Vi har brug for tragedier

Én dag, ét sted, udgør titlen på norske Joachim Triers nye film Oslo, 31. august.

”Det er slutningen af sommeren, der hvor efteråret begynder, og det har en særlig melankolsk lyssituation. Det skandinaviske lys. 31. august er på en måde sommerens sidste dag. Det var en god metafor for den overgang i livet, som filmen skildrer,” forklarer Trier, da vi møder ham til en snak om filmen, der er nomineret til Nordisk Råds Filmpris.

”Det er også sådan, man signerer et brev, et afskedsbrev for eksempel,” uddyber han på et dansk, der indimellem brydes af et norsk ”vakkert” eller ”vondt”.

Den høje, slanke nordmand med de imødekommende øjne og de røde skægstubbe er nemlig halvt dansk, men han bor og arbejder i Norge. Han smiler virkelig meget og griner ofte. I hans selskab føler man sig velkommen.

Som person står han i skærende kontrast til sin nye film om en fortabt, ung voksen balancerende på afgrundens rand.

Oslo, 22. juli
Oslo, 31. august blev første gang vist i maj som del af Cannes-festivalens sidekonkurrence Un Certain Regard. I Norge havde den meget passende premiere den 31. august. I mellemtiden fandt en tragedie sted - 22. juli - og ændrede Norge og Oslo for altid.

Mange nordmænd har derfor fundet et følelsesmæssigt resonansrum i Triers melankolske Oslo-portræt. Selv synes han, at forbindelsen er lidt ”langt ude”. ”Men alt bliver jo farvet af sådan en hændelse,” som han siger.

– Hvordan har du det med det?

”Filmen har ikke nogen intentioner i forhold til de frygtelige hændelser. Den blev jo lavet lang tid før. Jeg forholder mig sådan til det, at jeg må anerkende, at sådan et værk får sit eget liv.”

”Men jeg var meget lettet over, at der trods alt var fem uger mellem 22. juli og premieren. Det, man er mest bange for, er, at nogle skal føle, at man prøver at slå mønt på en ulykke. Det ville være forfærdeligt.”

– Det virker nærmest, som om filmens melankoli har haft sådan en lindrende effekt?

”Det sætter jeg også pris på. Jeg ved selv, hvor vigtigt det er at sidde og have kærlighedssorger og så høre den der Chet Baker-sang, som er rigtig sørgelig. Pludselig føler du, at din ensomhed eller din sorg får en genklang i noget uden for dig selv. Det er meget vigtigt, og det er derfor vi behøver tragedier i fiktionen.”

”Nogle har jo spurgt mig: ’Hvorfor du laver sådan en trist film.’ Og jeg må indrømme, at jeg kan lide de muligheder, biografrummet giver for at dele. Du kan sidde og erfare ensomhed i fællesskab med andre. Det er for mig noget af filmens styrke som kunstform. Forhåbentlig kan man tage diskussionen og følelserne med ud af biografen. I Norge har vi en overvægt af lette og skægge film, og så er det sgu ok, at nogen også laver noget med alvor. Det må vi da også tåle, tænker jeg.”

Alting skal glemmes
Oslo, 31. august er 37-årige Joachim Triers anden film. Debuten Reprise blev et sandt gennembrud, der ryddede bordet, da Norges nationale filmpris, Amandaen, blev uddelt i 2007. Reprise er en både selvironisk og alvorstung skildring af to unge forfatterspirers drømme om litterær storhed.

I Oslo, 31. august er perspektivet rykket ti år frem.

Filmen starter med, at 34-årige Anders forsøger at begå selvmord. Han kan ikke længere se mulighederne i det liv, han allerede føler er forspildt.

Hans ophold på afvænningsklinikken, hvor han er blevet behandlet for sit narkotikamisbrug, er ved at være nået til vejs ende, og nu har han fået en jobsamtale i Oslo, en dag i friheden, den 31. august. Anders driver rundt i byen, hvor han besøger gamle venner, der har stiftet familier og gjort karriere, mens han har stået stille.

”Da vi skulle lave den her film, var jeg optaget af en form for livskrise, jeg havde set hos mennesker omkring mig, og som jeg ikke synes, man taler så meget om. Hvor få bestanddele, der egentlig udgør det liv, man får tilbudt som et voksent menneske. Det er dit arbejde, det er din evne til at have en partner eller en familie. Det er så nemt at falde udenfor. Det er så få ting, der holder dig fast i fællesskabet,” fortæller Trier og fortsætter:

”Den tilstand var interessant, også i et aldersperspektiv. Reprise handler om at være 23 og drømme om den store fremtid og være nervøs for, om man kan leve op til sine egne forventninger. Den her film handler mere om nogle valg, man har truffet, nogle døre, der allerede er lukkede.”

– Hvad er det, der sker, når man kommer op i 30’erne?

”Jeg havde en samtale med en kammerat, en forfatter, som sagde til mig, at han følte, at når man kommer lidt op i 30’erne, så indser man, at ting skal glemmes, alting skal glemmes. I tyverne opbygger man et selvbillede, et ego, og man har alle de her idealer og bøger, man skal læse, og musik, man skal lytte til. Og så begynder man langsomt at indse, at ting forsvinder - alt det, man troede, man skulle huske. ’Den der bog jeg læste, hvad handlede den egentlig om?’ spørger man pludselig sig selv. Man indser, at livet er mere forgængeligt, og det kan føre til en krise, og det skal man på en måde acceptere, men det er svært.”

– Er der tale om et uskyldstab?

”Reprise handler om uskyldstab. I Oslo, 31. august er vi kommet til en periode, hvor mange har indset selvironien, pragmatismen og alle de overlevelsesmekanismer, som man bliver nødt til at oparbejde. Det har Anders ikke helt gjort, han har levet i en syntetisk tilstand gennem heroin. Så han kommer på en måde ind sådan lidt hudløs, som et barn i en voksenverden, han ikke evner at forholde sig til.”

Undergangsforståelse
– Kan man sige, han er blevet fanget af sine valg, at fremtiden ligger bag ham?

”Ja, Anders er blevet fanget af sine egen valg, selv om alle siger, at han stadig har en fremtid. Men han har det, jeg vil kalde en selvdestruktiv integritet. Han er jo nærmest en romantisk karakter. Han har enormt høje idealer og er meget kritisk. Han er vokset op i et intellektuelt eller kultiveret hjem, hvor man ikke bare skal acceptere ting, man skal ikke sælge ud, man skal gøre noget stort. Og så indser han, at han måske ikke engang evner det mest basale, som handler om grundlæggende menneskelige relationer.”

”Det er en krise, som jeg håber, folk kan identificere sig med. Selv om krisen er meget ekstrem i Anders’ tilfælde, så tror jeg, at folk på et eller andet stadie i livet kommer til sådan nogle punkter - i forbindelse med kærlighed, arbejde eller sorg - hvor man stiller sig selv store eksistentielle spørgsmål.”

– Det er store spørgsmål. Er du ikke bange for, at det bliver prætentiøst?

”Det er et spørgsmål om, hvordan man konkret gestalter det. Man bliver nødt til at lave konkrete repræsentationer af mennesker, man kan identificere sig med. Man skal forsøge at skubbe spørgsmålene interessante steder hen, så publikum kan involvere sig i processen og forhåbentlig også fylde noget af deres eget liv ind i processen - en slags dialog. Det er det, jeg ønsker.”

– Hvorfor valgte I at bruge en narkoman som prisme for alle de her almenmenneskelige følelser?

”Det giver et outsiderblik på indersiden. Jeg har jo ikke lavet en socialrealistisk film om et offer, der hele sit liv er blevet plaget af samfundet eller dårlige forældre. Anders er et offer for sig selv. Han har haft mange af de kvaliteter og muligheder, som jeg selv og de fleste i en skandinavisk middelklasse har haft. Samtidig har han en undergangsforståelse, som normale mennesker måske ikke har, men som vi på et eller andet tidspunkt må forholde os til, for vi skal alle sammen dø,” siger Joachim Trier, der har skrevet filmens manuskript sammen med sin faste makker Eskil Vogt.

90’ernes excess
De har løseligt baseret filmen på en fransk roman fra 1931 af Pierre Drieu La Rochelle, Le feu follet, som Louis Malle filmatiserede i 1963 under titlen Kold Ild - en mørk, nihilistisk fortælling om en intellektuel boheme, der efter sin afvænning får en chance mere, men til sidst bukker under.

– Hvorfor syntes I, at denne ret mørke roman var særlig aktuel nu. Passer den særlig godt på den generation, I beskriver i filmen?

”Der er helt klart nogle tidløse aspekter ved romanen. En far til én, der arbejdede på filmen, havde læst romanen og skulle beskrive den. Han troede, det var en samtidsroman, han havde læst.”

”Jeg tror, at det er noget, vi har haft meget af i vores generation i Skandinavien. Vi har været enormt frie, vi har været igennem 90’ernes excess. Vi har haft sådan en eller anden følelse af, at alt skulle testes. Jeg har haft så mange venner, der skulle teste alt, hvad der var af drugs. Vi skulle læse alle de store digtere. Det var totalt overdreven excess, og det kan gå galt. Jeg siger det ikke for at moralisere, for jeg synes også, den kraft er beundringsværdig. Jeg har kunnet mærke den i mig selv - ambitionen om at tage det hele ind. Det handler om at være ung og ville brænde stærkt og så indse, at der er nogen, som ikke kan klare det. Og så opstår der en smerte i relationerne. Det behandler den bog, og jeg tror, relationerne til andre og den smerte, der ligger der, udgør noget af essensen i fortællingen.”

”Det er tit, folk beskriver den som en fortælling om en mand, men for mig er det hans mislykkedes relationer til de andre, det handler om. Det er det, jeg tager med fra den, og som måske rører mig mest ved den færdige film. Det er Anders’ manglende evne til at få kontakt.”

– For eksempel da han møder sin bedste ven Thomas, som forsøger at fortælle ham, at det nok skal gå?

”Det var noget af det centrale i filmen, at lave en rigtig samtale mellem to gamle venner, hvor den ene er fortabt. Jeg har selv flere gange været i sådan nogle situationer og siddet og tænkt og forsøgt at bruge alle midler: humor, ærlighed, optimisme. Men det kan være svært at få skovlen ind under folk, som er meget intelligente og befinder sig et meget mørkt sted. Det gør det ikke nemmere, at de har en stor selvrefleksion. Det hjælper dem ikke altid. Det synes jeg også er en del af Anders’ tragedie.”

Filmens død er overdrevet
– Du siger tit, at du har oplevet noget lignende i dit eget liv. Hvor meget henter du fra din egen verden?

”Jeg er ikke bange for ting, der er tæt på mig, eller ting, jeg ikke helt forstår. Der kan godt ligge et mysterium, ligesom i den her film, hvor det handler om folk, man ikke har fået med videre. Altså, hvad fanden skete der, hvorfor,” spørger den 37-årige nordmand med de danske aner.

Joachim Trier er faktisk født i Danmark af forældre, der begge arbejdede i filmbranchen. Og langt ude er han i familie med Lars von Trier. I de unge år gik han på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, og senere uddannede han sig til instruktør i London.

Men faktisk startede han med at ville være professionel skater. Det er her, han har sine rødder, i skateboarding, hiphop og punk. I dag kan han dog ikke forestille sig at skulle være andet end filminstruktør.

”Jeg elsker film. Potentialet i film føles hele tiden uendeligt, og der er stadig masser at erobre. Alle taler om filmens død, men i virkeligheden handler mange af de diskussioner ikke om film. De handler om distributionsforhold og økonomi. Spillefilmen i sig selv er et spændende sted. Den skal nu eksistere mellem 25-timers-fortællinger, som The Wire, og YouTube-klippet på et minut. Midt imellem dem har vi de største og smukkeste billeder. Der ligger et enormt potentiale at udforske.”

– Hvordan udnytter du selv filmkunstens muligheder?

”I litteraturen bruger poesien et sprog, det bygger på ord og sætninger, vi i virkeligheden forstår, men forfatteren omdefinerer dem, så de forhåbentlig udsiger noget nyt. Det poetiske i film handler meget om at udforske fænomenerne, observere menneskelig væremåde, vinden i træerne, lysets effekt på en hånd. Det kan lyde meget abstrakt, men hvis man kan sætte det i sammenhæng med en fortælling, så opstår der et eller andet. Det lyder flagrende, men det er poesi i den forstand, at du omdefinerer positionerne. Du laver en forskydning af det forventede. Det, vi er vant til at se, ser vi på en lidt anden måde. Hvis man formår det med film, så opnår man noget.”