Man bliver let en del af korrupt system

Mexicanske Amat Escalante serverer hård kost.

Har du set gennembrudsfilmen Heli, der vandt instruktørprisen i Cannes i 2013, har du med garanti stadig den bagbundne soldats flammende testikler brændt fast på nethinden.

Og hvordan kan man glemme det blækspruttelignende rumvæsen i The Untamed, der giver sine partnere total seksuel tilfredsstillelse, men som ikke sjældent dræber dem midt i akten?

Som sin landsmand Michel Franco har Amat Escalante et kompromisløst, anspændt filmsprog, der nagler publikum til sædet med slående billeder med et sitrende potentiale for pludselig vold.

Hans film afspejler et belastet, socialt ulige Mexico, hvor den korrupte ordensmagt får folk til at forsvinde ved ethvert kritisk kvæk.

Det er netop anslaget i hans første film i syv år, Forsvundet i natten, der havde verdenspremiere uden for konkurrence i Cannes og fik fire stjerner af Ekkos anmelder.

Den handler om den unge Emiliano, der infiltrerer en kendisfamilies isolerede, betonmodernistiske hjem ved en sø. Emiliano har fået et tip om, at det er her, hans aktivistmor ligger begravet.

”Det har altid chokeret mig, hvor ulige retfærdigheden er fordelt i Mexico,” siger Amat Escalante i et gruppeinterview i Cannes.

”Jeg bor i Guanajuato, der i løbet af de sidste ti år har udviklet sig til den mest voldelige delstat i Mexico. Og det er svært ikke at tale om, når man er omringet af det.”

”Jeg laver film om mit nærområde. Om mit nabolag, min hjemstat, min hjemby. Jeg bruger den verden, jeg møder til daglig.” 

Kunst om sex og død
Aldama-familiemedlemmerne i huset ved søen er alle berømte kunstnere med virke i krydsfeltet mellem sex og død.

Moren Cármen er en stratosfærisk berømt telenovela- og popstjerne, som har isoleret sig efter et grumt overgreb i branchen. Overgrebet har hendes mand, Rigoberto, foreviget i et kunstværk med et stykke sexlegetøj og titlen: ”Den dag, produceren stak to fingre op i mig.”

Datteren Mónica er gået viralt som influencer med videoer, hvor hun foregiver at begå selvmord. De forsøger alle at få en krog i Emiliano, da han begynder at udføre småjobs for familien.

Der er mange tematikker på spil i handlingen, men for Amat Escalante udsprang de helt naturligt af den historie, han forsøgte at fortælle.

”Det var ikke hensigten at komme så vidt omkring, men jeg følte, at disse elementer talte til hinanden,” forklarer instruktøren.

Kunstens rolle står centralt for ham som en måde at udforske skillelinjerne i det mexicanske samfund.

”For at blive kunstner i et land som Mexico er man nødt til at have tid og penge, og hvis man har en hård hverdag, eller hvis ens familiemedlemmer forsvinder, har man ikke de samme forudsætninger for at udtrykke sig,” siger han. 

Alle en del af korruptionen
Amat Escalante er en kontroversiel skikkelse i sit hjemland.

Det kan godt være, at Heli blev udpeget som landets Oscar-bud, men den blev også udskældt for sit begsorte portræt af et Mexico, hvor narkokrigen raser, og samfundets mest udsatte lever i håbløs fattigdom.

”Det kan være uretfærdigt, voldeligt og tragisk for folk at opleve, at deres ulykke bruges til at lave kunst, der skal underholde andre,” medgiver instruktøren.

”Jeg gjorde det selv i Héli, og stiller nu spørgsmålstegn ved det i Forsvundet i natten. Omvendt kan det jo være med til at skabe refleksion, som forhåbentlig kan hjælpe. Hvis ikke det er målet, hvilken ret har man så til andres tragedie?”

En vigtig krølle i Forsvundet i natten er provokunstneren Rigobertos konflikt med en kristenfundamentalistisk bevægelse, som han har hånet ved at affotografere liget af deres pædofilidømte stifter.

Af alle filmens personer er han den mest kyniske. Og han tager Emiliano til sig, så man tror, han enten vil have noget af ham – eller har noget at råde bod for.

”Rigoberto ved, at han gør noget slemt, men gør det alligevel. Han er meget pessimistisk – eller måske bare realistisk – i forhold til, hvordan verden fungerer.”

For at undgå repressalier fra bevægelsen bliver Aldama-familien beskyttet af politiet – deriblandt en betjent, som Emiliano mistænker for at være involveret i hans mors forsvinden.

”Man bliver lettere en del af et korrupt system, end folk går og tror. Måske særligt i Mexico, men også globalt set er vi alle forbundne. Selv hvis man tror, man ikke har det mindste med den slags magtmisbrug at gøre, kan man stadig bære et ansvar – bare uden at være bevidst om det.” 

Netflix gav overskud
At der er gået syv år siden hans sidste spillefilm, betyder ikke, at Amat Escalante har ligget på den lade side.

Dels betød pandemien, at optagelserne til Forsvundet i natten måtte udsættes i årevis. Dels brugte instruktøren sin festivalsucces til at score en tjans som instruktør på Netflix-hitserien Narcos: Mexico.

”Det var første gang i mit liv, jeg tjente mere end bare til at leve for,” smiler Amat Escalante.

”Jeg gik fra at lave film med amatørskuespillere til en produktion, hvor kendisserne kan trække sig tilbage til deres egen trailer, når de vil. Der er meget stor forskel på stjernerne og filmarbejderne – altså uden at sige noget dårligt om skuespillerne!”

Mødet med de store seriestjerner gav også Amat Escalante kreativt brændstof, fordi han fik lov at iagttage berømthed på klos hold.

”Det var spøjst for mig, fordi jeg havde lavet film i atten år uden at lave en eneste ’normal’ film med stjerner. Så det fik jeg lov at prøve, og som man kan se, har jeg nu store stjerner med i min film!” griner han. 

Store stjerner på set
Det kan godt være, at hovedrollerne i Forsvundet i natten ikke er så velkendte for et dansk publikum. Men i den spansktalende verden er de regulære kendisser, forsikrer instruktøren.

Uruguayanske Bárbara Mori, der spiller Carmen Aldama, er stadig landskendt for 00’ernes store telenovela Rubi, mens skuespilleren bag Rigoberto, Fernando Bonilla, voksede op med berømmelse som søn af en stor mexicansk skuespiller.

Og spanieren Ester Expósito, der spiller Mónica, er selv en berømt influencer med en følgerskare på knap 27 millioner mennesker.

Til sammenligning kom filmens hovedrolleindehaver, Juan Daniel García Treviño, fra svære kår og arbejdede sig op i filmbranchen med roller som i festivalhittet Robe of Gems.

”Han bærer også sine erfaringer på krop og sjæl. I mine andre film har jeg brugt skuespillere, hvis personlighed er så tæt på rollen, at de nærmest spiller sig selv. Det samme er tilfældet her,” siger Amat Escalante.

At optage med så store stjerner gav også uventede udfordringer.

”Vi optog i et område så langt ude på landet, at selv filmholdet havde svært ved at finde frem. Men nogle af Bárbara Moris fans fandt frem til settet ud fra en selfie, hun havde postet.”

”På et tidspunkt, da det gik op for dem, at Bárbara Modi og Ester Expósito var ved at optage en film sammen, begyndte der at dukke både op på søen med turister, som forsøgte at få øje på dem!”

”Og det er jo sjovt. Måske ikke lige i øjeblikket, hvor de ødelægger optagelserne, men humoren er altid til stede.” 

Ung generation har håbet
Lige siden premieren i Cannes er det faldet nogle kritikere for brystet, at Forsvundet i natten ikke er lige så hårdtslående som Amat Escalantes tidligere film.

Der er mere humor, mere ironi og en mere imødekommende tone end i hans tidligere dunderværker.

”Alle scener i filmen er farvet af en eller anden form for spænding eller fare. Så det er vigtigt at lukke lidt af spændingen ud undervejs,” forklarer han om filmens vittigheder.

”Selv på dit livs mest tragiske dage kan man finde et eller andet at trække på smilebåndet over. Vi er alle mennesker. Så det ville føltes forkert at udelade det bare for at virke respektfulde over for filmens alvorlige temaer.”

”Det er jo ikke, fordi jeg elsker at være kontroversiel. Jeg kan godt lide film, der provokerer stærke reaktioner – én af mine yndlingsfilm som barn var Gaspar Noés Irreversible. Jeg bryder mig ikke om vold, men det er interessant at bruge volden til at lave kunst.”

– Var det vigtigt for dig at betone håbet? 

”Jeg følte, jeg var nødt til det på en måde. Unge mennesker har nogle drømme, man ikke kan kvæle så let. Det er derfor, at Mexico – og hele verden – bliver ved at udvikle sig. Den næste generation har ikke mistet håbet. Det bør vi andre heller ikke, for det er håbet, der skubber os fremad.”