Vi laver film om mennesker i rum

Der sidder tre mennesker i et rum. Det er tre kvinder. Tilde Trampedach Juul, Nicoline Skotte Jacobsen og Roja Pakari er nyuddannede instruktører fra flerkameralinjen på Den Danske Filmskole.

Flerkameralinjen er under stor offentlig ståhej blevet lukket af Filmskolens nye rektor Vinca Wiedemann. Linjen bliver endeligt afviklet om to år, så Tilde, Nicoline og Roja er de næstsidste instruktører af deres slags. Det næstsidste kuld guldklumper, der kastes på gaden.

Flerkameralinjen ligger under Tv-uddannelsen på Filmskolen. Men de to linjer er markant anderledes. Når Tilde Trampedach Juul engang imellem kommer til at betegne sig selv som dokumentarist, spørger folk ofte, om hun laver naturfilm.

Men det gør ingen af de tre. Når de taler om deres film, er det konsekvent med udgangspunkt i rummet. Ikke rummet på en science fiction-agtig måde, men fordi alle film, man laver på flerkameralinjen, skal filmes i det samme rum.

Får intet forærende
”På flerkameralinjen bruger vi et studierum. Et stort, sort rum med fire vægge. Og så arbejder vi med production designere, der bygger en scenografi i rummet, hvor vi så trækker mennesker fra den virkelige verden ind,” forklarer Nicoline Skotte Jacobsen.

”Vi skaber ligesom et nulrum til at starte med, som vi bygger op,” supplerer Roja Pakari.

”Jeg kan godt lide at tænke på flerkameralinjens film som forskning helt ned i detaljen,” siger Tilde Trampedach Juul og fortsætter:

”Alt, hvad vi putter derind – om det er et glas vand eller en person – er et bevidst valg. Hvis vi gerne vil have, at solen skal bryde gennem skyerne, skal vi bede scenografen om det. Der er ikke noget, som bliver foræret. Det er det, nulrummet giver. Det er et rum, hvor man kan forske i detaljerne og virkemidlerne i filmen.”

De uventede gaver
Det er altså ikke bare dokumentarfilm, man laver som flerkamerainstruktør. Fokus er på mennesker, følelser og fænomener.

”Vi er instruktører, men det fungerer ikke sådan, at vi siger: ’Så skal du gå derover og begynde at græde.’ Instruktion kan for eksempel være at bede én om at stå af et tog og gå ind ad en dør, men at vedkommende for eksempel ikke ved, hvad der venter derinde. Man instruerer mere i rumfunktioner,” forklarer Nicoline Skotte Jacobsen.

Roja Pakari mener, at flerkameraproduktioner kan sammenlignes med videnskabelige projekter.

”Vi konstruerer et rum. Du kan have en forhåbning om, at de mennesker, du sætter ind i rummet, vil stille sig i det varme lys, du har sat til dem, og en forhåbning om, hvad de skal gøre. Vi undersøger psykologien mellem mennesker i et rum. Det er hele tiden: undersøge, undersøge, undersøge.”

Det er ikke altid, at tingene går, som man ønsker det. Men det uventede har også sin charme og endda en direkte funktion, forklarer Tilde Trampedach Juul og fortsætter:

”Man kan have et ønske om, at personen kommer til at græde, og så kan man forme rummet sådan, at man har en forestilling om, at det kommer til at ske. Men hvad de valgte rammer vækker hos de medvirkende, kan man ikke forudsige.”

”Det interessante er i virkeligheden, hvordan vi rent faktisk sikrer os, at der sker noget, vi ikke havde ventet. For det uventede kan skabe noget, der er større end én selv.”

Træning i liveness
På flerkameralinjen starter de tre elever sammen med de seks, der studerer på dokumentarlinjen. Efter det første år bliver de så splittet. Og som Roja Pakari betegner det, gik dokumentarinstruktørerne ud i felten, mens de selv gik ind i studiet.

”Vi bliver uddannet til at være dokumentarinstruktører, men vi bliver også uddannet til at være i et kontrolrum og lede et hold og liveklippe på en helt anderledes måde end dokumentarlinjen,” fortæller Roja Pakari.

Studiet træner dem i liveness, og flerkamerainstruktører er et oplagt valg til at lede et tv-studie, da deres funktion som instruktører også minder en del om en live-producers.

Træningen i rummet giver også en parathed i forhold til resten af verden.

”Det at vi filmer i rummet, gør os netop i stand til også at lave film ude i verden. For eksempel i en stue eller på en mark ville vi kunne tilføje elementer eller lys, der var vigtige for vores scene. Så træningen i studiet er meget skærpende,” mener Nicoline Skotte Jacobsen.

Forestillinger om hinanden
Over de næste par uger får de tre instruktørers afgangsfilm premiere. Først på Den Danske Filmskole, og siden bliver de vist i biografen og, ikke mindst, på DR K.

”Vores eksamensfilm er optaget på under to dage. Det er et kort, fokuseret tidsrum. Og det gør også, at man kan blive helt høj af at være på optagelse,” fortæller Tilde Trampedach Juul, der ligesom de andre er oppe at køre over udsigten til, at hendes film bliver vist på stuealtret over hele landet.

Deres tre afgangsfilm skildrer så forskellige problematikker som far/datter-relation, svangerskabets følelsesmorads og kærlighedsforhold igennem stemmegymnastik.

Nicoline Skotte Jacobsen har lavet en film om forholdet til sin far, og hun medvirker derfor selv i filmen.

”Filmen er en mulighed for os for at opleve hinanden på ny, og det er også derfor, at den hedder Min far forfra. Jeg kunne sagtens være taget til Skjern og filmet min far. Han er meget Skjern. Men jeg valgte at flytte ham ind i et rum med farver og masser af lys og glimmer. Det er mit univers, han trådte ind i,” forklarer hun.

Der hvor lyden kommer fra skildrer stemmeøvelser mellem et kærestepar, og Tilde Trampedach Juul beskriver filmen således:

”Grundlæggende er det en kærlighedshistorie: Om at se hinanden eller ikke at se hinanden. Om de forestillinger, man kan have om den anden, eller om man bare ser sig selv i den anden. Og så er det en fortælling om to fantastiske mennesker.”

Roja Pakaris Zayesh handler om en kunstner, der fortæller om det at være gravid. Store dele af filmen udtrykker sig også i dans og musik.

”Forestillingen er, at når man er gravid, så er man glad. Alt er jo godt. I min film taler en kvinde om graviditet på en måde, som ikke mange kvinder taler om det,” siger hun.

Fremtidens tv
Beslutningen om at lukke flerkameralinjen er blandt andet blevet begrundet med, at uddannelsen ikke matcher industriens behov.

Det er de tre instruktører dog ikke enige i. De peger på, at alle, der er blevet uddannet fra flerkameralinjen har arbejde på nær én, der valgte at forlade civilisationen og flytte i en hytte i Norge.

”Der findes ikke en uddannelse som flerkameralinjen noget sted i verden. Og det var bare så fedt, at Den Danske Filmskole også havde plads til eksperimenterende film,” siger Roja Pakari.

”Den måde, vi laver film på, er fremtiden. Det er ikke bare hurtige tre sekunder og så et klip. Der er dybde i det, vi laver. Jeg tror ikke, folk er klar over det endnu, men det er det, vi i fremtiden kommer til at se på tv,” spår den nyuddannede flerkamerainstruktør.