Puiu: Vi tænker kun på os selv

”Lige et øjeblik, min kone ringer. Når man taler om ulven …”

Sådan starter interviewet med den rumænske instruktør Cristi Puiu, da hans bedre halvdel ringer, netop som det første spørgsmål om hans forvirringskomedie Sieranevada skal til at falde.

Han får dog hurtigt afværget situationen med tre gange ”da” – som må betyde ja – og det lige så universelle ord ”interview”.

Der er ikke meget tid til familien, når man skal promovere sin nye satiriske film, der er i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival.

Den handler om en familie, der samles for at mindes den afdøde patriarks nylige død, og her tager Cristi Puiu sig god tid. Over næsten tre timer opstår der konflikter på kryds og tværs i familien, der symbolsk aldrig rigtigt får spist noget af maden.

Michael Jacksons fejl
At ordsproget på dansk hedder at tale om solen i stedet for det mere negativt ladede ulv, er faktisk en glimrende introduktion til Cristi Puius nyeste film. I den bliver der nemlig også sagt rigtigt mange ord, som ikke hjælper stort på forståelsen.

Men sproglig forvirring er kun godt ifølge Cristi Puiu. Han mener, at misforståelser siger en masse om menneskers egoisme.

”Michael Jackson spillede på et tidspunkt i Bukarest og gik på scenen og råbte: ’Hej Budapest!’ Alle blev pissesure, men hvorfor? Ved de, hvad hovedstaden i Uganda hedder?”

”I livet lægger vi stor betydning i bestemte ting og bliver fornærmede, hvis andre ikke respekterer dem. Og vi tænker ikke på andre, kun os selv. Hvad enten vi taler om verdenshistorien, Ferrari eller det nyeste ølmærke, er det kun for at vise, at vi ved noget,” mener Cristi Puiu.

Forhold jer til filmen!
49-årige Cristi Puiu vandt prisen for bedste film i andenkonkurrencen Un Certain Regard i 2005 med den sorte komedie Hr. Lazarescus sidste rejse.

I den bliver titlens ældre herre kørt fra hospital til hospital det meste af natten, indtil han endelig bliver behandlet og får fjernet en blodprop i hjernen. Skæbnens ironi vil dog, at lægerne også opdager en svulst i hans lever, som han nu kan dø af.

Den sociale problemstilling til trods er Cristi Puiu ikke meget for at se sine film som politiske fortællinger, der skal sige noget større om verdenen og det rumænske samfund.

”Det ligger i titlen Hr. Lazarescus sidste rejse, at filmen handler om en døende mand, men kritikere ser den som en kommentar til sundhedssystemet i Rumænien. De kender det slet ikke, så de burde hellere forholde sig til filmen som en film.”

Det menneskelige kamera
Cristi Puiu vil til gengæld gerne snakke om heldige tilfælde. Som i Sieranevada, hvor solen pludselig bryder igennem skyerne eller to fugle invaderer billedet midt i en scene.

”Solen, der bryder igennem skyerne, fik mig til at tænke på en film af Eric Rohmer. Det bevægede mig meget. Og scenen med de to fugle kan selvfølgelig laves i et studie, men det skete bare som en gave fra virkeligheden og var derfor langt mere overraskende effektivt.”

I Sieranevada kører kameraet ofte rundt på må og få mellem filmens mange mennesker. Vi kastes lige ind i handlingen uden præsentation af personerne, og deres forskellige tilhørsforhold til hinanden står ikke altid lysende klart.

Puiu fortæller, at hans kamera altid er i et menneskeligt førstepersons-perspektiv.

”Jeg har et problem med det alvidende kamera, øjet i det høje, og kan også bedre lide bøger i førsteperson – med undtagelse af de store russiske romaner.”

”Kameraet er nødt til at være menneskeligt for, at det fungerer for mig, Derfor placerer jeg det altid et sted, hvor et menneske kunne være, altså på bagsædet i stedet for kølerhjelmen af en bil.”