”Vi havde brug for de danske filmskabere”

Lyset tændes i Magasinet i Odense.

Den store gruppe af skoleelever har været forbløffende tavse under de fem kortfilm, vi lige har set. Kun adspredte snøft brød stilheden.

Siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022, har et kollektiv af ukrainske filmskabere indsamlet film- og fotomateriale fra krigen. Materialet er gennem et samarbejde med danske instruktører blevet til kortfilmene.

Filmene havde i sidste uge premiere på Odense International Film Festival og kan nu ses på festivalens streamingtjeneste OFFstream. Ved et arrangement fortalte projektlederne Ida Grøn og Cecilie Bolvinkel om projektet.

Med sig havde de Adda Elling, en af instruktørerne og samarbejdspartnere fra det ukrainske produktionsselskab ESSE, der står bag indsamlingen af filmenes optagelser.

”At gå ombord i materialet var sindssygt uoverskueligt for at være helt ærlig,” siger Ida Grøn, som selv har instrueret en af filmene, War Poem.

”Det er alle mulige typer af materiale, vox-pops og interviews, ren dokumentation af krigsomgivelser og krigsforbrydelser og flotte billeder, der taler for sig selv. Og det er jo ikke, fordi de har fulgt en historie fra start til slut. Formålet har været at dokumentere, hvad der skete omkring dem.”

Tapet fast til lygtepælen
Alligevel er det lykkes ukrainerne og danskerne sammen at skabe fem effektivt gribende film.

En af dem følger blodsporet fra en ældre kvinde. Hun har fået sprunget benene af og sidder nu fraværende og kvæstet i en opgang, mens hendes fod bliver fortæret af duer ude på asfalten.

I en anden kommer vi helt op i lejligheder, hvis facader er transformeret til en bunke murbrokker.

”Det var bare vildt hårdt at se på, fordi du ser krigsforbrydelser. Du ser massegrave, du ser steder, hvor folk lige er blevet henrettet – blod op ad væggene og sådan noget,” fortæller Ida Grøn.

”Du ser også ukrainere, der er tapet fast til lygtepæle med en kartoffel i munden. De bliver offentligt udskammet, fordi de måske har udnyttet krigen til at stjæle hos naboerne.”

Alt blev bombet
Det har selvsagt ikke været nemt for de ukrainske dokumentarister, der har arbejdet på at få gode optagelser, mens de har kæmpet for selv at overleve.

”Der var usikkert alle steder, fordi der ikke var noget luftforsvarssystem. Alt blev bombet. Vi befandt os i begivenhedernes epicenter, og flere filmfotografer blev lettere såret af granatsplinter,” siger Olha Beskhmelnytsina, producer hos ESSE.

På det ukrainske produktionsselskab vidste de, at de var nødt til at dokumentere krigshandlingerne og deres konsekvenser for det civile liv i landet.

Derfor startede de et kollektiv af ukrainske filmskabere ved navn Kinodopomoha, som organiserede optagelserne fra en base i Kyiv. Kollektivets størrelse varierer, men tæller mellem ti og femten personer.

”Idéen har været at hjælpe de ukrainske dokumentarfilmskabere, som blev i landet. Vi skaffede dem udstyr, arrangerede rejser og sørgede for de nødvendige tilladelser. Missionen var at filme alt, hvad vi kunne,” forklarer Beskhmelnytsina.

Dobbelt traumatiseret
I Danmark ledte Ida Grøn også efter en måde at gøre en forskel.

Gennem organisationen International Media Support, der støtter medier og journalistik i verdens brændpunkter, fik hun kontakt med ESSE.

Sammen med Cecilie Bolvinkel, der arbejdede for International Medias Support, fik hun sat gang i samarbejdet.

”Vi ville ikke lave parachuting – altså bare komme ind fra oven og overtage deres materiale. Men ukrainerne ville gerne have vores blik på deres optagelser,” siger Cecilie Bolvinkel.

”Når du er i en tilstand af krig, som stadig ikke er overstået, så kan du ikke reflektere over den selv, og som ukrainere er det svært for os at fortælle historien,” siger Olha Beskhmelnytsina.

Det viste sig at være meget svært at finde ukrainske klippere, der kunne bevare et distanceret blik på billederne og lave nuancerede film ud af dem, forklarer hun.

”Som ukrainer er du nødt til at se disse krigsforbrydelser og destruerede bygninger hver dag, og så er det dobbelt traumatiserende at se dem på film også. Vi havde brug for de danske filmskabere.”

Længslen efter orden
Selv om ukrainerne ønskede at få hjælp, var det for danskerne en underlig oplevelse at lave kunst ud af andres forfærdelige oplevelser.

”Det tog lang tid for mange af instruktørerne at acceptere, at de faktisk godt måtte bruge kunstneriske, subjektive greb på stoffet,” fortæller Cecilie Bolvinkel.

Ida Grøn valgte med War Poem selv at lave et filmisk digt, der i en kort cyklisk fortælling viser stilstanden og ødelæggelsen i Ukraine.

Troels Hansens Broken Windows bruger billeder af Ukrainere, der lapper knuste ruder med tape som et symbol på længslen efter at opnå orden i en smadret hverdag.

”Filmene formår at respektere det civile perspektiv og vise de her dagligdagssituationer på en måde, man virkelig kan relatere til. Vi har alle sammen vinduer, og de kan også gå i stykker, men det her er jo ekstremt,” siger Cecilie Bolvinkel.

Optagelser af torturlokaler
De ukrainske optagelser er ikke kun blevet til kunst. De skal også bruges som dokumentation i fremtidige sager om krigsforbrydelser.

”Vi arbejder med anklagere i Ukraine, som vi overfører vores materiale til. De sender det videre til internationale instanser og landets sikkerhedstjeneste. Vi forsyner også Ukraine War Archive med materialet, som kan bruges af menneskerettighedsorganisationer i deres efterforskninger,” siger Olha Beskhmelnytsina.

Hun fremhæver billeder af massegrave og almindelige mennesker, der ligger dræbt i deres gårdhaver.

”Vi har også optagelser af steder, som russerne har brugt som torturlokaler. Vi interviewer folk fra området, som fortæller os om, hvad der er sket, og vi filmer beviserne,” fortsætter hun.

”Vi havde aldrig drømt om, at vi som dokumentarister skulle få sådan en opgave. Og det er heller ikke noget, vi har haft lyst til. Men vi er bare nødt til det.”

Indtil videre har de op imod tyve terabyte af krigsdokumentation på serverne, og indsamlingen fortsætter.

”Invasionen var en meget hård oplevelse, som vi ikke var forberedt på. Men det faktum, at vi oplevede det sammen, har forenet os og givet os styrken til at fortsætte og stå imod,” siger Olha Beskhmelnytsina.