Interview
01. juni 2009 | 08:00

Videokunstnere fortolker Nephew

Foto | Copenhagen Records
Nephew

Filminstruktøren Michael Noer er gået sammen med Nephew om et projekt, hvor tolv danske kunstnere fortolker bandets fjerde album.

Af Line Bitsch Herdel

Fredag den 5. juni - Grundlovsdag - udkommer Nephews fjerde album med titlen DanmarkDenmark.

Med pladen følger en dvd, hvor tolv danske kunstnere fortolker de tolv numre på pladen.

Bag projektet står Nephews Simon Kvamm, der efter eget udsagn er bandets "Minister for videoer", og hans gode ven, filminstruktøren Michael Noer, som er biografaktuel med knallertdokumentaren De vilde hjerter.

De tolv kunstnere har hver fået 5.000 kroner at gøre godt med og har ellers haft 100 procent frie tøjler til at lave, hvad de ville. De har alle fået mulighed for at få hjælp af Michael Noer, der har været kunstnerisk tovholder. Og de fem Nephew-medlemmer har stået til rådighed som medvirkende, hvilket de er i fem af filmene.

"Nephews musik er soundtrack til deres værker. Det har været ekstremt nervepirrende og underligt. Vi er virkelig et kontrolband på alle måder. Jeg plejer selv at have fingrene langt nede i alle videoer," siger Simon Kvamm.

"Det har været vores og måske især mit projekt at give lidt mere los på den her plade. I forhold til sangene har jeg sagt tingene mere direkte," fortsætter han.

Danmark, hvad er det?

Ekko har sat Simon Kvam og Michael Noer stævne. De to herrer mødte hinanden gennem deres fælles ven, Espen Pretzmann - en af drengene fra Angora.

"Jeg syntes, du var ret irriterende i starten," siger Simon Kvamm til Michael Noer.

"Michael er jo meget sådan én, der lægger en hånd på én og siger ’søde skat’. Og hvis man er en jysk knudemand som mig, så kan man godt få lyst til at sige ’Hey, fri mig lige for det.’ Michael er på den måde meget ujysk, selvom manden er fra Esbjerg. Men det selvsamme er jeg kommet til at holde meget af ved ham," fortæller Simon Kvamm.

Han gik rundt med en idé om, at Michael Noer skulle lave en video til pladen. Det skulle ikke være en traditionel musikvideo. Men han havde ikke forestillet sig, at projektet skulle udvikle sig, som det har gjort.

"Pladens titel kaldte på noget, der var et socialt, mosaik-agtigt udsagn, som man kunne forsvinde ned i. Det var spændende at se antropologisk på det: ’Danmark, hvad er det?’" siger Michael Noer.

Ikke kun guldkorn

Derfra opstod tanken om at samle tolv forskellige danske kunstnere og bede dem om visuelt at fortolke Nephews tolv nye numre.

"Det her er jo ikke kun guldkorn. På den måde er det også mærkeligt ..." siger Michael Noer og taler et øjeblik i munden på Simon Kvamm, der fortsætter:

"Ja, det er stort og småt, mærkeligt og tilgængeligt, gennemarbejdet og hurtige skitser mellem hinanden. Det skal være mangfoldigt ad helvede til. Det skal variere på alle de akser, det kan."

Allerede nu, inden pladen er kommet på gaden, er der meget delte meninger om, hvilken film der er bedst, og hvad der ikke holder. "Det er jo i sig selv interessant, at man kan lave noget, hvor der er så meget diversitet i meninger," siger Michael Noer.

Syret YouTube-klip

Blandt de tolv kunstnere er klipperen Thomas Papapetros, der også er kendt som Papa. Han har blandt andet klippet dokumentaren Burma VJ. Til Nephews projekt er han manden bag den originale film til nummeret D.T.A.P.

Papa har fået en mand på en boreplatform i Azerbaijan til at optage sit liv derude. Det har han så klippet sammen med optagelser af Simon Kvamm som borebisse, og hele herligheden præsenteres, som om det var et YouTube-klip.

"Det er så syret og bizart, at der simpelthen må sidde nogle mennesker derude, som synes, at dét er det mest fantastiske, de nogensinde har set," siger Michael Noer med eftertryk.

Budskab til de unge

Noer har selv begået videoen til nummeret Sov for satan mand. Nummeret handler om søvnløshed - om at batterierne bliver afladt, når de egentlig skulle blive opladt. Noer, der er manden bag netserien Doxwise, har til sin musikvideo brugt en af seriens hovedpersoner, Pierre Frandsen fra Fredericia.

Pierre har en særlig grund til ikke at kunne sove: Han tager kokain. Den ene bane kokain efter den anden snuses op i næsen, den ene joint efter den anden suges ned i lungerne. Og Noer viser provokerende det hele i detaljer.

"Pointen er, at det overhovedet ikke er spændende eller tiltrækkende. Det virker tværtimod afskrækkende," siger Simon Kvamm.

Unge kunstnere hjælpes på vej

Thomas Papapetros og Michael Noer har allerede godt gang i karrieren. Det samme gælder for blandt andre filminstruktøren Sidse Carstens og papkunstneren Søren Bencke, også kendt som Papfar.

Men projektet handler også om at sætte spotlight på de kunstnere, der ikke er så eksponerede.

En af dem er designeren Mads Hjort - alias Hjortefar - der har lavet en musikvideo i mere traditionel forstand til nummeret Gong Gong. Den har det hele: biler, damer og en yderst blankpoleret udgave af Simon Kvamm.

"Hjort har udvist imponerende engagement og initiativ ved at sætte gang i det her store projekt af en musikvideo. Han er en ung fyr, der har kæmpe ambitioner. Nogle gange kan man godt se, at han ikke har haft erfaring og økonomi til at få den helt op og ringe, men alt i alt synes jeg, at det er blevet et virkelig godt resultat," siger Simon Kvamm og fortsætter:

"Han har allerede nu oplevet, at folk fra musikbranchen ringer til ham, fordi der er blevet lagt mærke til ham: ’Hold da op en makker, der fyrer den af dér!’ Han har stort talent, og han har allerede fået tilbudt at lave musikvideoer for forskellige pladeselskaber."

Kvamm vil instruere

Det er ikke formålet med de tolv videoer, at de skal vises på MTV eller DR’s musikprogram Boogie, men hvis de har lyst, skal de være mere end velkomne.

"Det her projekt er en revitalisering af, hvad musikvideoer egentlig burde være. De har et budskab eller en kunstnerisk intention. Det minder én om, hvad der egentlig burde vises for unge mennesker," siger Simon Kvamm, der selv har instrueret en meget traditionel musikvideo til DanmarkDenmarks første single, 007 Is Also Gonna Die. På den måde har nummeret nu to vidt forskellige video’er - Kvamms traditionelle version og René Johanssens skatervideo, der er en del af VideoVideo- projektet

"Musikvideoer kan være meget mere end en reklame for et band," siger Simon Kvamm, der også har betragtelig erfaring med at lave tv, men ambitionerne stopper ikke dér.

"Jeg går nok rundt med en lille instruktør i maven. Jeg har bare ikke fået idéen til det lange format endnu," indrømmer han.

Remix-værktøjskasse

Det har været vigtigt at vælge kunstnere med forskellige referencer og fra forskellige miljøer. Det har også været en vigtig parameter, at kunstnerne kommer fra forskellige steder i landet.

"De kunstnere på dvd’en, jeg har udvalgt, er nogle jeg i tidens løb har set på i udstillingssammenhænge eller på nettet, som for eksempel kunstmaleren Allan Otte og fotografen Ricky John Molloy," siger Simon Kvamm.

På sigt skal der laves en remix-værktøjskasse på Nephew.dk, så man kan gå ind og sample fra de tolv videoer og måske også tilføje sine egne billeder. På den måde kan man lave musikvideoer selv.

Hjørner af underbevidstheden

Simon Kvamm og Nephew modtager mange breve og remiks af sangene. Det kunne i fremtiden måske også få en visuel pendant.

"Man kan jo håbe, at det her projekt kan åbne øjnene hos nogle unge seksten-syttenårige og inspirere dem til at søge videre inden for de forskellige kunstneriske retninger," siger Michael Noer.

"Vi fandt et sted på nettet, hvor folk havde lagt Nephew-musik på YouTube-klip. Folk tog ting og samplede det og vendte det på hovedet. Nettet, hvor der ikke er nogen regler, er enormt inspirerende. Man kan finde de mest obskure ting. Man kan jo google noget, hvor man ender i nogle hjørner af underbevidstheden, hvor man overhovedet ikke har lyst til at være," siger Michael Noer, der er stor tilhænger af det korte format og af alternative distributionsformer.

Nephews fjerde album DanmarkDenmark udkommer den 5. juni. Med pladen følger dvd’en VideoVideo med de tolv musikvideoer.

[t]VideoVideo indeholder:

D.T.A.P

Af Ben Stansbury og PAPA
Drilling Fluids Engineer og VJ

007 Is Also Gonna Die

Af René Johannsen
Fotograf og instruktør

Police Bells & Church Sirens

Af Søren Bencke
Kunstner

Sov For Satan Mand

af Michael Noer, Daniel Alban & Pierre Frandsen
Filminstruktør, klipper og medvirkende

Danmark Man Dark

Af Iben West
Billedkunstner

Gong Gong

Af Hjortefar
Designer

Det her sker bare ik’

Af Allan Otte
Billedkunstner

Va Fan gool!

Af Anders V. Christensen og Peter W. Lasse
Producer og klipper

Descendants Of King Canute

Af Ricky John Molloy
Fotograf

Focus On The Sound

Af Lærke Lauta
Billedkunstner

New Year’s Morning

Af Snarf
Grafisk kunstner og musiker

Hurra!

Af Sidse Carstens
Kunstner og filminstruktør[/t]

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko