”Vi har brug for nogle røvhulsforældre”

Der er en stemning af sidste skoledag over de fire unge mennesker, der udgør det første kuld færdiguddannede manuskriptforfattere fra Super16.

Den 5. november er der premiere på deres afgangsfilm i Dagmar, og det er vemodigt – sukker de – at skulle miste deres lille familie.

Udsigten til at skulle bryde muren ned til en dansk filmbranche, hvor det bliver stadigt sværere at komme ind i etablissementet, skræmmer dem derimod ikke synderligt.

”Jeg har levet af at skrive under hele Super16-forløbet, så rent praktisk kommer det kun til at betyde, at jeg får mere tid til mit arbejde og min familie,” siger Sissel Dalsgaard Thomsen, der netop er blevet nomineret til Ekko Shortlist Awards for manuskriptet til swingerklubfilmen Venus.

Mere modstand, tak!
At blive flyvefærdig manuskriptforfatter i en tid, hvor kulturordføreren for Danmarks største parti har foreslået at nedlægge talentordningen New Danish Screen og skære kraftigt i kortfilmsstøtten, kunne ellers nemt have vingeskudt talenternes gejst.

”Idéen om, at støttesystemet skal definere alt, hvad vi laver, har ligget som en dyne over den danske filmundergrund i alt for mange år,” mener Eini Carina Grønvold, endnu en Shortlist-hitter med Daimi og Lækre til vi dør.

”Alt for ofte dropper folk et projekt uden videre, fordi de ikke får støtte. Var den film så vigtig nok i første omgang? Man har vænnet danske filmtalenter til, at de skal have de voksnes accept, før de foretager sig noget.”

”Så at talenterne nu møder modvind, er en god ting. Vi er en flok velopdragne børn, som har haft søde og forstående forældre, der altid har givet os de lommepenge, vi havde brug for. Nu har vi brug for nogle røvhulsforældre, som vi kan sige fuck jer til,” fortsætter hun.

Dobbelt kultursammenstød
Vi skal lige have rundet bordet af her i Marketenderiet hos Nordisk Film i Valby.

Foruden de to kvinder udgøres Super16’s første manuskriptårgang af den rødkindede sønderjyde og flittige Shortlist-bidragyder Tommy Oksen og så vestegnsdrengen Jacob Katz Hansen, der i dag ”bor på Vesterbro og klæder sig som en pæn, kreativ middelklasseborger”, selvom han tit savner boligblokken i Rødovre.

Firkløveret har umiddelbart ikke mange fællesnævnere foruden film og Super16, og deres respektive baggrunde manifesterer sig forskelligt i deres film. Jacob Katz Hansen og Eini Carina Grønvold har dog Israel til fælles. Hun er født dér, han har en far derfra, og begge er de optaget af mennesker, der står uden for ethvert fællesskab.

”Jeg beskæftiger mig med dem, som ingen andre snakker om,” siger Eini Carina Grønvold, der uden for Super16 har gjort sig bemærket som kønsdebattør og -aktivist.

For Jacob Katz Hansen er afsættet et dobbelt kultursammenstød med en israelsk psykologfar og en dansk indvandrerlærer-mor i et ghettoagtigt Vestegnsområde.

”Jeg oplever af og til, at andre stejler over for noget, som jeg ikke bare finder sjovt, men også realistisk. Det er nok, fordi den israelske gren af min familie med undtagelse af min far og onkel er mere eller mindre stukket af i bøtten,” griner han.

”Hvis jeg fortæller dig om en mand, der planlægger at blive milliardær og købe en kombineret yacht/ubåd, som han kan opholde sig i, når verden snart går under, er det ikke en langt-ude-fiktion. Det er bare en af mine fætre. Men ofte bliver jeg nødt til at tone lidt ned for den slags, fordi folk synes, det virker utroværdigt.”

Sex, blod og monstre
Tommy Oksens barndom i landsbyen Bedsted har indpodet ham en loyalitet over for ”den jævne mand”, som muligvis munder ud i en hjemstavnsfilm en dag.

”Det er ikke sådan, at jeg kun vil skildre Sønderjylland og sønderjyder. Man finder hele tiden nye ting, man får lyst til at afsøge, og jeg ser selv en masse forskellige typer film. Men lige nu er jeg tiltrukket af den idé,” forklarer han.

”En hjemstavnsfilm ville være båret af en følelse af fremmedgjorthed koblet med en stærk loyalitet. Jeg kommer fra en rigtig arbejderfamilie i en lille landsby, og jeg havde bare lyst til at se film og snakke om film, men der var ikke nogen at snakke om film med.”

Sissel Dalsgaard Thomsen kommer fra en tryg kernefamilie i en københavnsk forstad, og paradoksalt nok er det hende, der drømmer om at lave ”Danmarks første superhardcore, nasty horrorfilm”.

”Næsten alle film, jeg laver, handler om sex. Jeg elsker alt med sex, blod, monstre og indvolde. Alle elementerne behøver ikke nødvendigvis at indgå i samme film, men der skal helst indgå mindst ét af dem,” siger hun.

Parringen
På Super16 skal eleverne fra de forskellige linjer parre op efter kun en måned. Eini Carina Grønvold fandt hurtigt sammen med Marie Grahtø Sørensen, og de to har haft et tæt samarbejde gennem hele uddannelsen.

”Det var nærmest tilfældigt, at vi endte sammen. Men vi fandt hurtigt ud af, at det fungerede. Der lægges op til, at man skifter så meget rundt som muligt, men der er også muligheder for at bygge et tættere samarbejde, hvis det er det, der giver mening,” forklarer hun.

For de andre var der en pointe i at prøve forskellige instruktører af.

”Det har været vildt lærerigt og sjovt at arbejde sammen med tre forskellige instruktører på tre år. Super16 er jo en form for eksperimentarium, hvor vi har kunnet gøre os erfaringer med de samarbejdsmekanikker, som er så vigtige i filmbranchen”, siger Jacob Katz Hansen.

Sissel Dalsgaard Thomsen supplerer:

”Jeg har lært utroligt meget af at arbejde med instruktører, som jeg måske ikke havde fundet sammen med ude i ’den virkelige verden’. Dem, hvor man ikke klikkede fuldstændigt, men hvor man skulle arbejde for at få det til at gå op i en højere enhed.”

Kollaborativ kunstform
De fire er ikke overraskende fulde af lovord om Super16-uddannelsen, som de mener, har hærdet dem til en hård branche, fordi de har skullet løfte tingene selv uden ”de voksnes” hjælp. De har også vist deres film frem fra begyndelsen.

”Man lærer enormt meget af at sidde i en biograf og se filmen sammen med et publikum. Man kan mærke, hvornår folk er med, og hvornår de synes, det er pissekedeligt,” mener Tommy Oksen.

Især fremhæver de det tværfaglige samarbejde på filmene, hvor manuskriptforfatterne er involveret i både klipning og distribution.

”Man lærer hurtigt at sige, at film er en kollaborativ kunstform, og alle vil jo det bedste for filmen,” siger Jacob Katz Hansen. ”Men i praksis har de fleste af os på et eller andet tidspunkt oplevet store frustrationer, fordi man ikke har haft fælles føling med, hvordan samarbejdet skulle fungere.”

”I løbet af tre års tæt samarbejde på Super16 har jeg imidlertid fået en helt anden indsigt i, hvad der sker, efter at manuskriptet er færdigt. Jeg har lært at sætte rigtigt pris på de andres arbejde og se nye muligheder og bidrage i de dele af processen. Det er jeg ikke sikker på, jeg havde lært så hurtigt hverken på professionelle produktioner eller på en ’rigtig’ skole.”

For lud og koldt vand
Ifølge Eini Carina Grønvold kan filmbranchen lære en del af Super16 på den front.

”Super16 giver mulighed for at gøre op med branchens titeloptagethed: At manuskriptforfatter, producer og instruktør gør dét og dét og dét. Her ser vi på de individuelle kompetencer, hver især kan bringe til projektet,” siger Eini Carina Grønvold og fortsætter:

”Man skal ikke gå ind over hinandens domæner, men tage det bedste fra hinanden, så det ikke bliver en kamp om, hvem der kan få sin vision igennem. Det er super destruktivt for filmen, hvis der bliver en magtkamp mellem instruktøren og manuskriptforfatteren.”

I økonomiske krisetider dæmpes risikovilligheden, og det bliver endnu sværere at bryde igennem som debutant. Derfor er alternative distributionsveje som streaming- og tv-film attraktive i branchen, ligesom tv-serien ikke synes at sagtne farten foreløbigt.

”Der er nok stadig mere prestige i at spillefilmdebutere. Men der er en opblødning i gang, og jeg tror ikke nødvendigvis, vi fire alle sammen behøver at lave en spillefilm for at manifestere os. For mig handler det mest om at lave noget, der føles sjovt og vigtigt, og om det er på film eller tv eller noget helt tredje, er ikke afgørende,” siger Jacob Katz Hansen.

”Jeg læste forleden, at Steve McQueen lavede Hunger for en million kroner,” indskyder Sissel Dalsgaard Thomsen.

”Hvornår har man set en film af det format lavet for én million i Danmark? Dermed ikke sagt, at alle film skal laves for små penge, for så går branchen fallit, men viljen til at gøre det skal i hvert fald indimellem være der. Viljen til at sige: ’Det her projekt kan vi kun lave, hvis vi alle sammen går for lud og koldt vand, men vi tror så meget på det, at vi gør det alligevel.’ Og så kan vi måske få en større check med hjem næste gang, så vi kan betale huslejen,” siger Sissel Dalgaard Thomsen.

Farlig glidebane
Jacob Katz Hansen tager ordet.

”Denne brydningstid er sindssygt spændende, men kan også være en glidebane. Det er svært at sige kategorisk, hvorvidt det for eksempel vil være godt med flere low budget-produktioner. Det ligger en fare for en slags skruebrækkeri, hvis en ny generation kommer ind og arbejder for ingen penge,” mener Jacob Katz Hansen.

”Jeg vil gerne realisere mine idéer og være en fri fugl i kreativ forstand, men den usexede vinkel på diskussionen er, at vi som i alle andre brancher gerne vil sikre os et levebrød. Vi ønsker naturligvis ikke, at det skal være en hobby,” fortsætter han.

Det er en stående branchejoke, at Danmark kun har en håndfuld manuskriptforfattere. For nyligt regnede Danske Biografers formand Kim Pedersen sig frem til, at ti manuskriptforfattere har skrevet næsten 40 procent af alle danske film de seneste ti år.

De fire Super16-folk mener, at de danske producere kan blive bedre til at opdyrke dansk films underskov.

”Det er altid nærliggende at ringe til den, der har lavet noget godt før. Det er helt naturligt, at det er nemmere og tryggere end at ringe til én, som man måske aldrig har læst noget af. Og for hver gang der bliver ringet til én, bliver vedkommendes cv tykkere, og så er incitamentet til at ringe til dem endnu stærkere næste gang,” siger Sissel Dalsgaard Thomsen.

Behovet for profilering
”Løsningen er måske, at man ikke kun kigger på, hvilken manuskriptforfatter der har værktøjerne i orden, men på hvilken manuskriptforfatter der som menneske og kunstner er perfekt til at løfte netop dét her projekt,” forsætter Sissel Dalsgaard Thomsen.

”Hvilken manuskriptforfatter tænder på de tematikker eller den type historie og kan skildre den personligt i kraft af sin baggrund. Det kræver, at man bruger noget tid og energi på at sætte sig ind i, hvilke manuskriptforfattere der er derude,” understreger hun.

”Men også, at manuskriptforfatterne bliver bedre til at profilere sig selv,” indfletter Eini Carina Grønvold.

”Ja,” overtager Sissel Dalsgaard Thomsen, ”og det er også derfor, at jeg ved hver given lejlighed gentager, at jeg vil lave noget med sex og vold.”

”Det er bare farligt at være så selvanalytisk,” mener Tommy Oksen.

”Det kan godt være, at man kører på nogle bestemte fascinationer og i bund og grund gentager de samme historier, men hvis man først bliver bevidst om, at man godt kan lide den og den type historie og de karakterer, så lukker man af for nye inspirationer og fascinationer,” siger han.

Jacob Katz Hansen tager over.

”Det er en hårfin balance at profilere sig selv. Man har selvfølgelig lyst til at pointere sine forcer inden for et område, men man har ikke lyst til at reducere sig selv til en tegneseriefigur. Jeg vil på den ene side gerne have, at folk har en anelse om, hvad jeg står for, men det kan også hurtigt blive en forsimplende overskrift,” siger han og tilføjer:

”Allerhelst så jeg, at jeg bare kunne lade mit arbejde tale for mig. Men det er vist en naiv drøm.”