget ved blot at fokusere på det i dit sind.”

Nyholm løfter sin sandwich og holder den som en petanquekugle. Et kort øjeblik ser det ud, som om han overvejer at kaste den ud på petanque-banerne ved siden af bordet, hvor vi sidder.

”Når du spiller det rigtig godt, føles det næsten som magi. Det er, som om du flytter kuglerne med din bevidsthed,” forklarer han.

”Det er også det, Rikard gør, når han spiller. Med kun et øje er han udfordret med afstandsmålingen, og på den måde bliver han et symbol på at gøre det umulige muligt.”

Feberdrøm fra barndommen
Magien er gennemgående i Kæmpen.

Her står håndholdte, socialrealistiske fremstillinger af den grå virkelighed i skarp kontrast til farvemættede scener, hvor en 50 meter høj Rikard-lignende kæmpe tramper rundt i et eventyrligt landskab.

”Hvis jeg fortæller dig historien i få linjer, er den meget tragisk, men jeg vil gerne være optimistisk og efterlade publikum med et håb,” forklarer instruktøren.

”Eventyr-aspektet viser, at alt er muligt, også selv om man er i en umulig situation. Kæmpen er Rikards vejleder – hans totemdyr.”

”Rikard bliver hele tiden stoppet af alle mulige mennesker, men ingen kan stoppe en 50 meter høj kæmpe. Fantasien giver Rikard vinger og hjælper ham med at overkomme forhindringerne i det virkelige univers.”

Efter en kort pause fortsætter instruktøren.

”Jeg elsker at omfavne fantasien i hverdagen, og jeg får en masse inspiration fra drømme og dagdrømme. Der er noget helt særligt ved den tilstand, hvor man er lige ved at falde i søvn og ikke ved, om tingene er virkelige.”

Faktisk kommer idéen til Kæmpen fra en drøm, Johannes Nyholm havde, da han var barn.

”Jeg havde feber og hallucinerede. Jeg oplevede, at min hud og mit hoved var opsvulmet og følte ikke, at jeg kunne kommunikere med omverdenen. Den psykiske tilstand ligger til grund for Rikard.”

Grin af elendigheden
For Nyholm er fantasien også et redskab til at gøre fortællingen fængende og underholdende.

”Jeg leger med terminologier og sprog fra kendte genrer for at gøre historien engagerende. Derfor er nogle af karaktererne og situationerne meget socialrealistiske, mens andre er meget karikerede.”

”Der er en scene, hvor Rikard bliver mobbet af nogle fulde bøller. Det kunne ske i virkeligheden. Men ondskaben bliver mere og mere absurd, og det ender med en western shootout-scene med petanque-kugler. Scenen bevæger sig fra socialrealisme til Hollywood-drama,” forklarer instruktøren.

Kæmpen har en gennemgående komisk undertone, som blandt andet bæres frem af de kiksede og dødsens-seriøse petanque-entusiaster i matchende lyseblå tre-kugler-trøjer.

”For mig er Kæmpen mest af alt en komedie, selv om den også har melankolske elementer. Det er fantastisk at være i stand til at grine af elendigheden. Den bliver lettere at håndtere, når man ikke tager alting så skide seriøst.”

”Jeg angriber idéen igennem mange forskellige linser. Jeg bruger fantasien, slapstick og det realistiske drama. Og dermed prøver jeg at indfange dele af samfundet. Men på vejen dertil vil jeg underholde mit publikum. Jeg har ikke lyst til at lave arty farty-film, som ingen andre forstår.”

Klassens klovn
Johannes Nyholms lyst til at underholde begyndte fra barnsben.

”Da jeg var lille, drømte jeg om at blive klovn. Der er nogle virkelig tragiske billeder fra fester i mit barndomshjem, hvor man ser den her sørgelige klovn sidde i baggrunden,” griner han.

”Jeg tog det meget seriøst. I skolen lavede mine venner og jeg også altid sjove forestillinger for de andre børn. Jeg har altid virkelig godt kunnet lide at fortælle historier.”

”I Lund, hvor jeg voksede op, kom jeg med i et lille filmfællesskab. Vi var tre venner, som lavede kortfilm, og i den første var jeg skuespiller. Den handlede om en meget stiv person, som skemalagde alt, hvad han lavede. Han var også en outsider.”

Siden har Johannes Nyholm studeret kunst og film både på Lunds Universitet og Konsthögskolan Valand i Göteborg, hvor han begyndte at lave musikvideoer.

”Jeg startede filmkarrieren ved at lave musikvideoer, og det blev som en filmskole for mig. Du bliver bedt om at lave en video, der skal være færdig om tre uger, og så må man bare gøre det, no discussion,” siger Nyholm og fægter med sandwichen.

”Men efter et stykke tid fik jeg nok af tidsbegrænsningen. Så begyndte jeg at bruge musikvideoerne som skitser til kortfilm.”

Kæmpen er faktisk også vokset ud af en musikvideo.

”Det var en video til nummeret It Will Follow the Rain af den svenske sanger The Tallest Man on Earth. Jeg tolkede hans kunstnernavn meget bogstaveligt. Jeg lavede en video om en kæmpe, som går rundt i Lapland og spiller på en lillebitte guitar,” fortæller Nyholm og lader, som om sandwichen er en lille guitar.

”Det er, som om jeg hele tiden har taget små skridt og øvet mig frem mod de her større filmprojekter.”

Den manglende brik
Realiseringen af Kæmpen har ikke været let. Instruktøren skrev manuskriptet for ti år siden, men uden spillefilmerfaring var det svært at finde finansieringen.

Det blev succesen med Las Palmas og et møde med det danske produktionsselskab Beofilm på Sundance Film Festival, der i 2012 banede vejen for projektet.

”Måske var Danmark den puslespilsbrik, jeg manglede for at få det til at ske,” siger Johannes Nyholm.

”I filmindustrien er der meget få mennesker, der tør at tage chancer. Men Peter Hyldahl og Morten Kjems Hytten Juhl fra Beofilm var klar til at tage chancen, og jeg følte virkelig, at jeg havde mødt en producent, jeg kunne stole på,” fortæller instruktøren.

Kæmpen blev realiseret som en co-produktion imellem det svenske selskab Garagefilm International og danske Beofilm, og derfor endte filmens petanque-mesterskab med at finde sted i København.

”I manuskriptets tidlige stadie var det en svensk konkurrence, men det gjorde bare historien bedre, at det blev et skandinavisk mesterskab. Der er noget symbolsk i, at Rikard krydser grænsen.”

Kun for de hårdføre
Nyholm afslører, at han sammen med Beofilm også arbejder på et andet spillefilmprojekt kaldet Koko-di koko-da. Filmen er delvist optaget i Skagen og har danske Peter Belli på rollelisten.

”Filmen handler også om drømme, men den er meget mørkere end Kæmpen,” fortæller Nyholm. ”Det er et kammerspil om et par, der tager på ferie i skoven for at genfinde kærligheden. For at gøre det må de se deres indre dæmoner i øjnene, og Peter Belli er en af de forhindringer, som de skal overvinde.”

”Men i modsætning til Kæmpen bliver Koko-di koko-da ikke en film for alle. Den er kun for de hårdføre, der tør dykke ned i deres mareridt,” siger Johannes Nyholm med et lumsk smil.