”Mine skuespillere har ikke brug for replikker”

At en film aldrig bliver bedre end manuskriptet, er et mantra, man ofte hører i filmbranchen.

Ved ansøgning til Det Danske Filminstitut om produktionsstøtte til en spillefilm er det obligatorisk, at man medsender et manuskript, som normalt fylder 80-110 sider.

Det har imidlertid ikke afskrækket 31-årige Kasper Rune Larsen. Han havde aldrig planer om at søge støtte på Filminstituttet til sin debutfilm Danmark, men er gået helt alternative veje.

Med et næsten ukendt cast har instruktøren skabt en film med et endeligt budget på 450.000 kroner. Det er ingenting i forhold til en gennemsnitlig dansk spillefilm, som ligger omkring atten millioner. Manuskriptet er tolv sider og har kun to replikker!

”Jeg kan ikke huske, hvor meget jeg faktisk havde manuskriptet med på optagelserne. Jeg har det sådan, at jeg ved, hvad der skal ske, så jeg behøver ikke stå og kigge på manuskriptet hele tiden,” siger Kasper Rune Larsen, der netop har fået sin film udtaget til Berlinalen.

Venner, hash og damer
I slacker-ungdomsfilmen Danmark daser den unge og sympatiske Norge (Jonas Lindegaard Jacobsen) dagene væk i et skatermiljø i den jyske provins.

Vi følger hans trivielle hverdag, hvor han passer en handicappet dreng og ellers får livet til at gå med venner, hash og damer. En dag møder han den unge Josse, som er gravid og siger, at Norge er far til hendes barn.

For en film, der i høj grad er båret af dialog, er det et modigt valg at have et manuskript på kun tolv sider. Men Kasper Rune Larsen ser det selv som en kæmpe styrke.

”De skulle være naturlige mennesker, som bare bruger deres eget sprog. Derfor ville jeg ikke levere replikker til dem. De skulle være så upolerede og upåvirkede som overhovedet muligt,” fortæller instruktøren.

Og det er i høj grad lykkedes ifølge Ekkos anmelder, som har givet fem stjerner og fremhævet, at Kasper Rune Larsen har skabt ”en imponerende skramlende fortalt og uhyre autentisk ungdomsfilm”.

Møde på bodega
Kasper Rune Larsen kommer fra den aarhusianske filmuddannelse Super8. Nu har han imidlertid forladt det jyske og er flyttet til Vesterbro.

Han fortæller, at idéen til Danmark er inspireret af hans eget liv og miljø. Efter mødet med Jonas Lindegaard Jacobsen på en bodega i Aarhus gik instruktøren i gang med at udvikle filmen. Han indså hurtigt, at der var nødt til at være et manuskript i en eller anden form.

”Jeg brugte en stor opslagstavle, hvor jeg skrev scener og vigtige nedslag i handlingen. Jeg valgte så at skrive det direkte ned i et manuskript, fordi vi var nødt til at sende noget til Den Vestdanske Filmpulje, Aarhus Filmværksted og så videre,” siger Kasper Rune Larsen.

Filmholdet boede sammen i hele optageperioden, hvor de brugte alle døgnets 24 timer i hinandens selskab.

Skuespillerne kendte hinanden og deres karakterer, som på mange måder er udsprunget af egne erfaringer og oplevelser. Kasper Rune Larsen havde derfor tiltro til skuespillerne og ønskede, at de kom så lidt informeret til optagelserne som muligt.

Tilfældige børnesko
I filmens midte begynder Norge at falde for Josse og fantaserer om at beholde barnet, som Josse ellers fra første færd tydeligt har understreget, skal fjernes.

I manuskriptet står scenen beskrevet kort og overordnet, og Norge har her skuespilleren Jonas Lindegaard Jacobsens navn:

EXT. GÅGADE. DAG

Jonas og Josse går ned ad gaden, mens de spiser kebab. Jonas åbner en lille smule op for, hvordan det ville være, hvis de fik et barn. På en jokende måde.

Josse er et barn oppe i hovedet, så hun fatter det slet ikke.

Hun kigger bare på tøj og sko, hun synes er fedt.

Jonas er nødt til at smutte videre, han har noget han skal ordne. Josse er ligeglad, hun kigger på tøj.

Skuespillerne havde læst overskriften og scenen i manuskriptet, men mødte ellers bare op på settet med et åbent sind.

”Vi filmede først deres gåtur ned ad strøget og hen mod tøjbutikken. Skuespillerne talte sig varme, og jeg studerede deres naturlige måde at interagere med hinanden. Ud fra det justerede jeg og drejede deres samtale over på filmens handling,” forklarer Kasper Rune Larsen.

”Hun går for eksempel ind i et prøverum, og jeg siger til Jonas: ’Tag lige de her børnesko, gå hen og vis dem til hende!’ På den måde prøvede jeg altid at blive inspireret af omgivelserne. Scenen fik altså et naturligt indløb, så kom der noget information, som havde betydning for historien, og så fik vi til slut et naturligt udløb.”

Skødesløse mirakler
Den umiddelbarhed, som kommer ved at blive inspireret af omgivelserne, kan dog også blive en svaghed. Det har Kasper Rune Larsen været meget opmærksom på.

”Det kræver sindssygt meget nærvær. Det virker jo enormt løst, nærmest skødesløst. Man tænker: ’Nåh okay, er det så bare tilfældigt, hvad der kommer frem?’ Men man skal virkelig have øje for, hvornår ens skuespillere er gode,” forklarer instruktøren.

”Man er også nødt til at være tålmodig og vide, hvornår ens skuespillere peaker. Det er helt naturligt, at trænede skuespillere oftest kan blive bedre og bedre indtil et vist punkt. Med uprøvede skuespillere er det omvendt. De har autenticiteten i de første fem optagelser af en scene. Derefter blev det en repetition. Jeg sagde til dem, at jeg ikke havde lyst til at tage tyve optagelser. Det handlede om at være skarp og tilstede.”

For Kasper Rune Larsen var den alternative optageproces det hele værd.

”Nogle gange kan du fandeme ikke skrive ting. De opstår bare! Det er små mirakler, som jeg håber på at finde ved at have så lidt kontrol som overhovedet muligt og give dem frihed til bare at folde sig ud.”

Sæt aldrig ord på!
For at skabe naturlighed er kontrasten mellem det, som personerne siger og gør, essentiel.

Kasper Rune Larsen fremhæver en scene ved et poolbord, hvor Norge betror sig til sin gode ven Myre (Jacob Skyggebjerg) og søger råd i forbindelse med Josses graviditet.

”Første gang vi tog scenen, stod Jacob og Jonas og var sådan: ’Åhh, du er ringe til at spille pool. Nu skyder jeg den her i.’ Så sagde jeg: ’Jamen drenge, det går ikke. Det eneste, I ikke må snakke om, er poolspil. Vi kan godt se, at I er fucking dårlige til at spille pool. I behøver ikke at sætte ord på det,’” fortæller Kasper Rune Larsen.

”Det er jo ligesom at spille pool på en date eller med sine venner. Det er kun, når der ikke er noget at snakke om, at man begynder at tale om poolspillet. Man er jo følelsesmæssigt og mentalt på et andet plan, hvis der er kemi mellem mennesker. Det var den intimitet, jeg gerne ville skabe i scenen. Det er følelsen af, at de fandeme er fasttømrede kammerater, som kan stå og spille pool, samtidig med at der kører en samtale på et andet plan.”

Det naturlige og ægte udtryk har været centralt for instruktøren. Han mener, at flere af tidens film på mange måder taler ned til publikum.

”Jeg savnede virkelig at se film, hvor karaktererne ikke kun siger ting, fordi det skal bruges i handlingen. Vi vil se ægte mennesker!”

”Mange er rigtigt bange for at miste publikum og tænker, at hvis ikke personen siger, hvor han kommer fra, og hvad han føler, så forstår vi det ikke. Men i virkeligheden er det jo fucking uinteressant. Vi er så facetterede som mennesker. Vi skal holde os fra de der klichéer.”

Visionen dikterer filmsproget
Som en troværdig slackerfilm kan Danmark placeres i kategori med Richard Linklaters Slacker og Jonas Elmers danske Let’s Get Lost. Og det begrænsede manuskript passer på mange måder godt til en genre, hvor naturalismen og livets trummerum er i centrum.

Det er Kasper Rune Larsen klar over.

Han understreger, at arbejdsmetoden på hans fremtidige projekter altid vil blive dikteret af, hvad der egner sig bedst til fortællingen.

”Filmen er altid den, der bestemmer. Filmen er vigtigere end mig. Men samtidig er jeg også filmen. Jeg har det sådan, at man er nødt til at have en kunstnerisk vision, og så må jeg opfinde det sprog, som formidler visionen bedst.”

Kasper Rune Larsen hviler ikke på laurbærrene. Han er allerede i gang med to nye projekter. Sammen med en manuskriptforfatter fortolker han en af Jacob Skyggebjergs bøger, mens han også arbejder på en webserie.