”Vi kan komme på alle hoteller”
I går fyrede Det Danske Filminstituts administrerende direktør, Henrik Bo Nielsen, dokumentarfilmkonsulent Jesper Jack for at have taget kokain med en støtteansøger på et udviklingsseminar.
Afsløringen fandt sted i en artikel skrevet af støtteansøgeren, René Fredensborg, i det nye nummer af Filmmagasinet Ekko.
Fredag ankom Henrik Bo Nielsen til filmfestivalen i Berlin, og her afviser han over for Ekko, at episoden er symptomatisk for kulturen på Filminstituttet og blandt konsulenterne.
Ingen garantier
”Filmbranchen er en kreativ branche, hvor det sociale og arbejdsmæssige har en tendens til at smelte sammen. Der er mange fester og receptioner, og så sker det, at arbejde og det sociale glider sammen. Men min oplevelse er i al almindelighed, at mine medarbejdere har et meget professionelt forhold også til habilitetsaspektet,” siger han.
– Kan du garantere, at der ikke findes lignende sager?
”Det kan man aldrig garantere, når man har med mennesker at gøre. Men jeg kender ikke til andre episoder.”
– Har du gjort noget for at undersøge det?
”Hvordan undersøger man sådan noget? Skal vi indføre daglige tests? Eller forbyde, at konsulenterne er alene i lokalet med ansøgerne? Jeg synes ikke, vi skal have et system, hvor vi skal rende rundt med konstant mistanke til hinanden.”
Urimeligt med generel kritik
Henrik Bo Nielsen ønsker ikke at kommentere på, hvad han har gjort for at indskærpe over for sine medarbejdere, hvordan man som institutansat bør opføre sig.
”Min dialog med mine medarbejdere holder jeg for mig selv. Det er klart, at vi taler om procedurerne, men lige nu har jeg nok at gøre med at tage mig af alle de mange mennesker, der er kede af det, enten på den pågældende medarbejders vegne eller på den måde, instituttets grundlæggende hæderlighed bliver beklikket på.
”Vi plejer at sige til nye konsulenter, at selvom man ud på de små timer kan fristes til at glemme, at man er konsulent, så er der ingen andre, der glemmer det. Men det er dybt urimeligt, hvis man nu retter en generel kritik mod systemet. Bare fordi der er én, som kører over for rødt lys, er det jo ikke fair at anklage andre for at gøre det.”
Husker ikke bemærkning
I artiklen siger udviklingschef Malene Flindt Pedersen, at det ikke er første gang, Filminstituttet bliver smidt ud af et hotel. Det tyder vel på, at det er ganske normalt, at der bliver festet igennem?
”Nu er det jo ikke sådan, at bare fordi én ting i en gonzo-artikel er sand, så er resten det også …”
– Udtalelsen er bekræftet af flere kilder!
”Jeg har spurgt Malene Flindt Pedersen, og hun har ingen erindring om den bemærkning. Og mig bekendt er der heller ikke nogen hoteller, vi ikke kan komme på.”
”Så vidt jeg forstår, var vores eneste udestående med hotellet i artiklen en ekstraregning på 2.000 kroner, fordi René Fredensborgs værelse var tilsnusket af tobaksrygning.”
Advarer mod heksejagt
Jesper Jack fik i første omgang en stærk advarsel og blev først opsagt, da Henrik Bo Nielsen og den øvrige direktion opdagede, at Jack ikke havde fortalt hele sandheden. Henrik Bo Nielsen vil dog ikke komme nærmere ind på, hvilke informationer Jesper Jack havde tilbageholdt.
”Der kører en fyringssag, så det kan jeg ikke gå nærmere ind i. Men efter en skriftlig advarsel skal tilliden mellem direktionen og konsulenten genopbygges. Så snart jeg skønner, at det ikke er muligt at rekonstruere den tillid, er det mit job at sige fra. Og efterfølgende havde jeg ikke længere tillid til de svar, jeg fik.”
Henrik Bo Nielsen vil dog fortsat gerne tage Jesper Jacks faglige kvaliteter i forsvar:
”Jeg har ingen anledning til at beklikke mandens evne til at være konsulent. Folk kan opføre sig idiotisk og utilstedeligt og samtidig også gøre en masse ting, der har kvalitet.”
”Vi er i en branche, hvor der løbende og konstant er historier om alt og alle. Og det er jo også derfor, vi siger til nye konsulenter: ’Watch out, der er altid nogen, der er i stand til at fortælle historier om dig.’ Man skal passe meget på med ikke at gøre det til en heksejagt.”
Kvindelige læsere må dømme selv
Med Jesper Jacks afgang står Det Danske Filminstitut nu uden en egentlig dokumentarkonsulent. Netop ansatte Klara Grunning-Harris går på barselsorlov 7. marts og bliver midlertidigt afløst af Malene Flindt Petersen. En situation, Filmmagasinet Ekkos chefredaktør Claus Christensen i går kaldte ”problematisk” i en leder.
Den præmis er Henrik Bo Nielsen dog ikke med på.
”Jeg har med interesse læst, at Ekko problematiserer, at man ansætter kvindelige filmkonsulenter, som tillader sig at blive gravide, efter de er blevet ansat. Det er et interessant synspunkt, men det har man jo lov at have.”
– Men uanset baggrunden står I vel i et tomrum, der kan gå ud over dansk dokumentarfilm?
”Du får mig ikke til at anerkende, at det er et problem, at kvindelige beslutningstagere går på barsel. Det er en sexistisk devaluering af kvinder, som Ekkos kvindelige læsere må forholde sig til. Jeg vil ikke, men det er naturligvis vores ansvar at finde løsninger på vakanser.
Kommentarer