Vi skal ikke være pædagoger

Som chef for DRs Barracuda-programmer, der sendes på DR1 hverdage kl. 17-18, er Lene Nordin med til at lave tv til nogle af de yngste seere. Det er de børn, der netop er begyndt i skole – børn, som er blevet kastet ud i forbrugersamfundet og er ved at opdage fristelser og farer.

For at holde sig inde i varmen hos disse kræsne junior-forbrugere skal Danmarks Radio efter Lene Nordins mening producere moderne børne-tv – det vil sige børne-tv, hvor pædagogiske pegefingre er erstattet af unge studieværter, der taler de unges sprog, og hvor der også er plads til quizzer og konkurrencer inden for et rummeligt public service-begreb.

Jeres opgave i Barracuda-afdelingen er at lave tv til gruppen af 8-12-årige. Men lige netop i de år forandrer børn sig meget. Har den aldersgruppe overhovedet nogen fællestræk?

”Det er sandt, at de er meget forskellige, men de har også meget tilfælles. De er lige startet i skole og går i de små klasser. Deres skoledag er ikke så lang, og lektiekravet er ikke højt. De er stadig børn, hvilket vil sige, at de ikke er trådt ind i puberteten. Og mange af dem har ældre eller yngre søskende. De ser stadig sig selv som en del af en familiesammenhæng, og det ændrer sig, når de bliver 14-15 år gamle.”

Men der er vel alligevel forskel på det tv, man ser som 8-9-årig og som 11-12-årig?

”Det kan der være, men ikke nødvendigvis. Vores undersøgelser viser, at mange 9-årige og mange 12-årige ser alle vores programmer. Så vi har formået at samle børnene på tværs af disse aldersskel. Men de vægter forskellige ting. Når Vera er i Rutsj, så er der helt klart forskel på dét, børnene kan lide. Når hun vifter med håndtasken og er vild, synes de ældre børn, at det er alle tiders, mens de yngre børn mener, at hun burde dæmpe sig lidt.”

Jeg kan forstå fra jeres egne rapporter, at det især er et problem for jer at holde fast i de 11-12-årige seere?

“Vores konkurrenter er primært satellit-kanalerne, Cartoon Network og den slags. Men det, der er vores styrke i B&U er, at vi producerer programmer med en særlig DR-identitet, hvor vi går direkte i dialog med børnene og giver dem indtrykket af, at dette er deres kanal. I den forbindelse betyder det meget, at vi taler dansk. Når vi spørger børnene, hvorfor de bedre kan lide at se Danmarks Radio end Cartoon Network, så svarer de, at det skyldes de danske værter, der optræder på skærmen mellem indslagene.”

Tv kan ikke opdrage børn
Lad os holde fast ved din omtale af en særlig DR-identitet. Hvad betyder det i praksis?

”Vi har nogle værdier, som vi arbejder ud fra. Vi tager børnene alvorligt, og det mener vi helt bogstaveligt. Vi tager ikke nødvendigvis forældrene alvorligt, og vi tager heller ikke nødvendigvis hensyn til, hvad der er stuerent. Men vi tager børn alvorligt, og vi vil gerne møde dem der, hvor de er. Det er vel det største skift, der er sket, siden vi omdannede Børne1’eren til Barracuda. Tiden har ændret sig, og vi skal være i sync med børnene i den nye tid. Vi har en holdning til tv, men er ikke dogmatiske. Vi er ikke pædagoger og skal ikke reformere verden eller tvinge børnene til at opfatte den på en bestemt måde. Jeg tror, man kan være i dialog og påvirke på mange måder, bare ved at være som man er. Jeg tror ikke, at man behøver at opdrage børn. Og jeg tror ikke, at tv er egnet til at opdrage børn.”

Du indikerer dermed, at DR har skiftet attitude over for børne-tv i de seneste år.
Hvad ligger til grund for dette skift?
”Man skal gøre sig klart, at det tidligere børne-tv blev produceret i en anden tid. Og man kan ikke bare trække fjernsynsprogrammerne ud af deres tid. Det ville være unfair. Man skal ikke blive arrogant, fordi man lever i nutiden. Dem, der levede tidligere, havde andre værdier og en anden opfattelse af godt tv – en opfattelse, der passede til deres tid.”

”Men som situationen er nu, kan man sige, at inden for de sidste fem år er markedet for kulturtilbud eksploderet. Børnene har adgang til hvad som helst inklusive spil og computere og alt sådan noget. Deres direkte, ucensurerede adgang til informationer er blevet gigastor. Derfor er vores opgave i DR en anden end for ti år siden, hvor vi kun havde TV 2 som en enkelt – og ret lille – konkurrent. Markedet og vores grundvilkår har ændret sig, og det må vi tage højde for.”

Hvordan var tidsånden da tidligere?

”Dengang kunne man lettere fastholde en pædagogisk og voksen overbygning, uden at det gjorde noget. En gammel medieforskningsundersøgelse af Børne1’eren viste, at når børnene skulle karakterisere programmet, sagde de, det altid var godt at se DR, fordi så lærte man noget. Jeg tror, at de i virkeligheden gentog det, som de voksne havde sagt. Det er altid pænt at sige, at man lærer noget. Men måske vil man ikke af sig selv opsøge den slags programmer. Derfor siger vi nu, at vi kan godt fortælle børn nogle vigtige budskaber, vi kan godt tage udgangspunkt i deres liv og samtidig opretholde et vist kvalitetsniveau.”

Nutidens børn vil måske slet ikke finde sig i at blive talt til på den måde, som man gjorde tidligere?
”Nej, især den ældste del vil føle sig talt ned til, hvis vi anvendte en let pædagogisk tone. Det vil de ikke finde sig i. Nutidens børn er opdraget til at forstå argumenter og tage stilling. De er ikke vant til at godtage normer og værdier, som de ikke må diskutere. Derfor prøver vi at gå i dialog med dem.”

Børn må gerne stene tv
Et begreb, der anvendes meget inden for børne-underholdningsindustrien, er begrebet KGOY. Det er oprindelig lanceret af Disney-koncernen og betyder ”Kids Get Older Younger”. Hvad betyder det efter din mening?

”Det betyder helt fundamentalt, at vi voksne har svært ved at følge med. Børnene har ikke noget problem med udviklingen. Hvis vi ser på vores store kommunikationsverden, hvor alle kan kommunikere med hinanden og treårige kan betjene computere, så er der ikke mange ting, børn ikke ved. Og der er ikke mange ting, som de ikke danner sig en opfattelse af. Man må imidlertid aldrig begå den fejl at tro, at børnene har forstået tingene som de voksne. Det har de ikke. De forstår det på deres egen måde. Men de har kendskab til en masse ting, og derfor oplever vi det, som om de hurtigt bliver ældre.”

Det gør de vel også rent konkret? De klæder sig i modetøj og læser magasiner i en meget ung alder.

”Ja, sådan tolker vi det. Det ser ud, som om de opfører sig rigtigt i forhold til den viden, de har. Men børnene synes ikke selv, at de bliver ældre af den grund. De plagierer bare moden. Vi må ikke begå den fejl som voksne at tro, at fordi der kommer en tolvårig pige med bar mave, betyder det, at hun er seksuelt moden. Det handler det ikke om for hende. Hun er et andet sted. Og hvis vi ikke kender målgruppen, ved vi ikke, at det ikke betyder andet for hende. Hun er bare smart. Vi risikerer at lægge voksne signaler ind i det.”

Du har givet udtryk for, at satellit-stationerne er nogle af jeres værste konkurrenter. Hvad er deres styrker?

”De kan det, som ugeblade kan for voksne. De kan tilbyde den rene afslapning, som man ikke behøver at forholde sig til. Når børnene ser Cartoon Network, så får de simpelthen lov at stene fjernsyn. Og det skal de også have lov til. De har en travl hverdag med skemaer og pligter. Det er vidunderligt for dem at få lov at synke hen. Det, vi vil tilbyde, er en omhu med tingene. Den gør vi meget ud af. Vi er meget omhyggelige med, hvordan vi ’versionerer’ programmerne. Vi kan for eksempel indkøbe et relativt traditionelt program og lave en dansk vinkel i form af en sjov vært eller sådan noget. Det kan satellit-stationerne ikke. De kan bare levere den rene vare. Vi har det danske element. Det er meget vigtigt og attraktivt for børnene. Det kan vi se på vores share (andel af den børnemålgruppe, der forventes at se tv på det givne tidspunkt, red.), der jo ligger mellem 60 og 85 procent. Vi behandler emner som sygdom, sorg, død og svigt i den tunge ende og vandkast, leg og sjov i Rutsj. På den måde tror jeg, at vi opnår en fin balance.”

Razz skal beskyttes
I skal vel også finde en balance på en anden måde, nemlig i forhold til storindustrien. Ude i virkeligheden er der en skov af virksomheder, der vil sælge varer til børnene. Og jeres seere repræsenterer en af de mest interessante målgrupper for industrien overhovedet. Hvordan håndterer I den situation?

”Ja, der er jo tale om at finde den rette balance, og det kan godt være lidt svært. Lad os for eksempel tage spørgsmålet om en mobiltelefon. Den er attraktiv for børn, men for de fleste forældre er indkøbet af sådan en tingest et skridt, som man først beslutter sig for efter nøje overvejelser. Det er jo også en udgift for familien. Når man kan vinde en mobiltelefon i Rutsj, er det imidlertid ikke for at vinde en mobiltelefon, men for at have det sjovt. Det er for at have det sjovt og være i fjernsynet og løbe med en skål havregryn på hovedet. Det handler om den indpakning, som tingene får. Vi trækker opmærksomheden væk fra det kommercielle.”

Møder I nogen sinde kritik af jeres stil? I har jo lidt provokerende udtalt i en rapport om Barracuda-sendefladen, at quizzer og konkurrencer også er public service.

”Det får vi også prygl for af og til. Men det er altså vigtigt at slå fast, at tiderne har ændret sig. Kernen i moderne børne-tv er at tage børnene alvorligt. Derfor må man stille spørgsmålet: Skal vi henvise alle børn til at se på voksne, der klovner og fjoller? Eller skal vi sætte dem selv i centrum? Som vi gør i Melodi Grand Prix for Børn. Her sætter vi barnets evner i centrum. Og vi får simpelthen så mange henvendelser, at vi slet ikke kan rumme dem. Interessen er enorm. Det er et eksempel på, at det er fantastisk tv for børnene. Det viser, at de er kompetente mennesker, der kan utroligt mange ting og gerne vil vise det.”

Samtidig har Melodi Grand Prix for Børn også kastet en stjerne af sig. I har skabt Razz.

”Det har vi, måske mere ved held eller et slumpetræf. Året før hed vinderen Sisse, og hende kan ingen huske.”

Men alle kender Razz. Er der ikke visse farer ved at skabe så ung en stjerne?

”Jo, og derfor tager vi også forbehold i kontrakter og aftaler for at sikre, at DR ikke medvirker til, at børnenes liv bliver drastisk ændret. Melodi Grand Prix for Børn går jo bare ud på, at man kan være med og vinde et tv-show.”

Og efterfølgende optræde ved en række koncerter?

”Det kan jo også være svært for børn, hvis man slukker lyset ti minutter efter den store optræden. Vi har diskuteret dette emne meget. Og vi har sagt ja til nogle optrædender, men ikke i et omfang, der kommer til at ændre børnenes hverdag. Det må det ikke. Og forældrene kan til hver en tid sige nej. Vi har bare valgt en øvre grænse for, hvor meget kommerciel udnyttelse det kan føre til.”

Hvad siger du til, at Razz snart skal deltage i TV2s julekalender?

”Det siger jeg ikke noget til. Det er en del af det marked, som vi også er en del af. Så det kommer han til. Jeg håber, han gør det godt.”

Er der ikke også en fare ved sådan en udvikling, som Razz har været udsat for?

”Hvilken slags fare?”

For at han kan få forstyrret vigtige år af sit liv.

”Jo, det er der. Men i sidste ende er det forældrenes ansvar, og med mit kendskab til Razz’ forældre er han i gode hænder. Men rent generelt kan man sige, at hvis han bliver en offentlig person og lever et stjerneliv, så er han et barn, der lever et stjerneliv, og det skal nogle voksne tage hånd om. Det kan være meget svært for et barn at være barnestjerne. Det ved vi blandt andet fra Lille Per. På et tidspunkt er han ikke den nuttede lille dreng mere, og så slukker lyset, og så bliver det rigtig svært, fordi han mangler en forankring i hverdagen. Det skal han have. Men vores tilknytning til Razz udløb efter et år.”

No-nonsense stil
Hvad siger I mere generelt til de voksne, der ikke mener, at programmer som quizzer og shows for børn er den rette anvendelse af licensmidlerne?

”Vi er forpligtet til at levere public service, og det er efter min mening et overordnet begreb, som dækker hele sendefladen. Man kan ikke kræve, at hvert enkelt program skal dække alle elementer i public service-begrebet, men det skal helheden gøre. Så når jeg bliver spurgt, hvorfor vi laver gameshows for børn, svarer jeg, at det er en del af virkeligheden, og at børn nyder at se det.”

Kunne man også have lavet den slags programmer for fem-seks år siden?

”Ja. Og det burde man også have gjort.”

Hvor er det moderne børne-tv på vej hen?

”Det er et godt spørgsmål. Efter min mening er børnene ikke på vej noget bestemt sted hen – og det har de aldrig været. Det er os, der gerne vil se tendenser. Børn er det samme sted, som de altid har været. Og de interesserer sig for de samme ting. Ægte venskaber, familie, ærlighed. Hvis man skal pege på en udvikling i kommunikationen med børn, tror jeg, at vi skal være meget opmærksomme på at være præcise og sande. Vi skal være mere skarpe i vores kommunikation med målgruppen. Vi skal nok også tage humor mere ind. Vi lever jo i en tung og krigshærget verden.”

”Derudover tror jeg, at et begreb som pjat ryger ud. Det kan man godt forestille sig. Vi skal være mere kontante. Hvis vi vil gøre krav på børnenes tid, skal vi ville noget. Fordi tilbuddene bliver så mange. Så enten skal vi over i Jackass-formen, det helt syge og vilde – det tror jeg på. Vi vil naturligvis aldrig producere den slags til børn, men de vil samle det op andre steder, og så tager vi afskygningerne af det og lægger det ind i Rutsj. Eller også skal vi benytte os af no-nonsense-stilen. Børnene får så mange kultur-tilbud, at de, der målrettet siger ’jeg vil have fat i dig med det her’, står stærkt i fremtiden.”