”Vi kan ikke udbrede demokrati med våben”

Har vi ikke hørt nok om Danmarks moderne krigshistorie?

Undervejs reporterede nyhedernes korrespondenter flittigt fra slagmarkerne, om det så var i Jugoslavien, Irak eller Afghanistan.

Sideløbende diskuterede medierne for og imod de danske strabadser. Dygtige journalister undersøgte alle kontroversielle beslutninger og hændelser, og vigtige dokumentarfilm har allerede ad flere omgange åbnet vores øjne for soldaternes liv som udsendte. 

Han står sammen med dokumentarist Laurits Nansen og Amalie Hovøre bag Velkommen til Frontlinjen, en dokumentarserie i seks dele om 30 års dansk krigsindsats, som kan ses på DRTV. Serien er baseret på en idé af manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig.

”Tanken har været at skabe den store sammenhæng og stille spørgsmålet: Hvad har de her 30 år gjort ved os som land?” siger Anders Riis-Hansen, da han tager imod på Edithouse, hvor han sidder og laver efterarbejde på serien.

Han driver produktionsselskabet Hansen & Pedersen, som han har stiftet med sin kollega og ægtefælle, producer Malene Flindt Pedersen.

Den 61-årige filmskaber startede egentlig sin mediekarriere engang i 1980’erne som ungdomsvært på DR, men har siden etableret sig som instruktør, tilrettelægger og producer på en lang række roste dokumentarprojekter, blandt andet den Bodil-belønnede Blekingegadebanden. Han har også arbejdet på de indre linjer som dokumentarredaktør i DR’s ledelse og konsulent på filminstituttet.

Gav det mening?
De seneste fire et halvt år har instruktøren dog ikke haft tid til at beskæftige sig med meget andet end Velkommen til frontlinjen.

Han har talt med danske soldater og pårørende. Studeret de mest spektakulære slag. Mødt både kroatiske og serbiske veteraner. Interviewet civile irakere, der blev fanget i den danske krydsild. Forsøgt at forstå irakeren og talebanerens syn på danskerne og på den måde vævet alle vidnesbyrd sammen til én samlet fortælling.

En fortælling om et stykke Danmarkshistorie, som vi danskere ifølge instruktøren aldrig rigtigt har talt ud om.

Og når man hører de bundærlige soldaters chokerende beretninger fra ofte absurde situationer på slagmarken, må man bare konstatere: Der er sgu nok at tale om!

Længe har landets deltagelse i Irak- og Afghanistan-krigene været et betændt politisk emne. Især invasionen af Irak var kontroversiel, da diktatorpræsident Saddam Hussein som bekendt slet ikke havde de masseødelæggelsesvåben, han blev beskyldt for af USA’s daværende præsident George W. Bush.

Helle Thorning-regeringen nedsatte i sin tid en kommission, der skulle granske den danske deltagelse for ulovligheder, men da Lars Løkke Rasmussen overtog roret, lukkede han den.

Siden 1991 har det danske forsvar udsendt cirka 88.000 soldater, og siden 1992 er 48 døde i kamp. 

Så mente nuværende statsminister Mette Frederiksen en overgang, at kommissionen skulle åbnes på ny. Det var ifølge daværende udenrigsminister Jeppe Kofod en uskik at nedlægge den. Men det blev siden droppet. I stedet var der nemlig lavet en ”uvildig udredning”, som ifølge Kofod giver et ”ret godt grundlag for at se på, hvad der er foregået dengang”. 

”I kraft af de her nedlukkede kommissioner har vi slet ikke haft en debat om, hvorvidt det gav mening eller ej med de her krige,” siger Anders Riis-Hansen. 

”Jeg synes, at vi skylder hinanden en sund demokratisk samtale om de her 30 år, vi har været i krig. Gav det mening? Var det det værd? Det skal vi kunne tale om, især i en tid, hvor krig rykker tættere på Danmarks grænser.”

Bajere og bæltedyr
Selv om store dele af krigsfortællingen sker som følge af 9/11-angrebet på USA, må vi længere tilbage for at få den politiske udvikling med, forklarer Anders Riis-Hansen.

”Vi bevæger os fra at stå militært til rådighed, når det internationale samfund kalder på vores fredsbevarende tropper, til at træde ind på den militære- og storpolitiske arena og blive en krigsførende nation i Mellemøsten. Det er et kæmpe skridt, og den ene krig kan ikke forstås uden et blik til den anden,” siger han.

Derfor begynder serien i 1980’erne på Cypern. Længe havde den delte middelhavsø været præget af stridigheder mellem grækere og tyrkere, og FN har siden 1960’erne haft fredsbevarende styrker på øen. I slutningen af 80’erne var freden bevaret i en sådan grad, at der ikke var meget at lave for de danske tropper. Ud over at ”drikke bajere og se på damer”, som det lyder i dokumentaren. 

”Den største risiko på en Cypern-mission var, at du blev alkoholiker,” som en af de tidligere udsendte siger i dokumentaren, mens arkivbilleder af den militære mission mest af alt minder om en charterferie. 

På udebane
Anderledes dramatisk går det for sig i 90’erne, hvor danske FN-soldater sendes til et borgerkrigshærget Jugoslavien i fuldstændig opløsning.

På Balkanhalvøen er der rent faktisk mennesker, der slår hinanden ihjel, og krigens brutalitet kommer tydeligt bag på de uprøvede danske FN-soldater, som bliver ydmyget, når de stiller sig mellem de kæmpende parter.

Anders Storruds mor er kommunist og stor modstander af krig, men alligevel voksede sønnen op med en drøm om at blive soldat.

I de scener punkterer dokumentaren i den grad illusionen om FN som en organisation, der kompetent løser væbnede konflikter. 

Blandt flere tilbagevendende personer i serien møder vi i Balkan-krigen soldaten Anders Storrud, hvis historie strækker sig over seriens første fem afsnit. Storrud vokser op med en mor, der er imod alt, der har med krig og militær at gøre. Men hun kan intet stille op over for sin søns umættelige fascination af soldaterlivet.

Det er Storrud, der finder på det nu kendte begreb ”Armadillo”. Det bliver navnet på hærens slidte bæltekøretøjer, og et symbol, som mange danske soldater finder fællesskab i og bærer med sig som tatoveringer.

Efter krigene på Balkan rejser Anders Storrud til Irak som delingsfører. Kampene bliver voldsommere og begynder at slide psykisk. 

Da han skal til Afghanistan som kompagnichef, fornemmer han, at missionen bliver langt voldsommere, end soldaterne er rustet til. Gennem beretninger fra Storruds kolleger er vi med, da et morterangreb slår ham ihjel i den berygtede Helmand-provins i efteråret 2007.

Selv om de danske styrker vokser med opgaven i løbet af de 30 år, må man som seer også bare konstatere, at vi ikke havde den fjerneste anelse om, hvad vi gik ind til.

Især scenerne fra Afghanistan virker skræmmende klaustrofobiske for de danske soldater, som er fuldstændigt på udebane. Talebanerne gider ikke nærkampe, men har i stedet gemt miner over alt uden for basen og venter tålmodigt på det næste brag, som sprænger endnu en dansker i stumper. 

Politikernes illusioner
”Dokumentarserien har lært mig, at den dagsorden og det blik på krigen, som politikerne har, meget sjældent stemmer overens med, hvad soldaterne oplever,” siger Anders Riis-Hansen, da vi har sat os til rette i et af kontorets klipperum. 

Den erkendelse har optaget ham i mange år. 

Allerede i 2004 laver Anders Riis-Hansen Diplomatiets fortrop sammen med Anders Østergaard om karrierediplomaten Torben Gettermann, som med få dages varsel bliver omdirigeret fra en fredelig post i Athen til at være Danmarks første officielle repræsentant i Bagdad.

Gettermann medvirker også i Velkommen til frontlinjen, hvor han reflekterer over den kaotiske tid som ambassadør.

Anders Riis-Hansen var med i Bagdad dengang og husker tydeligt kontrasten mellem politikernes planer og den irakiske virkelighed. 

”Stemningen var, at nu skulle der bare lige fjernes en modbydelig diktator, så bygger Mærsk nogle havne, så kommer Arla, og så får vi en stor eksport i gang med mejeriprodukter. Da jeg kommer derned, flyver raketterne om ørerne på os, og som tiden går, bliver det altså mere og mere modbydeligt at opholde sig i den grønne zone i Bagdad.”

Det var Anders Storrud, der fandt på begrebet ”Armadillo”. Det bliver navnet på hærens slidte bæltekøretøjer og et symbol, som mange danske soldater bærer med sig som tatoveringer.

I Velkommen til frontlinjen beretter flere tidligere udsendte soldater om det samme kaos, inden daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2007 toner frem og vurderer, at nu har de irakiske sikkerhedsstyrker gjort så store fremskridt, at vi godt kan trække de danske tropper ud.

”Af alle de soldater, vi har mødt, er der ingen, som kan genkende det billede. Tværtimod. Og den her overoptimistiske tilgang går igen på både Balkan og senere i Afghanistan. Vi vidste ikke, hvad vi gik ind til, og vi har slet ikke været klar til det.”

Vi tabte krigen
Det indtryk sidder man også med, når dokumentarserien viser soldaternes tvivlsomme forberedelser til de kulturer og landskaber, de bliver sendt ned til. Undervejs i serien vokser kritikken af krigene. 

Hvem husker ikke malingangrebet på Anders Fogh Rasmussen, hvor aktivister beskyldte ham for at have ”blod på hænderne”. 

Gang på gang stod Anders Fogh Rasmussen dog fast: Der er ikke noget folk i verden, der ikke egner sig til demokrati og derfor er dømt til evig undertrykkelse. Alle stræber efter universelle menneskerettigheder, og det internationale samfund har en pligt til at stå vagt om de rettigheder.

”Det er jo egentlig seriens store spørgsmål,” siger Anders Riis-Hansen. ”Kan vi med våben udbrede vores vestlige opfattelse af demokrati og menneskerettigheder?”

Selv er han ikke længere i tvivl.

”Jeg tror ikke på det. Bortset fra afviklingen af naziregimet kan jeg ikke se gode eksempler i verdenshistorien, hvor det er lykkedes at gå ind med militær magt og skabe demokrati.” 

”Alle de steder, hvor vestlige lande har forsøgt, har vi i stedet skabt mere eller mindre fallerede stater. Afghanistan er vel det eneste sted, som har et nogenlunde stabilt styre i dag,” siger Anders Riis-Hansen med henvisning til Taleban-regeringen, der efter Vestens panik-exit nu har frit lejde til at implementere deres ekstremt konservative og kvindeundertrykkende fortolkning af islam. 

Kvinder må nu hverken arbejde eller endog tale i det offentlige rum.

”Du har flere gange hørt folk sige, at det ikke var forgæves i Afghanistan, og at kvinderne altid vil bære det med sig, som vi gjorde for dem. Jeg forstår, det er et smertefuldt kapitel for de udsendte og pårørende, men vi er nødt til at se hinanden i øjnene og sige: Ja, vi tabte krigen!”

Nægtede fanger mad og vand
Alligevel ser instruktøren ikke sig selv som pacifist. Der kan være situationer, som ikke kan løses med andre midler end vold og magt.

”Det har været vigtigt for os ikke bare at kritisere alle de politiske beslutninger, men også nuanceret at skildre de visioner og det håb, der jo også har været med krigene,” siger Anders Riis-Hansen.

Han har ikke ondt af Saddam Hussein, og når ørkenstøvet har lagt sig, kan der måske godt komme en spændende demokratisk udvikling i gang. Han var heller ikke i tvivl om, at det var nødvendigt at svare militært i Afghanistan, når landet tillod at have en terrorist boende, som var parat til at sende to fly ind i World Trade Center. 

”Når vi går ind i de konflikter, skal vi bare være klar over, at måden, de løses på, er uforudsigelig og helt anderledes ekstrem og brutal, end vi nogensinde kan forestille os.” 

Da danskerne fulgte med USA og Storbritannien og skruede op for engagementet i Irak og Afghanistan, begyndte instruktøren såvel som den øvrige danske befolkning at blive skeptiske.

I Irak var Anders Storrud delingsleder, mens han på udsendelsen til Afghanistan var chef for et helt kompagni. Han fornemmede, at missionen var voldsommere, end soldaterne var rustet til. 

Kampene blev hårdere og hårdere, og de danske soldater og udsendte befandt sig ofte i situationer, som var svære at vikle sig ud af med et dansk værdisæt. 

Dokumentaren berører sagen om Annemette Hommel, der i 2005 blev tiltalt for ”ukorrekt behandling” af irakiske fanger, altså tortur. Præcis ligesom amerikanerne havde gjort sig skyldige i. 

Hommel blev senere frifundet, men i serien fortæller flere danske udsendte, hvad de var vidne til. 

På Hommels ordrer tvang danskere de forsvarsløse irakere ned på knæ og med ryggen rank. En stressende position, det er svært at udholde i længere tid. Der sad de i vind og kulde, mens Hommel nægtede dem både vand, mad og toiletbesøg.

Ifølge vidneberetningerne var hensigten klar. Irakerne skulle frygte for deres liv, og under en afhøring gjorde en iraker angiveligt i bukserne af skræk.

Vores moral tilsidesættes
Et andet etisk morads opstod i de hektiske ildkampe, hvor kaos hersker, og alle midler tages i brug for at sikre ens egen og kammeraternes overlevelse. 

Fjenden er ikke altid klædt i militæruniform. Men vil man virkelig give ordre til at skyde på børn og kvinder? Er det ikke dem, vi er her for at hjælpe?

I dokumentaren indrømmer Afghanistan-veteran Jakob Frølund, at han gerne vil svare sympatisk, hvad angår netop det dilemma. 

”Men det kan jeg ikke,” siger han, tydeligt frustreret over, at det danske samfund ikke kan forstå, at den slags moral må tilsidesættes i kampens hede.

De svære krigsdilemmaer er man langt bedre til at tage i USA, end vi danskere er, mener Anders Riis-Hansen. De er i krig hele tiden. Nogle gange vinder de, andre gange taber de.

”Jeg kan tydeligt huske fra min tid i Irak, at soldaternes holdning let kunne være, at det er dem, der har forstand på det her, hvorfor journalister og andre overhovedet ikke skal blande sig,” siger Anders Riis-Hansen.

”Men så længe vi er et demokratisk land, og det er danske politikere, der beslutter, hvem der skal i krig, forudsætter det, at vi har en debat om, hvad krigen skal bruges til.”

”Vores styrker har længe for enhver pris skullet gå med USA og Storbritannien, men det er jeg ikke enig i. Når vi deltager aktivt i de her konflikter, kan der lige pludselig være almindelige danske værdier, som kommer i skred. Det skylder vi hinanden at tale om.”