Reportage
08. okt. 2017 | 00:00

”Vi mænd har også lov til at være følsomme”

Foto | Andreas Omvik
Modsætninger mødes og forelsker sig, når Sara Hjort Ditlevsen og Gustav Dyekjær Giese spiller hovedrollerne i Mikael Wullfs nye tv-serie Perfekte steder.

Satirikeren Mikael Wullf instruerer en kærlighedsserie, og normalt hårdkogte Gustav Dyekjær Giese spiller følsom førsteelsker. Vi besøger optagelserne af Perfekte steder, der begynder på TV 2 Zulu på tirsdag.

Af Anders Højberg Kamp

Det er en helt almindelig dag i forstaden.

En bil kører ned ad en parcelhusvej i Herlev, hvor ingen kommer frivilligt. Altså bortset fra instruktøren Mikael Wulff og hans filmhold.

”Der kommer en gratis statistbil,” råber en kameramand, og de omkring 25 mennesker går ind på fortovet. Skuespillere, kamerafolk, runnere, og hvad de ellers har af titler.

Nede for enden går to smukke, unge mennesker hånd i hånd. Den ene, Sara Hjort Ditlevsen, er klædt i grøn kjole. Den anden, Gustav Dyekjær Giese, har en blå, højhalset trøje og beigefarvede bukser. Som taget ud fra en handelshøjskole.

De har hovedrollerne i den nye tv-serie Perfekte steder, som får premiere 10. oktober på TV 2 Zulu. Kanalen beskriver serien som en intim kærlighedshistorie om den uundgåelige forelskelse midt i tyverne inden livet med hus og kreditlån.

Grus i svigermekanikken
I scenen skal det forelskede par, Tobias og Rose, gå ned ad et fortov og ind gennem en indgang til parcelhuset, hvor Rose voksede op. Tobias skal møde svigermekanikken for første gang, og det er Rose vist ikke lige i humør til. Derfor har de været ude at gå en tur i hendes barndomskvarter. 

Scenen bliver optaget. Igen, igen. Og så igen. 100 meter frem og tilbage på vejen. 

Heldigvis skinner solen for første gang i umindelige tider. Og nu kommer der en sværm af statister. 

”Adr, flyvemyrer,” råber én. 

Der er også lidt tumult nede i den anden ende. 

”Det er altid pinligt, når ejeren er hjemme. Det ser altid slemt ud, når ens hus er rodet til og lavet om på,” fortæller én fra filmholdet. 

Holdet har lejet en villa, hvor der optages både indenfor og i haven. I serien er der nemlig børnefest hos svigermekanikken. Og så er ejeren af huset åbenbart kommet på besøg. 

Hverdagens små forstyrrelser fortsætter. Mikael Wulff kommer over. 

”Mande-bonder I over jeres maskulinitet? Vi kan høre, alt hvad I siger nede i den anden ende. I må ikke snakke, når vi optager,” siger instruktøren og peger på en optager, der fanger al lyd.

”Undskyld!”

Siger Ekkos udsendte.

Fra satire til kærlighed
Tv-serien foregår i realtid. Det vil sige, at 25 minutter på skærmen svarer til 25 minutter for karaktererne. Det gør, at nogle optagelser er særdeles lange, og der er grobund for improvisation under optagelserne.

Der er i alt otte afsnit, som består af 25 minutters-punktnedslag i karakterernes liv.

Mikael Wulff står bag monitoren under en carport og fortæller om sin kunstneriske idé med realtid. Filmen bliver produceret af instruktørens og Anders Morgenthalers produktionsselskab New Creations, men det betyder ikke, at Perfekte steder byder på deres vanlige bidende humor.

Mikael Wullf, hvorfor laver du en alvorlig kærlighedshistorie?

”Jeg har altid godt kunnet lide kærlighedshistorier. Jeg ved godt, at jeg kommer fra en gennemført respektløs humoristisk stil, hvor alt skal latterliggøres. En kærlighedshistorie er en genre, hvor man skal tage det følelsesmæssige aspekt ekstremt alvorligt,” siger instruktøren, der er mest kendt for DR2-serien Dolph & Wulff og den daglige vittighedsstribe i Politiken, Wulffmorgenthaler.

”Det er overraskende for mig selv, at jeg kaster mig ud i det. Normalt ville en komiker afmontere det hele,” tilføjer han.

Tobias og Rose er hinandens modsætninger. Han er til karriere og ydre værdier og er vokset op i et pænt villakvarter. Rose er vokset op i et parcelhus, kommer fra en skilsmissefamilie og har ikke de store drømme og ambitioner.

”Ambitionen er, at sommerforelskelsen også er en fortælling om identitet. Vi har at gøre med to meget forskellige mennesker, der mødes tilfældigt. Deres tilværelse transformeres, og de bliver til noget andet. Det handler om at dyrke øjeblikke, hvor der sker noget, som ændrer ens liv fuldstændigt.”

Hovedrolleindehaverne kommer over til monitoren i carporten, hvor vand og kaffe står klar.

”Vi mænd har sgu også have lov til at være følsomme og komme i kontakt med den side. Så jeg synes, det giver mening, at Mikael laver en kærlighedshistorie,” siger Gustav Dyekjær Giese, der debuterede i en diametralt anderledes rolle som rod i Nordvest.

Sara Hjort byder ind
De tre taler om scenen i en lille rundkreds. Sara Hjort Ditlevsen har tydeligvis en del idéer til sin rolle og replikkerne.

”På vej ned ad vejen siger Tobias: ’Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig.’ Her vil enhver pige straks tænke: ’Han vil sige, han elsker mig.’ Der flyver en masse tanker igennem hovedet på hende, så jeg synes, at Gustav skal trække det, han vil sige, lidt ud,” siger Sara Hjort Ditlevsen og lægger sin hånd på Gieses håndled.

Hun er en erfaren skuespiller, der før har haft kropsligt udfordrende roller i film som Undskyld jeg forstyrrer, hvor hun legede hund, og i den hollandske Borgman.

”Det er tydeligvis en kærlighedshistorie skrevet af en mand, som selv har oplevet det her. Men der er også mange scener mellem veninderne, hvor det bliver en pigedialog. Og så er det fedt, jeg engang imellem kan gå ind og hjælpe,” fortæller Sara Hjort Ditlevsen.

”Selv om Mikael er god til at sætte sig ind i den kvindelige psyke, kan jeg nogle gange fortælle, hvad mange kvinder ville tænke,” forklarer Ditlevsen, inden hun gør sig klar til at indspille en ny scene uden Gustav.

Gieses vilde ungdom
Stemningen er høj på sommerdagen, hvor der kommer udbragt mad serveret under pavillonen, mens filmholdet hygger og børn vælter rundt. Her er både stegte pølser og fyldige vegetarsalater, som passer godt til den kødfrie tidsånd.

Gustav Dyekjær Giese har smidt handelshøjskole-kludene. Han går rundt i bar overkrop og sætter sig ved et havebord.

Gustav, hvordan er det at spille slipsedreng og førsteelskeren?

”I den her rolle kommer jeg i kontakt med usikkerhed og blødhed, og det kan lyde som klichefyldte fraser, men det viser for mig, at jeg kan spille andet end tough guy,” siger skuespilleren, som er ved at uddanne sig på Den Danske Scenekunstskole.

Han er vokset op i en filmfamilie som søn af produceren Maja Dyekjær og klipperen og filmkonsulenten Morten Giese, så hans vej til filmen og teateret er ikke overraskende. Og dog alligevel.

Han er mest kendt for såkaldte autentiske roller. Ikke bare som bandemedlem i Nordvest, men også som hårdkogt ung mand i tv-serien Heartless og i 9. april. Ikke noget, der lugter af det finere teater.

Hans bare krop afslører en tatovering med navnet ”No Regrets”.

Hvad betyder det?

”Tatoveringerne hører min vilde ungdom til. Mig og mine venner var lidt destruktive i nogle år med lyse morgentimer og hjemmelavede tatoveringer,” griner han.

Kamæleonen
Gustav Dyekjær Giese har ikke noget problem med at have tatoveringer, men det er generende i arbejdet som skuespiller, når der står Gustav over hele kroppen.

”Jeg kommer fra en kunstnerisk, venstreorienteret familie, men jeg er også blevet venner med drengene fra Amager. Jeg har ikke bare gået på højskole, men har også været ude at drikke mig stiv og lave ballade. Jeg tør godt sige, at jeg er kommet i begge verdener og har følt mig som en kamæleon,” siger Gustav Dyekjær Giese, der endte med at gå på det flippede Christianshavns Gymnasium.

Hans vennegruppe bestod af en blanding fra folkeskoletiden og gymnasietiden.

”Mine gamle venner driller mig lidt med det, jeg laver nu. Det er også godt at blive hevet ned på jorden, og det har nok gavnet mig som skuespiller, at jeg har smagt på livet,” konstaterer han, inden turen går hjemad.

Han har nemlig fri, mens Sara Hjort Ditlevsen indspiller endnu en scene.

Trailer: Perfekte steder

Kommentarer

Perfekte steder

Ungdomsserie skrevet og instrueret af Mikael Wulff. 

En stormende forelskelse mellem et ungt par forandrer deres liv.

Otte afsnit på hver 25 minutters varighed. 

Handlingen foregår i realtid. 

Hovedrollerne spilles af Gustav Dyekjær Giese og Sara Hjort Ditlevsen. 

Premiere på TV 2 Zulu den 10. oktober.

© Filmmagasinet Ekko