Vi skal turde at bruge den feminine kraft

Jeg skulle til mit første møde med en konsulent fra Det Danske Filminstitut. Jeg havde søgt med et projekt om min tilknytning til Rusland, og konsulenten havde tydeligvis til dette møde også sine egne ambitioner på mine vegne. 

Han tog udgangspunkt i min afgangsfilm fra Filmskolen Nu skælver jeg (2021), som i en artikel er blevet beskrevet som en samtale med litteraturen, med kvindelige forfattere, der behandler kvinders skrøbelighed på forskellig vis. 

Sådan ser jeg også filmen. Den er et forsøg på at behandle et menneskes skrøbelighed, måske på en anden måde end vi har set før. 

Konsulenten mente, at jeg skulle arbejde videre i dette spor, og jeg forklarede ham, at jeg i alt, hvad jeg gør, bruger de egenskaber, som jeg prøver at få frem i afgangsfilmen: sensibiliteten og en form for sensualitet. 

Hvis man bevidst bruger den sensualitet, viser den sig i det, man frembringer. 

Intuition
Jeg forklarede konsulenten, at jeg er meget i kontakt med min intuition, når jeg skaber. 

Intuitionen kommer af, at man stiller sig åben for at mærke de mindste små bevægelser i ens omgivelser. Og i sammenhængen mellem disse bevægelser kan den give en forståelse for ting, der skal til at ske. 

Intuitionen er en måde at se frem for sig, en slags synskhed. 

Konsulenten svarede, at hvis vi engang skulle have et møde med DR, så måtte jeg holde den information for mig selv. 

Jeg undrede mig over hans svar og råbte inde i mit hoved ”hvorfor”. Og svarede heldigvis, sagte, at jeg havde tænkt mig at sige det som det første. 

Siden har jeg interesseret mig meget for menneskelige egenskaber, som stammer enten fra en maskulin eller feminin kraft. Hvordan nogle egenskaber bliver anset for at være mindre værdige. 

Ønsket om at frembringe en ny slags skrøbelighed på film er også et ønske om at værdsætte nogle andre egenskaber i processen. 

Det er derfor vigtigt, at vi stopper med den resultatorienterethed, der hersker i filmverdenen. Hvis vi vil se noget nyt, er det processen, vi skal fokusere på og gøre anderledes. 

Ying og yang
Feminin og maskulin kraft har intet med køn at gøre. Det er ying og yang, skrøbelig og stærk, mørk og lys, dag og nat. 

De skønne modsætninger kan ikke eksistere uden hinanden, og vi besidder alle sammen både det ene og det andet. 

Kønssterotyper ville kun give mening, hvis vi ikke havde udviklet os fra samler/jæger-samfundet og ikke havde fået sproget. 

Jeg tror, at vi selv vælger, hvad vi vil bruge, hvornår og hvordan. Men i et samfund, der værdsætter maskuline egenskaber over de feminine, er det svært for mange af os at få kontakt til den feminine del. 

Vi kender jo efterhånden de maskuline værdier så godt. Det er de konkurrencestyrede og individorienterede rammer, vi lever under, og som de fleste af os er ved at gå til grunde over. 

Det er et fokus på magt, præstation, beslutsomhed, logik og systemer. Det lyder håndgribeligt og nyttigt i en filmproces, men det mener jeg, at vi skal have mindre af. 

Fremtidens lederskab i filmbranchen skal turde at være mere feminint.

Ingen tænkepause
Jeg var inde og se Ruben Östlunds Triangle of Sadness i sidste uge. 

Størstedelen af filmen udspiller sig på et krydstogtskib for en gruppe meget rige, der har tjent penge på at sælge lort. Gæsterne på skibet bliver (sø)syge efter en kaptajnens middag, og skibets toiletter flyder over. 

En anden katastrofe følger lige efter, da skibet bliver angrebet af pirater, og en lille del af gæsterne og besætningen driver op på en øde ø. 

Det viser sig, at den eneste, der har evnen til at overleve i den vilde natur på øen, er toiletbestyreren fra skibets besætning. 

Jeg var underholdt og havde skraldgrint i sammenlagt en halv time, hvor eksplosive bræk- og lortescener udspiller sig. Filmen var klippet i et tempo, som holdt mig fast i samme siddeposition under hele filmen, og derfor nåede jeg ikke at hvile hovedet på hånden i en tiltrængt tænkepause undervejs. 

Hvor er den film maskulin – et bombardement af hykleriske menneskelige sprækker, fuldstændigt distanceret til naturen og deres omgivelser.

Er der et håb?
Triangle of Sadness er selvfølgelig en satirisk kommentar, et absurd teater, som nok ligner virkeligheden mange steder hos de vanvittigt privilegerede, der opretholder vores selvdestruktive, maskuline systemer. 

Men har jeg brug for at se dem og grine? Har de brug for at se sig selv og grine? 

Jeg gik ikke ud fra filmen med et håb om, at der sker en udvikling, at der kommer en fornyet selvindsigt i de åndsforladte rige, som filmskaberen angiveligt foragter. 

Jeg ville ønske, at filmen havde fået mig og dem, den kommenterer, til at græde. For hvor er det ulykkeligt. Hvor er verden ulykkelig. 

Er der noget håb? 

Instruktørens forestilling om et matriarkat i slutningen af filmen giver mig et nedtrykkende svar. Her rakte forestillingsevnen ikke længere end til at overføre selvsamme destruktive maskuline egenskaber på den selvudnævnte matriakatleder. 

Triangle of Sadness gør ikke min verden større. Den bekræfter bare de værdier, som den er en satire over. 

En tvivlsom proces
Midt i klippeprocessen med min afgangsfilm blev jeg til et møde bombarderet med spørgsmål fra mit filmhold. 

Vi var i en slags naturlig krise. 

Som instruktør følte jeg, at jeg var nødt til at vide, hvor vi var, hvor vi var på vej hen, og hvad der skulle ske i morgen. 

Men jeg vidste det ikke! 

Det føltes skamfuldt ikke at kunne være den, der kunne lede holdet på vej. Jeg prøvede at svare, men jeg burde have sagt ”det ved jeg ikke” og gjort brug af tvivlen. 

Mange dumme beslutninger bliver taget, fordi man tror, man alene skal være beslutsom på stedet. Når man ikke tør vise, man er et menneske fuld af tvivl og sårbarhed. 

Jeg gik hjem og græd, og næste dag kunne jeg tænke igen. Dér tænkte jeg også over det fællesskab, jeg kunne gøre brug af, den smukke helhed af forskellige skrøbelige mennesker i en filmproces. 

Min appel
Selv i dag – med bevidstheden om mine feminine værdier – føler jeg, at jeg skal have tænkt alt på forhånd, når jeg har møder med min producer. 

Så indgroet er overbevisningen i mig. 

Derfor har jeg en appel til mig og mine filmfæller inden for ledelse og positioner, andre ser op til: Det er alles ansvar at begynde at lede og lade sig inspirere mere fra den feminine kraft! 

Tvivlen er ikke farlig. 

Processen må gerne indeholde sensitivitet, intuition, refleksion, sensualitet og sårbarhed, samtidig med at vi gør brug af de mere handlingsorienterede egenskaber. Det skal være en balance. 

Så hvad ville der ske hvis vi begyndte at trække mere på de feminine egenskaber?! Hvem ved. Nogle andre film? Måske nogen vi ikke på forhånd kan forestille os? 

En øvelse
Jeg er enig i, at vi skal have kvindekvoter, simpelthen fordi jeg tror, der findes for meget mandlig nepotisme i ledelser og bestyrelser. 

Men jeg betragter det ikke som en sejr, at vi har en kvindelig statsminister, når denne stadig udfører alt med samme egenskaber som sine mandlige forgængere. 

Det er netop ikke et kønsspørgsmål. Det er ikke udelukkende flere kvinder i ledelse, der er en del af løsningen, hvis vi vil gøre op med den overflod af maskuline værdier. 

Og det er netop på grund af denne overflod af maskuline værdier, at jeg skriver denne appel. Vi skal alle sammen gøre mere brug af de feminine egenskaber i det, vi gør. En større værdsættelse af dem tilgodeser det hele menneske. 

Jeg øver mig, og så håber jeg, det smitter.