Vi ses på tv
Big Brother, Robinson Ekspeditionen, reality-tv. Hvad har det i grunden med virkelighed at gøre? Det hele foregår i kunstigt skabte miljøer, det er åbenlyst iscenesat og redigeret, og det er spil og konkurrencer, der driver aktørerne. Så hvor er der reality i reality-tv? Spørgsmålet er måske forkert stillet. Det handler snarere om, at vort begreb om virkeligheden har forandret sig.
Skred i offentligt og privat
Situationen er velkendt fra hverdagen, bussen eller toget: vi bliver - ufrivilligt - vidner til et andet menneskes private samtale ført over mobiltelefonen. Denne nye teknologi har bragt det ofte meget private ind midt i det offentlige rum. Det kan for nogle virke nærmest blufærdighedskrænkende således at blive "påtvunget" indblik i for eksempel unges seksuelle eskapader i weekenden, når disse deles med venner via mobiltelefon. For andre er denne intimitet åbenlyst en naturlig del af adfærden i det offentlige rum.
Det er ikke mindst dette skred i opfattelsen af, hvad der er offentligt og hvad der er privat, som Anne Jerslev hæfter sig ved, når hun forsøger at indkredse fænomenet reality-tv. Anne Jerslev vil ikke blot afskrive reality-tv som det kommercielle tvs spekulation i identitetssøgende unges desperate behov for at eksponere sig selv. I stedet ses reality-tv i et bredere, historisk perspektiv, hvor også udviklingen inden for dokumentargenren og på kunstscenen inddrages. De forandringer, der har præget de sidste 30 år inden for det politiske og sociale rum, inden for medier og kunst osv., er nødvendige for at forstå reality-tv.
Reality-tv kan siges at være opstået for 30 år siden med dokumentar-serien An American Family, der i 12 afsnit fulgte familien Loud gennem blandt andet en skilsmisse. Serien var dengang voldsomt omdiskuteret, blandt andet fordi man overskred grænsen mellem det offentlige og private ved at gå helt ind i kernen af intimsfæren: familien. Det blev diskuteret, hvad serien i grunden dokumenterede: opløsningen af familien som socialt forankringspunkt - eller blev familien opløst som følge af kameraets tilstedeværelse? Under alle omstændigheder markerer serien begyndelsen på den udvikling, der foreløbig er kulmineret med reality-tv: at man kan blive kendt på at være den, man er, og ikke ved at være noget særligt.
Iscenesætter autenticitet
Reality-tv, der dækker over en række forskellige programtyper, karakteriseres ifølge Anne Jerslev ved serieformatet, ved en faktakontrakt med seerne, ved at være underholdende, ved genreblandinger og ved at iscenesætte og producere autenticitet og intimitet. Anne Jerslev bruger også begrebet følelses-tv om denne udvikling. Videre kan reality-tv inddeles i tre overordnede kategorier:
REALITY-DOKUMENTAR. Omfatter serier som Cops, Livet er fedt og Stripperkongens piger. Det er programmer, der går ind i eksisterende miljøer, men som i modsætning til andre dokumentarprogrammer først og fremmest er underholdende.
REALITY-MAGASIN. For eksempel Kriminalmagasinet og Station 2.
REALITY-GAMESHOW. For eksempel Robinson Ekspeditionen og Big Brother. Her er der tale om, at programmet iscenesætter en social virkelighed med indbygget konfliktpotentiale (deltagerne skal fungere både som venner og konkurrenter). Det er programmer, der tilstræber liveness, det vil sige en oplevelse af, at det foregår her og nu (skønt programmerne er redigerede). Der er endvidere tale om mediehybrider, hvor der ved siden af tv også er tale om en interaktiv ageren med programmet via internet og sms, samt at en stor del af programmernes drama udspilles i formiddagsaviserne og ugebladene.
Andet end spekulation
I sine grundige analyser af de forskellige programtyper kortlægger Anne Jerslev forbilledligt den udvikling, der er sket i medielandskabet de sidste 30 år. Kameraer, lyssætning og det øvrige produktionsapparat var for 30 år siden så omfattende, at det næppe har kunnet undgå at indvirke på familien Louds hverdag. I dag er kameraer og mikrofoner så små, at de let lader sig overse. Desuden er tilstedeværelsen af et kamera i dag ganske upåfaldende. Men den udvikling der især har fundet sted er, at hvor kameraets tilstedeværelse oplevedes som et forstyrrende fremmedlegeme for familien Loud, så ignorerer dagens Big Brother-deltagere ikke nødvendigvis kameraet, men agerer naturligt foran kameraet. De poserer for kameraet, ikke fordi de spiller roller, men fordi de er bevidste om at agere sig selv foran kameraet. De formes ikke af mediet, men skaber sig selv i og igennem mediet.
At der er tale om en ny form for ageren i et socialt rum, der i høj grad også er et medie-rum, dokumenteres af det interessante empiriske materiale, Anne Jerslev inddrager: 442 danske stile om reality-tv, der blev afleveret ved studentereksamen på Højere Handelseksamen i 2002. Disse vidner om en ny form for social og kulturel dannelse, der foregår i vennegrupper snarere end i familien og som i høj grad bruger medierne og medierummet til refleksion.
Anne Jerslev har skrevet en fortrinlig bog om reality-tv. Fænomenet bliver på oplysende vis sat ind i en historisk, social, kulturel og æstetisk kontekst, der gør det muligt at se reality-tv som andet end endnu en omgang spekulation i det pinlige og private. Bogen er akademisk i anslaget, med et fyldigt noteapparat, og henvender sig nok især til universiteternes medieuddannelser, men vil givet også kunne finde anvendelse i gymnasierne.
Kommentarer