Nyhed
03. feb. 2025 | 09:31 - Opdateret 04. feb. 2025 | 09:22

Vi tilbyder en fair lønudvikling i et presset marked

Foto | Gyrithe Lemche

Producenterne er voldsomt pressede, og derfor arbejder Producentforeningen på at sikre en bæredygtig økonomi i branchen, siger Producentforeningens direktør Anna Porse Nielsen om de igangværende lønforhandlinger med FAF.

FAF forvarsler konflikt med Producentforeningen, der svarer, at man ikke ønsker konflikt, men at den økonomiske krise kradser.

Af Claus Christensen

Lønforhandlingerne mellem Film- og tv-arbejderforeningen FAF og Producentforeningen spidser til.

Siden november 2024 har parterne forhandlet i Forligsinstitutionen, og i går skrev FAF til sine medlemmer, at hvis der ikke er fremskridt ved dagens møde, vil man varsle konflikt. Og FAF’s medlemmer vil som konsekvens stoppe arbejdet på udvalgte produktioner.

FAF er en faglig organisation for freelancere og ansatte inden for produktion af animation, computerspil, kort- og dokumentarfilm, multimedier, fiktionsfilm og tv. 

Nu reagerer Producentforeningen.

”Vi ønsker ikke at forhandle om en ny fiktionsoverenskomst i pressen, men når FAF nu gør det, skal vi naturligvis svare, da vi ser noget anderledes på situationen,” skriver Anna Porse Nielsen, direktør i Producentforeningen, i en mail til Ekko.

”Producentforeningen ønsker ikke konflikt, og vi arbejder på at finde løsninger gennem dialog. Vi har forhandlet ud fra det ønske siden september 2024, både når det gælder lønudvikling, og alle de andre elementer, som en overenskomst indeholder, og som skal tilgodese såvel producenterne som FAF’s medlemmer både på den korte og lange bane.”

Vil sikre bæredygtig økonomi
Producenter har tidligere i pressen talt om, at film- og tv-branchen er presset. En undersøgelse fra Producentforeningen viser, at producenterne har fået færre fiktionsbestillinger fra streamingtjenester og broadcastere siden 2022.

”Vi tilbyder en fair lønudvikling i et marked, som er ekstremt presset og med stor usikkerhed, hvor vi som producenter tager et meget stort ansvar for en sund udvikling af branchen,” skriver Anna Porse Nielsen.

”Vi arbejder for at sikre en bæredygtig økonomi i en branche, hvor producenterne er voldsomt pressede, hvilket tallene også viser. Den aktuelle økonomiske krise i branchen betyder, at vi nu mere end nogensinde brug for at stå sammen over for det pres, som vi oplever.”

Ekko har rakt ud til Sekretariatsleder i FAF, René Høyer Jørgensen, men han ønsker ikke at kommentere på Producentforeningens udtalelser.

Det vides ikke, hvor langt parterne er fra hinanden. René Høyer Jørgensen har tidligere udtalt til Ekko, at FAF skal have en lønstigning i størrelsesordenen 12,5 procent over de næste tre år for at sikre medlemmernes realløn.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko