”Vi har kombineret forretning og fornøjelse”

Zürich Film Festival har haft vokseværk. 

Det, der i 2005 begyndte som en lille hyldest til de mange ældre biografer i den schweiziske storbys gamle bymidte, er i dag en verdensomspændende begivenhed.

Mere en 160 film fra 57 lande er siden torsdag i sidste uge blevet vist i biograferne tæt ved festivalcenteret på Sechseläutenplatz. Heriblandt danske Mads Brüggers Cold Case Hammarskjöld, der er udvalgt som en af sæsonens mest bemærkelsesværdige dokumentarfilm, og dansk-islandske Hlynur Pálmasons En hvid, hvid dag, der er med i årets spillefilmkonkurrence. 

Kvinden bag det hele har i femten år været schweiziske Nadja Schildknecht, som er født og opvokset i Zürich. Hendes unge år gik som international model, men da det nye årtusinde bankede på, søgte hun nye veje. 

”Vi startede uden penge, men vi troede på, at Zürich ville være det bedste sted i verden at afholde en filmfestival,” siger den i dag 46-årige festivaldirektør og kaster det venstre ben over det højre i festivalcenterets lædersofalounge. 

Hun er sminket op til bal. I aften er der endnu en schweizisk premiere på den klimavenlige grønne løber.

”Vi har så mange smukke biografer i Zürich, vi har en god infrastruktur, og vi ligger billedskønt lige midt i Europa. Min idé var, at det ville være muligt at kombinere forretning og fornøjelse her. Det har vist sig at holde stik.”

Tog ti år at finde tonen
Billedskønt er her. Festivalcenteret ligger få meter fra Zürich-søen, og de aldrende bygninger knejser om kap med bjergene ude i horisonten.

Årets juryformand er Oliver Stone, mens flere af sideprogrammerne fokuserer intenst på så smalle film, at disse kan komme igennem en lukket dør til filmverdenen.

”Det kunstneriske mål har været at bringe unge filmfolk sammen med de mere erfarne. Hvis det kunne skabe en samtale, kunne vi indfange publikum og udvikle branchen,” siger Nadja Schildknecht, der har delt udvælgelsen af film med sin kunstneriske partner igennem alle årene på Zürich Film Festival, Karl Spoerri.

”Vi fandt først tonen efter ti år, vil jeg mene. Her begyndte folk at anerkende det, vi lavede, og derfor kom der mere ro på. Zürich Film Festival var helt klart noget nyt. Branchen var ikke vant til, at mennesker, der ikke var en etableret del af filmindustrien, trådte frem og lavede en filmfestival. Det tog os lang tid at overbevise alle om, at vi var på rette vej,” siger Schildknecht og retter sig op i den tunge lædersofa.

”Hvis jeg havde taget et nej for et nej, ville festivalen ikke være her i dag. Jeg valgte at gå op i, at vi skulle have feedback fra alle, der var en del af festivalen – både sponsorer og medarbejdere. Hvis de ikke følte, at det var deres festival, så ville vi ikke få succes. Folk er her, fordi de elsker film, men festivaler behøver ikke være opslidende. De skal være en nydelse.”

Aftensmad med Javier Bardem
Det er lige netop det, festivaldirektøren mener, er hemmeligheden bag den voksende succes, Zürich Film Festival har oplevet.

At det er muligt ikke at stresse rundt, som man gør på Europas største filmfestivaler i Cannes, Venedig og Berlin.

”Når jeg er på filmfestival i Cannes, mangler jeg en fornemmelse af et centrum. Jeg kan ikke mærke den festival længere. Stjernerne er langt væk, og du skal stå i kø i timevis for at komme i biografen. Her i Zürich går vi op i, at du kan gå lige ind i salen, og måske spiser du bagefter aftensmad ved siden af Kristen Stewart eller Javier Bardem, fordi de også hygger sig, når de er her.”

Både Bardem og Stewart er en del af årets ”talk”-program. Det er en række indslag, hvor store stjerner møder publikum og diskuterer løst og fast. Det skal være med til at skabe en endnu mere afslappet og tilgængelig stemning.

”Jeg kalder os en boutique-festival. Vi vælger det bedste fra året ud og forsøger at sætte folk sammen, som kan bringe samtalen om film videre. Det er eksklusivt, men det er også for det brede publikum.”

Et godt tidspunkt at stoppe
Zürich Film Festival er 90 procent finansieret af private midler, men festivaldirektøren har helt frie hænder, når der skal vælges film ud.

Derfor ligger det naturligvis lige for at spørge Schildknecht om, hvorfor hun stopper. Hun og Karl Spoerri giver festivalstafetten videre til den anerkendte filmhistoriker Christian Jungen, der fra år 2020 skal stå for indholdet i Zürich.

”Jeg tror, man skal huske at forlade festen, inden den ikke er sjov længere. Karl og jeg har lagt al vores passion ind i det her i femten år, og nu er vi klar til at overdrage det,” siger Schildknecht og smiler pludselig fjernt.

”For mig er det vigtigt, at jeg kan give noget videre, der fungerer til punkt og prikke. Det gør festivalen nu,” siger hun.

”Jeg kan jo ikke vide, hvordan Zürich Film Festival vil udvikle sig fremover, men for mig har det faktisk aldrig været målet at blive større og større. Vi har fintunet festivalen, og jeg vil bestemt ikke blive begejstret, hvis den når op på 300 film. Man skal kunne nå at suge indtrykkene til sig. Filmene skal spille sammen med byen, for det skaber den rette stemning.”