”Vi skal turde beskrive det svære kvindeliv”

May el-Toukhy har fået et internationalt gennembrud i denne weekend. Hendes anden spillefilm, Dronningen, der får dansk premiere i slutningen af marts, har vundet tre priser på Göteborg-festivalen.

Men nok så vigtigt har filmen vundet publikumsprisen på den prestigefyldte amerikanske Sundance-festival, hvor mange instruktører i tidernes løb er blevet opdaget.

”Mindst halvdelen af publikum på Sundance er folk fra den amerikanske filmbranche. Så hvis du vinder publikumsprisen, har du også vundet filmfolkenes hjerte,” fortæller May el-Toukhy, der spilledebuterede med komediedramaet Lang historie kort.

”Det kan jeg virkelig mærke. Lige nu bliver jeg tæppebombet med opkald og mails. I USA er film en business, så hvis de finder et menneske, som de tror, kan blive et box office-hit, så rykker de straks på det.”

Publikum sidder i saksen
Vi har fanget den 41-årige instruktør over telefonen. Hun er på vej hjem fra Göteborg, hvor hun blandt andet vandt endnu en publikumspris. Og det er hun særligt glad for.

Dronningen fortæller nemlig en udfordrende og dyster historie om en moden kvinde – spillet af Trine Dyrholm – som indleder et forhold til sin syttenårige stedsøn og ender i overgreb og magtmisbrug.

”Det, der overrasker mig mest, er, at filmen vækker så stor en genklang hos publikum. Det er jo en film med temaer, som er svære at håndtere. Men priserne viser, at publikum er klar til at kigge ind i Anne, som Trine Dyrholm spiller,” siger May el-Toukhy.

”Vi vælger at gå tæt på Anne, som forfølger sin stedsøn, frem for at fortælle historien fra sønnens synsvinkel. Det gør, at publikum er med på en rejse og får lov til at kigge ind i et menneske, som de ikke nødvendigvis kender i forvejen, men alligevel identificerer sig med. Anne er jo også bare et menneske.”

”Med små skridt bevæger vi os tættere på hende, og til sidst sidder vi i saksen sammen med hende. Det skaber en naturlig suspense, som fastholder publikum. Publikum hepper på Anne og vil hende det bedste, og det gør på en måde publikum til medskyldige.”

Selvretfærdige magthavere
Anne i Dronningen er et meget anderledes kvindeportræt, end vi er vant til at se på film. Og det har været et helt bevidst valg fra May el-Toukhy og hendes medmanusforfatter Maren Louise Käehne.

”Hvis vi skal bevæge os fremad og skabe flere kvindelige hovedpersoner, så bliver vi nødt til at være modige og give dem en større kompleksitet. Vi kan ikke blive ved med at reproducere ’den forstående hustru’, ’den omsorgsfulde mor’ og ’kvinden, der er splittet mellem sin karriere og hjemmelivet’,” siger May el-Toukhy.

”Disse roller er ikke nødvendigvis en hel spillefilm værdig. Hvis vi begynder at lave komplicerede, svære, mørke og nuancerede kvindekarakterer, vil der også komme flere film med kvinder i hovedrollen.”

Selv om Anne i Dronningen er alt andet end en kvindelig helt, så mener May el-Toukhy, at filmen er udtryk for en sand form for ligestilling.

”Hvis vi gerne vil have ligestilling, skal vi også turde beskrive det svære i et kvindeliv. Jeg har været enormt spændt på, om publikum var med på den ideologi, og det har de været hele vejen rundt. Ikke en eneste gang – hverken på Sundance eller i Göteborg – har jeg mødt et menneske, der har været stødt over den måde, vi beskriver en kvinde på.”

”Så der er virkelig ved at ske noget. For bare to år siden ville man nok have spurgt om, hvorfor Anne skal være ond og usympatisk, når der nu endelige er en kvindelig hovedkarakter.”

”Men hvis vi ser en mandlig hovedkarakter, der opfører sig irrationelt eller har en stor dualitet i sig, er der ingen, som kan finde på at kritisere det. Og jo flere kvinderoller, der kommer, jo nemmere bliver det at lave lige præcis de kvinder, vi har lyst til at lave på film.”

”Folk er slet ikke fokuseret på kønnet, når de ser filmen. De er mere optaget af drift, længsel, magt og den selvretfærdighed, der kan opstå ved at være magtfuld.”

Straf eller tilgivelse
Netop magtmisbruget er et brandaktuelt tema, ikke mindst i den amerikanske filmindustri.

”På Sundance er der rigtigt mange folk, der har siddet i selskaber med Harvey Weinstein. Så jeg har været spændt på, om der var nogle, som kom ind på det i forbindelse med debatten om min film. Men det har ikke været tilfældet. Det har dog ligget som et vandmærke i de samtaler, jeg har haft med publikum efter filmen,” siger May el-Toukhy.

”Der er noget ekstraordinært i den systematik, Weinsteins overgreb har foregået på, men der er i og for sig intet nyt under solen. Det er nogle magtstrukturer, der altid har eksisteret, men det er bare først nu, at vi er klar til at tage hul på det.”

”Dronningen beskriver, hvordan det ser ud inde i et menneske, der har de her strukturer i sig. Dermed tager vi debatten op på et nyt niveau. Jeg tror, at alle har følt, at de kunne læse sig selv ind i historien, og det er jeg virkelig glad for.”

”Hvis vi vil ændre magtstrukturerne, bliver vi også nødt til at kigge ud gennem øjnene på de mennesker, som foretager overgrebene. Hvis vi ikke forstår mekanismerne, så kan vi ikke arbejde præventivt for at skabe nogle andre strukturer.”

Bider fra sig
Priserne og modtagelsen af Dronningen på festivalerne har givet May el-Toukhy en optimisme i forhold til filmkunsten.

”Som filmskabere skal vi engang indimellem også lave nogle ting, der bider fra sig. Og jeg har oplevet, at Dronningen faktisk underholder folk. På trods af filmens avancerede træk, er der en almenmenneskelighed i den, som åbenbart fænger hos publikum.”

Spørgsmålet er, om vi straffer eller tilgiver Anne og mennesker, der misbruger deres magt og begår seksuelle overgreb.

”Jeg har haft lyst til at stille et spørgsmål til publikum i stedet for at fortælle dem, hvad de skal tænke. De skal sætte sig i Annes sted og tænke over, hvad de selv ville have gjort. Det er svært at sige noget entydigt om, hvorvidt vi skal tilgive. Jeg er i debat med mig selv hele tiden, og derfor har jeg forsøgt at skabe en film, der afspejler den kompleksitet, som er i debatten.”

Næste projekt
Dronningen er blevet modtaget med lovord af anmelderne. Det gælder også Ekkos udsendte på Sundance-festivalen. Niels Jakob Kyhl Jørgensen skriver tilmed, at hvis May el-Toukhy fortsætter i dramagenren, vil hun kunne overgå både Susanne Bier og Lone Scherfig.

Næste projekt bliver dog ikke nødvendigvis et mørkt drama, fortæller May el-Toukhy.

”Efter Lang historie kort kunne jeg mærke, at jeg trængte til at komme ned i materien og dybere ind i sindet. Efter Dronningen er der en del af mig, der tænker, at jeg har brug for at få lidt luft igennem noget, som har en lethed over sig. Men uanset genre skal det have en dramatisk bundklang,” siger instruktøren og afslører, at hun har gang i flere forskellige projekter.

Dobbelt identitet
Sammen med sin faste manuskriptforfatter Maren Louise Käehne er hun ved at udvikle en tv-serie baseret på en Linn Ullmann-roman, De dyrebare.

May el-Toukhy har også planer om at lave en anden tv-serie med Trine Dyrholm. Endelig har hun i flere år haft en drøm om at skabe en spillefilm inspireret af sin egen historie og opvækst.

”Jeg har et dybtfølt ønske om at lave en historie om en familie med en arabisk far og en dansk mor. Jeg vil fortælle, hvad det betyder for første og anden generation.”

”Det handler om udfordringerne i at have en dobbelt identitet. Forældrene har ønsket, at børnene skal være danske, hvilket betyder, at børnene ubevidst søger imod alt det, de ikke må komme i nærheden af – altså deres brune identitet. I første generation sker der en overassimilering, og i anden generation vender det sig og bliver til en længsel efter ophavet.”

Taknemmelighed til Danmark
May el-Toukhy er smigret over tilbuddene fra USA, men indtil videre holder hun på hesten.

”Der er rigtigt mange muligheder, og det kan da godt være, at jeg skal til USA på et tidspunkt. Men jeg føler, at jeg har mange historier, som jeg gerne vil fortælle i en dansk kontekst. Jeg har stadig en meget stor sult efter at fortælle historier om Danmark – om det samfund, jeg er vokset op i.”

”Det er nok også noget kulturelt. Jeg er blevet opdraget til at have en dyb taknemmelighed over at være født i Danmark og have adgang til det system, som den danske velfærdsstat tilbyder. Det er dybt forankret i mig.”

”Jeg føler mig heldig og privilegeret. Det tror jeg kommer ud af at vokse op med en far, der kommer fra Egypten, og som vælger at bosætte sig i Danmark – langt fra sin egen familie – for at kunne give mine brødre og mig et bedre liv.”